Pas og perler
Rejsebrev 2006-03 Marquesas-Tonga
Vel tilbage på Towanda, efter et hektisk, men dejligt
besøg hjemme i Danmark, kunne vi konstatere at vore boatsitters havde
taget sig rigtig godt af skibet mens hun var i deres varetægt. Ikke
alene overtog vi hende i nydelig og ordentlig stand, men Erik & Stig
havde sågar formået at fikse motoren, så den igen var fuldt
funktionsdygtig. Udskiftningen af udstødningsslangen havde ikke løst
problemet alene, men heldigvis havde Erik også medbragt et nyt
dieselfilter, og da det blev installeret var Yanmaren igen på fulde
omdrejninger. Herligt, og ikke mindst nødvendigt, forud for den kommende
sejlads ind og ud af de vanskelige pas i Tuamotu-atollerne.
Derimod havde watermakeren
genoptaget sin strejke, så efter en hyggelig aften med Lone og Erik
(Annette og Stig var allerede rejst hjem) satte vi dem på en taxi til
lufthavnen, og så gik der ellers gang i korrespondancen med fabrikanten.
For at gøre en lang historie kort, så var der de kommende uger, ja
måneder, en heftigt udveksling af E-mails, uden at det gav resultat.
Vores watermaker er derfor kommet på fejlkøbslisten, og betragtes nu som
en bunke skrot, som vi helst glemmer og hvis største værdi er at den er
installeret under vandlinien, og derfor bidrager til skibets
stabilitet.
Nu er der jo mange sejlskibe som i
tidens løb har klaret sig uden watermaker så det skulle vi nok også
kunne. Netop de kommende måneder skulle vi dog sejle i områder hvor
vandforsyningerne var knappe, og derfor hovedsagligt forbeholdt øboerne
selv, og vi var følgelig nødt til at etablere et system til opsamling af
regnvand. Et sådant havde Lene heldigvis allerede udtænkt, og det var
kun skippers uvilje mod at lave huller i et velfungerende solsejl der
havde afholdt os fra at etablere det tidligere. Og så selvfølgelig det
faktum at vi jo indtil videre havde haft masser af rent vand til
rådighed fra watermakeren. Systemet, dvs. et hul i solsejlet og en
afløbsslange ned til vandtanken, var jo ganske simpelt at lave, og da vi
samtidig fik et af de heftigste regnskyl vi endnu har oplevet blev vor
slunkne vandtank fyldt op på en enkelt nat.
Dermed var vi klar til
Tuamotu-atollerne. Ø-gruppen består af hundredvis af smukke turkisblå
laguner omkransede af koralrev og smukke palmeklædte sandstrande. Heraf
er en del stadig TABU pga. af franskmændenes atomforsøg på Mururoa, og
andre er simpelthen utilgængelige pga. at der enten ingen indsejlings-
og ankringsmuligheder er, eller at passene simpelthen er for farlige at
besejle. Tilbage er ca. 40 atoller, hvoraf de nordlige er de mest
besøgte og hvor der også bor flest mennesker. Vi valgte et par af de
mere isolerede sydlige øer som vores mål.
Efter en fin sejlads på 450 sømil
nærmede vi os således med en vis ængstelse, Raroia, hvor vi nu skulle
bide skeer med vort første pas. Timingen var fin, og vi gik igennem 1
time før lavvande. Egentlig er det bedst umiddelbart efter lavvande,
hvor strømmen i passet er minimal, men indsejlingen så ikke så
frygtindgydende ud som ventet, så vi kløede på. Og med hovmesteren i
masten, på udkig efter rev, sneglede vi os med 4 knobs modstrøm uden
problemer igennem passet. Kun mistede udkiggen lidt af koncentrationen
da hun i passet så indtil flere voldsomt store hajer, og tilsyneladende
mente at en grundstødning midt i passet var at foretrække frem for at
løbe risikoen for at de sultent udseende hajer i et upåagtet øjeblik
sprang op til salingshornet og tog sig en luns af hendes
velproportionerede bagdel.
Ingen af skrækscenarierne
materialiserede sig dog og vi lå snart sikkert for anker inde i
lagunen.
Raroia fik sine 15 minutters
berømmelse i 1947, da Thor Heyerdahls Kontiki flåde strandede på
atollens østlige rev, efter turen over Stillehavet. En verdensbegivenhed
den gang, og en imponerede bedrift som havde til formål at bevise
Heyerdahls teori om at Polynesien oprindeligt var blevet befolket
østfra. Teorien blev dog aldrig anerkendt af eksperterne, og nu om dage
er de fleste enige om at de oprindelige beboere i Stillehavet er
udvandret fra Asien og at fysiske og kulturelle forskelle afhænger af om
det skete via en nordlig rute over Mikronesien og Hawaii eller sydover
via Melanesien og New Zealand.
Uanset deres oprindelse var Raroias
ca. 50 beboere ualmindelig venlige og tog godt imod os. De levede, som
de fleste i Tuamotus, af perle- og kopradyrkning. Perlefarmene styres
ofte af japanere, som har bragt teknologien til området, men indtægterne
er store og der falder rigelig af til de lokale, til at de ikke lider
nogen nød. Franskmændene har desuden været flinke til at understøtte de
lokale samfund, og rigtig mange af øerne har topmoderne lufthavne, der
kan håndtere rimeligt store fly. Det gælder også Raroia der trods sin
ringe størrelse havde en fin ny lufthavn og én ugentlig flyforbindelse
til Tahiti. EU-bureaukratiets lange arme strækker sig også herud, og på
trods af at øen kun kunne prale af 2-3 biler og ingen handicappede i
kørestole eller lignende, havde lufthavnen selvfølgelig de påkrævede 20
parkeringspladser, inkl. invalideparkering, handicaptoilet og
kørestolsrampe. En kommunalt ansat fejede pligtskyldigt P-pladsen hver
dag, og selvfølgelig ekstra grundigt de dage hvor der kom fly. Men
ellers stod det hele øde og forladt hen.
Vi var den fjerde båd til at besøge
atollen dette år, og 2 af de foregående var stadig på ankerpladsen da vi
ankom. Den ene, S/Y Kabuki, var fra Alaska, og dens besætning på 2 var
de mest ivrige fiskere vi endnu har mødt. Om bord havde de et hidtil
uset arsenal af fiskegrej, 28 stænger og mindst ligeså mange hjul,
snører og kroge i alle afskygninger. De interesserede sig knapt nok for
hvor de var i verden, men brugte al deres tid på at fange flest muligt
af de sværeste og største lokale fiskearter. Til deres forsvar skal
siges at de selvfølgelig enten spiste deres fangster eller, hvilket
skete oftest eftersom de var dygtige til deres forehavende, satte
fiskene ud igen.
Vi fik umiddelbart stor fornøjelse
af deres fiskekunst, da de om aftenen kom over med dejlig tun sashimi,
ingefær, wasabi og hele molevitten. Og efter de først havde grinet af
over skippers beskedne fiskeudstyr havde vi efterfølgende en rigtig
hyggelig aften og hørte mange imponerende fiskerhistorier.
På Raroia havde vi også vores første
møde med de smukke ”sorte” perler som Polynesien er så berømt for.
Farven, som i virkeligheden kan være alt fra hvid over grå, grøn,
bordeaux til mørk sort, kommer fra en speciel østersart som trives godt
i atollernes laguner. Vi blev kontaktet af Gaston, en lokal perlefarmer,
som tilbød at vise os rundt på sin perlefarm og fik senere lejlighed til
at købe et par perler ”billigt” af ham. Han viste os også hvordan man
implanterede perlekernen i østersen, men det krævede godt nok en hel del
indlevelsesevne at fange detaljerne, eftersom han ikke lige havde en
østers til rådighed til demonstrationen J
Raroia var en dejlig oplevelse, men
efter et par dage gik vi videre mod næste atol, Kauehi. I passet ud af
Raroia mødte vi en behagelig 4 knobs medstrøm samt 3 norske både som var
på vej ind for også at opleve hvor nationalhelten Thor Heyerdahl var
landet. De 3 både Checkmate, Stormsvalen og Necessity, i al gemytlighed
også kaldet Den norske Armada, havde vi mødt tidligere både i Nuku Hiva
og i Panama, men i denne omgang blev det altså kun til et vink og en
enkelt hilsen over VHF’en.
Kauehi var en lidt større atol, med
ca. 250 indbyggere, men ellers var der ikke den store forskel til Raroia.
Hovedindtægten var også her kopra og perler, og da heller ikke mange
både kommer forbi her blev vi igen mødt med åbne arme. Denne gang blev
vi nærmest adopterede af Lilly, en engelsktalende sygeplejerske, som
mødte os på sin cykel straks vi satte foden på Kauehi. Selv boede hun
på Tahiti, men rejste rundt til forskellige øer, hvor hun så tog ophold
et par uger for at tage sig af øens helbredsmæssige problemer. Som noget
af det første tog hun sig af vores helbred, idet hun uddelte piller mod
elefantiasis, som der er en lille risiko for at pådrage sig i dette
område. Men nu skulle vi altså være sikret imod det.
Det syntes som om Lilly var i
familie med størsteparten af øens beboere, og vi undgik ikke at blive
slæbt rundt på besøg hos alle. Det var meget hyggeligt og interessant,
men underligt nok lavede alle også en eller anden form for kunsthåndværk
og det var svært at slippe uden om at købe noget af dem. Mange lavede
dog fine smykker af perlemor og det virkede ikke som om hovmesteren
havde noget imod at handle med dem. Lilly var tilfældigvis også i
familie med en perlefarmer så også beholdningen af sorte perler blev
suppleret.
Opholdet på Kauehi blev, ikke mindst
pga. Lilly, særdeles indholdsrigt og kulminationen blev da vi blev
inviteret til en tredobbelt fødselsdag hos perlefarmerens familie.
Festen i sig selv var ikke vild, der blev udelukkende serveret saftevand
til maden, men det var en dejlig anerkendelse at blive inviteret helt
indenfor i deres hverdag. En stor del af øen var nu inviteret, men kun
de nærmeste, inkl. os, sad til højbords under en pavillon midt på
gårdspladsen, mens de øvrige sad hvor de nu kunne finde plads rundt
omkring. Efter et par højtidelige taler, der blev simultantolket af
Lilly, blev alle beværtede med 3 retter mad hvoraf én af dem var
havskildpadde. Ikke helt i overensstemmelse med gældende lovgivning,
idet havskildpadder er totalfredede, men det er en traditionel ret som
de indførte nægter at slippe – og det smagte herligt! Festmåltidet blev
afsluttet med lækre fødselsdagslagkager. Der blev dog stadig ikke
serveret andet end saftevand at drikke, så vi havde intet besvær med at
styre dinghyen ud til Towanda, da vi mætte af både mad og indtryk forlod
festen ved 22-tiden.
Snart gik turen videre mod Tahiti.
Vi havde på daværende tidspunkt ikke helt opgivet watermakeren, og
hastede mod Polynesiens største by, fordi vi der regnede med at kunne få
repareret den. Men ak nej, der var ingen hjælp at hente. Ingen ville
røre den med en ildtang, og skipper måtte skille den ad et par gange
mere og kom til den konklusion at det var en pumpe som ikke fungerede
optimalt. Vi bestilte derfor en pumpe i Frankrig, til levering ekspres.
Ekspres er i denne forbindelse i løbet af et par uger, så vi måtte hænge
ud her i ventetiden. Det var nu ikke det værste der kunne ske. Tahiti er
godt beskyttet af et omkringliggende koralrev og ankerpladserne er
rimelig gode og rolige.
Og så er der Carrefour, et vaskeægte fransk
supermarked med alt hvad dertil hører af kulinariske delikatesser. Et
himmerige for en langturssejler som gennem måneder har levet af frossen
kylling og lam, og de fleste gik da også totalt amok da de første gang
trådte ind i Carrefour. Men man kommer til at betale for herlighederne.
Prisniveauet i Fransk Polynesien er en del højere end i fx Danmark, og
temmelig højt i forhold til de øvrige lande man har passeret, så det er
noget af et chok man får når man bliver præsenteret for de første
indkøbsregninger. Men det er dejligt igen at kunne få alt hvad man kan
ønske sig, så må man forsøge at leve med prisen. Desværre gælder det kun
mad, og det er stadig sparsomt hvad man kan opdrive af reservedele m.v.
til båden. Så hvis man har et u-udlevet entreprenør gen kan vi anbefale
at rejse til Papeete, og starte en marineshop.
Efter nogle dage i Papeete, hvor vi
indklarerede og fik bestilt pumpen, sejlede vi de små 15 mil til den
nærliggende ø. Moorea, og var igen langt fra storbyens larm og jag. I
Opunohu Bay fandt vi den smukkeste lille ankerplads, men måtte dog finde
os i selskab af 12-15 andre både. Her tilbragte vi ventetiden på pumpen,
travlt beskæftiget med ingenting, udover at vi en dag var på en rigtig
spændende udflugt til en nærliggende bugt, hvor vi fodrede og svømmede
med Stingrays. Efter en lille dinghytur på et kvarterstid var vi fremme
ved et lavvandet område på ca. 1 meters dybde, og før vi næsten havde
smidt ankeret i vandet, var dinghyen omringet af 7-8 kæmpestore rokker.
De var vant til at blive fodrede af udflugtsbåde så de var utrolig
tillidsfulde, ja ligefrem nærgående, og hovmesteren syntes nok at de var
lige mange og store nok i starten. Men snart var hun sprunget ud i det
og fortrød ikke. Selv en 6-8 sorttippede hajer som svømmede nysgerrige
rundt i udkanten af det lavvandede område kunne ikke afskrække hverken
hende eller skipper, men det var da lige en ny udfordring som skulle
overvindes af os begge.
Efter nogle dage i paradiset,
sejlede vi retur til Papeete, og oplevede for første gang i et par år,
at vi havde vinden imod os og måtte krydse!!! Vi havde næste glemt
hvordan og da vi ikke havde ulejliget os med at hejse storsejlet, havde
vi endda besvær med at gå over stag og måtte i et enkelt tilfælde sågar
hente hjælp fra motoren. ;-(
Tilbage i Papeete stod verden på den
anden ende da Frankrig havde kvalificeret sig til VM-finalen i fodbold.
Desuden var vi midt i HEIVA, en årlig fest som polynesierne afholder i
begyndelsen af juli. Festen er én lang række af ærefulde konkurrencer i
sang, dans, løb, kano, kokosnøddeåbning, spydkast oma. og har sin
oprindelse i den gamle polynesiske kultur. Af samme grund var
festlighederne i en lang årrække forbudte af de franske myndigheder, som
ikke ønskede at styrke det lokale sammenhold. Under dække af at det nu
er den franske nationaldag, d. 14. juli som fejres, er de nu igen
tilladte og deltagerne kæmper med stor entusiasme i alle de ærefulde
discipliner. Størst turisttække har sang- og dansekonkurrencerne, hvor
ensembler på op imod hundrede deltagere optræder. I Papeete sender de
enkelte øer deres bedste sangere og dansere ind for at konkurrere om at
blive Polynesiens bedste, men på de øvrige øer, konkurrerer de enkelte
byer mod hinanden med lige så stor entusiasme.
Vi købte billetter til en aftens
konkurrencer, men da det foregår på en udendørs scene blev det desværre
udsat pga. et kraftigt regnvejr. Uvejret fortsatte i dagevis og da også
den udsatte konkurrence blev aflyst, havde vi ikke lyst til at vente
længere på Tahiti. Vi solgte billetterne til venner som ville vente på
at showet kunne gennemføres, og satsede i stedet på at se de tilsvarende
Heiva-konkurrencer på Bora-Bora, som også er berømt for sine shows.
Inden afsejlingen fulgte vi dog lige
VM-finalen på storskærm, men som alle ved tabte Frankrig og mens Tahiti
hensank i traume stod vi nordpå mod Bora-Bora.
Bora-Bora var ved første øjesyn en
skuffelse. Da vi gerne ville følge Heiva-showene ville vi ankre nær
byen, men alle ankerpladserne var dybe og usikre. Der var fine
ankerpladser ude ved revet, hvor de fleste både lå, men pga. vores
beskedne motorkraft på dinghyen, var afstanden for stor til natlige
udflugter ind til byen. Vi endte derfor på en mooring ved Bora-Bora
Yachtklub, som ikke lå alt for langt væk fra bycentrum. Heiva-dansene
var derimod fantastiske, og vi fulgte opvisningerne 3 aftener i træk. I
modsætning til Tahiti, var disse shows lokale konkurrencer mellem øens
byer og danseensemblerne blev hver aften bakket talstærkt op af deres
byfæller. Der var heller ingen entre at betale, medmindre man ville
sidde på en tribune bag dommerpanelet. Det var flotte shows af ensembler
på op til hundrede personer i flotte og farvestrålende kostumer.
Der
var virkelig gjort meget ud af det hele. Danserne/sangerne havde
tydeligvis øvet flittigt hele året siden sidste Heiva, og de af byens
indbyggere som ikke var på scenen har formentlig slidt med kostumerne
lige så længe. Og man må ikke glemme musikensemblet, som også indeholdt
40-50 personer, hovedsagelig spillende på trommer og ukuleler.
Herefter sejlede vi til Raiatea,
hvor vi skulle hente Annette og Stig, som var så gode at besøge os et
par uger. Vi havde nogle herlige dage i deres selskab, hvor vi sejlede
omkring såvel Raiatea og Tahaa, som er to øer der ligger indenfor samme
rev. Vejret var med os og selvom ankerpladserne også her var dybe, over
25 m, lå vi godt og sikkert hver nat. Stig havde sejlet i området for 10
år siden og vi havde alle stor glæde af at se eller gense nogle af de
flotte steder han havde været. I den sydlige del af Raiatea, så vi bl.a.
Marae Taputaputea som regnes for et af de helligste steder i det gamle
Polynesien. Marea’en dateres tilbage til omkring det 17-århundrede og
menes at have været centrum for de religiøse aktiviteter i denne del af
Stillehavet, og der er givetvis foretaget mange storslåede ceremonier,
inklusive menneskeofringer og efterfølgende servering af langgris (longpig).
Nogle få dage efter vi havde besøgt
Marae Taputaputea var den skueplads for endnu en ceremoni, idet Thor
Heyerdahls søn ankom på en replica af Kontiki-flåden, efter at have
gennemført den samme Stillehavs krydsning som faderen i 1947. (Hvorfor
det lige skulle markeres efter 59 år, og ikke fx 60 år, er forfatteren
ukendt, men de havde måske sejlet hurtigere end ventet J). Vi havde ikke
tid/lyst til at vente, men flere af vore norske venner var der
naturligvis, og har efterfølgende fortalt at det var meget festligt,
inklusive et spændingsmættet indslag, hvor en ivrig slæbebåd var ved at
sænke tømmerflåden, hvorved alt flådens elektroniske grej bl.a. blev
ødelagt.
Selv var vi på det tidspunkt igen
nået til Bora-Bora, hvor vi udforskede en række af de mere behagelige
ankerpladser langs revet. Særlig spændende var en udflugt til den
østlige side af øen, hvor vi besøgte et lagoonarium. Et lagoonarium er
et sted hvor de har indfanget og indespærret en række fisk og havdyr, så
man kan svømme sammen med dem og opleve dem på nært hold. Som en særlig
turistattraktion har de desuden indhegnet et større badeområde for at
holde hajerne INDE!?
At svømme blandt de mindre fisk gik
meget godt, men hajerne … Nuvel, vi måtte jo prøve og det gik udmærket
med at vade ud fra stranden og
betragte dem fra lavt vand. Bassinet var
imidlertid arrangeret således at hajernes område lå i en bue uden om de
øvrige bassiner, og på et tidspunkt opstod selvfølgelig den absurde
tanke at starte i den ene ende og svømme turen udenom det hele – gennem
det hajfyldte farvand – uden mulighed for at spurte op på land såfremt
ét af bæsterne blev nærgående. Vi forsikrede os selv om at de sikkert
var blevet velfodrede inden vi ankom, men på den anden side var vi
ankommet meget tidligt, og måske havde de ikke nået at fodre?
For at sikre os mod baghold lod
skipper hovmesteren svømme først ud i bassinet.
Senere svømmede vi hånd i hånd, som
om det skulle hjælpe nogen af os. Det gik nogenlunde med de sorttippede
revhajer, som vi allerede kendte fra snorkelture ude i virkeligheden,
men bassinet indeholdt også et antal ret store Lemonsharks, hvorom
guidebogen siger, og jeg citerer: ”Lever ensomt og betragtes som
farlige!!!” Hvordan reagerer sådant en karl så når den er spærret inde
sammen med adskillige andre hajer, samt et par blegfede og letfangede
lækkerbiskener?
Man siger hajerne kan fornemme angst
og at det tirrer dem til at angribe. Det passer ikke! Vi overlevede i
hvert fald svømmeturen, og de viste i virkeligheden ikke videre
interesse for os mens vi sneg os igennem bassinet over til den
velsignede strand i den anden ende. Her faldt vi udmattede om på et par
strandstole, og lod solen tørre angsten sved fra vore pander. Been there,
done that!
Nu havde Annette og Stig efterhånden
holdt os hen i spænding i 14 dage, fordi historien var oprindelig at de
ville besøge os i Polynesien for at blive gift herude. De må imidlertid
have fået kolde fødder for bryllupsinvitationen udeblev og vi måtte i
stedet nøjes med en pseudobryllupsmiddag på Bloody Marys, en berygtet
restaurant på Bora-Bora, hvor alle de kendte kommer for at spise. Vi
kendte dog kun føromtalte nordmænd, som tilfældigvis også var derinde
for at få en drink, men både Nicole Kidman og alle de andre, havde
åbenbart andet for den aften.
Middagen gjorde det i stedet ud for
en afskedsmiddag, for Annette og Stig måtte nu desværre tilbage til
civilisationen. Skipper sejlede dem til færgen en mørk nat kl. 05.00, og
efter at have provianteret for vore sidste Polynesiske mønter senere på
formiddagen, hev vi ankeret op for at gå mod servicestationen for at
bunkre diesel. Uheldigvis brændte vi ankerspillets motor af i processen,
og mens vi kæmpede for at hive ankeret op med håndkraft løb tiden og
tankstationen lukkede for weekenden. Heldigvis var planen i forvejen at
ligge de sidste dage for mooring ved Yachtklubben, men
langtursejlerlivet uden ankerspil er ikke sjovt, og jagten på en ny
motor gik selvfølgelig straks i gang.
Mandag lykkedes det os så at bunkre
diesel og vand, og tirsdag fejrede vi i al stilfærdighed vores
bryllupsdag med en frokost i Yachtklubben og en stille middag hjemme om
aftenen. Fruen gav skipper 3 kg bly og en wireklemme i gave. Dejlige
praktiske gaver til en langtursejler. Skipper havde selvfølgelig haft
travlt og ikke nået at finde en gave at give retur. Han er efterhånden
en del gaver bagud.
Næste dag var vi i følgeskab med
vore norske venner på Stormsvalen og Necessity på vej mod den lille ø, Mopelia, ca. 140 mil vest for Bora-Bora. Sejladsen gik fint, men passet
ind i atollen var et af de drabeligste vi endnu havde mødt. Smalt, kun
ca. 15-20 m bredt, og med en kontant modstrøm ud af passet på op imod 6
knob. Desuden var det ikke afmærket og vore søkort var ikke præcise.
Det
er imidlertid ikke unormalt i dette område, hvor opmålingerne ofte er
næsten fra Cooks tid, eller i hvert fald foretaget lang tid før GPS’en.
Vi har derfor for længst lært at hvis virkeligheden ikke stemmer overens
med instrumenterne og kortet, så er det virkeligheden som er det
rigtige. Udover disse vanskeligheder stod der en brækkende swell ind
over passet, som gjorde det vanskeligt at forudse hvilke forhold vi
ville møde derinde, og vi overvejede en kort overgang at droppe øen og
sejle videre. Der var imidlertid 3 døgns sejlads i modvind til næste
mulige stop, og da Tom og Anne Brith fra Stormsvalen resolut angreb
passet og kom helskindet indenfor fulgte vi andre alligevel efter. Og
det var nu heller ikke så slemt som frygtet. Passets problem ligger mest
i at man ikke kan se hvad der venter én, før man er så langt inde at det
er umuligt at vende om.
Indenfor ventede et lille paradis af
et øsamfund med kun 10 indbyggere som levede af koprahøst og lobsters
som de fangede og solgte videre til de store øer. De havde tidligere
også levet godt af perledyrkning, men da to cykloner, med få års
mellemrum, ryddede hele deres østersbeholdninger, opgav de dette til
fordel for den mindre, men mere sikre, indkomst fra kopra og lobsters.
Vi tilbragte et par dejlige dage her i selskab med vore nye norske
venner samt Dany og Claude fra canadiske Sijoli, som vi kendte fra
tidligere og tilfældigvis også lå for anker i lagunen. En specielt
hyggelig aften havde vi med Stormsvalen og Necessity, da vi købte
lobsters som vi grillede på et bål på stranden. Som en særlig
specialitet købte vi også en af de store Coconutcrabs, som lever på land
og siges at kunne kravle op i palmerne og klippe kokosnødderne ned med
deres store klør. Nede på jorden går de så i krig med nødderne, og hvad
far ikke kunne klare kan krabberne, selvom det kan tage dem flere uger
at grave sig igennem skallen og ind til det nærende kokoskød. Krabben
blev leveret kogt af den lokale fisker Tony og smagte nogenlunde som
kogt hummer, måske med en lille bismag af kokos.
Et par dage senere, vel ude af
passet som ikke frembød de store problemer indefra, satte vi kursen mod
Aitutaki, Cook Islands. En tur på ca. 3 dage. Vinden tvang os dog op på
en lidt for nordlig kurs og efter ca. 1 døgns sejlads besluttede vi at
ændre kurs mod Niue, som lå yderligere 6 døgn væk. Stormsvalen og
Necessity ændrede også kurs, men ville stoppe ved Palmerston atollen som
lå ca. midt på ruten. Det ville vi egentlig også gerne have gjort, men
det er en relativt ubeskyttet ankerplads udenfor lagunen og eftersom vi
stadig var uden ankerspil vurderede vi at det var for risikabelt for os.
I Niue ventede i stedet mooringbøjer, hvilket var langt at foretrække,
og den nye ankerspilsmotor skulle desuden leveres hertil så vi var
ivrige efter at komme frem og få den monteret.
I Niue blev vi utrolig godt modtaget
af såvel myndighederne som Niue Yachtklub. Sidstnævnte kalder sig selv
verdens største lille yachtklub, hvilket ikke er helt forkert. Der
findes ingen lokale medlemmer, eftersom ingen på Niue har sejlbåd, men
klubben har alligevel 1200-1300 medlemmer over hele verden efter at de
for nogle år siden annoncerede efter medlemmer i et af de store
Bådmagasiner. Medlemskabet koster 20 NZD per år og man får ikke noget
for det udover æren over at støtte et godt formål. Den fysiske sejlklub
blev, sammen med 90 % af øens øvrige bygninger, udraderet af cyklonen
Heta i 2004, og i virkeligheden består den kun af et par entusiastisk
pensionister der nærmest står på pinde for alle de besøgende sejlere.
Niue er også speciel derved at forholdene gør det umuligt at lande sin
dinghy, og man er nødt til at løfte den op på den grove stenmole med en
kran hver gang man skal i land. Samtidig er ankerbugten ubeskyttet mod
vestlige vinde, og da vi i et par dage havde kraftig vind netop herfra
var det umuligt at forlade bådene og gå i land. Heldigvis har
yachtklubben, efter at førnævnte cyklon også havde fjernet alle deres
moorings, for nyligt lagt nye og meget tunge moorings ud, som kunne
holde bådene selv i en ret kraftig vestenvind. Ellers ville det have
været nødvendigt at forlade den læ kyst og stikke til havs for at ride
uvejret af på åbent vand. Nu forblev vi på bøjerne, men havde et par
meget urolige dage og nætter, hvor alle bådene i bugten svajede og
rullede så alle var ved at blive sindssyge.
På Niue får man kun post med den
ugentlige flyforbindelse fra New Zealand og vi fik oven i købet den
nedslående meddelelse at der de seneste 3 uger overhovedet ikke havde
været post med flyet pga. pladsmangel!!! Men der var ikke andet at gøre
end at vente på næste fly og håbe det bedste. Ventetiden tilbragte vi i
hyggeligt selskab med de mange andre både i bugten, og senere da
Stormsvalen og Necessity ankom fra Palmerston, lejede vi en bil og var
på fælles udflugt øen rundt. Men det bedste af det hele var nu at da
fredagsflyet ankom fra New Zealand, var vores pakke sørme med! Da
vejrudsigten samtidig viste et godt vindue for den videre sejlads stak
vi om søndagen af mod Tonga, i selskab med Stormsvalen.
Sejlturen forløb fint, selvom vi
helt som forventet løb tør for vind efter ca. 36t og måtte gå for motor
det sidste stykke. Som kuriosum kan nævnes at vi sejlede ca. 48t, men at
turen tog 3 dage? Det skyldes naturligvis at vi krydsede datolinien, og
de som eventuelt havde fødselsdag d. 22. august må undskylde at vi ikke
har ringet eller skrevet, men det skyldes altså at den dag oplevede vi
slet ikke. Vi kom dermed, med ét slag, hele tre måltider bagud, hvilket
ville have chokeret vor gode ven Gaus, der så vidt vides stadig kæmper
med at indhente det ene måltid han mistede under vores sejlads i
Caribien J
Her i Neiafu, Vava’u, Kingdom of
Tonga, ligger vi også ved bøje, hvilket har været en fordel eftersom vi
uventet måtte kæmpe en hel uge på at få installeret den nye
ankerspilsmotor. Skruerne var korroderet så kraftigt at det var umuligt
at skille gearkassen af uden at save dem over, hvilket igen gav det
problem at stumperne måtte bores og slås ud. Det har været en sej kamp,
men for få øjeblikke siden har skipper netop skruet den sidste skrue i,
og tjekket at spillet virker som det skal. Så nu er vi igen ”fit for
fight”.
Ugen er dog ikke gået udelukkende
med at arbejde med spillet, idet Neiafu er et meget festligt sted at
opholde sig. Langt de fleste der sejler over Stillehavet ad den såkaldte
”mælkerute” ligger vejen heromkring. Så der er en hel masse gensyn med
sejlere som har mødt hinanden tidligere på ruten, og da der for første
gang siden Caribien, findes en havnefront spækket med listige cafeer og
restauranter, er der hver dag heftig aktivitet i barernes ”happy hour”
hvor sejlerne mødes og udveksler drabelige historier fra deres sejladser
og eventyr. Næsten hver aften har én af restauranterne et specielt
arrangement. I aftes var vi således til dragshow, og det var en rimelig
særegen oplevelse at se et par fuldfede tonganere, klædt i fjerboaer
mens de mimede og dansede sensuelt til musikken.
Hver uge afholdes der også en lille
uformel regatta i bugten, og vi var inviteret til at deltage som gaster
ombord på en Oyster 52. Vi kæmpede bl.a. mod Lion of New Zealand, en
gammel Americas Cup båd, og jeg er ikke flov over at indrømme at vi
tabte. Det hele var mest sjov og ballade og man bliver jo helt tørstig
af at hive i alle de snore.
I søndags gik vi så bodsgang til
kirken, selvom den underliggende ide nu mest var at det skulle være en
smuk oplevelse at høre forsamlingens sang. Og vi blev bestemt ikke
skuffede. Alle sange var smukke og flerstemmige og forsamlingen kunne
virkelig synge igennem. Det hjalp nu også at der var et kor på omkring
50 medlemmer med dirigent og det hele, til ligesom at lægge bunden. Det
var også spændende at se især mændene i deres specielle lokale
klædedragt, kjole og bastskørt. Kvinderne var også flotte, men knapt så
pyntede som i Fransk Polynesien.
Men ellers er hovedattraktionen, og
det vi har glædet os allermest til at se, her på Tonga, hvalerne. Vava’u
øgruppen er målet for et stort antal pukkelhvaler som på netop denne
årstid ankommer fra de kolde vande i Antarktis for at parre sig. (De kan
åbenbart heller ikke lide at fryse under den akt.) Indtil videre har vi
kun set en enkelt af dem på afstand, men ude blandt de mange øer i
området, skulle de findes i mangefold, og skulle kunne opleves på meget
nært hold. Der er sågar guidede ture derud, hvor man kan svømme blandt
dem, men vi foretrækker nu at opleve hvalerne på egen køl.
Og med ankerspillet på plads er vi
nu klar til at udforske Vava’u øgruppen og dens hvaler, men det håber vi
at kunne fortælle meget mere om i næste rejsebrev.
Knus fra,
S/Y TOWANDA
1. september 2006
S 18º39’538 W 173º59’008
Neiafu, Vava’u
Kingdom of Tonga
|