Emuer og endeløse veje
Rejsebrev 2007-01 Brisbane-Cairns
17. april genså vi igen Towanda efter at have været hjemme i Danmark i
over et halvt år. Hun havde klaret sig fint helt alene men trængte dog
til en grundig afvaskning. Det var imidlertid ikke helt så let som det
lyder idet der i Queensland er vandmangel og derfor indført en
omfattende vandrationering der bl.a. forbyder brug af ferskvand til vask
af sejlbåde. Undtaget var selvfølgelig egenproduceret vand, så da vi,
efter nogen tid hvor Lene havde klatvasket dækket lidt i smug, blev
opmærksom på denne undtagelsesregel kunne vi igen plaske lystigt med
henvisning til at vi skam havde watermaker ombord. At denne så ikke
havde kunnet producere ferskvand det sidste års tid behøvede ingen jo at
vide, og så havde vi da endelig lidt glæde af den
J
Inden
Towanda var klar til at komme i vandet havde vi dog planlagte diverse
arbejder, som fx at hæve vandlinien 15 cm, ligesom vi da også lige
skulle have et par lag frisk bundmaling på. Men denne entreprise havde
vi udliciteret til det lokale værft, så det klarede de mens vi lejede
bil og kørte lidt på sightseeing i området. Vore norske venner på
Stormsvalen var til vores store gensynsglæde netop sejlet ind i havnen,
og da Anne Brith mente det af stor nødvendighed at hun fik lejlighed til
at kramme en Koala, slog vi følge med dem og satte kurs mod et Koala
reservat nord for Brisbane, hvor dens slags skulle kunne lade sig gøre –
mod behørig betaling naturligvis. Reservatet var imidlertid lukket ned
flere år forinden og omdannet til et eksklusivt etablissement for
afholdelse af bryllupsreceptioner, og da ingen af os var aktuelle emner
for noget sådant, lagde vi kursen om mod den nyligt afdøde Steve Irwins
berømte Australian Zoo.
Selvom
vi naturligvis savnede den karismatiske Steve Irwin til at fodre
krokodillerne var besøget en positiv oplevelse, hvor man især lagde
mærke til personalets entusiasme og viljen til at gøre dyrenes
ufrivillige ophold i fangenskabet så behageligt som muligt. Da vi under
krokodilleshowet blev forevist en ret glorificerende video med Irwin og
opfordret til at minde ham med 1 minuts stilhed var det dog lige ved at
blive lidt kvalmende. Anne Brith fik dog, om ikke krammet, så dog i
hvert fald kløet sin Koala, så alt i alt var udflugten en stor succes.
Dagen efter måtte vi desværre sige
farvel til både Stormsvalen og vore venner fra Carelbi som også lå i
havnen. Begge både skulle deltage i et Cruising rally til Indonesien med
afgang fra Darwin sidst i juli og havde travlt med at komme videre
nordover. Senere går de mod Middelhavet via Røde Havet, så måske kan vi
være heldige at gense dem der til næste sommer.
I stedet fortsatte vi vores
sightseeing på egen hånd og kørte vestpå for at smage lidt af outbacken.
Vi så masser af smukke og storslåede landskaber og typiske små
outbackbyer, men til vores store skuffelse ingen kænguruer eller
lignende af den specielle lokale fauna.
Tilbage i havnen var Towanda nu klar
til søsætning og det var en dejlig fornemmelse igen at have vand under
kølen.
Vores planer inkluderede imidlertid
flere forbedringer og i de følgende dage arbejdes på højtryk med at
udvide vores batteribank til 720 Ah, forlænge pushpitten frem til
søgelænderåbningen, udskifte diverse ventiler i gassystemet, inspicere
riggen, udføre stort motorservice samt meget, meget andet. Alt forløb
dog næsten planmæssigt, hvilket er sjældent man kan sige det og efter 4
uger var vi endelig klar til at sejle mod troperne igen.
Første dagsrejse gik dog ikke
nordover, men tilbage mod Manly, hvor vi havde erfaret at vore gode
canadiske venner Dany og Claude fra S/Y Sijoli netop var ankommet fra
New Zealand. De havde forgæves forsøgt at sælge deres båd i N.Z. og
ville nu forsøge om markedet var bedre i Australien. Det var det
tilsyneladende, eftersom de solgte den i løbet af en uges tid, og dermed
var klar til at flyve tilbage til Fiji, hvor det er deres plan at starte
en perlefarm. Eksotisk og spændende må vi sige, og nåede dermed lige at
hilse på dem og ønske dem alt mulig held og lykke med deres projekt.
Vi satte
derefter hurtigt kursen nordover og valgte at gå indenom verdens største sandø, Fraser Island, selvom det indebar en dramatisk indsejling over
sandbarren, som typisk danner sig udenfor et flodudløb. Det forløb nu
ganske let, men når indsejlingen er navngivet The Mad Mile giver det
naturligvis en vis forhåndsrespekt. Indenfor barren ventede så Great
Sandy Strait, en passage på ca. 40 sømil ad snoede, smalle og meget
lavvandede sejlrender, hvor det var vigtigt at få tidevandet til at
passe perfekt for at undgå grundstødning. Dette gik også uden problemer
selvom ekkoloddet flere gange viste mindre end 1,50 m vand på trods af
at Towandas dybgang er over 1,60. Midt i strædet overnattede vi på en
smuk lille ankerplads, hvorfra vi i skumringen så Dingoer på stranden.
Vi
brugte den aften også mange kræfter på at spejde efter de frygtede
saltvandskrokodiller, men de viste sig dog ikke. De skulle dog også
først være en risiko længere nordpå, men ikke desto mindre afholdt vi os
fra de sædvanlige morgen- og aftendukkerter.
Næste
morgen bød på en særdeles smuk sejlads på spejlblankt vand, men med
nerverne udenpå tøjet pga. af den sparsomme vanddybde. Det gik dermed
også noget langsommere end planlagt og da vinden ville friske op de
kommende dage opgav vi at nå Bundaberg, og gik i stedet i havn i Urangan
hvor vi blev nogle dage. Urangan er ganske hyggelig, men en anelse
turistet da det er udgangspunkt for mange udflugter til Fraser Island
ligesom det er hjemsted for et utal af både der i sæsonen sejler Hervey
Bay tynd, på udkig efter hvaler.
Urangan
er også kendt for sin pier som strækker sig 1 km ud i Hervey Bay. Pieren
blev færdiggjort i 1917 og tjente indtil 50-erne som udskibningssted for
områdets store sukkerproduktion. Herefter forfaldt den igennem en
årrække, men blev restaureret og er nu et meget populært fiskested og en
velbesøgt del af turistbyens strandpromenade. Langs denne
strandpromenade tog vi for første gang de offentlige grillpladser i
nærmere øjesyn og hovmesteren organiserede en dag en dejlig grillaften
for to.
Nogle
dage efter gik vi videre mod Bundaberg, men da vi ankom til
flodmundingen efter mørkets frembrud valgte vi at ankre op her og sejle
de 8 mil op ad floden til byen den efterfølgende dag.
Uheldigvis viste det sig næste
morgen at vores motor ikke ville starte. Et hurtigt kig i motorrummet
afslørede straks årsagen, eftersom oliebrønden var fuldt af vand –
saltvand – og startermotoren var særdeles angrebet af rust. Rent held at
vi havde kunnet starte aftenen forinden idet indsejlingen i floden havde
været lidt tricky for sejl. Skurken var et løst spændbånd omkring
kølevandsslangen hvorfra kølevandet havde pumpet kaskader af vand ud i
motorrummet i alle de mange timer vi havde sejlet for motor i Great
Sandy Strait. Eller rettere sagt, i alle de timer vi havde sejlet for
motor siden mekanikeren i Scarborough havde foretaget det store
motoreftersyn – og havde glemt at stramme det pågældende spændbånd igen
L
Sejlturen ind til Bundaberg blev
derfor aflyst og i stedet gik vi i land for at søge efter en ny
startermotor. Til alt held kunne denne skaffes hjem til dagen efter
(meget usædvanligt på disse kanter) og kun to dage forsinket kunne vi
liste af sted med tidevandet ad Burnett River til Bundaberg. Heller ikke
her var der for meget vand under kølen og et enkelt sted på ruten tog vi
da også bunden et kort øjeblik. Flodbunden var dog blød mudder og med
lidt ekstra kraft på motoren sled vi os igennem og kom ud på dybere vand
igen.
I Bundaberg havde vi knapt fortøjret
til broen før en fyr fra båden foran os tilbød os en frisk Mud Crab som
han netop havde hevet op af floden. Vi ville ikke virke uhøflige og
takkede pænt ja, og minsandten om han ikke leverede den friskkogt og det
hele, lige til frokosttid. Perfekt start på det ophold
J
Poul,
som den venlige fyr hed, tog os siden hen på udflugt i sin ret udtjente
4WD, hvor han også var meget generøs med sin viden om området. Og hvis
man skal tro hans livshistorie var han i det hele taget af meget
gavmildt gemyt, idet han fortalte en helt utrolig historie om at lægerne
for 5 år siden havde givet ham et halvt år at leve i. Han var på det
tidspunkt indehaver af en stor vognmandsforretning som han hurtigt
afhændede for ca. 10 mio. AUD. Med det store beløb i ”lommen” opsøgte
han nogle tilfældige enlige mødre i et storcenter, og efter et par
interviews udvalgte han 3 som han hver gav et hus samt 3-400.000 AUD,
til ligesom at få en ny chance i livet. Resten af formuen satte han i en
fond til sine børn, undtaget et mindre beløb som han vurderede ville
række hans begrænsede tid ud.
Det er
som nævnt nu 5 år siden og det beskedne beløb er for længst brugt. Så
mens Poul nu er fattig som en kirkerotte, lever 3 unge mødre i luksus og
hans børn ringer dagligt for at høre om han ikke snart dør, så de kan få
udbetalt pengene fra fonden. Han tog det nu pænt, for han regner stadig
med at hans tid trods alt er begrænset og ser hver ny dag som en ekstra
gevinst.
Efter
et par dage i Bundaberg tog vi nogle lange stræk nordover kun med
natlige stop i passende ankerbugter langs kysten og på øerne. En speciel
ø på ruten var Mid Percy Island, hvor vi på den ellers øde strand fandt
et gammelt telefonskur, hvor der for halvtreds år siden var en direkte
linie op til øens eneste beboelse. Sejlerne har gennem tiden hængt
skilte og andre effekter med båd- og besætningsnavne op i skuret, som nu
er en sjov attraktion. Ved siden af det primitive skur er siden hen
rejst et større læskur som sejlerne har benyttet, og som nu også er
overfyldt af sjove effekter og minder fra de besøgende. Vi fandt mange
navne på sejlere som vi kendte og Towanda skulle naturligvis også
repræsenteres, hvilket skete med en lidt slidt FTLF-stander med vore
navne og datoen for vores besøg.
Det var fine sejldage og smukke øer
vi besøgte, men vejret var ikke helt med os. Det regnede en del i de
dage, det var køligt, for ikke at sige direkte koldt om aftenen og
natten, og da vejrmeldingerne desuden begyndte at true med hårde vinde
besluttede vi at gå i havn i Mackay. Det var i de dage hvor det stormede
en del i New South Wales og en dansk kulbåd gik på grund på stranden ved
Newcastle. Så slemt var det ikke på vores breddegrad, og godt det samme,
for da vi nærmede os Mackay, måtte vi åle os igennem 50-60 kulbåde som
lå tæt for anker lige ude for kuludskibningshavnen, Vi kunne forstå at
det var nøjagtig samme situation som de havde haft i Newcastle, og det
er let at se hvordan det kunne blive kritisk hvis en af dem begyndte at
drive rundt for sit anker, uden plads til at manøvrere.
I Mackay tænkte vi lidt naivt at vi
måske kunne undslippe det dårlige vejr ved at tage langt ind i outbacken,
så vi lejede en bil for en uge og kørte vestpå, ind i landet. Det blev
en spændende tur, men selvom vi heldigvis undslap regnen undgik vi ikke
de kolde aftener og nætter og vi konstaterede mange gange at den
Australske vinter var koldere end ventet og at vores sommerlige
garderobe ikke var helt på niveau med behovet.
De første dage kørte vi igennem
guld- og ædelstensmineområderne, som meget passende bar flotte navne som
Rubyvale, Sapphire og Emerald. Vi ville også have besøgt Opalton hvis
ikke det havde krævet en 120 kms tur ad en støvet grusvej derud og kun
den samme rute tilbage.
Der findes stadig ædelsten i disse
områder og det er muligt for forbipasserende at købe retten til at
forsøge sig som både guld- og opalgraver i et afgrænset område. Vi havde
imidlertid ikke tilstrækkelig tillid til vore evner i den retning til at
forsøge os. Der var til gengæld et nærmest uudtømmeligt udbud af
rubiner, safirer og opaler i butikkerne og kun Skippers standhaftighed
og medfødte nærighed reddede Hovmesteren fra at knække nakken på at bære
rundt på alle de tunge sten.
Stadig
med kursen vestover fortsatte vi ad lange øde vejstrækninger, ofte på
grusveje over udtørrede flodlejer og hele tiden med udsigt til åbne,
næsten træløse strækninger. Af og til dukkede en flok kænguruer op ikke
langt fra vejen og vi så også emu og masser af vilde kalkuner. Ud over
den storslåede natur var attraktionerne sparsomme, men undervejs besøgte
vi et uldvaskeri og en fåreklipperstation, som dog var taget ud af drift
for adskillige årtier siden. Området er nu ikke længere fåre- men
snarere kvægområde. Uldvaskeriet var dampdrevet, af damp fra
undergrunden, og ganske interessant. Ulden blev drevet af store stålspyd
gennem forskellige bade med rensende medikamenter, og guiden fortalte
meget morsomt om en amerikansk kvinde som forfærdet spurgte om ikke
disse spyd var farlige for fårene. Hun blev dog beroliget af at erfare
at man rent faktisk separerede ulden fra fåret før den blev sendt gennem
vaskemaskinen.
Efter en
begivenhedsrig dag nåede vi til en typisk lille outbackby med nogle få
hundrede indbyggere og et enkelt ”watering hole” med det eksotiske
klingende navn, Clarence Overflow Hotel. Da vi ville entre baren dels
for at afslutte dagen med en øl og dels i håb om at booke et værelse for
natten fandt vi døren spærret af en barstol. En af gæsterne sprang dog
straks op og lukkede os ind med en henslængt bemærkning om at stolen
stod for døren for at holde kænguruen inde. Vi tog det som en spøg og
blev mildt sagt overrasket da der kort efter kom en lille kænguruunge
hoppende omkring hjørnet på baren og fortsatte ud i køkkenregionerne.
Snart efter kom den tilbage, nu på armen af kromutter, vellystent
suttende på en sutteflaske med fløde. Ungen, der i øvrigt lød navnet
Jeannie, havde kroens værtinde taget i pleje for ca. 10 mdr. siden da
dens mor desværre havde sluttet sig til det tusindtal af kænguruer der
hver dag bliver 4WD’ernes bytte på de øde landeveje.
Det
lykkedes os i øvrigt at få et værelse for natten, hvilket vi senere i
nogen grad fortrød, da nætterne jo stadig var kolde og værelset viste
sig at være pivutæt, uden varmeapparat af nogen art, og uden anden
komfort end en stålseng med en udtjent dobbeltmadras, et par tynde
sommerdyner og et vakkelvornt sengebord. Bad og toilet var fælles for
alle og lå en lang og kold gåtur fra værelset. Vi havde dog balkon med
udsigt, hvilket vi også havde værdsat, var den ikke af så tvivlsom
beskaffenhed at vi kun vovede os kortvarigt derud samt at det i øvrigt
var alt for koldt at opholde sig udendørs efter mørkets frembrud.
Aftenunderholdningen i Clarence var ganske fraværende og selvom vi
forsøgte at udskyde vores sengetid ved at indtage et par øl i baren blev
også dette tidsfordriv så køligt at vi ikke så anden udvej end tidligt
at give os hen til sommerdynernes mangelfulde, men trods alt
varmetabsbegrænsende effekt.
Ikke
desto mindre var det en sjov og farverig oplevelse at bo på hotellet i
denne typiske outbackby, og selv da det viste sig at vi selv skulle
tilberede den inkluderede morgenmad i etablissementets mildt sagt
”pittoreske” køkken, forhindrede det ikke at vi tog derfra med et smil
på læben og med et velment afskedsvink til værtinden og Jeannie.
Næste
dags rute førte os til Longreach som er berømt for at være det
oprindelige hjemsted for det australske flyselskab, Quantas. Queensland
And North Territory Aerial Service
blev stiftet i nærliggende Winton i 1921, men hurtigt flyttet til
Longreach. Nu om dage er det hjemsted for Quantas flymuseum, og dagen
efter vi ankom, var tilfældigvis en stor festdag idet der for første
gang skulle lande en jumbojet i den lille lufthavn. Jumboen skulle
herefter indgå i museets samling. Det store antal honoratiores der
fulgte med sådan en begivenhed medførte dog også at der ikke var et
eneste ledigt hotelværelse at finde i byen, så efter et interessant
besøg på Australian Stockman’s Hall of Fame, var vi tvunget til næste by
for at finde overnatning.
Det blev
på hotel North Gregory i Winton, som ud over at være en anelse bedre
standard end Hotel Clarence Overflow, også var berømt for at være stedet
hvor Australiens uofficielle nationalmelodi, Waltzing Mathilda, blev
uropført af komponisten Banjo Paterson i 1895. Winton rummer derfor også
et helt museum bygget over denne melodi, og ikke mindst over teksten
som, trods helt igennem fiktiv, er blevet et symbol på den Australske
frihedstrang.
Efter
Winton blev landskabet, om muligt endnu mere tørt og fladt, og
efterhånden som det gik op for os at det næste punkt mod vest der var
mere end et par meter højt ville være Uluru (Ayers Rock), satte vi igen
kursen østover mod kysten og den ventende Towanda. Undervejs stoppede vi
bl.a. i Bowen som var på den anden ende fordi der var filmoptagelser i
gang med selveste det australske ikon Nicole Kidman, som efter sigende
spankulerede rundt i byen som en helt ”almindelig” person. Vi så hende
dog ikke, og helt almindeligt var det vist heller ikke da hendes
fødselsdag få dage efter vort besøg blev fejret med et overdådigt
fyrværkeri på størrelse med nytårsaften i Sydney. Som noget af det
sidste kørte vi til Airlie Beach hvor det lykkedes os at erhverve en ny
GPS-antenne, hvilket var påkrævet eftersom den gamle var begyndt at have
ubehageligt mange udfald.
En
sidste målsætning for vores udflugt var at spotte det sjældne næbdyr (Platypus)
og til det formål indlogerede vi os på et lille resort i Eungella
Nationalpark, hvor det lille kræ ofte skulle kunne opleves i den fri
natur. Platypus er natdyr og chancerne for at se den er størst omkring
morgengry og/eller skumring og først efter timers tålmodig og tyst
venten ved flodbredden. Men minsandten om ikke vi var heldige at et
eksemplar svømmede frejdigt rundt for næsen af os straks som vi, efter
ankomst midt eftermiddag, gik en lille tur langs floden
J. Senere så vi den igen ved
et par andre besøg ved floden, men aldrig så tydeligt som den
allerførste gang.
Tilbage
på Towanda havde vejret ikke ændret sig til det bedre. Langs kysten
blæste det stadig meget og dagene bød på regn, regn og atter regn. Efter
nogle dage fik vi dog havnekuller og måtte af sted uanset vejret. Vi tog
på Ø-hop i mindre dagture og tilbragte aftenerne nede om læ, i ly for
regn og blæst, og underholdt os selv med DVD-film og varme romtoddyer.
Ikke just tropesejlads, men hyggeligt og fredeligt. Pludselig indløb dog
en mail over sattelittelefonen og hyggen var forbi. Jens’s mor var
blevet alvorligt syg og vi måtte til Danmark i en fart. Det var
selvfølgelig weekend, oven i købet Sankt Hans aften og nærmeste havn var
Airlie Beach, stadig en dagsrejse væk. Men ved gode venners hjælp fik vi
alligevel hurtigt arrangeret flybilletter m.m. og 3 ½ dag efter var vi i
Danmark. Nu er dette ikke stedet for at gå i detaljer med denne
ulykkelige tid, men for alligevel at berøre det kort må vi desværre
fortælle at vi mistede Jens’s mor før vi nåede hjem, men at det
naturligvis var en trøst i sorgen at vi kom hurtigt hjem og kunne hjælpe
Jens’s far og hinanden igennem den første svære tid.
Efter
ca. en måned var vi tilbage på Towanda, som ventede trofast på sin
havneplads i Abel Point Marina i Airlie Beach. Og ca. en halv time efter
ankomst påmønstrede vore gaster for de kommende 3 uger, vores unge niece
Anna og hendes søde kæreste Thiis. Det pressede tidsskema gav
naturligvis en del stress, og da vi ikke havde turdet efterlade Towanda
med mad i køleskab og fryser var der oven i købet behov for en seriøs
omgang proviantering. Vi havde dog lejet bil til brug for transporten
fra lufthavnen, så næste formiddag var vi tidligt på farten for at købe
stort ind af mad og drikkevarer mens vi stadig havde denne mulighed for
at transportere det ned til havnen. Resten af dagen gik med at stuve de
indkøbte varer væk og Skipper fik også lige tid til at installere den
tidligere indkøbte GPS-antenne så vi igen kunne navigere sikkert. På
grund af den uventede tur til Danmark var vi ikke så langt nordpå som
planlagt og de efterfølgende dage skulle vi se at få indhentet nogle af
de ”tabte” sømil. Ikke lige noget der kunne ophidse et par unge
københavnere, som nok syntes at underholdningsniveauet på de første
lange sejldage var noget sløvt.
Det
hjalp dog lidt da vi på tredjedagen så flere pukkelhvaler boltre sig
lystigt kun få hundrede meter væk og lidt senere også havde delfiner for
boven. Da Thiis sidst på eftermiddagen også fangede en 3 kgs Spotted
Makrel var stemningen helt høj, og fisken blev straks konverteret til et
dejligt måltid samt en masse fiskefrikadeller som kunne live op i
frokosterne de kommende dage. Den efterfølgende dag måtte skipper
selvfølgelig lige markere sit territorium af og fangede derfor selv en 4
kgs Makrel, så var det ligesom sat på plads
J
Samme
dag ankom vi til Magnetic Island ved Townsville og havde dermed
indhentet de forsømte mil så vi igen kunne slappe lidt af. Det foregik
bl.a. i Bungalow Bay Koala Village, en lille minizoo, hvor man kunne
komme helt tæt på og holde flere af de indfødte australske dyr, som fx
kakadue, krokodille, koala og slanger. Mest populær var vel koalaen,
mens i hvert fald Anna havde svært ved at finde smilet frem mens hun
skulle fotograferes med en Pytonslange om halsen. Det gik meget bedre
med at holde en krokodille i armene, men dens gab var nu også
forsvarligt lukket med en gang plaster (Band Aid).
Dagen
efter havde vi en dejlig afslappet sejldag i en let brise og for genoa
alene og udover at vi spottede et par hvaler i det fjerne var den
største begivenhed at vore gaster begge benyttede de gode vejrforhold
til en tur i masten. Der var højt ned var begge enige om, men udsigten
havde været rigtig god. Næste dag forsvandt vinden helt og bedst som vi
gik for motor mod Dunk Island mødte vi en lille flok på 3-4 pukkelhvaler
og en kalv som havde kurs lige mod os. Vi slukkede motoren og drev rundt
blandt dem i en afstand af helt ned til omkring 100 m da de var nærmest.
Efter en lille times tid blev de dog trætte af selskabet og forsvandt
ligeså langsomt ud af vores synsfelt.
Senere
på dagen, et par mil før vi var fremme ved Dunk Island, fandt skipper
pludselig en lille øgruppe liggende lige på kurslinien. Meget ubelejligt
og ganske foruroligende fordi kursen selvfølgelig var udstukket efter
alle kunstens regler i både papir- og elektronisk søkort, og der skulle
bestemt ikke være øer lige der. Skipper dobbelttjekkede med radar osv.
men ihukommende vort nyttige motto: ”At såfremt søkortet ikke stemmer
overens med virkeligheden, så er det virkeligheden som passer” ændrede
vi kurs og måtte blot konstatere at der var en betydelig fejl i søkortet
på dette sted. Ikke så sært at Kaptajn Cook gik på grund her i området,
med sådanne elendige søkort
J
På Dunk
Island havde vi en dejlig overliggerdag med lidt snorkeling og en god
frokost på en strandcafe, hvorefter vi igen hev ankeret op for at
fortsætte nordover. Dvs. ikke helt op, for minsandten om ikke vores
ankerspil for tredje gang opgav ævred, denne gang efter kun et par
måneders brug. Surt sjov, så surt at vi nærmest i munden på hinanden
udbrød at dette var dråben og at vi nu måtte have et nyt og større
ankerspil. Da det var så heldigt at næste dag var vores 20-års
bryllupsdag kunne det passende være vores gave til hinanden. Held i
uheld for skipper, som naturligvis ikke havde fået købt gave til fruen,
og ekstra heldigt fordi det havde hun jo, således han dermed fik 2 gaver
J
Lidt
malurt i bægret var det dog at måtte starte sin bryllupsdag med at hive
40 m kæde ind manuelt, men eftersom der kun var få mil ind til Cairns
nåede vi da at fejre dagen behørigt med en god middag i byen.
De
efterfølgende dage gik med at anskaffe et nyt ankerspil og træffe
aftaler om at få det installeret. På mirakuløs vis lykkedes det at
fremskaffe et spil som kunne leveres i løbet af en uges tid, og endnu
mere overraskende havde vi det held at finde en bådebygger som ville
påtage sig at installere det ugen efter. Med det på plads kunne vi igen
slappe af og sejlede med vore gaster ud til et par af de nærliggende
rev, hvor vi fik os et par gode dage med nogle flotte snorkeldyk, før
turen gik tilbage til Cairns, hvor vi havde planlagt et par spændende
oplevelser i land.
Først
lejede vi en bil og kørte på opdagelse i oplandet. Første stop var
landsbyen Kuranda, hvor vi sejlede en tur på floden og så på
krokodiller. Bitte små var de ganske vist, men de var ægte nok. Derefter
frekventerede vi de mange boder, hvoraf de fleste var lige turistede
nok. Et sted fandt vi dog en tilsyneladende seriøs forhandler af
originale Digderidoos og da det lykkedes Thiis at fremtvinge en lyd ud
af en sådan var han pludselig meget opsat på at erhverve samme. Billig
var den dog ikke, men efter nogen forhandling lykkedes det at prutte
prisen ned til et niveau som han mente kunne presses ind i hans
studiebudget. Om det koster en lærebog eller to i løbet af næste
semester vides ikke, men det var i hvert fald lige ved da han senere
blev afkrævet £120 for at få den med i British Airways flyet hjem. Det
lykkedes heldigvis at omgå dette ublu krav ved at skifte til et andet
flyselskab. Vi endte med at bruge det meste af dagen i Kuranda, men
kørte en omvej hjem til Cairns via Mareeba og Port Douglas bare for lige
at se os omkring.
Den
efterfølgende dag kørte vi igen på sightseeing i oplandet og fik mange
flotte naturoplevelser med os hjem. Blandt seværdighederne var The Giant
Fig Tree som efter sigende er verdens mest fotograferede træ, men her
fandt vi det dog endnu mere interessant at der i træet ved siden af sad
en af de sjældne Lomholz Trækænguruer. Det er altid spændende at se de
specielle australske dyr ude i det fri, men det var alligevel ved at
blive lige spændende nok senere samme dag da vi pludselig stod ansigt
til næb med en Cassowary. En Cassowary er en Emulignende fugl med nogle
gevaldige klør som den efter sigende ikke er bange for at benytte hvis
den føler sig truet. Selvom det således var spændende og uventet at få
lov at opleve den helt tæt på, var ingen dog helt trygge da den begyndte
at følge efter Anna og Thiis. Der skete dog ingen skade, andet end måske
lidt på værdigheden
J
Anderledes frygtløst kastede vore gaster sig de følgende dage ud i
Whitewater Rafting og Faldskærmsudspring, men der havde skipperparret
uheldigvis nogle meget vigtige ting for og kunne derfor ikke deltage.
Til vores store glæde kom de også helskindede igennem disse prøvelser,
måske endda med genoprettet værdighed, men dermed var deres ferie også
brugt helt op, og afskedens time oprandt tidligt næste morgen.
Helt
alene var vi dog ikke, idet vi dagen forinden uventet havde fået besøg
af Henning som er på vej Lolland Rundt i sin Bandholm 30, S/Y KUTA.
Henning kendte vi af omtale fra andre langturssejlere, men havde også
kort mødt ham før hans afrejse på et af FTLF’s vintertræf, så det var
endnu en uventet men hyggelig hændelse at han pludselig stod ved kajen
og sagde ”Hej Lene og Jens”. Henning er på vej til USA via Sydafrika, og
var drejet indenom Cairns for at lave et par reparationer og
forbedringer før den lange sejltur, og det var dejligt at hilse på ham
igen og udveksle en masse sørøverhistorier og nyt om fælles bekendte.
Selv gik
vi i krig med projekt ”ankerspil”, så vi kunne være klar til at tage
imod nye velkomne gæster 14 dage efter.
Knus fra,
Lene & Jens
S/Y TOWANDA
5. September 2007
S 15º27’723 Ø 145º14’714
Cooktown, Queensland, Australien
|