17. april genså vi igen Towanda efter at have været hjemme i Danmark i over et halvt år. Hun havde klaret sig fint helt alene men trængte dog til en grundig afvaskning. Det var imidlertid ikke helt så let som det lyder idet der i Queensland er vandmangel og derfor indført en omfattende vandrationering der bl.a. forbyder brug af ferskvand til vask af sejlbåde. Undtaget var selvfølgelig egenproduceret vand, så da vi, efter nogen tid hvor Lene havde klatvasket dækket lidt i smug, blev opmærksom på denne undtagelsesregel kunne vi igen plaske lystigt med henvisning til at vi skam havde watermaker ombord. At denne så ikke havde kunnet producere ferskvand det sidste års tid behøvede ingen jo at vide, og så havde vi da endelig lidt glæde af den J

Inden Towanda var klar til at komme i vandet havde vi dog planlagte diverse arbejder, som fx at hæve vandlinien 15 cm, ligesom vi da også lige skulle have et par lag frisk bundmaling på. Men denne entreprise havde vi udliciteret til det lokale værft, så det klarede de mens vi lejede bil og kørte lidt på sightseeing i området. Vore norske venner på Stormsvalen var til vores store gensynsglæde netop sejlet ind i havnen, og da Anne Brith mente det af stor nødvendighed at hun fik lejlighed til at kramme en Koala, slog vi følge med dem og satte kurs mod et Koala reservat nord for Brisbane, hvor dens slags skulle kunne lade sig gøre – mod behørig betaling naturligvis. Reservatet var imidlertid lukket ned flere år forinden og omdannet til et eksklusivt etablissement for afholdelse af bryllupsreceptioner, og da ingen af os var aktuelle emner for noget sådant, lagde vi kursen om mod den nyligt afdøde Steve Irwins berømte Australian Zoo.

Selvom vi naturligvis savnede den karismatiske Steve Irwin til at fodre krokodillerne var besøget en positiv oplevelse, hvor man især lagde mærke til personalets entusiasme og viljen til at gøre dyrenes ufrivillige ophold i fangenskabet så behageligt som muligt. Da vi under krokodilleshowet blev forevist en ret glorificerende video med Irwin og opfordret til at minde ham med 1 minuts stilhed var det dog lige ved at blive lidt kvalmende. Anne Brith fik dog, om ikke krammet, så dog i hvert fald kløet sin Koala, så alt i alt var udflugten en stor succes.

Dagen efter måtte vi desværre sige farvel til både Stormsvalen og vore venner fra Carelbi som også lå i havnen. Begge både skulle deltage i et Cruising rally til Indonesien med afgang fra Darwin sidst i juli og havde travlt med at komme videre nordover. Senere går de mod Middelhavet via Røde Havet, så måske kan vi være heldige at gense dem der til næste sommer.

I stedet fortsatte vi vores sightseeing på egen hånd og kørte vestpå for at smage lidt af outbacken. Vi så masser af smukke og storslåede landskaber og typiske små outbackbyer, men til vores store skuffelse ingen kænguruer eller lignende af den specielle lokale fauna.

Tilbage i havnen var Towanda nu klar til søsætning og det var en dejlig fornemmelse igen at have vand under kølen.

Vores planer inkluderede imidlertid flere forbedringer og i de følgende dage arbejdes på højtryk med at udvide vores batteribank til 720 Ah, forlænge pushpitten frem til søgelænderåbningen, udskifte diverse ventiler i gassystemet, inspicere riggen, udføre stort motorservice samt meget, meget andet. Alt forløb dog næsten planmæssigt, hvilket er sjældent man kan sige det og efter 4 uger var vi endelig klar til at sejle mod troperne igen.

Første dagsrejse gik dog ikke nordover, men tilbage mod Manly, hvor vi havde erfaret at vore gode canadiske venner Dany og Claude fra S/Y Sijoli netop var ankommet fra New Zealand.  De havde forgæves forsøgt at sælge deres båd i N.Z. og ville nu forsøge om markedet var bedre i Australien. Det var det tilsyneladende, eftersom de solgte den i løbet af en uges tid, og dermed var klar til at flyve tilbage til Fiji, hvor det er deres plan at starte en perlefarm. Eksotisk og spændende må vi sige, og nåede dermed lige at hilse på dem og ønske dem alt mulig held og lykke med deres projekt.

Vi satte derefter hurtigt kursen nordover og valgte at gå indenom verdens største sandø, Fraser Island, selvom det indebar en dramatisk indsejling over sandbarren, som typisk danner sig udenfor et flodudløb. Det forløb nu ganske let, men når indsejlingen er navngivet The Mad Mile giver det naturligvis en vis forhåndsrespekt. Indenfor barren ventede så Great Sandy Strait, en passage på ca. 40 sømil ad snoede, smalle og meget lavvandede sejlrender, hvor det var vigtigt at få tidevandet til at passe perfekt for at undgå grundstødning. Dette gik også uden problemer selvom ekkoloddet flere gange viste mindre end 1,50 m vand på trods af at Towandas dybgang er over 1,60.  Midt i strædet overnattede vi på en smuk lille ankerplads, hvorfra vi i skumringen så Dingoer på stranden.

Vi brugte den aften også mange kræfter på at spejde efter de frygtede saltvandskrokodiller, men de viste sig dog ikke. De skulle dog også først være en risiko længere nordpå, men ikke desto mindre afholdt vi os fra de sædvanlige morgen- og aftendukkerter.

Næste morgen bød på en særdeles smuk sejlads på spejlblankt vand, men med nerverne udenpå tøjet pga. af den sparsomme vanddybde. Det gik dermed også noget langsommere end planlagt og da vinden ville friske op de kommende dage opgav vi at nå Bundaberg, og gik i stedet i havn i Urangan hvor vi blev nogle dage. Urangan er ganske hyggelig, men en anelse turistet da det er udgangspunkt for mange udflugter til Fraser Island ligesom det er hjemsted for et utal af både der i sæsonen sejler Hervey Bay tynd, på udkig efter hvaler.

Urangan er også kendt for sin pier som strækker sig 1 km ud i Hervey Bay. Pieren blev færdiggjort i 1917 og tjente indtil 50-erne som udskibningssted for områdets store sukkerproduktion. Herefter forfaldt den igennem en årrække, men blev restaureret og er nu et meget populært fiskested og en velbesøgt del af turistbyens strandpromenade. Langs denne strandpromenade tog vi for første gang de offentlige grillpladser i nærmere øjesyn og hovmesteren organiserede en dag en dejlig grillaften for to.

Nogle dage efter gik vi videre mod Bundaberg, men da vi ankom til flodmundingen efter mørkets frembrud valgte vi at ankre op her og sejle de 8 mil op ad floden til byen den efterfølgende dag.

Uheldigvis viste det sig næste morgen at vores motor ikke ville starte. Et hurtigt kig i motorrummet afslørede straks årsagen, eftersom oliebrønden var fuldt af vand – saltvand – og startermotoren var særdeles angrebet af rust. Rent held at vi havde kunnet starte aftenen forinden idet indsejlingen i floden havde været lidt tricky for sejl. Skurken var et løst spændbånd omkring kølevandsslangen hvorfra kølevandet havde pumpet kaskader af vand ud i motorrummet i alle de mange timer vi havde sejlet for motor i Great Sandy Strait. Eller rettere sagt, i alle de timer vi havde sejlet for motor siden mekanikeren i Scarborough havde foretaget det store motoreftersyn – og havde glemt at stramme det pågældende spændbånd igen L

Sejlturen ind til Bundaberg blev derfor aflyst og i stedet gik vi i land for at søge efter en ny startermotor. Til alt held kunne denne skaffes hjem til dagen efter (meget usædvanligt på disse kanter) og kun to dage forsinket kunne vi liste af sted med tidevandet ad Burnett River til Bundaberg. Heller ikke her var der for meget vand under kølen og et enkelt sted på ruten tog vi da også bunden et kort øjeblik. Flodbunden var dog blød mudder og med lidt ekstra kraft på motoren sled vi os igennem og kom ud på dybere vand igen.

I Bundaberg havde vi knapt fortøjret til broen før en fyr fra båden foran os tilbød os en frisk Mud Crab som han netop havde hevet op af floden. Vi ville ikke virke uhøflige og takkede pænt ja, og minsandten om han ikke leverede den friskkogt og det hele, lige til frokosttid. Perfekt start på det ophold J

Poul, som den venlige fyr hed, tog os siden hen på udflugt i sin ret udtjente 4WD, hvor han også var meget generøs med sin viden om området. Og hvis man skal tro hans livshistorie var han i det hele taget af meget gavmildt gemyt, idet han fortalte en helt utrolig historie om at lægerne for 5 år siden havde givet ham et halvt år at leve i. Han var på det tidspunkt indehaver af en stor vognmandsforretning som han hurtigt afhændede for ca. 10 mio. AUD. Med det store beløb i ”lommen” opsøgte han nogle tilfældige enlige mødre i et storcenter, og efter et par interviews udvalgte han 3 som han hver gav et hus samt 3-400.000 AUD, til ligesom at få en ny chance i livet. Resten af formuen satte han i en fond til sine børn, undtaget et mindre beløb som han vurderede ville række hans begrænsede tid ud.

Det er som nævnt nu 5 år siden og det beskedne beløb er for længst brugt. Så mens Poul nu er fattig som en kirkerotte, lever 3 unge mødre i luksus og hans børn ringer dagligt for at høre om han ikke snart dør, så de kan få udbetalt pengene fra fonden. Han tog det nu pænt, for han regner stadig med at hans tid trods alt er begrænset og ser hver ny dag som en ekstra gevinst.

Efter et par dage i Bundaberg tog vi nogle lange stræk nordover kun med natlige stop i passende ankerbugter langs kysten og på øerne. En speciel ø på ruten var Mid Percy Island, hvor vi på den ellers øde strand fandt et gammelt telefonskur, hvor der for halvtreds år siden var en direkte linie op til øens eneste beboelse. Sejlerne har gennem tiden hængt skilte og andre effekter med båd- og besætningsnavne op i skuret, som nu er en sjov attraktion. Ved siden af det primitive skur er siden hen rejst et større læskur som sejlerne har benyttet, og som nu også er overfyldt af sjove effekter og minder fra de besøgende. Vi fandt mange navne på sejlere som vi kendte og Towanda skulle naturligvis også repræsenteres, hvilket skete med en lidt slidt FTLF-stander med vore navne og datoen for vores besøg.

Det var fine sejldage og smukke øer vi besøgte, men vejret var ikke helt med os. Det regnede en del i de dage, det var køligt, for ikke at sige direkte koldt om aftenen og natten, og da vejrmeldingerne desuden begyndte at true med hårde vinde besluttede vi at gå i havn i Mackay. Det var i de dage hvor det stormede en del i New South Wales og en dansk kulbåd gik på grund på stranden ved Newcastle. Så slemt var det ikke på vores breddegrad, og godt det samme, for da vi nærmede os Mackay, måtte vi åle os igennem 50-60 kulbåde som lå tæt for anker lige ude for kuludskibningshavnen, Vi kunne forstå at det var nøjagtig samme situation som de havde haft i Newcastle, og det er let at se hvordan det kunne blive kritisk hvis en af dem begyndte at drive rundt for sit anker, uden plads til at manøvrere.

I Mackay tænkte vi lidt naivt at vi måske kunne undslippe det dårlige vejr ved at tage langt ind i outbacken, så vi lejede en bil for en uge og kørte vestpå, ind i landet. Det blev en spændende tur, men selvom vi heldigvis undslap regnen undgik vi ikke de kolde aftener og nætter og vi konstaterede mange gange at den Australske vinter var koldere end ventet og at vores sommerlige garderobe ikke var helt på niveau med behovet.

De første dage kørte vi igennem guld- og ædelstensmineområderne, som meget passende bar flotte navne som Rubyvale, Sapphire og Emerald. Vi ville også have besøgt Opalton hvis ikke det havde krævet en 120 kms tur ad en støvet grusvej derud og kun den samme rute tilbage.

Der findes stadig ædelsten i disse områder og det er muligt for forbipasserende at købe retten til at forsøge sig som både guld- og opalgraver i et afgrænset område. Vi havde imidlertid ikke tilstrækkelig tillid til vore evner i den retning til at forsøge os. Der var til gengæld et nærmest uudtømmeligt udbud af rubiner, safirer og opaler i butikkerne og kun Skippers standhaftighed og medfødte nærighed reddede Hovmesteren fra at knække nakken på at bære rundt på alle de tunge sten.

Stadig med kursen vestover fortsatte vi ad lange øde vejstrækninger, ofte på grusveje over udtørrede flodlejer og hele tiden med udsigt til åbne, næsten træløse strækninger. Af og til dukkede en flok kænguruer op ikke langt fra vejen og vi så også emu og masser af vilde kalkuner. Ud over den storslåede natur var attraktionerne sparsomme, men undervejs besøgte vi et uldvaskeri og en fåreklipperstation, som dog var taget ud af drift for adskillige årtier siden. Området er nu ikke længere fåre- men snarere kvægområde. Uldvaskeriet var dampdrevet, af damp fra undergrunden, og ganske interessant. Ulden blev drevet af store stålspyd gennem forskellige bade med rensende medikamenter, og guiden fortalte meget morsomt om en amerikansk kvinde som forfærdet spurgte om ikke disse spyd var farlige for fårene. Hun blev dog beroliget af at erfare at man rent faktisk separerede ulden fra fåret før den blev sendt gennem vaskemaskinen.

Efter en begivenhedsrig dag nåede vi til en typisk lille outbackby med nogle få hundrede indbyggere og et enkelt ”watering hole” med det eksotiske klingende navn, Clarence Overflow Hotel. Da vi ville entre baren dels for at afslutte dagen med en øl og dels i håb om at booke et værelse for natten fandt vi døren spærret af en barstol. En af gæsterne sprang dog straks op og lukkede os ind med en henslængt bemærkning om at stolen stod for døren for at holde kænguruen inde. Vi tog det som en spøg og blev mildt sagt overrasket da der kort efter kom en lille kænguruunge hoppende omkring hjørnet på baren og fortsatte ud i køkkenregionerne. Snart efter kom den tilbage, nu på armen af kromutter, vellystent suttende på en sutteflaske med fløde. Ungen, der i øvrigt lød navnet Jeannie, havde kroens værtinde taget i pleje for ca. 10 mdr. siden da dens mor desværre havde sluttet sig til det tusindtal af kænguruer der hver dag bliver 4WD’ernes bytte på de øde landeveje.

Det lykkedes os i øvrigt at få et værelse for natten, hvilket vi senere i nogen grad fortrød, da nætterne jo stadig var kolde og værelset viste sig at være pivutæt, uden varmeapparat af nogen art, og uden anden komfort end en stålseng med en udtjent dobbeltmadras, et par tynde sommerdyner og et vakkelvornt sengebord. Bad og toilet var fælles for alle og lå en lang og kold gåtur fra værelset. Vi havde dog balkon med udsigt, hvilket vi også havde værdsat, var den ikke af så tvivlsom beskaffenhed at vi kun vovede os kortvarigt derud samt at det i øvrigt var alt for koldt at opholde sig udendørs efter mørkets frembrud. Aftenunderholdningen i Clarence var ganske fraværende og selvom vi forsøgte at udskyde vores sengetid ved at indtage et par øl i baren blev også dette tidsfordriv så køligt at vi ikke så anden udvej end tidligt at give os hen til sommerdynernes mangelfulde, men trods alt varmetabsbegrænsende effekt.

Ikke desto mindre var det en sjov og farverig oplevelse at bo på hotellet i denne typiske outbackby, og selv da det viste sig at vi selv skulle tilberede den inkluderede morgenmad i etablissementets mildt sagt ”pittoreske” køkken, forhindrede det ikke at vi tog derfra med et smil på læben og med et velment afskedsvink til værtinden og Jeannie.

Næste dags rute førte os til Longreach som er berømt for at være det oprindelige hjemsted for det australske flyselskab, Quantas. Queensland And North Territory Aerial Service blev stiftet i nærliggende Winton i 1921, men hurtigt flyttet til Longreach. Nu om dage er det hjemsted for Quantas flymuseum, og dagen efter vi ankom, var tilfældigvis en stor festdag idet der for første gang skulle lande en jumbojet i den lille lufthavn. Jumboen skulle herefter indgå i museets samling. Det store antal honoratiores der fulgte med sådan en begivenhed medførte dog også at der ikke var et eneste ledigt hotelværelse at finde i byen, så efter et interessant besøg på Australian Stockman’s Hall of Fame, var vi tvunget til næste by for at finde overnatning.

Det blev på hotel North Gregory i Winton, som ud over at være en anelse bedre standard end Hotel Clarence Overflow, også var berømt for at være stedet hvor Australiens uofficielle nationalmelodi, Waltzing Mathilda, blev uropført af komponisten Banjo Paterson i 1895. Winton rummer derfor også et helt museum bygget over denne melodi, og ikke mindst over teksten som, trods helt igennem fiktiv, er blevet et symbol på den Australske frihedstrang.

Efter Winton blev landskabet, om muligt endnu mere tørt og fladt, og efterhånden som det gik op for os at det næste punkt mod vest der var mere end et par meter højt ville være Uluru (Ayers Rock), satte vi igen kursen østover mod kysten og den ventende Towanda. Undervejs stoppede vi bl.a. i Bowen som var på den anden ende fordi der var filmoptagelser i gang med selveste det australske ikon Nicole Kidman, som efter sigende spankulerede rundt i byen som en helt ”almindelig” person. Vi så hende dog ikke, og helt almindeligt var det vist heller ikke da hendes fødselsdag få dage efter vort besøg blev fejret med et overdådigt fyrværkeri på størrelse med nytårsaften i Sydney. Som noget af det sidste kørte vi til Airlie Beach hvor det lykkedes os at erhverve en ny GPS-antenne, hvilket var påkrævet eftersom den gamle var begyndt at have ubehageligt mange udfald.

En sidste målsætning for vores udflugt var at spotte det sjældne næbdyr (Platypus) og til det formål indlogerede vi os på et lille resort i Eungella Nationalpark, hvor det lille kræ ofte skulle kunne opleves i den fri natur. Platypus er natdyr og chancerne for at se den er størst omkring morgengry og/eller skumring og først efter timers tålmodig og tyst venten ved flodbredden. Men minsandten om ikke vi var heldige at et eksemplar svømmede frejdigt rundt for næsen af os straks som vi, efter ankomst midt eftermiddag, gik en lille tur langs floden J. Senere så vi den igen ved et par andre besøg ved floden, men aldrig så tydeligt som den allerførste gang.

Tilbage på Towanda havde vejret ikke ændret sig til det bedre. Langs kysten blæste det stadig meget og dagene bød på regn, regn og atter regn. Efter nogle dage fik vi dog havnekuller og måtte af sted uanset vejret. Vi tog på Ø-hop i mindre dagture og tilbragte aftenerne nede om læ, i ly for regn og blæst, og underholdt os selv med DVD-film og varme romtoddyer. Ikke just tropesejlads, men hyggeligt og fredeligt. Pludselig indløb dog en mail over sattelittelefonen og hyggen var forbi. Jens’s mor var blevet alvorligt syg og vi måtte til Danmark i en fart. Det var selvfølgelig weekend, oven i købet Sankt Hans aften og nærmeste havn var Airlie Beach, stadig en dagsrejse væk. Men ved gode venners hjælp fik vi alligevel hurtigt arrangeret flybilletter m.m. og 3 ½ dag efter var vi i Danmark. Nu er dette ikke stedet for at gå i detaljer med denne ulykkelige tid, men for alligevel at berøre det kort må vi desværre fortælle at vi mistede Jens’s mor før vi nåede hjem, men at det naturligvis var en trøst i sorgen at vi kom hurtigt hjem og kunne hjælpe Jens’s far og hinanden igennem den første svære tid.

Efter ca. en måned var vi tilbage på Towanda, som ventede trofast på sin havneplads i Abel Point Marina i Airlie Beach. Og ca. en halv time efter ankomst påmønstrede vore gaster for de kommende 3 uger, vores unge niece Anna og hendes søde kæreste Thiis. Det pressede tidsskema gav naturligvis en del stress, og da vi ikke havde turdet efterlade Towanda med mad i køleskab og fryser var der oven i købet behov for en seriøs omgang proviantering. Vi havde dog lejet bil til brug for transporten fra lufthavnen, så næste formiddag var vi tidligt på farten for at købe stort ind af mad og drikkevarer mens vi stadig havde denne mulighed for at transportere det ned til havnen. Resten af dagen gik med at stuve de indkøbte varer væk og Skipper fik også lige tid til at installere den tidligere indkøbte GPS-antenne så vi igen kunne navigere sikkert. På grund af den uventede tur til Danmark var vi ikke så langt nordpå som planlagt og de efterfølgende dage skulle vi se at få indhentet nogle af de ”tabte” sømil. Ikke lige noget der kunne ophidse et par unge københavnere, som nok syntes at underholdningsniveauet på de første lange sejldage var noget sløvt.

Det hjalp dog lidt da vi på tredjedagen så flere pukkelhvaler boltre sig lystigt kun få hundrede meter væk og lidt senere også havde delfiner for boven. Da Thiis sidst på eftermiddagen også fangede en 3 kgs Spotted Makrel var stemningen helt høj, og fisken blev straks konverteret til et dejligt måltid samt en masse fiskefrikadeller som kunne live op i frokosterne de kommende dage. Den efterfølgende dag måtte skipper selvfølgelig lige markere sit territorium af og fangede derfor selv en 4 kgs Makrel, så var det ligesom sat på plads J

Samme dag ankom vi til Magnetic Island ved Townsville og havde dermed indhentet de forsømte mil så vi igen kunne slappe lidt af. Det foregik bl.a. i Bungalow Bay Koala Village, en lille minizoo, hvor man kunne komme helt tæt på og holde flere af de indfødte australske dyr, som fx kakadue, krokodille, koala og slanger. Mest populær var vel koalaen, mens i hvert fald Anna havde svært ved at finde smilet frem mens hun skulle fotograferes med en Pytonslange om halsen. Det gik meget bedre med at holde en krokodille i armene, men dens gab var nu også forsvarligt lukket med en gang plaster (Band Aid).

Dagen efter havde vi en dejlig afslappet sejldag i en let brise og for genoa alene og udover at vi spottede et par hvaler i det fjerne var den største begivenhed at vore gaster begge benyttede de gode vejrforhold til en tur i masten. Der var højt ned var begge enige om, men udsigten havde været rigtig god. Næste dag forsvandt vinden helt og bedst som vi gik for motor mod Dunk Island mødte vi en lille flok på 3-4 pukkelhvaler og en kalv som havde kurs lige mod os. Vi slukkede motoren og drev rundt blandt dem i en afstand af helt ned til omkring 100 m da de var nærmest. Efter en lille times tid blev de dog trætte af selskabet og forsvandt ligeså langsomt ud af vores synsfelt.

Senere på dagen, et par mil før vi var fremme ved Dunk Island, fandt skipper pludselig en lille øgruppe liggende lige på kurslinien. Meget ubelejligt og ganske foruroligende fordi kursen selvfølgelig var udstukket efter alle kunstens regler i både papir- og elektronisk søkort, og der skulle bestemt ikke være øer lige der. Skipper dobbelttjekkede med radar osv. men ihukommende vort nyttige motto: ”At såfremt søkortet ikke stemmer overens med virkeligheden, så er det virkeligheden som passer” ændrede vi kurs og måtte blot konstatere at der var en betydelig fejl i søkortet på dette sted. Ikke så sært at Kaptajn Cook gik på grund her i området, med sådanne elendige søkort J

På Dunk Island havde vi en dejlig overliggerdag med lidt snorkeling og en god frokost på en strandcafe, hvorefter vi igen hev ankeret op for at fortsætte nordover. Dvs. ikke helt op, for minsandten om ikke vores ankerspil for tredje gang opgav ævred, denne gang efter kun et par måneders brug. Surt sjov, så surt at vi nærmest i munden på hinanden udbrød at dette var dråben og at vi nu måtte have et nyt og større ankerspil. Da det var så heldigt at næste dag var vores 20-års bryllupsdag kunne det passende være vores gave til hinanden. Held i uheld for skipper, som naturligvis ikke havde fået købt gave til fruen, og ekstra heldigt fordi det havde hun jo, således han dermed fik 2 gaver J

Lidt malurt i bægret var det dog at måtte starte sin bryllupsdag med at hive 40 m kæde ind manuelt, men eftersom der kun var få mil ind til Cairns nåede vi da at fejre dagen behørigt med en god middag i byen.

De efterfølgende dage gik med at anskaffe et nyt ankerspil og træffe aftaler om at få det installeret. På mirakuløs vis lykkedes det at fremskaffe et spil som kunne leveres i løbet af en uges tid, og endnu mere overraskende havde vi det held at finde en bådebygger som ville påtage sig at installere det ugen efter. Med det på plads kunne vi igen slappe af og sejlede med vore gaster ud til et par af de nærliggende rev, hvor vi fik os et par gode dage med nogle flotte snorkeldyk, før turen gik tilbage til Cairns, hvor vi havde planlagt et par spændende oplevelser i land.

Først lejede vi en bil og kørte på opdagelse i oplandet. Første stop var landsbyen Kuranda, hvor vi sejlede en tur på floden og så på krokodiller. Bitte små var de ganske vist, men de var ægte nok. Derefter frekventerede vi de mange boder, hvoraf de fleste var lige turistede nok. Et sted fandt vi dog en tilsyneladende seriøs forhandler af originale Digderidoos og da det lykkedes Thiis at fremtvinge en lyd ud af en sådan var han pludselig meget opsat på at erhverve samme. Billig var den dog ikke, men efter nogen forhandling lykkedes det at prutte prisen ned til et niveau som han mente kunne presses ind i hans studiebudget. Om det koster en lærebog eller to i løbet af næste semester vides ikke, men det var i hvert fald lige ved da han senere blev afkrævet £120 for at få den med i British Airways flyet hjem. Det lykkedes heldigvis at omgå dette ublu krav ved at skifte til et andet flyselskab. Vi endte med at bruge det meste af dagen i Kuranda, men kørte en omvej hjem til Cairns via Mareeba og Port Douglas bare for lige at se os omkring.

Den efterfølgende dag kørte vi igen på sightseeing i oplandet og fik mange flotte naturoplevelser med os hjem. Blandt seværdighederne var The Giant Fig Tree som efter sigende er verdens mest fotograferede træ, men her fandt vi det dog endnu mere interessant at der i træet ved siden af sad en af de sjældne Lomholz Trækænguruer. Det er altid spændende at se de specielle australske dyr ude i det fri, men det var alligevel ved at blive lige spændende nok senere samme dag da vi pludselig stod ansigt til næb med en Cassowary. En Cassowary er en Emulignende fugl med nogle gevaldige klør som den efter sigende ikke er bange for at benytte hvis den føler sig truet. Selvom det således var spændende og uventet at få lov at opleve den helt tæt på, var ingen dog helt trygge da den begyndte at følge efter Anna og Thiis. Der skete dog ingen skade, andet end måske lidt på værdigheden J

Anderledes frygtløst kastede vore gaster sig de følgende dage ud i Whitewater Rafting og Faldskærmsudspring, men der havde skipperparret uheldigvis nogle meget vigtige ting for og kunne derfor ikke deltage. Til vores store glæde kom de også helskindede igennem disse prøvelser, måske endda med genoprettet værdighed, men dermed var deres ferie også brugt helt op, og afskedens time oprandt tidligt næste morgen.

Helt alene var vi dog ikke, idet vi dagen forinden uventet havde fået besøg af Henning som er på vej Lolland Rundt i sin Bandholm 30, S/Y KUTA. Henning kendte vi af omtale fra andre langturssejlere, men havde også kort mødt ham før hans afrejse på et af FTLF’s vintertræf, så det var endnu en uventet men hyggelig hændelse at han pludselig stod ved kajen og sagde ”Hej Lene og Jens”. Henning er på vej til USA via Sydafrika, og var drejet indenom Cairns for at lave et par reparationer og forbedringer før den lange sejltur, og det var dejligt at hilse på ham igen og udveksle en masse sørøverhistorier og nyt om fælles bekendte.

Selv gik vi i krig med projekt ”ankerspil”, så vi kunne være klar til at tage imod nye velkomne gæster 14 dage efter.

Knus fra,
Lene & Jens

S/Y TOWANDA
5. September 2007
S 15º27’723  Ø 145º14’714
Cooktown, Queensland, Australien