I det sidste rejsebrev sluttede vi af med nogle linier fra Tonga, men ved gennemlæsning kan vi se at vi gik lidt hurtigt hen over nogle sjove oplevelser som bør med for at gøre vor beretning fuldkommen. Så vi skruer lige tiden tilbage til ankomsten til Neiafu igen.

På Tonga nåede bureaukratiet og korruptionen nemlig nye højder, og da vi fik anbragt os ved den dedikerede, men meget ubehagelige, indklareringskaj trådte systemet straks i kraft med besøg af ikke mindre end 3 myndigheder. Først karantænemyndighederne som ankom 2 mand høj og formedelst et gebyr på nogle få Paanga og 2 pakker cigaretter godkendte vores og bådens helbredsstand og tiltrådte vores adkomst til igen at få fast grund under fødderne.

Dog ikke før at en officer fra Customs havde været ombord og, under indtagelse af 1 dåse Sprite, havde udført et så udmarvende papirarbejde at smøgtrangen også kom over ham, så også han måtte betle sig til en pakke cigaretter.

Sidst, men ikke mindst, ankom Immigrationsofficeren iført traditionel påklædning med sarong, bastskørt og hele molevitten. Her var papirarbejdet relativt beskedent, men da der var varmt udbad han sig venligt en cola mens vi sludrede hyggeligt om Monarkiet i såvel Danmark som Tonga. Han var, som de fleste Tonganere glad for kongen, som desværre lå på det sidste på et hospital i New Zealand. Hvorimod han havde sine bekymringer om sønnen som skulle efterfølge den gamle og derfor så med nogen ængstelse mod fremtiden. Samtalen kom tilfældigvis også ind på aflønningen af Immigrationsofficerer, som efter hans udsagn var ret symbolsk, og da han i samme åndedrag følte trang til at afsløre at det faktisk var hans fødselsdag i dag, så vi ingen anden udvej end også at begave ham. Eftersom vi nu var ved at løbe tør for cigaretter måtte vi ty til andre midler og valget faldt på en flaske billig rom, hvilken han blev tydeligt overvældet over. Faktisk så meget at han bad om en aftale senere på ugen, hvor han ville give os en gave tilbage.

Efter indklareringen nu var tilendebragt kunne vi flytte os fra den urolige kaj over til en af de mange moorings som er udlagt ud for Neiafu. Her blev vi straks anråbt af en lidt snusket fyr i en jolle, som på forunderlig vis pludselig sad i cockpittet uden den ellers sædvanligvis påkrævede invitation til den slags. Lofi hed han, og han viste sig at være en meget speciel type som ernærede sig ved forskellige småjobs for sejlerne. Han kunne sørme også spå i håndfladerne og under en del sang og indtagelse af adskillige øl blev skipper spået en lysende fremtid. Lofis kone vaskede også tøj, datteren syede gæsteflag og så arrangerede Lofi Tongan Feast, hvilket efter hans udsagn bestod af en uovertruffen festaften med kæmpebuffet af lokale retter samt Tongan beer ad libitum.

Vi meldte os naturligvis straks til et sådan pragtarrangement og blev næste dag afhentet af Lofi i en lejet taxi. Med på turen var bl.a. Anne Brith og Tom fra Stormsvalen samt Silje og Dick, en norsk jente og en amerikansk fyr som var crew på en svenskejet 82 fods Swan. Vore forventninger til festaftenen dalede en anelse da taxien tog holdt uden for en faldefærdig rønne, som nok havde fire vægge og tag, men ellers ikke meget andet. Her boede Lofi, og vores forventninger sank yderligere en tak da vi gik gennem køkkenet, hvor vi ikke kunne spotte nogle forberedelser til et festmåltid, og blev vist ind i stuen hvis møblement i store træk bestod af et møgbeskidt basttæppe placeret midt på gulvet. Her blev vi anvist plads og satte os i en rundkreds omkring værten som holdt en lille velkomsttale. Omkring os stod Lofis søde, men ligeså beskidte, unger og de blev sendt ud i køkkenet som alligevel viste sig at kunne fremtrylle et antal tallerkener med et udvalg af afbrændt okse- og svinekød, et par frankfurterpølser og lidt taro. Hertil et glas vand og en bøjet kniv som skulle udgøre spiseredskabet. Det var vist på det tidspunkt vore forventninger sank til nulpunktet, men det var jo ikke så ringe endda eftersom det herefter kun kunne gå fremad. Under udvisning af stor selvsuggestion forestillede vi os at konen, som vel sagtens havde fremstillet det spartanske måltid, var renligere end resten af familien, og gik i krig med festmåltidet. Alle udviste stor pli og kritiserede ikke unødigt værten, som følgelig betragtede spiseriet med stor tilfredshed. Selv spiste han, måske klog af erfaring, intet.

De lovede Tongan beers materialiserede sig ikke, hvilket var lidt af en mangel, da ingen af os havde lyst til at prøve kræfter med vandet. Det undgik vi dog ikke for da vi efter måltidet endelig var nået til servering af Tongan beer, viste det sig at dette var Kava. Kava er en lettere euforiserende plante, hvis rødder udblødes i vand, hvorefter det drikkes under en højtidelig og nærmere fastlagt ceremoni. Først udvandes rødderne i en stor rund træbowle, hvorefter vandet antager en brun mudderagtig farve, som i dette tilfælde formodes at have været lidt mørkere end sædvanligt eftersom Lofis ene hånd umiddelbart virkede meget renere end den anden. Herefter fyldes en halv kokosnøddeskal med opvaskevandet, for sådan smager det, og værten hilser på gæsterne og tømmer skallen.

Alle klapper herefter begejstrede. Skallen fyldes nu igen og går videre til den højest rangerende gæst som gentager proceduren, og alle klapper igen. Sådan fortsætter det raden rundt, gerne flere gange, normalt indtil alle er sanseløst berusede eller bowlen er tom, hvilket måtte indtræffe først. I vort tilfælde nøjedes vi med et par omgange og beruselsen nåede ikke højere end at de fleste af os kunne mærke en vis summen på læber og tunge. Ceremonien markerede afslutningen på festaftenen og vi blev, ikke helt nedtrykte heraf, ført ud til en ventende taxi og kørt tilbage til havnen. Her måtte der et par velvoksne whiskys til at desinficere vore maver og svælg, men operationen lykkedes da ingen deltagere blev syge af oplevelsen.  Inden afskeden måtte vi dog til Lofi’s store skuffelse afvise at aftage de gæsteflag han havde fået fremstillet da de, selv med de positive briller på, lignede miniature patchwork tæpper fremstillet af Maria fra 1A.

Dagen efter spiste vi igen ude idet vi var inviterede til vafler og rødvin hos Silje og Dick, på førnævnte 82 fods Swan. Som de fleste sikkert kan forestille sig var det ikke vaflerne som var det største trækplaster, men lejligheden til at se et sådant pragtskib nærmere an måtte ikke forsømmes. Og flot var det, selvom ejeren krævede at det meste af interiøret var tildækket med kanvas så det ikke blev slidt eller beskadiget når han ikke var ombord. Det viste sig imidlertid berettiget eftersom deres udsendte trådte et glasskår op i foden på vejen ud og spredte et rimeligt stort kvantum af hans dyrebare O Reh Negativ ud over dørken i salonen. Det smukke ædeltræsgulv blev således reddet af kanvassen og skippers lækage blev hurtigt stoppet af skibets veludstyrede nødhjælpskasse.

Tidligere samme aften var førnævnte møde med immigrationsofficeren, Sonya, løbet af stabelen, og selvom vi ikke ankom til mødet med store forventninger til gaven blev vore fordomme gjort til skamme. Sonya bragte os nemlig et stort stykke Tapa, fremstillet og bemalet af hans kone. Tapa-klæde fremstilles af bark fra morbærtræer som bankes ud af flere omgange og behandles med en maniokpasta indtil det fremstår som et stykke tykt lærredsstof. Tapaen dekoreres med traditionelle mønstre i jordfarver og selvom hustruens udsmykning ikke just var stor kunst er Tapa omgærdet med så stor ceremoniel respekt på Tonga at det måtte betragtes som en overordentlig flot og værdifuld gave - i stor misforhold til en flaske billig rom.  Følgelig fik vi meget dårlig samvittighed og bød Sonya og hans familie på en dansk frokost på båden, et tilbud som han tog imod med kyshånd. Trods sine mange år som immigrationsofficer havde han aldrig været ombord på en båd uden at den lå ved indklareringskajen, og det ville være en stor ære at være privat gæst hos os.

Da det nogle dage senere blev tid for frokosten viste det sig dog at kun Sonya og hans 6 årige søn kom ombord, da konen ikke turde bevæge sig ud på vandet. Men for de to var det en stor succes og knægten blev rævestolt da skipper forærede ham en af sine Island Packet caps. Resultatet blev en geninvitation til frokost hos Sonya og da denne familie virkede en del renligere end Lofi’s accepterede vi med fornøjelse. Sonya ville også agere guide og køre os rundt på øen, men vi måtte dog love selv at betale benzinen. Da dagen oprandt kørte vi med hele familien, Sonya, kone, 3 børn samt en kusine øen rundt og sluttede af med en dejlig picnic på en strand. Vi fik også stolt forevist familiens hus som ikke indeholdt væsentlig flere møbler, men dog var i en del pænere stand, end Lofi’s.

Ind i mellem disse kulinariske oplevelser, som foregik i og omkring Neiafu by, sejlede vi også rundt i øgruppen, hovedsagelig på udkig efter pukkelhvaler. Og det lykkedes såmænd også at se flere mens det dog kiksede for os at komme helt tæt ind på livet af dem. Andre sejlere fortalte begejstrede om at de havde oplevet hvalerne komme ind på deres ankerplads og kunne høre dem synge gennem skroget, men så heldige var vi desværre ikke. Og når vi endelig spottede hvalerne forbød lokale regler os at komme for tæt på. Rimeligt nok, af hensyn til hvalerne, men de lokale whalewatching både måtte altså gerne sejle helt tæt på, og det privilegie beskyttede de energisk og var hurtige til at protestere og jage os væk hvis vi nærmede os.

Tiden i Vava’u øgruppen var dejlig med flotte naturoplevelser og mange gensyn med gode venner på både som vi havde mødt tidligere, forskellige steder på vores færd over Stillehavet. Efter 3 uger var det dog på tide at komme videre mod Fiji. Samme dag som vi skulle sejle døde kongen af Tonga og landet påbegyndte en måneds sørgetid, hvor alle lokale kun måtte bære sort tøj, og med mange indskrænkninger i afholdelse af festlige aktiviteter m.v. Som udlænding var man ikke direkte påvirket af disse sørgeregler, men da der også var en lille risiko for optøjer og måske endda kup, eftersom der var en del indestængt modstand imod den ny konge, var vi nu alligevel glade for at skulle af sted. Udklareringen gik smertefrit eftersom vi jo nu var gode venner med immigrationsofficeren, og som det allersidste kom han endda til båden med to smukke hvalformede halssmykker af udskåret hvalknogle som afskedsgave.

Sejlturen fra Tonga til Fiji er ikke helt ufarlig, eftersom der i området vest for Tonga er en del vulkansk aktivitet som medfører at der dannes og forsvinder øer med jævne mellemrum. Og farvandsopmålingerne her omkring lader meget tilbage at ønske, så i praksis eksisterer der ingen nøjagtige kort over området. Forinden afgang havde vi af en medsejler fået en liste med 62 waypoints hvor der for nyligt var observeret nye øer eller lavvandede områder. Positionerne lå naturligvis lige på kursen til Fiji, og vores ”livrem og seler” løsning var at ligge vores kurs i en stor bue nord om det værst ramte område. Ud over at gøre turen lidt længere betød det at vi ikke fik problemer, men da der faktisk var vulkansk aktivitet på det pågældende tidspunkt betød det ikke at vi undgik at sejle rundt i store plamager af pimpsten fra et undersøisk udbrud i nærheden. Andre sejlere meldte at de havde sejlet i kompakt pimpsten i dagevis, men vi mødte det dog kun pletvis. Til gengæld stort set hele vejen fra Tonga til Suva på Fiji. En strækning på ca. 450 sømil, og altså et kæmpestort område eftersom vi må forvente at det strakte sig mindst lige så langt til alle andre sider omkring os.

Pimpstenene udgjorde i sig selv ikke nogen fare, men de sled en del på bundmaling og gelcoat og desuden larmede det faktisk en del om læ.

Det værste var dog at vi havde et døgn med vindstille hvor vi måtte sejle for motor, og der var det altså om at stole på sine filtre. For det ville være gevaldig skidt for dieselmotoren hvis pimpstenene stoppede for kølevandet, eller endnu værre, fandt vej helt ind i impelleren og det øvrige kølesystem. Vi undgik dog problemer, men stoppede også jævnligt motoren og tømte forfiltret for sten.

Ellers forløb sejlturen til Fiji begivenhedsløs bortset fra det specielle at vi ca. midtvejs passerede 180 grader vest og således skiftede tilbage på de østlige længdegrader. Skiftet af halvkugle blev behørigt fejret med et glas rødvin til besætningen samt naturligvis et til Kong Neptun.

Vel fremme i Suva ankrede op vi udenfor Royal Suva Yachtclub. Her begyndte det at regne og det fortsatte det med i samtlige 12 dage vi lå her. Et ikke ukendt fænomen der samtidig med at byen er beskidt og farlig at færdes i efter mørkets frembrud gør at mange sejlere hellere passerer hovedstaden hurtigt og søger mod de andre øer hvor vejr og andre forhold er meget bedre. I de dage fik vi imidlertid nogle foruroligende meldinger om at Lenes far var ramt af sygdom og vi fik pludselig hastværk med at komme til Australien og få Towanda sat på land, så vi kunne komme hurtigt hjem til Danmark.

At vi alligevel blev så længe i Suva skyldtes det nævnte dårlige vejr, men vi udnyttede da tiden til at se os omkring, og efter vi først havde vænnet os til det var byen faktisk meget behagelig og interessant. En af hovedattraktionerne er bestemt frugt- og grøntsagsmarkedet som byder på en overflod af flotte overfyldte boder med frugt og grønt i alle afskygninger. Vi shoppede også rundt og købte billige DVD-film, og at se videofilm kom for første gang på turen til at indgå i vores aftenprogram, nu hvor den tunge regn effektivt havde jaget os ned om læ.

For nogen tid siden havde vores VHF opgivet ævred, så der blev også tid til at anskaffe og installere en ny VHF, ligesom skipper endelig fik indkøbt sin længe ønskede 15 HK Yamaha påhængsmotor. Da vi jo kun havde så kort tid til at båden skulle lægges op, blev den imidlertid pakket jomfrueligt og forsvarligt ned indtil næste sæson.

Efter at den heftige regn havde fyldt vore vandtanke, og kunne have gjort det indtil flere gange, kom der endelig et lille vejrvindue og vi satte kursen mod Ny Caledonien. Det startede lidt skidt med 25 knobs modvind, men vinden gik hurtigt i ESE og de ca. 700 sm blev klaret på en hurtig 5 døgns sejlads, hvorom kun skal siges at besætningen på skift lå underdrejet med feber og kulderystelser, og at den derfor ikke blev helt så behagelig som den kunne være blevet. Ankomsten til skærgården i den sydlige del af Ny Caledonien var smuk og gav gode minder fra vores sejlads i den skotske ditto. Det er derfor ikke underligt hvorfra inspirationen til landets navn er kommet. Desværre havde vi jo hastværk og da der allerede dagen efter syntes at være en god vejrmelding for den videre tur blev det kun til en enkelt dag i landets ellers dejlige hovedstad, Noumea.

I Noumea genså vi Fiona og Chris på Carelbi som vi kendte fra Tonga, og det var i selskab med dem vi sejlede mod samme destination, Manly (v/Brisbane) i Australien. Det var rart at have følgeskab for det skulle vise sig at blive den hidtil hårdeste sejlads på vores tur. Det startede ellers fint og vi havde kun hyggesnak med Carelbi over radioen et par gange om dagen. Efter nogle dages sejlads begyndte vejrudsigterne imidlertid at tale om ”en sydlig vending” som ville indtræffe nogle dage frem i tiden. En sydlig vending er ikke noget rart begreb for en australsk sejler idet det indebærer passage af en kraftig front hvor vinden drejer fra årstidens sædvanlige nordøstlige retning til det sydlige hjørne samtidig med at den stiger til stærk kuling eller det der er værre.

Ombord på Carelbi var Chris’s bror Roger, en erfaren australsk sejler, som beroligede os med at det som oftest var overstået i løbet af nogle timer, men alligevel gjorde begge både alt for at sætte farten op i håb om at nå land før uvejret var over os. Selv førte vi fulde sejl og støttede med motor i et par døgn for at holde tempo, indtil vi til sidst ikke turde bruge mere diesel.

Og det lykkedes - næsten!

Ca. 80 mil fra den Australske kyst ramte fronten os og i løbet af minutter steg vindstyrken fra næsten vindstille til 35 knob, og søen steg fra små krusninger til 3-4 m bølger. Uheldigvis havde det dog ikke til sinds at holde op i løbet af få timer, men stabiliserede sig i stedet omkring de 40 knob, med vindstød over 50 og 5-6 m høje bølger. Eftersom vi stadig havde en lille chance for at nå i land inden mørkets frembrud rebede vi ikke alt hvad vi kunne, og fortsatte med 2. reb i storen og det inderste forsejl for at holde god fart i skuden. Heldigvis kunne vi godt holde kursen med den nye vindretning, men der var alt for meget sejl oppe til at vindroret eller vores autopilot kunne klare styringen. Skipper måtte derfor selv stå ved roret og håndstyre i 11 hårde timer før vi endelig kunne runde pynten på Moreton Island og smide anker i læ for bølgerne og den værste blæst.

Og det var her at det var meget rart at vi havde følgeskab af vennerne på Carelbi. Carelbi er en 52 fods Oyster som er en noget hurtigere båd end Towanda. De lå derfor et par timer foran os og nåede lige i læ af kysten mens det stadig var lyst, hvilket vi altså ikke kunne. Indsejlingen ved Moreton er imidlertid vanskeliggjort af en del lumske rev, og uden Carelbis vejledninger over radioen havde vi ikke vovet os nær kysten i mørke. Hvilket altså ville have betydet at vi måtte vende skuden og sejle ud i stormen og blive der natten over. Selvsagt ikke noget som hverken besætning eller skipper havde megen lyst til, så aldrig har ankerøllen smagt så godt som den aften nord for Moreton Island.

Vore prøvelser var dog ikke helt overståede hermed. De Australske myndigheder er nemlig ikke sådan at gøre tilfredse, og udover at man skal have visum på plads inden ankomst til Australien, skal man anmelde sit forventede ankomsttidspunkt senest 96 timer før ankomst, og man skal altid gå direkte til en indklareringhavn, i dette tilfælde Manly. På grund af stormen havde coastguarden over radioen allernådigst givet os tilladelse til at ankre op for natten ved Moreton Island, men vi måtte pinedød indklarere dagen efter selvom det stadig blæste 25-30 knob næsten direkte imod kursen mod Manly. I tillæg hertil måtte vi nu tage hensyn til tidevandet for ikke også at skulle kæmpe mod 3-4 knobs modstrøm, så allerede kl. 05.00 måtte vi hive anker og fortsætte de sidste 35 mil i strid modvind mod Manly. Her lagde vi så til på karantænekajen næsten på minuttet som vi havde anmeldt de foreskrevne 4 døgn forinden. Lidt af en præstation synes vi selv, når man tænker på hvad vi havde været igennem i mellemtiden.

De ellers så bureaukratiske australske indklareringsprocedurer kunne herefter ikke rigtig hidse os op, og efter besøg af karantænefolk der gennemstøvede køleskab, fryser og stuverum for alskens farlige frugter og ferskvarer (uden at finde noget – vi var forberedte) og en rimelig servil told- og immigrationsofficer, kunne vi liste Towanda ind på en plads i marinaen og byde Carelbi ombord for at fejre den lykkelige afslutning på vores begivenhedsrige sejlads.

Dagen efter lavede vi absolut intet, udover at spise en afskedsmiddag med Carelbi om aftenen. Den efterfølgende dag tog vi nemlig af sted på sæsonens sidste sejltur, de ca. 25 mil til Scarborough, hvor Towanda skulle opholde sig mens vi skulle hjem til Danmark. Her gik vi straks i arbejdsmode og selvom vi havde planlagt at bruge en uges tid var Towanda klargjort på 3 dage, og på 4. dagen blev hun hejst op, spulet ren i bunden og sat på land på hendes plads for de kommende 6 måneder.

Og det var så beretningen om den hektiske afslutning af sidste sejlsæson og vi kan i dag glæde alle, som ikke allerede ved det, med at Lenes far klarede sig flot igennem sin sygdom og nu igen er på toppen.

I skrivende stund er vi tilbage på Towanda, og er nået knapt et par hundrede mil nordpå til Bundaberg. Og bortset fra at vi naturligvis har prøvesmagt den lokalt verdensberømte Bundaberg Rom har vi også allerede haft masser af dejlige og smukke sejl- og naturoplevelser.

Så bliv her på kanalen, flere detaljer følger i næste rejsebrev.

Knus fra,

S/Y TOWANDA
26. Maj 2007
S 24º51’804  Ø 152º21’020
Bundaberg, Queensland, Australien