Rejsebrev 2003-1 Bergen, Norge
Bergen d. 6. Juni 2003

Kære alle,

Så har vi nået turens nordligste punkt og det er vist en god lejlighed til at give en lille melding om tingenes tilstand på det gode skib Towanda.

Som mange vil vide lagde vi jo godt ud med en lille afskedsfestlighed i Rungsted d. 15. Maj, og vi takker endnu en gang for det store fremmøde, de flotte (helt ufortjente) gaver samt ikke mindst de mange søde ord i vores gæstebog. Efter Rungsted havde vi jo et lille "efterparty" i Viken, i forbindelse med FTLF´s gode, men desværre tyndt besøgte, forårstræf.

Nordover gik det da efter weekenden, i god vind, de ca. 20 sm til Torskov, hvor vi ligesom for at starte et sted, gik på grund i havnen. Men hvem kunne også forestille sig en flot nymalet gæstebro med kun 1m vand. Nå, vi sad ikke alvorligt fast, så vi forhalede ret let til en bedre plads inde blandt fiskebådene.

I de følgende dage undte vi os ikke megen ro, men sejlede, mest for motor og i silende regn, nordpå med korte stop i Kullavik, Marstrand og Gullholmen. Sidstnævnte bød på flest indtryk, og vi kan især anbefale et besøg på "Skippermuseet" som var en interessant oplevelse. Mindre interessant var oplevelsen med havnepriserne fx SEK 280,- i Marstrand og SEK 240,- i Gullholmen, excl. el.

Vi havde egentlig planlagt at gå længere nordpå i Sverige før vi krydsede over til Norge, men tiden var løbet og da vi skulle møde norske venner i weekenden gik vi fra Gullholmen til Helgeroa. En frisk sejltur på ca. 80 sm med 9-10 m/s foran for tværs. Men vejret holdt for en gangs skyld tørt, og vi var fremme på 10 timer uden problemer.

I weekenden genoptog vejrgudernes deres regnhetz mod os, men programmet indebar også mest indendørs hygge med god mad og vin.

Næste stop var Risør, og det blev da indført i logbogen at Lene, for første gang i år, bar korte bukser. I Risør var man også helt ekstatiske over solskinnet og en (dansk) pizzabager på havnen kom med pizzaer til os, som tak for at vi kom med det gode vejr.

Efter et par korte stop i Arendal og Kristianssand, sejlede vi ind i Flekkefjord, og oplevede for første gang rigtigt det imponerende syn af høje fjeldsider som falder næsten lodret ned i den smalle fjord. Byen Flekkefjord var idyllisk, men de evindelige motorbåde der absolut skal fare frem og tilbage og sætte havneløbet i bevægelse hele tiden samt et hold skatere der anvendte havnens bænke som rekvisitter i deres udfoldelser gjorde livet på havnen uudholdeligt, og vi fortrak til en lille ø kun en mils vej fra byen. Vejret var helt fantastisk og vi fandt grillen frem for første gang. Senere på aftenen havnede vi (helt uforskyldt) i en festligt selskab af lokale motorbådssejlere på weekendtur, og jeg skal hilse og sige at den flaske "1 Enkelt" som vi fik i afskedsgave i Rungsted faldt godt i den norske smag. "Ære være dens minde".

Fra Flekkefjord gik det hastigt nordover via Tananger og Haugesund til Bergen, hvor vi har ligget et par dage nu. Det pudsige var at nogle få timer efter vi havde forladt Haugesund med kurs mod Bergen indløb en SMS-besked fra Kim & Kirsten på SOL : "Vi er på vej til Bergen, hvor er i ?" Nærmere efterforskning viste at vi sejlede på hver sin side af en ø, kun få mil fra hinanden. Verden er vist lille, ikk´ ? Nogle timer senere sejlede vi ind i Bergen med få minutters mellemrum, og fejrede det naturligvis straks med en øl og senere en ekstra god middag om bord på Towanda. Vi har nu hygget os sammen et par dage, men har netop endnu en gang sagt farvel til SOL, som har fortsat deres nordlige kurs. Vi skulle hilse alle mange gange fra dem.

Således ladt alene tilbage har vi storvasket, påfyldt diesel, vand m.m. og klargjort skuden til Nordsøen. Nu mangler vi bare en god vejrmelding. De første par dage er ikke lovende, men vi skal også lige kigge os lidt omkring i byen, så det gør ikke noget.

Ha’ det nu rigtig godt alle sammen. Vi giver en kort melding når vi er kommet over..

Knus & kram
fra Towanda