Kryds og krokodiller
Rejsebrev 2007-02 Cairns-Lizard-Cairns
Projekt nyt ankerspil forløb overraskende smertefrit og tog kun en dags
tid længere end planlagt. Vi forlod den nye flotte Marlin Marina om
onsdagen og sejlede et par mil op ad floden til den noget mindre mondæne
Cairns Cruising Yacht Club, hvor vi havde fundet nogle folk til at
udføre arbejdet.
De var flinke og gik straks i gang og kun et lille
vejrmæssigt problem med at det regnede da vi skulle epoxylime
forhindrede dem i at blive færdige til weekenden som lovet. Til gengæld
mødte de ind lørdag morgen så vi i praksis var klar til at sejle lørdag
eftermiddag. Vi havde dog betalt havneleje til mandag og kunne derfor
ligeså godt blive liggende selvom industrikvarteret som vi lå i var
fuldstændig dødt i weekenden. I stedet gravede vi os ned om læ og brugte
bl.a. tiden til at færdiggøre det rejsebrev som i, kære læsere, modtog
sidste gang.
Nogle dage efter påmønstrede så Luntree og Grønne og efter de først
lige havde været på en endags udflugt til Kuranda, brugte vi en dag til
at proviantere og gik så af sted mod Green Island. En destination som på
grund af navneligheden behagede Grønne meget, og som gav mulighed for
flere gode snorkeldyk samt en lille udflugt i land. Sidstnævnte meget velkomment da Luntree havde været godt søsyg på
vejen derud, og stadig var lettere angrebet trods det faktum at der var
nærmest vindstille og vi havde sejlet for motor på spejlblankt vand.
Næste dag sejlede vi de få mil nordover til Michaelmas Cay. Der var
som sædvanligt overfyldt med turbåde og endags turister som skulle
snorkle på revet, men vi fandt en ledig bøje, tæt på stranden og revet,
og fik et endnu bedre snorkeldyk end dagen før. Uheldet var dog lidt ude
da hovmesteren havde været så ivrigt efter at hoppe i de lokkende bølger
at hun havde glemt at lægge sin uundværlige skridttæller fra sig før
dukkerten. En skridttæller tæller som navnet antyder skridt og ikke
svømmetag og er derfor ikke meget bevendt under svømning. Og eftersom
batterier og vand ikke er nogen heldig kombination var den efter den
behandling heller ikke meget bevendt til lands, hvilket nærmest udløste
katastrofealarm om bord. Hovmesteren havde sat sig det mål at tælle sine
skridt hele året, og hvordan skulle det projekt nu kunne fuldføres. Til
ankers, langt fra civilisationen var der i hvert fald ikke noget at
gøre, så den øvrige besætning gik de efterfølgende dage med listesko og
ord som skridt, gang, spadsere, batteri og lign. var tabu.
Om natten blæste det lidt op, hvilket ikke hjalp på Luntrees søsyge,
så næste morgen blev planen at hun og Grønne skulle sættes i land på øen
så hun kunne mærke lidt fast grund under fødderne for en tid. Nu er
Michaelmas Cay ikke voldsom stor, faktisk kun ca. 100m på den ene led og
50m på den anden, og eftersom 2/3 af øen oven i købet er afspærret af
hensyn til en ynglende ternekoloni er den ret hurtig overset. Men parret
fik et par strandstole med og det så helt surrealistisk ud fra dinghyen
da vi satte tilbage til Towanda efterladende de to, i hver sin lænestol,
på en ellers øde ø.
Efter kort tid var freden imidlertid forbi idet dagens hold af
turbåde hurtigt ankom med deres indhold af snorkelglade Japanere og
andet godtfolk. Grønne tog snorkeludstyr på og svømmede rundt, men
Luntree blev stædigt, trods en halvkraftig og kølig vind, på sin
grundfaste plads det meste af dagen. Realiteterne indhentede hende dog
og hun vendte senere på dagen tappert tilbage til båden for at spise og
tilbringe endnu en urolig nat på ankerpladsen.
I det hele taget var vi, og især Luntree, ikke særlige heldige med
vejret i de to uger vore gæster var om bord. Det blæste ret hårdt og
hverken sejladserne eller nætterne på ankerpladserne var for de
allersarteste maver. Da der indløb varsel om et par dage med endnu mere
vind, foretrak vi derfor at gå til Port Douglas, for at få et par rolige
nætter i marina. Desuden lød rygterne at Steven Spielberg og Tom Hanks
m.fl. var i byen for at indspille film, så vi måtte ind og have et kig
på notabiliteterne.
Rygtet var sandt nok, men alle stjernerne glimrede
ved deres fravær i bybilledet som i stedet var præget af en vrimmel af
turister, der tydeligvis var områdets helt store indtægtskilde. Vi
blandede os i mængden og shoppede rundt, spiste frokost og drak øl på
hovedgaden, som alle de andre. Endelig var der jo også det lille håb at man i Port Douglas måske
kunne få nye batterier til hovmesterens skridttæller. Det kunne man, men
ak, isenkrammet var og blev dødt og nægtede pure at tælle så meget som
et enkelt lille skridt.
Da den værste blæst var drevet over forlod vi havnens "sikkerhed" og
begav os på en kort sejlads ud til Low Islets som ligger blot 6-7 sømil
nordligere. Her fandt vi en smuk lille ø og en rimelig velbeskyttet
ankerplads. Vores normale dukkert fra båden blev dog droppet eftersom
vi, straks efter fortøjningen til en public mooring, fik besøg af et par
halvstore hajer. Det var ganske vist sorttippede revhajer, som ifølge
bøgerne er "forholdsvis ufarlige", men ingen af os havde lyst til at
sætte vores lid til en ensidig positiv tolkning af ordet "forholdsvis".
Samtidig kunne de gennem det let slørede vand også godt ligne
Lemonsharks der ifølge samme opslagsværk er "uforholdsvis farlige".
I stedet sejlede vi derfor ind til land og snorklede på revet omkring
øen. Også det fik dog en ende da hovmesteren havde fået sneget sig lidt
langt væk fra kysten og pludselig råbte "haj" eller hvad det nu var hun
råbte. For udtalen var rimelig utydelig gennem snorkel og 3 liter slugt
havvand. Vi forstod dog budskabet da det samtidig blev tydeligt
understøttet af en supplerende fysisk agitation i form af en hastig,
grænsende til panikagtig, crawl mod stranden og det lavere vand.
På grund af det uheldige naboskab fortrak vi allerede dagen efter fra
den ellers så smukke ankerplads og sejlede nordpå mod øgruppen Hope
Islands. Det var en dejlig sejlads med vinden agten for tværs, men da
den samtidig fortsatte med at øges over dagen var det ret blæsende da vi
midt på eftermiddagen nåede frem til vores destination. På grund af
dette samt de lidt uoverskuelige revforhold omkring Hope Island
besluttede skipper at det var for risikabelt at ankre op og satte, til
Luntrees glæde men den øvrige besætnings skuffelse, kursen mod Cooktown,
som vi stadig ville kunne nå før mørkets frembrud. Vinden øgede
yderligere og en livlig tværgående sø gav enkelte spændte øjeblikke
under den snævre indsejling til Cooktown, men afløstes hurtigt af smult
vand da vi rundede pynten og var inde i Endeavour River. Her fandt vi
imidlertid mange både, lavt vand og følgelig ikke megen plads til
ankring.
En venlig sejler anråbte os dog og gav instruktion om hvor vi
bedst kunne ankre, og efter en lille let grundstødning, som vi let kom
af, fandt vi sejlløbet hen over en mudderbanke og ind på en ankerplads
med vand nok. Her lå vi godt og sikkert de næste mange dage, men en
ulempe ved Cooktown som ankerplads er at de fremherskende sydøstlige
vinde finder ind over Grassy Hill og forstærkes når de "falder" ned over
Endeavour River. Da der samtidig er kraftige tidevandsstrømme enten ind
eller ud af floden vil de ankrede både typisk vende på langs af floden
og derfor være udsat for kraftige kastevinde fra siden og deraf følgende
krængninger.
Det vænnede vi os dog til og da vinden dagen efter steg til over 40
knob i stødende blev vi endda enige om at vi var glade for at vi ikke lå
ude ved Hope Islands. De følgende dage løjede det lidt af til under 30
knob, men forblev desværre på et niveau som gjorde det umuligt at nå ud
til flere snorkeldyk på revet. Det var rigtig ærgerligt for Grønne som
havde set frem til mange flere dyk, mens vi mistænker Luntree for at
være rimelig godt tilfreds med udviklingen.
I stedet fik vi set os godt og grundigt omkring i Cooktown. Vi
besøgte bl.a. James Cook Museet som fortalte den dramatiske historie om
Endeavours grundstødning på et rev ikke langt borte, de nervepirrende
døgn og besætningens kamp for at redde skibet af revet og bringe det i
sikkerhed i Endeavour River samt ikke mindst de spændende opdagelser der
blev gjort af Cook og hans folk i området i de 48 dage det tog at
reparere Endeavour.
Det var den længste tid nogen europæer hidtil havde
været i kontakt med den originale befolkning, hvilket naturligvis gav
nogle forviklinger. I det store hele forløb det uden problemer mens
europæerne var i land, men Aboriginale efterleveringer fortæller dog at
det gav anledning til stor skuffelse og en spirende fjendtlighed at Cook
ikke ville dele sin fangst af havskildpadder med de lokale. Omvendt skriver Cook i sin logbog at fiskeriet i floden var dårligt
og at skibet havde vanskeligt ved at skaffe føde til besætningen,
hvilket selvfølgelig forklarer hvorfor han indtog den holdning. Om det
så var retfærdigt overfor de lokale at han sådan tog for sig af deres
ressourcer uden i det mindste at dele, kan man jo diskutere.
Opholdet gav ligeledes botanikerne Banks og Solander tid til at gøre
mange spændende opdagelser i oplandet, og det var blandt andet her på
Grassy Hill at europæerne første gang så en kænguru. Vi besteg, ligesom
Cook, også denne Grassy Hill, hvor han havde stået og spejdet efter
åbninger i revet. Hans logbog indeholder nedslående bemærkninger om lavt
vand og rev så langt øjet rækker, men hvad han så må alligevel have
været nok til at give ham mod på at fortsætte nordover, imod
anbefalingerne fra hans nærmeste officerer. (Efter nu i nogle uger at
have forsøgt at sejle mod vinden sydover, endda med et skib med motor og
som krydser betydelig bedre end Endeavour, kan Skipper nu godt forstå
hvorfor han var tilbageholden med at vælge den løsning)
Vi spiste også dejlige frokoster i land og nåede at blive næsten
stamgæster på det lokale Cooktown Hotel, som også kaldtes Top Pub efter
et levn fra fortiden hvor der var 3 udskænkningssteder i byen, i toppen,
i midten og i bunden. I dag er der, pga.turismen. lidt flere end 3 forlystelsesetablissementer, men dog intet
imod de 163 bordeller og 93 udskænkningssteder Cooktown havde i sin
storhedstid, under guldfeberen i 1870-erne og 80-erne. Dengang steg
indbyggertallet i løbet af få måneder fra nogle få hundrede til over
30.000, men da guldårerne efterhånden blev tømte faldt det hurtigt til
under 300 igen. I dag bor der ca. 1500 i Cooktown.
Luntree og Grønne måtte således afmønstre i Cooktown uden yderligere
sejlads og dykning, men fløj videre sydpå til flere gode oplevelser, med
bl.a. whalewatching i Hervey Bay og vinsmagninger i Hunter Valley for nu
at nævnte et par af de bedste. Den ledige kahyt blev allerede dagen efter indtaget af Gudrun og
Peter som ankom til Cooktown med bus fra Cairns.
Efter en dag med sightseeing og proviantering var vinden igen nået
ned i et rimeligt leje og vi satte kursen nordpå mod Lizard Island. Det
var Gudruns fødselsdag (alderen skal vi lade unævnt) og hun havde
selvfølgelig været en sød pige i året der gik så det blev en dejlig dag.
Udover at vi naturligvis startede dagen med behørigt morgenbord med flag
og gaver, var vi snart undervejs på en herlig sejlads med vinden agten
for tværs. Landkrabben Peter var en anelse grøn i ansigtet, men det
forsvandt som dug for solen da fiskehjulet pludselig gav lyd fra sig.
Fiskestangen bøjede faretruende, hvilket kun gjorde Peters smil endnu
større, og efter en kort men intens kamp kunne han stolt hive en 12 kgs
Spansk Makrel ombord. Kræet blev aflivet, men tog dog en sidste hævn
over os ved at svine cockpittet helt vildt til med blod, skæl og det der
var værre. Efter at have nærstuderet vores fiskelekture kom vi dog til
den konklusion at vi desværre ikke turde spise den pga. Ciguatera-faren,
og Peter fik lov til at smide snøren ud igen med ordre om at fange noget
mindre.
For at makrellen ikke skulle have ladet livet helt uden formål, hang
vi den agterud i et tov, i det håb at tiltrække en sulten haj og få lidt
underholdning. Det lykkedes imidlertid ikke og konklusionen må være at
når de ikke en gang gider spise et velanrettet måltid, så gider de vel
heller ikke spise et par blegfede turister. Uforholdsvis farlige eller ej.
Snart lød i stedet den herlige lyd fra fiskehjulet igen og denne gang
var fangsten af en
mere overkommelig størrelse, en Trevally på omkring 4
kg. Perfekt, men ak. Under fileteringen blev det klart at den var fuld af orm og det ville
vi trods alt ikke byde os selv på Gudruns fødselsdag. Ud røg fisken,
såvel som snøren altså igen og fiskelykken var os virkelig bi den dag
for det varede ikke længe før hjulet igen snurrede lystigt. Peter, den
gale lystfisker, hev og sled og minsandten om ikke han igen trak en
Spansk Makrel på omkring 10 kg ind. Denne gang vidste vi dog på forhånd
at vi ikke ville have den, men at lade den gå fri var nu ikke så let som
det lød.
Vi burde naturligvis bare have kappet linen, men man er vel jyde og
det var et godt blink.
Altså måtte vi have den ind for at få den af
krogen, men den snotdumme fisk misforstod fuldstændig vores
"medfiskelige" hensigter og satte alle kræfter ind på at forhindre vort
forehavende. Så ikke alene hev bæstet blinket i stykker til
ukendelighed, men før vi fik den pacificeret nok til at kunne slippe den
løs havde den, helt usportsligt, takket os for vores venlighed ved
tillige at knække fiskestangen.
Altså et sparsomt udbytte af en ellers god fiskedag så Gudruns
fødselsdagsmiddag blev grillet kænguru og et par ’guru’-pølser, og det
er jo ikke så ringe, endda …
Næste morgen vågnede vi op i Mrs. Watsons Bay, den skønneste og
roligste ankerbugt vi længe har oplevet. Og i det krystalklare vand
kunne vi se dusinvis af store spadefisk og trevallys som havde taget
ophold i bådens skygge og som kom forventningsfulde frem i lyset når de
fornemmede liv på dækket, og dermed så en chance for at få lidt
madrester. Efter en hastig morgendukkert - vi skulle jo lige vænne os
til de store og nærgående svømmefæller - gik vi i land og påbegyndte en
strabadserende vandretur til øens højdepunkt, Cooks Lookout, hvorfra den
berømte opdagelsesrejsende endelig spottede det hul i revet som bragte
Endeavour ud i det åbne hav igen, fri af barriererevets farer. Vi havde
ikke gået langt før vi så de første af de 1-1,5m lange firben, Lizards,
som gav Cook inspirationen til øens navn, men vi var nok stået lidt for
sent op for det blev hurtigt en meget varm affære, og vi håber for den
gode kaptajn at han ikke havde nødigt at gøre turen i sin fine uniform
og de blanke sko med sølvspænder, som datidens søofficerer altid
afbilledes i.
På toppen blev vi til gengæld belønnet med den mest fantastiske
udsigt over såvel øen som det omgivende Koral Hav, Barriere Revet og i
det fjerne, Cooks Passage. For Towandas faste besætning var det et
specielt men også vemodigt øjeblik da det var det nordligste punkt på
vores australske sejlads.
Vi vender nu skuden og sejler delvist i vort
eget spor sydover mod Sydney hvorfra båden fragtes tilbage til Europa.
Vi føler det derfor lidt som det symbolske endemål for hele vores
sejltur – nu er
vi i princippet på vej hjem!
Eftermiddagen bød på et utrolig flot snorkeldyk i bugten som man
skulle tro var umuligt at overgå. Ikke desto mindre skete dette allerede
dagen efter hvor vi, efter en lidt drøj sejltur mod vind og strøm, fandt
en bøje ved Cod Hole på det yderste rev, og mødtes af det klareste vand
nogen af os endnu har set. Desværre var der en utrolig stærk strøm, men
det kunne ikke forhindre os i at hænge bag båden i et tov med udsigt til
et undervandsmekka af farvestrålende koraller og eksotiske kæmpefisk. Bl.a. så vi adskillige Potato Groupers på op imod 50-60 kg og et væld
af mindre, men også mere farvestrålende revfisk. Trods de dårlige
vejrforhold står dette stadig som et af de absolut bedste snorkeldyk for
os alle. Men sig det ikke til nogen! Det var især fantastisk at man
kunne have det hele for sig selv, alene på en bøje, helt ude på
yderkanten af Barriere Revet.
Efter et kort dyk den efterfølgende morgen gik vi sydover for motor
og i bølgelæ på indersiden af revet. Da vi, efter nogle timer, havde
opnået tilstrækkelig højde satte vi sejl og gik sydvestover mod
fastlandet, hvor vi kastede anker for natten bag Cape Bedford. Her var
der ikke meget at opleve så næste morgen sejlede vi straks videre
sydover. Her oplevede vi for første gang i årevis det forfærdelige, at
vi måtte KRYDSE!!! Tænk, vinden var imod os og vi kunne ikke sejle den
direkte vej til vores bestemmelsessted :-( Vi var dog ved godt mod.
Bølgerne var venligsindede og vejrudsigten meldte om nordøstlig søbrise
om eftermiddagen, så vi timede det så vi ikke var for langt fra kysten
ved middagstide. Imidlertid blev det ikke eftermiddag i Australien den
dag, så ved 15-tiden måtte vi ty til jerngenoaen for at nå til Hope
Islands før mørkets frembrud.
Det lykkedes lige præcis, og i det noget
mere venligtsindede vejr var de omkringliggende rev ikke så faretruende
som ved vort første besøg, så vi fandt let ind til en behagelig
ankerplads. Det skulle vi ikke fortryde for Hope Islands var en
behagelige oplevelse, hvor vi trods advarende skiltning om
krokodillefare tilbragte 2 dejlige dage med snorkeldyk, spadsereture på
stranden, læsning og anden afslapning. Herunder nævnes med fortsæt ikke
Yatzy, idet aftenernes drabelige dyster, hvor terninger og tømmerhandler
fløj frem og tilbage over bordet, var sjove men absolut ikke
afslappende. (Det er muligt at ikke alle ved hvad Yatzy har med
tømmerhandler at gøre, men det vil nok føre for vidt at komme ind på
her.)
Efter således at have genvundet kræfterne var vi igen klar til at
krydse sydover. Vi stod skam tidligt op, men kl. 17.45 var det stadig
ikke blevet eftermiddag med nordøstlig søbrise så vi måtte igen ty til
Yanmaren for at nå frem til en ankerplads. Denne gang var det Low
Islands som vi kendte fra tidligere besøg, hvorfor det ikke var noget
problem at vi første nåede sent frem efter mørkets frembrud. Dog var
der, i modsætning til vores første besøg hvor vi lå alene i bugten, her
en måned senere fyldt til randen af både så det næsten var svært at
finde plads.
Noget tyder på at sejlsæsonen er ved at gå i gang.
Low Islets er et naturreservat og det er absolut forbudt at ødelægge
eller fjerne noget herfra. Ikke desto mindre vred Peter ved første
lejlighed en smuk muslingeskal ud af et forvitret betonfundament,
hvilken han planlagde at rense for betonrester og tage med hjem. Den
måtte skipper sidde på da parkvagten kom hen og hilste pænt på, mens han
omhyggeligt specificerede alle de forbud stedet var belemret med,
understregende de ulykker der ville overgå eventuelle overtrædere. Alt
imens synderen selv snorklede ubekymret rundt ude på revet. Heldigvis
var skippers siddeflade rigelig stor til at dække ugerningen.
Efter den første hektiske uge var det dejligt at tage endnu et par
overliggerdage på denne dejlige ankerplads, men så var alle også enige
om at vi havde brug for lidt civilisation. Det var Port Douglas som var
det mest nærliggende tilbud i den retning så vi henlagde residensen
dertil og henslængte os i utilsløret luksus et par dage, med shopping,
postkortskrivning og fine restaurationsmiddage. Dertil en spændende
halvdagsudflugt på floden, hvor vi under flodskipper Peters kyndige
skibsføring sejlede en solid (læs: krokodillesikker) aluminiumspram med
udenbordsmotor op ad floden på Croc-spotting. Det var en dejlig tur og
minsandten om vi ikke også fandt en enkel lille forknyt Dille inde under
noget mangroveudhæng.
Senere, efter en velsmagende frokost med
tilhørende kølig hvidvin, serveret i unika aluminiumsbægre uden stilk,
havde vi dog oplevelsen at se en rigtig vaskeægte saltvandskrokodille på
omkring 4m. Det skete da vi sejlede forbi en lokal turbåd som garanteret
havde en fast aftale med bæstet, så de var sikre på at have noget at
vise deres gæster. Hvem gider selv fange føde, når man kan få en luns
kød bare for at svømme forbi en snes klikkende Konicaer et par gange om
dagen.
Nu kaldte så revet igen, og da vejret var helt fantastisk med høj sol
og næsten ingen vind havde vi ingen problemer med at sejle for motor ud
til den yderste revkant, og derefter hoppe i små dagssejladser sydover
fra det ene flotte rev til det næste. Vi havde i de dage nogle af de
herligste snorkeldyk og selv Gudrun blev helt fortrolig med de
forholdsvis mange uforholdsvis ufarlige revhajer der af og til cirklede
omkring Towanda. Vi nåede ikke helt dertil at hun sprang i sammen med
dem, men at stå på badestigen med hovedet under vand og betragte dem på
nært hold, det er vel "a piece of cake".
Vi nærmede os nu Cairns igen og sidste stop før endestationen for
Gudrun og Peter var Green Island, hvor Towanda jo havde været nogle
gange efterhånden. Med baggrund i de dyk vi allerede havde haft på de
ydre rev bød Green Island ikke på ophidsende nyt fra den kant, men vi
gik en tur i land og spiste en eksotisk frokost på én af cafeerne. Det
var en aldeles glimrende fiske- og skaldyrsanretning, men en enkelt af
retterne blev dog liggende på Peters tallerken da hans smagsløg, eller
måske snarere hans øjne og forstand, ikke kunne forlige sig med at
laksemaden var krydret med grønne myrer. Det hjalp intet at
skipperparret stolt kunne fortælle at det skam var en stor lokal
delikatesse, og at de ved en tidligere lejlighed sågar havde pillet
krybene direkte af træerne, slikket dem bagi for at opleve den syrlige
lemonsmag, og efterfølgende nænsomt sat dem tilbage i naturen. Synes man
det er lidt ulækkert må man selvfølgelig bare sikre sig at de ikke
allerede forinden er blevet slikket bagi af en eller anden uren person.
Man skal også lige huske ikke at klemme på dem!
Den efterfølgende dag holdt skipper en friformiddag, mens den øvrige
besætning besøgte øens museum og krokodillepark. Her oplevede de en
efter sigende 100 år gammel Croc, og den alder skulle nok passe mente
de, for den så tandløs ud og gjorde ikke megen væsen af sig. De
overværende dog også fodring af en stor, og marginalt livligere, model
ligesom parken havde en samling flotte Hawksbill havskildpadder.
Museet var en positiv overraskelse med mange Aboriginale effekter,
som ofte glimrer ved deres fravær på andre australske udstillinger.
Om eftermiddagen sejlede vi ind til Cairns, og så var sejlturen ovre
for Gudrun og Peters vedkommende. Det var oplevelserne heldigvis ikke,
for de efterfølgende dage var fulde af aktivitet. En af de første dage
efter tilbagekomsten stod vi op kl. meget tidligt og blev afhentet af bus som kørte os ud til en mark
uden for Cairns. Her ventede en varmluftsballon på at løfte os op og se solopgangen.
Det blev en spændende oplevelse, med lidt sug i maven da vi lettede og
en fantastisk udsigt over flotte landskaber da vi først var oppe.
Landingen var også spændende da der jo ikke er nogen bremser på sådan en
fyr, men vores ballonskipper klarede det flot og efter nogle få bump lå
vi stille på marken. Derefter hjalp alle med at pakke ballonen sammen og
vi kørte i bussen ud til en cafe hvor vi drak champagne og spiste æg og
bacon til morgenmad. En lidt besynderlig komposition, men det er
åbenbart tradition at man skal drikke champagne når man flyver ballon.
Det var en begivenhedsrig morgen, og vi følte det som om vi havde været
væk hele dagen da bussen satte os af igen nede ved marinaen kl. 10.00.
Men vi var altså også stået op kl. 03.00.
Efter par dage efter kastede vi os igen ud på de vilde vover, denne
gang på River Rafting som vi jo havde hørt meget godt om fra Anna &
Thiis. Og vi blev sandelig ikke skuffede. Det begyndte ganske vist med
en lang og kedelig bustur på 1,5 time, men strabadserne blev så rigelig
retfærdiggjort da vi først blev kastet ud i fosserne. Vi havde fået en
kort instruktion i sejladsen, hvilket i grove træk gik ud på at vi
skulle gøre nøjagtigt hvad vores guide sagde
– hurtigt! Og eftersom
vi var alt for skrækslagne til at gøre andet gik det fantastisk fint, og
vi havde en fabelagtig tur ned over de vilde vande. Selv på et sted hvor
det var planen at vi skulle falde over bord, hang vi alle så godt fast
at ingen røg ud. Det skuffede formentlig guiden lidt da det tog noget af
det sjove, men vi gjorde det godt igen ved, i stedet, at begynde at
smide hinanden i. I det hele taget opførte folk sig som rene teenagere
og ingen båd gik forbi en anden uden det udløste en voldsom vandkamp.
Vi kunne af gode grunde ikke selv tage fotos undervejs, men købte
bagefter en fotoserie som var taget af selskabets fotograf. Det fremgår
tydeligt at alle morer sig kosteligt og især hovmesteren har på alle
billeder et stort grin på, så det var vist lige noget der passede hendes
fartgen.
En sejler som vi havde mødt havde anbefalet os at leje en
firhjulstrækker og tage en tur ud til en gammel, næsten forladt
guldgraverby Maytown, hvor vi dels kunne se resterne af en vaskeægte
spøgelsesby, men også være heldig at møde en af de resterende 2
guldgravere og få en rundvisning i en mine. Køreturen derud viste sig
desværre så vanskelig, og formentlig farlig, at vi ikke kunne formå
noget udlejningsselskab at leje os en 4WD til formålet. I stedet valgte
vi at køre langs kystvejen til Cape Tribulation og Bloomsfield River, en
strækning som også bød på udfordrende bilkørsel, forcering af vandløb
oma., men især på en stor naturoplevelse. Vi havde en dejlig dag og kom
faktisk forbi frakørselen mod Maytown og var kun 70 km fra vort
oprindelige mål. Det var dog disse sidste km som man vurderede for
vanskelige, for alle sagde at man skulle beregne mindst 2,5-3 timer
derind, og det var altså nødvendigt at køre samme vej tilbage.
Da vi afleverede firhjulstrækkeren byttede vi den til en almindelig
bil, som vi straks brugte til at få ordnet nogle vigtige indkøb til
båden. Dagen efter skulle vi så tilbage til Kuranda, fordi Skipper
skulle købe en Didgeridoo han havde set sig varm på under hans første
besøg i byen. Desuden ville hovmesteren gerne med svævebanen derop, så
planen var at vi blev sat af ved den, og derefter blev samlet op igen i
Kuranda af Gudrun og Peter. Denne del af planen gik allerede tidligt i
vasken da morgen kom med småregn og skyer. En tur i svævebanen var
dermed formålsløs eftersom vi ikke ville kunne se en døjt. Næste del gik
også i vasken da det viste sig at forretningen havde tilladt sig at
sælge skippers Digderidoo. Dette nedbrød ham i en sådan grad at han ikke
kunne forelske sig i en anden og da heller ikke Gudrun og Peter fandt
noget for deres smag måtte vi køre tomhændede videre mod Mareeba.
Her ville vi besøge en kaffefabrik og
–museum og det
lykkedes trods alt. Oven i købet blev det en spændende oplevelse som gav
en god indsigt i kaffedyrkningens og
–ristningens kunst, og gav os mulighed for at
smage på ikke mindre end 16 forskellige kaffer, 4 te-sorter, 2
kaffelikører og 12 slags chokolader. Desuden var der udstillet en
imponerede samling af kaffemaskiner og tilbehør.
Hjemme i Cairns nåede vi lige at benytte bilen til at proviantere
tunge ting, som øl, vin og vand til skibet, for næste dag ville den
forlade os, indeholdende vore nu afmønstrede gæster på vej mod nye
eventyr i outbacken.
Efter næsten 2 ½ måned med gæster virkede der helt tomt ombord, men
der var ikke tid til at føle os ensomme. Vejrudsigten meldte om nordlige
vinde i de kommende dage, og på denne årstid er det nødvendigt at bruge
enhver nordlig brise, eller blot vindstille, til at bevæge sig sydover.
Først havde vi dog et lille problem med motoren som blev overophedet. Vi
havde mekaniker på sagen,
og han fandt da også ud af at
kølevandstilførselen var lidt tilstoppet.
Det løste dog ikke problemet
med at motoren blev alt for varm, men efter nogen tid viste det sig at
det var instrumentet som viste forkert mens motorens temperatur var helt
OK. Det lykkedes ikke at reparere eller udskifte instrumentet, men det
må vi leve med for de nordlige vinde venter ikke. Som noget af det
sidste fik vi endelig indkøbt en flot Didgeridoo, ligesom vi lige nåede
en hyggeaften med FTLF’s kontaktperson, Hans Clemmesen og hans søde kone
Rachel. Hans har sejlet her i området i 15 år, kender alt og alle, og
har været en stor hjælp for os. Til gengæld hjalp skipper derfor gerne
Hans med at tømme en flaske rom. Man må jo hjælpe hvor man kan.
J
Knus fra,
Lene & Jens
S/Y TOWANDA
21. Oktober 2007
S 19º15’139 Ø 146º49’402
Townsville, Queensland, Australien
|