Kaere alle,

Saa har vi naaet turens vendepunkt og det er vist en passende lejlighed til at give en lille melding om tingenes tilstand paa det gode skib Towanda.

Efter vores sidste melding fra Inverness tog vi fat paa de 29 sluser i den Caledoniske Canal. De skulle nu vise sig ikke at vaere det store problem. Kun sluse nr. 13 var til lidt besvær da fenderbraettet hang fast i sluseporten paa vej ind. Naar 14-15 tons saadan er i fremdrift er de ikke lige til at stoppe, men heldigvis gav braettet efter foer soegelaenderet, saa vi slap billigt. På vejen opad var det lidt hårdt for Lene at holde forfortøjningen når vandet væltede ind og gav turbulens foran i slusen, men da jeg opdagede det tilbød jeg naturligvis galant at bytte. På det tidspunkt var vi dog halvvejs igennem, og på vej nedad igen. Saa Lene afslog hoefligt, men bestemt.

Turen gennem kanalen var smuk, men vejret var bestemt ikke med os. Regnen silede det meste af tiden og vinden var ganske kraftig imod os. Nessie saa vi heller ikke. Lene paastod ganske vist at hun saa et monster en aften, men saa gav jeg hende et par whisky mere, og saa blev jeg efterhaanden meget paenere.

Vel igennem kanalen var foerste stop Oban. Dvs. vi blev fraraadet at ankre ved Oban, saa vi lagde os ind i Dunstaffnage Bay Marina lige nord for byen. Her fik vi et forste indtryk af de britiske havnepriser. GBP 26,- per nat, dog inkl. El og bad. I Oban besøgte vi naturligvis whiskydistilleriet og shoppede herefter lidt rundt. I en marineshop blev vi pludselig tiltalt paa dansk. Det var Tyge Olsen, FTLF’s kontaktperson i omraadet. Han havde allerede spottet baaden i Dunstaffnage, og da vi talte dansk antog han ganske rigtig at det var vores. Vi fik en kort snak som mundede ud i at Tyge ville besoege os om aftenen, medbringende alle hans soekort, som vi hjertens gerne maatte laane. Det er da service !

Fra Oban gik turen igennem det berygtede Sound of Luing og lige forbi Corrywreckan som der gaar frygtelige historier om. Vejret var dog stille og vi havde tilpasset passagen med tidevandet saa historierne virkede lidt overdrevne. (Vi skal dog senere faa erfaringer med tidevandstroemme, som goer at vi ikke laengere betvivler at advarslerne skal tages alvorligt.) Dagen endte ogsaa stille med at vi fandt en dejlig ankerplads nord paa oeen Gigha. Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel, og da der heller ikke var nogen vind at sejle paa, blev vi liggende over. Det blev ved den lejlighed indfoert i logbogen at det var 5. solskinsdag paa hele turen.

Det blev til endnu en overliggerdag ved Gigha foer vinden var OK til at runde Mull of Kintyre. (And yes, Alan, we did wave at Sir Poul) Selvom vi rundede medstroems og i medvind fik vi her syn for de kraefter der ligger i de store vandmasser der skal flyttes 4 gange dagligt. Vandet formelig "sydede" af stroemhvirvler omkring pynten, men pga. de gode vejrforhold holdt vi nu heller ikke de anbefalede 4 soemils sikkerhedsafstand . Men alt forloeb fint og vi anduvede planmaessigt Campeltown Bay lidt oppe af oestsiden af Kintyre.

Nu fulgte en herlig tid med rimeligt vejr og gode ankerpladser i Loch Fyne, Sound of Bute og Firth of Clyde. Ja Lene var saagar i vandet en dag, selvom kameraet havde svaert ved at lukke hurtigt nok til at jeg kunne forevige det. Vi var ogsaa i havn i Tarbert som er en hyggelig by med en stor historie. Blandt andet siger sagnet at en Vikingehoevding (som sikkert havde givet den skotske konge et tilbud ham ikke kunne afslå) blev tilbudt alt det land han kunne sejle rundt om. Ved Tarbert haenger Kintyre-halvoen kun sammen med en ca. 10 km landtange, saa da Vikingerne foerst havde sejlet omkring alle oerne i omraadet sejlede han til Tarbert og fik sine maend til at baere skibet over tangen mens han selv stod ved roret. Derved blev Kintyre ogsaa indlemmet i Vikingernes herredoemme. Vi fortsatte sejladsen helt op i Upper Loch Fyne, til Inverary hvor skotternes stoerste clan The Cambells havde deres hovedsaede. Vi besoegte slottet som var meget imponerende og viste lidt om hvor krigerisk et folk skotterne var en gang. Nu maa vi heldigvis sige at vi kun har moedt venlige skotter (som ikke synes at baere nag til os Vikinger).

Saa oprandt dagen hvor Lotte og Jacob paamoenstrede som gaster i Largs. Vi sejlede straks ud med kurs mod oeen Arran og fandt en god ankerplads paa 7 meter vand i Lamlash Bay. Situationen skulle fejres behoerigt og vi fik os en rigtig god middag med adskillige flasker vin til. Vi maatte ogsaa noedtvungent smage paa alle de whiskyer Lotte havde koebt samt et par af vores, hvorfor det til sidst var et rimeligt animeret selskab der gik til ro.

Nu kommer saa afsnittet som folk med daarlig nerver og/eller syge hjerner som kunne taenkes, med ondsindede hensigter, ved senere lejligheder at minde os om begivenhederne , boer springe over.

Vi blev naeste morgen vaekket af nabobaadens skipper, en svensker, som efterhaanden var blevet enig med sig selv om at vi nok ikke alle sov i forskibet, og at baadens underlige haeldning nok skyldtes at vi stod paa grund. Samtidig med lavvandets komme var vinden nemlig vendt, og vi var svajet ind over et lavvandet omraade. Havde han blot vaeret lidt hurtigere havde vi maaske reddet situationen, men nu sad vi uhjaelpelig fast. Og der var stadig 2 timer til lavvande! Der var egentlig ikke andet at goere end at ro et par ankre ud saa baaden ikke drev laengere ind og saa vente. Saa det gjorde vi. Efter en halv times tid "væltede" vi om paa siden.. Men ikke ret kraftigt og da vi samtidig var heldige at der var ren sandbund tog baaden ingen skade. Efterhaanden foeltes situationen ikke laengere saa faretruende, og da vandet begyndte at stige lidt igen, begyndte besaetningen sagar at lege med ilden og komme med sjove bemaerkninger til Skipperen. Ja tidevandet kommer jo uboenhoerligt saa efter endnu et par timers venten var vi fri, og kunne med nogen forsinkelse fortsaette vores rejse mod Stranrear.

Stranraer, som er en ret stor erhvervshavn, ville dog ikke tage mod lystbaade, saa selvom vi efter dagens oplevelser mest havde lyst til en nat i havn, maatte vi smide anker i Loch Ryan. Vi gentog dog ikke kunststykket og kunne naeste morgen saaete kurs mod Irland. Vinden var ikke gunstig saa selvom vi egentlig ville have vaeret sydligere gik vi til Bangor og senere Strangford Lough i Nordirland. Strangford Lough er en temmelig stor og smal fjord med rigtig slemme tidevandsstroemme ind og ud af indloebet. I tillaeg hertil kan der udenfor fjorden dannes kraftig soe, isaer naar stroem og vind er imod hinanden. Strangford Lough skal forceres medstoems, andet er halsloes gerning, men det klarede vi nu ogsaa uden problemer. Men vi havde mestendels 5 knobs medstroem og aldrig har vi set saa kraftige stroemhvirvler. Paa vejen ud blev det dog endnu vaerre. For det foerste var der taet taage ved afsejlingen. Vi maatte dog foelge tidevandet, ellers maatte vi blive til naeste hoejvande. For det andet var der modvind. Og vind imod stroem er som foer naevnt ikke nogen god cocktail. Taagen klarede vi fint med radar og de noedvendige waypoints i kortplotteren, men da vi kom uden for fjorden skal jeg love for at vi fik gjort bekendtskab med de farlige soeer som man advares om overalt. Op til 4-5 m krappe boelger kom bankende direkte ind i snuden på os og blev ved indtil vi havde kaempet os 2-3 mil ud til havs. Towanda klarede det fint, men Lene og Jacob, som forsoegte at redde stumperne om lae, foelte sig som et par terninger i et baeger. Alt tumlede omkring dernede og vaerst af alt, naar vi kom over toppen af én boelge vaeltede vi naesten lodret ned i den naeste og vandet skyllede ind over daekket i saa store maengder at det kom i litervis ind af doraderne. Bortset fra det rod det efterladte skete der dog intet, men vi var enige om at vi noedig ville have vaeret i en mindre baad, ligesom det var ret godt at motoren var staerk nok og virkede upaaklageligt. Vi kan altsaa kun opfordre til at respektere advarslerne om overfalls og eddies, som man finder overalt i de skotske og irske soekort.

Efter denne rystelse gik det stille og roligt videre, men vi opgav dog at gentage projektet i Carlingford Lough, som ligger lidt sydligere, og egentlig var vore naeste maal. I stedet tog vi et stop i Port Oriel, som kun er en lille mole, og dagen efter gik vi til Dublin. Det syntes at vaere overfloedig at naevne at vi her gik paa Pub, og vi travede da ogsaa mange lange ture og snusede til byens atmosfaere. Dublin er en dejlig by, men lidt overfyldt af mennesker. Et indtryk vi egentlig har faaet af hele Den irske Republik.

I Dublin byttede vi gaster, idet Anette og Stig indtog agterkahytten efter Lotte og Jacob. Det blev det ikke mindre hyggeligt af, men sejladsmaessigt maa vi erkende at det ikke blev til meget den uge. Foerst tog vi den korte tur til Dun Laoghaire for at moedes med Per fra Tess. Det udmyntede sig i en hyggelig aften med middag paa en restaurant og efterfoelgende obligatorisk Pub-besoeg. Alle havde dog et stramt skema og allerede naeste dag skiltes vi. Vi for at sejle Sydover, Tess for at sejle hjem via Caledonian Canal.

Efter afsejling fra Dun Laoghaire havde vi 15 min. med supersejlads, men derefter doede vinden og vi fortsatte for motor hele vejen til Killmore Quay, med et enkelt stop i Arklow. Killmore Quay har vi besluttet bliver vendepunktet og i stedet for at sejle til Cork for derefter at sejle den samme lange vej tilbage, har vi nu lejet en bil og "goer" Syd- og vestkysten paa denne maade. Det har bragt os til Galway, dagen foer et skybrud lagde gaderne under 60 cm vand, og videre ned af vestkysten, gennem smukke landskaber og idylliske byer. Om natten har vi boet paa hyggelige Bed & Breakfast gaestehuse.

Det har nu bragt os tilbage til Killmore Quay. I morgen skal vi aflevere bilen og onsdag vil vi, hvis vejrudsigten holder, tage et langt stræk til Isle of Man, hvor vi skal se paa haleloese katte.

Knus & Kram fra
S/Y Towanda