Projekt nyt ankerspil forløb overraskende smertefrit og tog kun en dags tid længere end planlagt. Vi forlod den nye flotte Marlin Marina om onsdagen og sejlede et par mil op ad floden til den noget mindre mondæne Cairns Cruising Yacht Club, hvor vi havde fundet nogle folk til at udføre arbejdet. De var flinke og gik straks i gang og kun et lille vejrmæssigt problem med at det regnede da vi skulle epoxylime forhindrede dem i at blive færdige til weekenden som lovet. Til gengæld mødte de ind lørdag morgen så vi i praksis var klar til at sejle lørdag eftermiddag. Vi havde dog betalt havneleje til mandag og kunne derfor ligeså godt blive liggende selvom industrikvarteret som vi lå i var fuldstændig dødt i weekenden. I stedet gravede vi os ned om læ og brugte bl.a. tiden til at færdiggøre det rejsebrev som i, kære læsere, modtog sidste gang.

Nogle dage efter påmønstrede så Luntree og Grønne og efter de først lige havde været på en endags udflugt til Kuranda, brugte vi en dag til at proviantere og gik så af sted mod Green Island. En destination som på grund af navneligheden behagede Grønne meget, og som gav mulighed for flere gode snorkeldyk samt en lille udflugt i land. Sidstnævnte meget velkomment da Luntree havde været godt søsyg på vejen derud, og stadig var lettere angrebet trods det faktum at der var nærmest vindstille og vi havde sejlet for motor på spejlblankt vand.

Næste dag sejlede vi de få mil nordover til Michaelmas Cay. Der var som sædvanligt overfyldt med turbåde og endags turister som skulle snorkle på revet, men vi fandt en ledig bøje, tæt på stranden og revet, og fik et endnu bedre snorkeldyk end dagen før. Uheldet var dog lidt ude da hovmesteren havde været så ivrigt efter at hoppe i de lokkende bølger at hun havde glemt at lægge sin uundværlige skridttæller fra sig før dukkerten. En skridttæller tæller som navnet antyder skridt og ikke svømmetag og er derfor ikke meget bevendt under svømning. Og eftersom batterier og vand ikke er nogen heldig kombination var den efter den behandling heller ikke meget bevendt til lands, hvilket nærmest udløste katastrofealarm om bord. Hovmesteren havde sat sig det mål at tælle sine skridt hele året, og hvordan skulle det projekt nu kunne fuldføres. Til ankers, langt fra civilisationen var der i hvert fald ikke noget at gøre, så den øvrige besætning gik de efterfølgende dage med listesko og ord som skridt, gang, spadsere, batteri og lign. var tabu.

Om natten blæste det lidt op, hvilket ikke hjalp på Luntrees søsyge, så næste morgen blev planen at hun og Grønne skulle sættes i land på øen så hun kunne mærke lidt fast grund under fødderne for en tid. Nu er Michaelmas Cay ikke voldsom stor, faktisk kun ca. 100m på den ene led og 50m på den anden, og eftersom 2/3 af øen oven i købet er afspærret af hensyn til en ynglende ternekoloni er den ret hurtig overset. Men parret fik et par strandstole med og det så helt surrealistisk ud fra dinghyen da vi satte tilbage til Towanda efterladende de to, i hver sin lænestol, på en ellers øde ø.

Efter kort tid var freden imidlertid forbi idet dagens hold af turbåde hurtigt ankom med deres indhold af snorkelglade Japanere og andet godtfolk. Grønne tog snorkeludstyr på og svømmede rundt, men Luntree blev stædigt, trods en halvkraftig og kølig vind, på sin grundfaste plads det meste af dagen. Realiteterne indhentede hende dog og hun vendte senere på dagen tappert tilbage til båden for at spise og tilbringe endnu en urolig nat på ankerpladsen.

I det hele taget var vi, og især Luntree, ikke særlige heldige med vejret i de to uger vore gæster var om bord. Det blæste ret hårdt og hverken sejladserne eller nætterne på ankerpladserne var for de allersarteste maver. Da der indløb varsel om et par dage med endnu mere vind, foretrak vi derfor at gå til Port Douglas, for at få et par rolige nætter i marina. Desuden lød rygterne at Steven Spielberg og Tom Hanks m.fl. var i byen for at indspille film, så vi måtte ind og have et kig på notabiliteterne.

Rygtet var sandt nok, men alle stjernerne glimrede ved deres fravær i bybilledet som i stedet var præget af en vrimmel af turister, der tydeligvis var områdets helt store indtægtskilde. Vi blandede os i mængden og shoppede rundt, spiste frokost og drak øl på hovedgaden, som alle de andre. Endelig var der jo også det lille håb at man i Port Douglas måske kunne få nye batterier til hovmesterens skridttæller. Det kunne man, men ak, isenkrammet var og blev dødt og nægtede pure at tælle så meget som et enkelt lille skridt.

Da den værste blæst var drevet over forlod vi havnens "sikkerhed" og begav os på en kort sejlads ud til Low Islets som ligger blot 6-7 sømil nordligere. Her fandt vi en smuk lille ø og en rimelig velbeskyttet ankerplads. Vores normale dukkert fra båden blev dog droppet eftersom vi, straks efter fortøjningen til en public mooring, fik besøg af et par halvstore hajer. Det var ganske vist sorttippede revhajer, som ifølge bøgerne er "forholdsvis ufarlige", men ingen af os havde lyst til at sætte vores lid til en ensidig positiv tolkning af ordet "forholdsvis". Samtidig kunne de gennem det let slørede vand også godt ligne Lemonsharks der ifølge samme opslagsværk er "uforholdsvis farlige".

I stedet sejlede vi derfor ind til land og snorklede på revet omkring øen. Også det fik dog en ende da hovmesteren havde fået sneget sig lidt langt væk fra kysten og pludselig råbte "haj" eller hvad det nu var hun råbte. For udtalen var rimelig utydelig gennem snorkel og 3 liter slugt havvand. Vi forstod dog budskabet da det samtidig blev tydeligt understøttet af en supplerende fysisk agitation i form af en hastig, grænsende til panikagtig, crawl mod stranden og det lavere vand.

På grund af det uheldige naboskab fortrak vi allerede dagen efter fra den ellers så smukke ankerplads og sejlede nordpå mod øgruppen Hope Islands. Det var en dejlig sejlads med vinden agten for tværs, men da den samtidig fortsatte med at øges over dagen var det ret blæsende da vi midt på eftermiddagen nåede frem til vores destination. På grund af dette samt de lidt uoverskuelige revforhold omkring Hope Island besluttede skipper at det var for risikabelt at ankre op og satte, til Luntrees glæde men den øvrige besætnings skuffelse, kursen mod Cooktown, som vi stadig ville kunne nå før mørkets frembrud. Vinden øgede yderligere og en livlig tværgående sø gav enkelte spændte øjeblikke under den snævre indsejling til Cooktown, men afløstes hurtigt af smult vand da vi rundede pynten og var inde i Endeavour River. Her fandt vi imidlertid mange både, lavt vand og følgelig ikke megen plads til ankring.

En venlig sejler anråbte os dog og gav instruktion om hvor vi bedst kunne ankre, og efter en lille let grundstødning, som vi let kom af, fandt vi sejlløbet hen over en mudderbanke og ind på en ankerplads med vand nok. Her lå vi godt og sikkert de næste mange dage, men en ulempe ved Cooktown som ankerplads er at de fremherskende sydøstlige vinde finder ind over Grassy Hill og forstærkes når de "falder" ned over Endeavour River. Da der samtidig er kraftige tidevandsstrømme enten ind eller ud af floden vil de ankrede både typisk vende på langs af floden og derfor være udsat for kraftige kastevinde fra siden og deraf følgende krængninger.

Det vænnede vi os dog til og da vinden dagen efter steg til over 40 knob i stødende blev vi endda enige om at vi var glade for at vi ikke lå ude ved Hope Islands. De følgende dage løjede det lidt af til under 30 knob, men forblev desværre på et niveau som gjorde det umuligt at nå ud til flere snorkeldyk på revet. Det var rigtig ærgerligt for Grønne som havde set frem til mange flere dyk, mens vi mistænker Luntree for at være rimelig godt tilfreds med udviklingen.

I stedet fik vi set os godt og grundigt omkring i Cooktown. Vi besøgte bl.a. James Cook Museet som fortalte den dramatiske historie om Endeavours grundstødning på et rev ikke langt borte, de nervepirrende døgn og besætningens kamp for at redde skibet af revet og bringe det i sikkerhed i Endeavour River samt ikke mindst de spændende opdagelser der blev gjort af Cook og hans folk i området i de 48 dage det tog at reparere Endeavour.

Det var den længste tid nogen europæer hidtil havde været i kontakt med den originale befolkning, hvilket naturligvis gav nogle forviklinger. I det store hele forløb det uden problemer mens europæerne var i land, men Aboriginale efterleveringer fortæller dog at det gav anledning til stor skuffelse og en spirende fjendtlighed at Cook ikke ville dele sin fangst af havskildpadder med de lokale. Omvendt skriver Cook i sin logbog at fiskeriet i floden var dårligt og at skibet havde vanskeligt ved at skaffe føde til besætningen, hvilket selvfølgelig forklarer hvorfor han indtog den holdning. Om det så var retfærdigt overfor de lokale at han sådan tog for sig af deres ressourcer uden i det mindste at dele, kan man jo diskutere.

Opholdet gav ligeledes botanikerne Banks og Solander tid til at gøre mange spændende opdagelser i oplandet, og det var blandt andet her på Grassy Hill at europæerne første gang så en kænguru. Vi besteg, ligesom Cook, også denne Grassy Hill, hvor han havde stået og spejdet efter åbninger i revet. Hans logbog indeholder nedslående bemærkninger om lavt vand og rev så langt øjet rækker, men hvad han så må alligevel have været nok til at give ham mod på at fortsætte nordover, imod anbefalingerne fra hans nærmeste officerer. (Efter nu i nogle uger at have forsøgt at sejle mod vinden sydover, endda med et skib med motor og som krydser betydelig bedre end Endeavour, kan Skipper nu godt forstå hvorfor han var tilbageholden med at vælge den løsning)

Vi spiste også dejlige frokoster i land og nåede at blive næsten stamgæster på det lokale Cooktown Hotel, som også kaldtes Top Pub efter et levn fra fortiden hvor der var 3 udskænkningssteder i byen, i toppen, i midten og i bunden. I dag er der, pga.turismen. lidt flere end 3 forlystelsesetablissementer, men dog intet imod de 163 bordeller og 93 udskænkningssteder Cooktown havde i sin storhedstid, under guldfeberen i 1870-erne og 80-erne. Dengang steg indbyggertallet i løbet af få måneder fra nogle få hundrede til over 30.000, men da guldårerne efterhånden blev tømte faldt det hurtigt til under 300 igen. I dag bor der ca. 1500 i Cooktown.

Luntree og Grønne måtte således afmønstre i Cooktown uden yderligere sejlads og dykning, men fløj videre sydpå til flere gode oplevelser, med bl.a. whalewatching i Hervey Bay og vinsmagninger i Hunter Valley for nu at nævnte et par af de bedste. Den ledige kahyt blev allerede dagen efter indtaget af Gudrun og Peter som ankom til Cooktown med bus fra Cairns.

Efter en dag med sightseeing og proviantering var vinden igen nået ned i et rimeligt leje og vi satte kursen nordpå mod Lizard Island. Det var Gudruns fødselsdag (alderen skal vi lade unævnt) og hun havde selvfølgelig været en sød pige i året der gik så det blev en dejlig dag. Udover at vi naturligvis startede dagen med behørigt morgenbord med flag og gaver, var vi snart undervejs på en herlig sejlads med vinden agten for tværs. Landkrabben Peter var en anelse grøn i ansigtet, men det forsvandt som dug for solen da fiskehjulet pludselig gav lyd fra sig. Fiskestangen bøjede faretruende, hvilket kun gjorde Peters smil endnu større, og efter en kort men intens kamp kunne han stolt hive en 12 kgs Spansk Makrel ombord. Kræet blev aflivet, men tog dog en sidste hævn over os ved at svine cockpittet helt vildt til med blod, skæl og det der var værre. Efter at have nærstuderet vores fiskelekture kom vi dog til den konklusion at vi desværre ikke turde spise den pga. Ciguatera-faren, og Peter fik lov til at smide snøren ud igen med ordre om at fange noget mindre.

For at makrellen ikke skulle have ladet livet helt uden formål, hang vi den agterud i et tov, i det håb at tiltrække en sulten haj og få lidt underholdning. Det lykkedes imidlertid ikke og konklusionen må være at når de ikke en gang gider spise et velanrettet måltid, så gider de vel heller ikke spise et par blegfede turister. Uforholdsvis farlige eller ej.

Snart lød i stedet den herlige lyd fra fiskehjulet igen og denne gang var fangsten af en mere overkommelig størrelse, en Trevally på omkring 4 kg. Perfekt, men ak. Under fileteringen blev det klart at den var fuld af orm og det ville vi trods alt ikke byde os selv på Gudruns fødselsdag. Ud røg fisken, såvel som snøren altså igen og fiskelykken var os virkelig bi den dag for det varede ikke længe før hjulet igen snurrede lystigt. Peter, den gale lystfisker, hev og sled og minsandten om ikke han igen trak en Spansk Makrel på omkring 10 kg ind. Denne gang vidste vi dog på forhånd at vi ikke ville have den, men at lade den gå fri var nu ikke så let som det lød.
Vi burde naturligvis bare have kappet linen, men man er vel jyde og det var et godt blink.

Altså måtte vi have den ind for at få den af krogen, men den snotdumme fisk misforstod fuldstændig vores "medfiskelige" hensigter og satte alle kræfter ind på at forhindre vort forehavende. Så ikke alene hev bæstet blinket i stykker til ukendelighed, men før vi fik den pacificeret nok til at kunne slippe den løs havde den, helt usportsligt, takket os for vores venlighed ved tillige at knække fiskestangen.

Altså et sparsomt udbytte af en ellers god fiskedag så Gudruns fødselsdagsmiddag blev grillet kænguru og et par ’guru’-pølser, og det er jo ikke så ringe, endda …

Næste morgen vågnede vi op i Mrs. Watsons Bay, den skønneste og roligste ankerbugt vi længe har oplevet. Og i det krystalklare vand kunne vi se dusinvis af store spadefisk og trevallys som havde taget ophold i bådens skygge og som kom forventningsfulde frem i lyset når de fornemmede liv på dækket, og dermed så en chance for at få lidt madrester. Efter en hastig morgendukkert - vi skulle jo lige vænne os til de store og nærgående svømmefæller - gik vi i land og påbegyndte en strabadserende vandretur til øens højdepunkt, Cooks Lookout, hvorfra den berømte opdagelsesrejsende endelig spottede det hul i revet som bragte Endeavour ud i det åbne hav igen, fri af barriererevets farer. Vi havde ikke gået langt før vi så de første af de 1-1,5m lange firben, Lizards, som gav Cook inspirationen til øens navn, men vi var nok stået lidt for sent op for det blev hurtigt en meget varm affære, og vi håber for den gode kaptajn at han ikke havde nødigt at gøre turen i sin fine uniform og de blanke sko med sølvspænder, som datidens søofficerer altid afbilledes i.

På toppen blev vi til gengæld belønnet med den mest fantastiske udsigt over såvel øen som det omgivende Koral Hav, Barriere Revet og i det fjerne, Cooks Passage. For Towandas faste besætning var det et specielt men også vemodigt øjeblik da det var det nordligste punkt på vores australske sejlads.

Vi vender nu skuden og sejler delvist i vort eget spor sydover mod Sydney hvorfra båden fragtes tilbage til Europa.

Eftermiddagen bød på et utrolig flot snorkeldyk i bugten som man skulle tro var umuligt at overgå. Ikke desto mindre skete dette allerede dagen efter hvor vi, efter en lidt drøj sejltur mod vind og strøm, fandt en bøje ved Cod Hole på det yderste rev, og mødtes af det klareste vand nogen af os endnu har set. Desværre var der en utrolig stærk strøm, men det kunne ikke forhindre os i at hænge bag båden i et tov med udsigt til et undervandsmekka af farvestrålende koraller og eksotiske kæmpefisk. Bl.a. så vi adskillige Potato Groupers på op imod 50-60 kg og et væld af mindre, men også mere farvestrålende revfisk. Trods de dårlige vejrforhold står dette stadig som et af de absolut bedste snorkeldyk for os alle. Men sig det ikke til nogen! Det var især fantastisk at man kunne have det hele for sig selv, alene på en bøje, helt ude på yderkanten af Barriere Revet.

Efter et kort dyk den efterfølgende morgen gik vi sydover for motor og i bølgelæ på indersiden af revet. Da vi, efter nogle timer, havde opnået tilstrækkelig højde satte vi sejl og gik sydvestover mod fastlandet, hvor vi kastede anker for natten bag Cape Bedford. Her var der ikke meget at opleve så næste morgen sejlede vi straks videre sydover. Her oplevede vi for første gang i årevis det forfærdelige, at vi måtte KRYDSE!!! Tænk, vinden var imod os og vi kunne ikke sejle den direkte vej til vores bestemmelsessted :-( Vi var dog ved godt mod. Bølgerne var venligsindede og vejrudsigten meldte om nordøstlig søbrise om eftermiddagen, så vi timede det så vi ikke var for langt fra kysten ved middagstide. Imidlertid blev det ikke eftermiddag i Australien den dag, så ved 15-tiden måtte vi ty til jerngenoaen for at nå til Hope Islands før mørkets frembrud.

Det lykkedes lige præcis, og i det noget mere venligtsindede vejr var de omkringliggende rev ikke så faretruende som ved vort første besøg, så vi fandt let ind til en behagelig ankerplads. Det skulle vi ikke fortryde for Hope Islands var en behagelige oplevelse, hvor vi trods advarende skiltning om krokodillefare tilbragte 2 dejlige dage med snorkeldyk, spadsereture på stranden, læsning og anden afslapning. Herunder nævnes med fortsæt ikke Yatzy, idet aftenernes drabelige dyster, hvor terninger og tømmerhandler fløj frem og tilbage over bordet, var sjove men absolut ikke afslappende. (Det er muligt at ikke alle ved hvad Yatzy har med tømmerhandler at gøre, men det vil nok føre for vidt at komme ind på her.)

Efter således at have genvundet kræfterne var vi igen klar til at krydse sydover. Vi stod skam tidligt op, men kl. 17.45 var det stadig ikke blevet eftermiddag med nordøstlig søbrise så vi måtte igen ty til Yanmaren for at nå frem til en ankerplads. Denne gang var det Low Islands som vi kendte fra tidligere besøg, hvorfor det ikke var noget problem at vi første nåede sent frem efter mørkets frembrud. Dog var der, i modsætning til vores første besøg hvor vi lå alene i bugten, her en måned senere fyldt til randen af både så det næsten var svært at finde plads.
Noget tyder på at sejlsæsonen er ved at gå i gang.

Low Islets er et naturreservat og det er absolut forbudt at ødelægge eller fjerne noget herfra. Ikke desto mindre vred Peter ved første lejlighed en smuk muslingeskal ud af et forvitret betonfundament, hvilken han planlagde at rense for betonrester og tage med hjem. Den måtte skipper sidde på da parkvagten kom hen og hilste pænt på, mens han omhyggeligt specificerede alle de forbud stedet var belemret med, understregende de ulykker der ville overgå eventuelle overtrædere. Alt imens synderen selv snorklede ubekymret rundt ude på revet. Heldigvis var skippers siddeflade rigelig stor til at dække ugerningen.

Efter den første hektiske uge var det dejligt at tage endnu et par overliggerdage på denne dejlige ankerplads, men så var alle også enige om at vi havde brug for lidt civilisation. Det var Port Douglas som var det mest nærliggende tilbud i den retning så vi henlagde residensen dertil og henslængte os i utilsløret luksus et par dage, med shopping, postkortskrivning og fine restaurationsmiddage. Dertil en spændende halvdagsudflugt på floden, hvor vi under flodskipper Peters kyndige skibsføring sejlede en solid (læs: krokodillesikker) aluminiumspram med udenbordsmotor op ad floden på Croc-spotting. Det var en dejlig tur og minsandten om vi ikke også fandt en enkel lille forknyt Dille inde under noget mangroveudhæng.

Senere, efter en velsmagende frokost med tilhørende kølig hvidvin, serveret i unika aluminiumsbægre uden stilk, havde vi dog oplevelsen at se en rigtig vaskeægte saltvandskrokodille på omkring 4m. Det skete da vi sejlede forbi en lokal turbåd som garanteret havde en fast aftale med bæstet, så de var sikre på at have noget at vise deres gæster. Hvem gider selv fange føde, når man kan få en luns kød bare for at svømme forbi en snes klikkende Konicaer et par gange om dagen.

Nu kaldte så revet igen, og da vejret var helt fantastisk med høj sol og næsten ingen vind havde vi ingen problemer med at sejle for motor ud til den yderste revkant, og derefter hoppe i små dagssejladser sydover fra det ene flotte rev til det næste. Vi havde i de dage nogle af de herligste snorkeldyk og selv Gudrun blev helt fortrolig med de forholdsvis mange uforholdsvis ufarlige revhajer der af og til cirklede omkring Towanda. Vi nåede ikke helt dertil at hun sprang i sammen med dem, men at stå på badestigen med hovedet under vand og betragte dem på nært hold, det er vel "a piece of cake".

Vi nærmede os nu Cairns igen og sidste stop før endestationen for Gudrun og Peter var Green Island, hvor Towanda jo havde været nogle gange efterhånden. Med baggrund i de dyk vi allerede havde haft på de ydre rev bød Green Island ikke på ophidsende nyt fra den kant, men vi gik en tur i land og spiste en eksotisk frokost på én af cafeerne. Det var en aldeles glimrende fiske- og skaldyrsanretning, men en enkelt af retterne blev dog liggende på Peters tallerken da hans smagsløg, eller måske snarere hans øjne og forstand, ikke kunne forlige sig med at laksemaden var krydret med grønne myrer. Det hjalp intet at skipperparret stolt kunne fortælle at det skam var en stor lokal delikatesse, og at de ved en tidligere lejlighed sågar havde pillet krybene direkte af træerne, slikket dem bagi for at opleve den syrlige lemonsmag, og efterfølgende nænsomt sat dem tilbage i naturen. Synes man det er lidt ulækkert må man selvfølgelig bare sikre sig at de ikke allerede forinden er blevet slikket bagi af en eller anden uren person.

Man skal også lige huske ikke at klemme på dem!

Den efterfølgende dag holdt skipper en friformiddag, mens den øvrige besætning besøgte øens museum og krokodillepark. Her oplevede de en efter sigende 100 år gammel Croc, og den alder skulle nok passe mente de, for den så tandløs ud og gjorde ikke megen væsen af sig. De overværende dog også fodring af en stor, og marginalt livligere, model ligesom parken havde en samling flotte Hawksbill havskildpadder.

Museet var en positiv overraskelse med mange Aboriginale effekter, som ofte glimrer ved deres fravær på andre australske udstillinger.

Om eftermiddagen sejlede vi ind til Cairns, og så var sejlturen ovre for Gudrun og Peters vedkommende. Det var oplevelserne heldigvis ikke, for de efterfølgende dage var fulde af aktivitet. En af de første dage efter tilbagekomsten stod vi op kl. meget tidligt og blev afhentet af bus som kørte os ud til en mark uden for Cairns. Her ventede en varmluftsballon på at løfte os op og se solopgangen. Det blev en spændende oplevelse, med lidt sug i maven da vi lettede og en fantastisk udsigt over flotte landskaber da vi først var oppe. Landingen var også spændende da der jo ikke er nogen bremser på sådan en fyr, men vores ballonskipper klarede det flot og efter nogle få bump lå vi stille på marken. Derefter hjalp alle med at pakke ballonen sammen og vi kørte i bussen ud til en cafe hvor vi drak champagne og spiste æg og bacon til morgenmad. En lidt besynderlig komposition, men det er åbenbart tradition at man skal drikke champagne når man flyver ballon. Det var en begivenhedsrig morgen, og vi følte det som om vi havde været væk hele dagen da bussen satte os af igen nede ved marinaen kl. 10.00. Men vi var altså også stået op kl. 03.00.

Vi kunne af gode grunde ikke selv tage fotos undervejs, men købte bagefter en fotoserie som var taget af selskabets fotograf. Det fremgår tydeligt at alle morer sig kosteligt og især hovmesteren har på alle billeder et stort grin på, så det var vist lige noget der passede hendes fartgen.

En sejler som vi havde mødt havde anbefalet os at leje en firhjulstrækker og tage en tur ud til en gammel, næsten forladt guldgraverby Maytown, hvor vi dels kunne se resterne af en vaskeægte spøgelsesby, men også være heldig at møde en af de resterende 2 guldgravere og få en rundvisning i en mine. Køreturen derud viste sig desværre så vanskelig, og formentlig farlig, at vi ikke kunne formå noget udlejningsselskab at leje os en 4WD til formålet. I stedet valgte vi at køre langs kystvejen til Cape Tribulation og Bloomsfield River, en strækning som også bød på udfordrende bilkørsel, forcering af vandløb oma., men især på en stor naturoplevelse. Vi havde en dejlig dag og kom faktisk forbi frakørselen mod Maytown og var kun 70 km fra vort oprindelige mål. Det var dog disse sidste km som man vurderede for vanskelige, for alle sagde at man skulle beregne mindst 2,5-3 timer derind, og det var altså nødvendigt at køre samme vej tilbage.

Da vi afleverede firhjulstrækkeren byttede vi den til en almindelig bil, som vi straks brugte til at få ordnet nogle vigtige indkøb til båden. Dagen efter skulle vi så tilbage til Kuranda, fordi Skipper skulle købe en Didgeridoo han havde set sig varm på under hans første besøg i byen. Desuden ville hovmesteren gerne med svævebanen derop, så planen var at vi blev sat af ved den, og derefter blev samlet op igen i Kuranda af Gudrun og Peter. Denne del af planen gik allerede tidligt i vasken da morgen kom med småregn og skyer. En tur i svævebanen var dermed formålsløs eftersom vi ikke ville kunne se en døjt. Næste del gik også i vasken da det viste sig at forretningen havde tilladt sig at sælge skippers Digderidoo. Dette nedbrød ham i en sådan grad at han ikke kunne forelske sig i en anden og da heller ikke Gudrun og Peter fandt noget for deres smag måtte vi køre tomhændede videre mod Mareeba.

Hjemme i Cairns nåede vi lige at benytte bilen til at proviantere tunge ting, som øl, vin og vand til skibet, for næste dag ville den forlade os, indeholdende vore nu afmønstrede gæster på vej mod nye eventyr i outbacken.

Efter næsten 2 ½ måned med gæster virkede der helt tomt ombord, men der var ikke tid til at føle os ensomme. Vejrudsigten meldte om nordlige vinde i de kommende dage, og på denne årstid er det nødvendigt at bruge enhver nordlig brise, eller blot vindstille, til at bevæge sig sydover. Først havde vi dog et lille problem med motoren som blev overophedet. Vi havde mekaniker på sagen, og han fandt da også ud af at kølevandstilførselen var lidt tilstoppet.
Det løste dog ikke problemet med at motoren blev alt for varm, men efter nogen tid viste det sig at det var instrumentet som viste forkert mens motorens temperatur var helt OK. Det lykkedes ikke at reparere eller udskifte instrumentet, men det må vi leve med for de nordlige vinde venter ikke. Som noget af det sidste fik vi endelig indkøbt en flot Didgeridoo, ligesom vi lige nåede en hyggeaften med FTLF’s kontaktperson, Hans Clemmesen og hans søde kone Rachel. Hans har sejlet her i området i 15 år, kender alt og alle, og har været en stor hjælp for os. Til gengæld hjalp skipper derfor gerne Hans med at tømme en flaske rom. Man må jo hjælpe hvor man kan. J