Kaere alle,

Saa har vi naaet turens sidste mål, Orkney-Oeerne, og tilbage står nu kun turen hjem over Nordsoeen – endnu en passende lejlighed til at give en lille melding fra det gode skib Towanda. Den sidste i denne omgang, selvom alle nok skal faa en allersidste melding naar vi, forhaabentlig snart, er naaet sikkert hjem til Danmark.

Da vi sidst forlod hinanden var vi paa vej fra det sydoestlige hjoerne af Irland med kurs mod Isle of Man, oeen som Jensen haevder er "verdensberoemt" pga af sine haleloese katte. Et udsagn som ikke umiddelbart blev koebt af Admiralen, men til alt held havde vi kun vaeret i land i faa minutter foer hun selv saa den foerste. Heldet viste sig saa meget stoerre, idet det senere viste sig ogsaa at skulle vaere den naestsidste vi saa uden hale (versionen med hale var der masser af). Resten maa de have eksporteret, men Skipper reddede dog aeren.

Udover den kat-astrofale overflod af haler var Man en positiv oplevelse. Vi laa i havn i Port St. Mary, en fiskerihavn, som i virkeligheden ikke var andet end en temmelig stor mole. Det er ikke saa praktisk hvis man vil forlade baaden og gaa paa opdagelse i land, idet fiskekutterne gaar ud og ind paa alle tider af doegnet uden varsel. Man kan derfor ikke fortoeje uden paa dem medmindre man bliver om bord. Alternativet, at fortoeje langs molen, er heller ikke attraktivt. Godt nok var den inderste, lavvandede del af molen, beregnet paa lystfartoejer, men med tidevand paa 5-6 meter maa man hele tiden fire eller stramme op i fortoejningerne. Problemet loeste sig imidlertid fint, da molen ogsaa husede et forskerfartoej som sjaeldent var ude at forske. Som besaetningen sagde, saa synes forskere ikke om vindstyrker paa 5 Beaufort eller derover, og det blaeser det ofte paa disse kanter. Saa vi fortoejrede ude paa dem og de skulle ingen steder mens vi var der. Det gav mulighed for at tage bussen til hovedstaden Douglas og derfra en tur, gennem smukke landskaber langs hele den sydoestlig kyst, med en 100 aar gammel togbane. Den efterfoelgende dag var vi til dyrskue og fulgte med stor interesse, og naesten lige saa stor spaending som de lokale, uddeling af priser til skuets flotteste faar, vaeddere, lam, malkekoeer, koedkvaeg, heste og vi kunne blive ved. Samt, slutteligen, den helt store kaaring som Champion of the Show, en titel som tilfaldt en fin stor orangefarvet vaedder. Vi skal ikke doemme, men valget syntes populaert blandt skuets oevrige tilskuere (som vist uden undtagelse havde familiaeer tilknytning til mindst én faareavler).

Efter Man gik vi tilbage til Bangor som derved blev eneste havn vi besoeger 2 gange. Man skal dog ikke gaa tilbage til en fuser. Formaalet var at opleve det naerliggende Belfast, men vi fandt ikke byen specielt interessant. Men : "We´ve been there, done that, got the T-shirt."

Den stoerste oplevelse i Nordirland, naar vi altsaa lige fraregner tidligere beskrevet sejlads ud af Strangford Lough, blev derved Giant´s Causeway paa nordkysten. Vi lagde ind i Ballycastle, en fin lille marina og by, og tog bussen de ca. 20 km til naturfaenomenet, der har status som World Heritage Site. Giant´s Causeway er 3 imponerende landtanger af basaltsten som, efter de blev skabt af en raekke vulkanudbrud for 58-61 millioner aar siden, under afkoelingen har dannet mangekantede soejler. De fleste 6-8 sidede med en diameter omkring 30cm. Ret imponerede, men det skal nok ses. Det er ikke nemt at forklare. Sagnet siger at kaempen Finn MacCool anlagde Causeway for at faa en sti over havet til sin elskede, der boede paa oeen Staffa i Skotland, hvor lignende soejler er fundet. Deraf navnet.

Efter Nordirland skulle vi tilbage til Whiskey-land og planerne inkluderde den helt store whiskey-tour med adskillige distillerier paa listen. Foerst og vigtigst var Lagavulin, skippers yndlingsmaerke, som ligger paa sydkysten af Islay, lige ved siden af Ardbeg, en anden favorit. Desvaerre faldt vor ankomst sammen med det aarlige Malt-Cruise arrangeret af netop Lagavulin-, Tallisker-, Oban-distillerierne m.fl. og havnen samt alle egnede ankerpladser var fyldt til randen af cruisedeltagere. Vi maatte derfor kigge langt efter landgang og , nok isaer skipper, sejlede slukoeret forbi alle de herlige draaber. I stedet fandt vi en dejlig ankerplads i Sound of Islay, hvor vi i timevis blev underholdt af en flok legesyge saeler.

Efter Sound of Islay gik vi mod det sydvestlige Mull og havde her vores foerste moede med 2 mindre hvaler. Vi havde ikke ventet at se hvaler paa turen, men selvom de rygge og finner vi saa var smaa, var de dog for store til at kunne vaere delfiner eller marsvin. Afstanden var ca. 100 m. – men det skulle siden blive meget bedre !

Vi fortsatte, med enkelte stop paa herlige ankerpladser, vest om Mull, gennem Sound of Iona og passerede derved det kendte Iona-kloster, som siges at vaere "kristendommens vugge" fordi den irske missionaer Skt. Columbus indledte sit korstog herfra i aar 563. Ikke langt derfra passerede vi ogsaa oeen Staffa, for ligesom at sikre os sagnet om Finn MacCool var sandt - og det maa vi bekraefte. Staffas basaltsoejler ligner og er helt bestemt ligesaa imponerende som dem fra Giant´s Causeway. Oeen er dog ret ufremkommelig da der er dybt og stenet helt ind til kysten, og ankring derfor er vanskelig eller maaske snarere direkte farligt. Dagens herlige sejlads endte i Tobermory paa Mulls nordoestlige kyst. Her laa vi over en enkelt dag og naaede derved at hilse paa motorsejleren BAT af Rungsted, som netop var kommet igennem Caledonian Canal og ligesom vi var paa vej nord om Skotland.

Efter Tobermory kom vores store hvaleventyr. Vi sejlede, i naesten havblik, mod en lille oe Canna i sundet mellem Mull og Skye og fik her besoeg af en rigtig stor karl. Og der var ikke laengere tvivl om at det var en hval. I Tobermory havde vi desuden forsket lidt i sagen og vidste nu at hvaler ikke var et helt saa sjaeldent syn i omraaedet. Og den mest almindelige var Minke Hvalen som til forveksling lignede denne hval såvel som dem vi allerede havde set syd for Mull. Vi maa hjem og forske yderligere i hvad Minke Hvalen kan hedde paa dansk, men mon ikke det er en pukkelhval. I al fald er den ca. 8-10 m lang og har en relativt lille finne laengst tilbage paa den sorte ryg.

Gaesten passerede taet foran os og, i en afstand af ca. 20-30 m, ned langs styrbord side. Og i vores glaede over oplevelsen, og ikke mindst pga. vores heftige fotoaktivitet, taenkte vi ikke et oejeblik paa faren ved et evt. sammenstoed. Ekstasen havde endnu ikke lagt sig da der viste sig flere hvaler. Denne gang lidt laengere borte, men stadig taet nok til at vi febrilsk proevede at fotografere. Problemet er dog disse nymodens autofokus/digital kameraer, som skal taenke sig om alt for laenge, saa hvalen for laengst er dykket igen foer kameraet beslutter sig for at tage et billede. Men vi faar mange chancer fordi dagen byder igen og igen paa hvalbesoeg, og efter 20 hvaler holdt vi op med at taelle. Men saa saa vi en HAJ og saa begyndste vi igen at taelle. 3 hajer blev det til inden dagen var omme, og saa har vi end ikke naevnt de naermest utallige marsvin.

Efter at have gaaet vest om Mull gik vi oest om Skye, og tilbragte bl.a et par herlige dage i Plockton v/ Loch Kishorn, hvor vi dels havde et par dejlige musikalske oplevelser paa kroen og ogsaa deltog i den aarlige regattafest med levende musik og faellesdans i byens gader.

Den opmaerksomme laeser vil bemaerke at det nu er laenge siden vi har brokket os over vejret, og ganske rigtigt har hoejtrykkene nu ogsaa naaet Skotland, og vi er saa taet paa hedeboelge som vi tror man kan komme herovre. Vandtemperaturen har naaet den utrolige hoejde af 17 grader og vi benytter begge lejligheden til en kort, ja naermest ultrakort, dukkert.

Efter overnatning paa endnu et par dejlige ankerpladser nordover naaede vi d. 11. August til Stornoway. Her lagde vi, som det naturligste i verden, til uden paa en dansk baad, DANA af København, med Lene og Henrik om bord. Vi kendte dem ikke i forvejen, men havde en hyggelig aften sammen,over et glas roedvin. Lene og Henrik er medlemmer af FTLF og paa vej ud i verden uden fast tidsramme og maal. DANA laa for oevrigt i Kalkbraenderihavnen, lige ved siden af SOL som vi jo moedte i Bergen, saa nu venter vi hvert oejeblik at moede den tredje baad fra den bro.

Efter DANAs afsejling fortoejrede vi uden paa et norsk fabriksskib med 2 Chilenske broedre som besaetning. De kunne nogle faa norske brokker og naesten ingen engelsk. De boed paa kaffe og vi geninviterede paa en drink om aftenen. Det blev en hyggelig, men noget frusterende aften, da samtalen var ivrig men noget besvaerlig. Som altid faldt talen bla. paa mad og som en behagelig sidegevinst herved blev vi inviteret paa chilensk frokost dagen efter.

D. 14. gik turen videre nord om Cape Wrath, Skotlands Nordvestligste pynt til Scrabster i det nordoestlige hjoerne. Det specielle ved denne tur paa ca. 120 sm er at der mellem Stornoway og Scrabster ikke er nogle havne og der paa store straekninger kun er ringe haab om at finde en beskyttet ankerplads saafremt vejret skulle blive slemt. Men vi havde sikret os gode vejrudsigter og moedte ingen problemer. Det skal dog siges at soeen paa nordsiden af Skotland er aldeles krap og ubehagelig saa det blev en lang og ukomfortabel sejlads foer vi kunne ligge ind i Scrabster havn. Ved ankomst tidlig morgen var Skipper dog ved saa godt mod at han var lige ved at lade skuden fortsaette videre gennem det berygtede straede, Pentland Firth, med rapporterede tidevandsstroemme paa op til 16 knob. Saadan en passage skal dog, igen jaevnfoer vore oplevelser i Strangford Lough, times omhyggeligt, og da vi lidt for hurtigt havde 3 knob medstroem besindede han sig dog, og vi vendte derfor skuden og gik alligevel til Scrabster for at vente til naeste dag.

Det var en rigtig god beslutning fordi naeste dag boed paa perfekte vejrforhold og vi passerede det frygtede sund i naermest havblik. Paa sine steder maerkede vi dog stroemhvirvler kraftige nok til at overbevise os om at under andre vejrforhold kunne turen vaere blevet en helt anderledes udfordring.

Ankomsten til Kirkwall paa Orkneys Mainland var helt udramatisk bortset fra at vi blev lidt overraskede over ikke at kunne finde den flotte nye marina som ifoelge alle brochurerne og web-siden skulle vaere klar fra saesonen 2003. Men de kender tilsyneladende ogsaa til forsinkelser heroppe og havnefogeden klagede da ogsaa sin noed over at mange gaester var lidt utilfredse over at vaere sejlet helt til Orkney og saa ikke moede til fine forhold de havde ventet. Men marketingfolkene havde haft saa travlt med at reklamere for nyheden foer den var en realitet og det var end ikke lykkedes at faa dem til at aendre hjemmesiden selvom om det tidligt stod klart at projektet ikke stod faerdigt til tiden.

Nu ligger vi i den gamle inderhavn og her er saamaend meget hyggeligt. Men den er fyldt og pt. har vi en 40 tons sag liggende udenpaa. Det giver lae for den staerke vestenvind, men til gengaeld har vi snart en 60 fods baad.

Vi har lejet bil og har paa 2 dage koert Mainland tyndt. Vi har besogt Maes Howe, en ca. 5000 aar gammel gravhoej, bygget af store stenblokke, heraf flere paa 20 og 30 tons og tilsyneladende rettet ind efter vintersolhverv, paa hvilken dag solen staar op og lyser direkte ind i hoejen. Den er desuden speciel derved at Vikinger har "organiseret" indholdet og siden brugt hoejen som til- og maaske endda udflugtssted. I al fald er stenvaeggene fyldt med Runeinskriptioner af mere eller mindre loedig karakter - en slags Vikingegraffitti fra omkring tusindaarsskiftet. Interessant, og bestemt et besoeg vaerd var ogsaa Skara Brae, en rimelig velbevaret stenalderlandsby, nogenlunde samtidig med Maes Howe. Orkney byder paa adskillige andre sevaerdigheder bla. flere Stencirkler ala Stone Henge. Knapt saa velbevarede som det kendte Stonehenge, men, paapeges det, med ikke ringe stolthed, langt aeldre.

Der er dog ogsaa mere nutidige sevaerdigheder idet omraadet var en vigtig flaadebase under saavel 1.ste som 2.nd verdenskrig. Scapa Flow, den store bugt syd for Mainland, haevdes at vaere verdens stoerste naturhavn, og var ankerplads og base for de allieredes nordsoeflaade i begge krige. Der ligger af den grund adskillige vrag i bugten. De fleste sænket af de allierede selv for at hindre indsejling, men ogsaa en hel del tyske fartoejer idet en tysk kommandant under 1.st verdenskrig gav ordre til at saenke hele sin egen flaade i bugten, fordi han var bange for at de skulle falde i de allieredes haender. Kun et enkelt er saenket af et fjendtligt fartoej, en tysk U-baad, U47, som en dag i 1939 sneg sig gennem alle sikkerhedsforanstaltninger og torpederede en engelsk krigsskib, med ca. 900 draebte til foelge. Bugten er derfor nu et sandt mekka for vragdykkere som har masser af dykkermaal at vaelge imellem, og alle paa ret lav dybde.

Maette af indtryk fra 14 ugers spaendende sejlads i svenske, norske, skotske og irske farvande glaeder vi os nu til at gense jer alle igen. Vi har nu afleveret lejebilen, bunkret olie, fyldt vandtankene, provianteret mad, klargjort skibet, betalt havnepenge, plottet kursen og venter kun paa en god vejrmelding, og venter, og venter, og venter ….

Knus og kram til jer alle fra 
S/Y Towanda