Lad os straks indrømme at det er længe siden sidste rejsebrev, men de trofaste læsere vil erindre at sidste brev afsluttedes i Cairns, hvor vi netop havde sagt pænt farvel til Hans Clemmensen og hans søde kone Rachel, som begge havde været yderst hjælpsomme under hele vort ophold i Australien. 

Dagen efter ville vi starte vores tur sydover mod sæsonens endestation i Sydney. 

Så nordligt som Cairns er det traditionelt småt med nordlige vinde på denne årstid og denne dag var ikke anderledes. Men selv dage med lette vinde fra syd må udnyttes til at vinde lidt sydlig højde og det blev derfor en start for motor med stop ved først Fitzroy Island og siden Dunk Island.  

På tredjedagen fik vi endelig lidt vind at sejle på hvilket bragte os ind i den smukke Hinchinbrook Channel, hvor vi fandt en idyllisk ankerplads dybt inde i mangroven, mellem alle krokodillerne. Vi så dog ingen af de store krybdyr, men i løbet af aftenen og natten blev de så rigeligt erstattet af myg og no-no’s der, omend knap så dødelige, er mindst ligeså lidt ønskværdige modstandere i nærkamp. Efter et hårdt og nådesløst kommandoraid fik vi ryddet kahytten så vi kunne få et par timers søvn, men de afdødes familier var klar til blodhævn og da vi den følgende morgen åbnede lugen blev vi omgående udsat for et større stormangreb. På trods af varmen indtog derfor vi morgenkaffen i lange bukser og tykke langærmede gevandter. Men lige lidt hjalp det og snart tog vi flugten. Ikke så snart havde fartvinden hjulpet os af med småkravlet før anden angrebsbølge ankom, bestående af hestebremser på størrelse med gråspurve! (OK, små gråspurve) Disse aldeles frygtløse væsener iværksatte en, måske nok tiltrængt men særdeles smertefuld, slankeproces hos den sagesløse besætning, der snart blødte fra adskillige åbne sår hvor angriberne havde snuppet kødlunser som ville have mættet en stakkels afrikaner i ugevis. 

Efter nogen kamp fik vi dog overtaget, godt hjulpet af en kraftig vind, som var for meget selv for disse flyvende rovdyr. Vinden var dog ingen hjælp da vi kort efter skulle over barren, ud af kanalen, og vi kæmpede endnu en nervepirrende kamp for fuld motorkraft i over en time, før vi i stiv modvind og krasse søer fik sneget os over et faretruende lavvandet område og ud på det befriende dybe vand. 

Vi fandt kort efter en ankerplads med nogenlunde læ ved Fantome Island, men fik endnu en nat med kun ringe søvn. Denne gang uden angreb af myg og hestebremser, men kraftigt plaget af skaderne fra dagens slag. 

Næste morgen stod vi tidligt op og fortsatte sejladsen mod Townsville. Vi fik en af de dejlige, men sjældne dage med en frisk nordøstlig vind. Men for at det ikke skal være løgn blev vi nu ”angrebet” af det rigtige australske militær som pludselig havde bestemt sig for at holde skydeøvelser lige netop på vores kurs. På trods af at vi stadig havde sejrens søde smag fra dagen i forvejen i klar erindring, besluttede vi at vi nok havde behov for yderligere restitution før vi på lige vilkår kunne magte en konfrontation med det Australske kystforsvar, og lagde føjeligt kursen behørigt udenom skydeområdet. 

Vinden var os gunstig og trods den lille omvej nåede vi fint frem til Townsville som viste sig som en hyggelig lille provinsby. Og godt det samme for det var slut med de gunstige vinde for en periode og vi lå blæst inde her de efterfølgende 12 dage. Byen har en dejlig lang strandpromenade, opfindsomt nok kaldet The Strand, med et passende udvalg af cafeer og restauranter, borde og bænke, gratis BBQ’s, en offentlig pool med havvand, og i sommerperioden flere netbeskyttede badestrande. De fleste ignoranter, som os selv, ville tro at indhegningerne skulle beskytte de badende mod hajer, men selvom disse findes i stort antal langs de australske kyster udgøres langt den største fare af vandmænd! Selvom vi fra de danske badestrande alle kender ubehaget fra et møde med en brandmand er dette intet at regne mod deres australske fætre som for flere arters vedkommende er dræbende, og hvert år er årsag til flere dødsfald end hajer. For at gøre ondt værre er de værste næsten usynlige i vandet, hvorfor de færreste australiere vover sig i vandet i sommerperioden udenfor badeområder indhegnede i ”stingernets”. Mange tillige iført ”stingersuits”, som er tynde neoprendragter med lange ærmer og ben der skal beskytte kroppens vitale organer. Da vi har noteret os stor uenighed rundt omkring, om hvilket middel som er det optimale imod brandmænd, iler vi med at nævne at der på alle australske badestrande står eddikebeholdere side om side med redningskranse og andet redningsmateriel. Vi anerkender deres ekspertise på feltet, og har efterfølgende indlemmet en 5L dunk med eddike i Towandas nødberedskab. 

Hyggelig som byen nok var, skete der dog ikke alverden eftersom vi stadig var udenfor turistsæsonen. Som eksempel herpå lykkedes det os aldrig at opleve en opvisning i Aboriginal kultur og ditto dans, idet forevisningen til stadighed blev udsat pga. manglende tilskuere. Da vi ankom for fjerde gang tilbød de søde mennesker dog at gennemføre showet alligevel, men vi syntes det var lidt for pinligt at 10 mand skulle danse bare for os to. Så vi sagde pænt nej tak. I stedet fik vi en hyggelig snak med en af deltagerne, som især var interesseret i at høre om der virkelig var sne i Danmark.  

Vor søgen efter underholdning bragte os en dag til Græsk festival inklusive både Zorba og mavedans, men det var vist kun de lokale, med græsk tilknytning, som synes at det var den helt store fest. Ellers gik dagene i Townsville med lange spadsereture langs promenaden, et par hyggelige frokoster på strandcafeer og BBQ på de offentlige grillpladser langs stranden. Et mindre behageligt intermezzo faldt i skippers lod eftersom han knækkede en tand og med skam måtte være sin hjemlige Tandfe utro med en af de lokale borebisser (Bisseborer?). 

De følgende uger forløb hovedsagelig med at sejle når vinden var med os og putte os på en passende ankerplads eller i havn når den var imod. Det meste af strækningen havde vi jo passeret på vejen nordover så vi havde oplevet de fleste seværdigheder og brugte ikke megen tid i land. En af de største oplevelser fik vi da også ombord på båden da vi under indsejlingen til Great Sandy Strait bemærkede en brunlig papkasse lidt foran boven. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en stor Dugong (også kaldet en Søko) og dens unge som dovent flød med strømmen ind mod det lavvandede stræde. Inde i strædet er vandet mudret og uigennemsigtigt og da de tillige er ret sky ser man dem sjældent. Selvom de er rimelig almindelige i de lavvandede områder langs den australske kyst var det da også den første og eneste gang at vi fik fornøjelsen. 

Endelig, først i december, kom dagen hvor vi kunne sejle ind i Sydney Harbour. Vi ankom til Port Jackson om eftermiddagen i skyet og halvdårligt vejr, og da vi gerne ville have et smukt førstegangsindtryk af Operaen og Sydney Harbour Bridge, drejede vi til styrbord og smed i første omgang ankeret ved Manly. Her blev vejret ganske som forventet endnu dårligere i løbet af aftenen og natten. Men vi lå godt beskyttet og næste eftermiddag kunne vi lette anker og opleve den smukkeste indsejling til Sydney, i høj sol og i en let brise agten for tværs. D. 4/12 2007 kl. 14.30 præcis, sejlede vi under Sydney Harbour Bridge - og kunne nyde den første bro-dram siden Panama kanalen! 

Ikke så snart havde vi ankret op i The International Anchorage før der indløb advarsler over radioen om voldsomme tordenstorme på vej og vi måtte tilbringe vores første aften/nat i Sydney under dæk, med telefoner, GPS, PC m.v. i mikroovnen og med lyn og torden buldrende om ørene på os. Dagen efter besluttede vi derfor at ankerpladsen og vejret ikke gav det ideelle udgangspunkt for at opleve Sydney og vi gik til Cammeray Marina, hvor vi ellers først havde bestilt plads til senere på måneden. Cammeray ligger lidt nord for Sydney, men ikke mere end en lille halv times tid i bus, og med marinaen som base udforskede vi i de kommende uger den spændende storby. 

Vejret var i denne periode meget skiftende, men heldigvis havde en god ven fra Nordjylland optaget og sendt os de sidste 10 afsnit af Tv-serien Forbrydelsen som vi kunne fordrive de kedeligste vejrtimer med. Vi havde interesserede fulgt seriens første del da vi var hjemme i Danmark og slugte de sidste afsnit i løbet af et par aftener.
 

Det vil sige, da vi dirrende af spænding satte det tiende og sidste afsnit i DVD-afspilleren, og endelig skulle have afsløret morderen – VIRKEDE DET IKKE! Krisen udløste straks et katastrofeopkald til den nu tidligere ven i Nordjylland som på trods af tidsforskellen der gjorde at han blev vækket, ikke kunne tilbageholde sin utilslørede og meget lidt medfølende latter. Til hans ros skal siges at han straks tilbød at afsløre slutningen over telefonen, men også at han, da dette hurtigt og bestemt blev afvist, hurtigt fangende situationens alvor og med ekspresfart fik afsendt en ny DVD, således vi kun 12 LANGE DAGE og NÆTTER senere endelig kunne få opklaret forbrydelsen. I absolut sidste øjeblik før hovmesteren havde drevet marinaens personale til vanvid ved 8 gange dagligt at spørge om der var post til Towanda. 

Cammeray Marina er, som en af de eneste marinaer i området, venligt stemt overfor gæstesejlere, især langturssejlere da ejeren selv har sejlet jorden rundt. Det rygtes naturligvis i miljøet og var da også grunden til at vi på forhånd havde bestilt plads til den periode Towanda skulle ligge og vente på sin transport til Europa. Dette betød naturligvis også at vi mødte andre langturssejlere i marinaen, herunder blandt andet fik et gensyn med S/Y Slow Motion, en Island Packet som vi mødte første gang i Lelystad da vi hentede vor egen Towanda samme sted. De mange nationaliteter der på den måde var samlet fejrede naturligvis jul på hver deres egen måde. Selv fejrede vi det i hyggelig tosomhed, med dejlig Confit de Canard og risengrød, ledsaget af en skøn 1980 Vintage Port, som vi selv har hentet i Portugal i vores lille røde 2CV tilbage i 1983. Desuden havde marinaen arrangeret en hyggelig Jule-BBQ d. 25. om morgenen, hvor alle sejlerne samledes til fællesspisning og hyggesnak. 

D. 26. var en stor dag, da starten på den årlige kapsejlads Sydney-Hobart skulle gå fra Sydney Harbour. Starten på denne traditionsrige kapsejlads transmitteres som regel i TV over hele verden og vi vidste derfra at det ville blive et smukt skue med nogle af verdens største og hurtigste kapsejlere i feltet samt 1000-vis af tilskuerbåde. Det bedste udsyn kunne vi givetvis få et sted fra land, men nu hvor vi havde muligheden ville vi naturligvis deltage på nærmeste hold, og begav os ud i vrimlen. Og en særdeles hektisk vrimmel blev det. Det begyndte meget tilforladeligt med at alle vi mange tilskuerbåde i ro og mag hver fandt os en plads udenom det afspærrede sejladsområde. Selv fandt vi en rigtig fornem plads, i første række, og kun et par hundrede meter efter startlinien, hvor vi rigtig ville kunne nyde de store kapsejleres kamp om starten. Da startskuddet lød forvandledes bugten imidlertid i løbet af sekunder til en heksekedel af vilde fartøjer. Straks kapsejlerne satte af sted over startlinien mod bugtens udløb satte samtlige tilskuerbåde sig i bevægelse i samme retning. Det gode skib Towanda var ikke helt forberedt på denne taktik, men skipper indså hurtigt at frem for at blive liggende på sin tilkæmpede plads med 1000-vis af fartøjer, lige fra kajakker til store færger, viftende om ørerne, var det eneste sikre at følge med strømmen. Det gav skipper en halv times uforglemmelig lektion i finnavigering under stress, mens hovmesteren, som den eneste, fulgte løbet fra sin førsteklasses udsigtsplads på bommen, behageligt placeret i sejlposen. Stik imod alle odds lykkedes det i den sidste ende at navigere ud af virvaret uden skrammer, og sammen med de mange andre tilskuere kunne vi, da vi havde set agterspejlet af de hurtige racere på vej sydover mod Hobart, returnere til Sydney i mere afslappet stil. Her smed vi anker i Blackwattle Bay, mellem 2 svenske, 2 norske og 2 tyske både. Blackwattle Bay er ikke i sig selv det mest charmerende sted, men det har den ubetingede fordel at det ligger næsten midt i centrum, ved The Fish Market og kun få hundrede skridt fra Darling Harbour og The Rocks, hvor det meste foregår.  

Den følgende dag foregik det mest interessante dog i Blackwattle Bay, mere præcist ombord på Towanda, idet det jo var hovmesterens fødselsdag. Formiddagen gik med lettere indkøb afsluttet med en dejlig frokost på Fish Market, men midt på eftermiddagen var alle bådene i bugten inviteret til fødselsdagssnack, sundowners og senere middag på Towanda. Det blev en fin lille fest med deltagere af mange nationaliteter.

Efter et par hyggelige dage i city, var det den 28. tid til igen at sejle ud i Sydney Harbour og sikre sig en god ankerplads med godt udsyn til det forestående nytårsfyrværkeri. Vi var blevet rådet til at søge til Athol Bay, som ganske vist ligger nogle mil fra broen, men som har godt udsyn til hele bugten. Her fandt vi også en fin plads hvor vi tilbragte de kommende dage med ren afslapning. Allerede da vi ankom, lå der en del både på ankerpladsen, men dag for dag kom flere til, indtil vi nytårsaften lå så tæt at vi næsten burde have haft fendere ude. Men det var et overdådigt fyrværkeri og en uforglemmelig flot oplevelse. Pudsigt var det at opleve at lige så såre fyrværkeriet var overstået begyndte de første både at hive ankrene op, og efter en time var vi kun ganske få både tilbage i bugten. Vi blev dog natten over, og først næste formiddag vendte vi snuden tilbage mod Cammeray.

Her begyndte et par hektiske arbejdsdage med at strippe båden for sejl og andet udendørs grej og klargøre den til transporten hjem. Vi kunne stadig ikke få en fast dato ud af shippingselskabet og afskibningen kompliceredes yderligere af at vi nu fik besked om at afskibningshavnen ikke længere var Sydney, men Port Kembla, ca en dagsrejse længere mod syd. Port Kembla var desuden udelukkende en erhvervshavn og der var ingen steder i nærheden hvor vi kunne efterlade Towanda i mellemtiden.

Da vi efterhånden havde stor lyst til at rejse hjem til Danmark, og stor ulyst til at vente på ubestemt tid, tog vi den lidt svære beslutning at hyre en deliveryskipper til at afhente Towanda i Cammeray og aflevere hende ved fragtskibet når den tid kom. En beslutning som vi senere skulle fortryde. Ikke fordi skipperen ikke gjorde sit job godt, men fordi det ville have været rart selv at være til stede ved lastningen for at skåne Towanda mod dårlig behandling af lastemandskabet. Hun fik ingen deciderede skader, men sjældent har vi set et så tilsvinet skib som det vi overtog efter transporten. 

Men det vidste vi ikke den gang, så vi sagde med godt humør farvel og på gensyn i Middelhavet til Towanda kort efter nytår. Vi havde lejet bil og kørte i første omgang til et hotel i City. Vi havde nemlig sikret os billetter til Sydney Operaen, hvor vi skulle høre José Carreras, én af de så berømte Tre Tenorer. Carreras var en lille skuffelse, han er formentlig ”over the hill”, men Operaen var en stor oplevelse. Lyden og arkitekturen er fantastisk, lige ned til mindste detalje som fx håndvaskene på toiletterne der aldrig er set mere elegante. Det kan ikke beskrives, det må opleves.

Bilen havde vi yderligere nogle dage og kørte dagen efter til Blue Mountains, den berømmede bjergkæde uden for Sydney, hvor vi indlogerede os på en romantisk B&B i Leura. Med udgangspunkt herfra kørte vi omkring og beundrede nationalparken, men pga. overskyet og regnfuldt vejr lykkedes det os først at se ” De 3 søstre” ved andet besøg. Bedre held havde vi med de underjordisk kalkstenshuler i Jenolan, men her er temperaturen jo også konstant og selvom det har dryppet derinde i tusinder år har det trods alt aldrig regnet. Herefter kørte vi sydover mod hovedstaden Canberra, hvor vi besøgte Australiernes flotte parlamentsbygning. 

Som noget af det sidste satte vi punktum for vores Australienseventyr med en dejlig kølig Guinness på en af hovedstadens mange irske pubber. Bartenderen var særlig ferm til sit håndværk og tegnede elegant det irske trekløver i skummet når han skænkede. Måske et forvarsel om at vi i stedet skulle sejle i Irske farvande den kommende sæson, men det er jo en helt anden historie.