Vel tilbage på Towanda, efter et hektisk, men dejligt besøg hjemme i Danmark, kunne vi konstatere at vore boatsitters havde taget sig rigtig godt af skibet mens hun var i deres varetægt. Ikke alene overtog vi hende i nydelig og ordentlig stand, men Erik & Stig havde sågar formået at fikse motoren, så den igen var fuldt funktionsdygtig. Udskiftningen af udstødningsslangen havde ikke løst problemet alene, men heldigvis havde Erik også medbragt et nyt dieselfilter, og da det blev installeret var Yanmaren igen på fulde omdrejninger. Herligt, og ikke mindst nødvendigt, forud for den kommende sejlads ind og ud af de vanskelige pas i Tuamotu-atollerne. 

Derimod havde watermakeren genoptaget sin strejke, så efter en hyggelig aften med Lone og Erik (Annette og Stig var allerede rejst hjem) satte vi dem på en taxi til lufthavnen, og så gik der ellers gang i korrespondancen med fabrikanten. For at gøre en lang historie kort, så var der de kommende uger, ja måneder, en heftigt udveksling af E-mails, uden at det gav resultat. Vores watermaker er derfor kommet på fejlkøbslisten, og betragtes nu som en bunke skrot, som vi helst glemmer og hvis største værdi er at den er installeret under vandlinien, og derfor bidrager til skibets stabilitet. 

Nu er der jo mange sejlskibe som i tidens løb har klaret sig uden watermaker så det skulle vi nok også kunne. Netop de kommende måneder skulle vi dog sejle i områder hvor vandforsyningerne var knappe, og derfor hovedsagligt forbeholdt øboerne selv, og vi var følgelig nødt til at etablere et system til opsamling af regnvand. Et sådant havde Lene heldigvis allerede udtænkt, og det var kun skippers uvilje mod at lave huller i et velfungerende solsejl der havde afholdt os fra at etablere det tidligere. Og så selvfølgelig det faktum at vi jo indtil videre havde haft masser af rent vand til rådighed fra watermakeren. Systemet, dvs. et hul i solsejlet og en afløbsslange ned til vandtanken, var jo ganske simpelt at lave, og da vi samtidig fik et af de heftigste regnskyl vi endnu har oplevet blev vor slunkne vandtank fyldt op på en enkelt nat. 

Dermed var vi klar til Tuamotu-atollerne. Ø-gruppen består af hundredvis af smukke turkisblå laguner omkransede af koralrev og smukke palmeklædte sandstrande. Heraf er en del stadig TABU pga. af franskmændenes atomforsøg på Mururoa, og andre er simpelthen utilgængelige pga. at der enten ingen indsejlings- og ankringsmuligheder er, eller at passene simpelthen er for farlige at besejle. Tilbage er ca. 40 atoller, hvoraf de nordlige er de mest besøgte og hvor der også bor flest mennesker. Vi valgte et par af de mere isolerede sydlige øer som vores mål.  

Efter en fin sejlads på 450 sømil nærmede vi os således med en vis ængstelse, Raroia, hvor vi nu skulle bide skeer med vort første pas. Timingen var fin, og vi gik igennem 1 time før lavvande. Egentlig er det bedst umiddelbart efter lavvande, hvor strømmen i passet er minimal, men indsejlingen så ikke så frygtindgydende ud som ventet, så vi kløede på. Og med hovmesteren i masten, på udkig efter rev, sneglede vi os med 4 knobs modstrøm uden problemer igennem passet. Kun mistede udkiggen lidt af koncentrationen da hun i passet så indtil flere voldsomt store hajer, og tilsyneladende mente at en grundstødning midt i passet var at foretrække frem for at løbe risikoen for at de sultent udseende hajer i et upåagtet øjeblik sprang op til salingshornet og tog sig en luns af hendes velproportionerede bagdel. 

Ingen af skrækscenarierne materialiserede sig dog og vi lå snart sikkert for anker inde i lagunen. 

Raroia fik sine 15 minutters berømmelse i 1947, da Thor Heyerdahls Kontiki flåde strandede på atollens østlige rev, efter turen over Stillehavet. En verdensbegivenhed den gang, og en imponerede bedrift som havde til formål at bevise Heyerdahls teori om at Polynesien oprindeligt var blevet befolket østfra. Teorien blev dog aldrig anerkendt af eksperterne, og nu om dage er de fleste enige om at de oprindelige beboere i Stillehavet er udvandret fra Asien og at fysiske og kulturelle forskelle afhænger af om det skete via en nordlig rute over Mikronesien og Hawaii eller sydover via Melanesien og New Zealand.

Uanset deres oprindelse var Raroias ca. 50 beboere ualmindelig venlige og tog godt imod os. De levede, som de fleste i Tuamotus, af perle- og kopradyrkning. Perlefarmene styres ofte af japanere, som har bragt teknologien til området, men indtægterne er store og der falder rigelig af til de lokale, til at de ikke lider nogen nød. Franskmændene har desuden været flinke til at understøtte de lokale samfund, og rigtig mange af øerne har topmoderne lufthavne, der kan håndtere rimeligt store fly. Det gælder også Raroia der trods sin ringe størrelse havde en fin ny lufthavn og én ugentlig flyforbindelse til Tahiti. EU-bureaukratiets lange arme strækker sig også herud, og på trods af at øen kun kunne prale af 2-3 biler og ingen handicappede i kørestole eller lignende, havde lufthavnen selvfølgelig de påkrævede 20 parkeringspladser, inkl. invalideparkering, handicaptoilet og kørestolsrampe. En kommunalt ansat fejede pligtskyldigt P-pladsen hver dag, og selvfølgelig ekstra grundigt de dage hvor der kom fly. Men ellers stod det hele øde og forladt hen.

Vi var den fjerde båd til at besøge atollen dette år, og 2 af de foregående var stadig på ankerpladsen da vi ankom. Den ene, S/Y Kabuki, var fra Alaska, og dens besætning på 2 var de mest ivrige fiskere vi endnu har mødt. Om bord havde de et hidtil uset arsenal af fiskegrej, 28 stænger og mindst ligeså mange hjul, snører og kroge i alle afskygninger. De interesserede sig knapt nok for hvor de var i verden, men brugte al deres tid på at fange flest muligt af de sværeste og største lokale fiskearter. Til deres forsvar skal siges at de selvfølgelig enten spiste deres fangster eller, hvilket skete oftest eftersom de var dygtige til deres forehavende, satte fiskene ud igen. 

Vi fik umiddelbart stor fornøjelse af deres fiskekunst, da de om aftenen kom over med dejlig tun sashimi, ingefær, wasabi og hele molevitten. Og efter de først havde grinet af over skippers beskedne fiskeudstyr havde vi efterfølgende en rigtig hyggelig aften og hørte mange imponerende fiskerhistorier.

På Raroia havde vi også vores første møde med de smukke ”sorte” perler som Polynesien er så berømt for. Farven, som i virkeligheden kan være alt fra hvid over grå, grøn, bordeaux til mørk sort, kommer fra en speciel østersart som trives godt i atollernes laguner. Vi blev kontaktet af Gaston, en lokal perlefarmer, som tilbød at vise os rundt på sin perlefarm og fik senere lejlighed til at købe et par perler ”billigt” af ham. Han viste os også hvordan man implanterede perlekernen i østersen, men det krævede godt nok en hel del indlevelsesevne at fange detaljerne, eftersom han ikke lige havde en østers til rådighed til demonstrationen J 

Raroia var en dejlig oplevelse, men efter et par dage gik vi videre mod næste atol, Kauehi. I passet ud af Raroia mødte vi en behagelig 4 knobs medstrøm samt 3 norske både som var på vej ind for også at opleve hvor nationalhelten Thor Heyerdahl var landet. De 3 både Checkmate, Stormsvalen og Necessity, i al gemytlighed også kaldet Den norske Armada, havde vi mødt tidligere både i Nuku Hiva og i Panama, men i denne omgang blev det altså kun til et vink og en enkelt hilsen over VHF’en.

Kauehi var en lidt større atol, med ca. 250 indbyggere, men ellers var der ikke den store forskel til Raroia. Hovedindtægten var også her kopra og perler, og da heller ikke mange både kommer forbi her blev vi igen mødt med åbne arme. Denne gang blev vi nærmest adopterede af Lilly, en engelsktalende sygeplejerske, som mødte os på sin cykel straks vi satte foden på Kauehi.  Selv boede hun på Tahiti, men rejste rundt til forskellige øer, hvor hun så tog ophold et par uger for at tage sig af øens helbredsmæssige problemer. Som noget af det første tog hun sig af vores helbred, idet hun uddelte piller mod elefantiasis, som der er en lille risiko for at pådrage sig i dette område. Men nu skulle vi altså være sikret imod det.

Det syntes som om Lilly var i familie med størsteparten af øens beboere, og vi undgik ikke at blive slæbt rundt på besøg hos alle. Det var meget hyggeligt og interessant, men underligt nok lavede alle også en eller anden form for kunsthåndværk og det var svært at slippe uden om at købe noget af dem. Mange lavede dog fine smykker af perlemor og det virkede ikke som om hovmesteren havde noget imod at handle med dem. Lilly var tilfældigvis også i familie med en perlefarmer så også beholdningen af sorte perler blev suppleret.

Opholdet på Kauehi blev, ikke mindst pga. Lilly, særdeles indholdsrigt og kulminationen blev da vi blev inviteret til en tredobbelt fødselsdag hos perlefarmerens familie. Festen i sig selv var ikke vild, der blev udelukkende serveret saftevand til maden, men det var en dejlig anerkendelse at blive inviteret helt indenfor i deres hverdag. En stor del af øen var nu inviteret, men kun de nærmeste, inkl. os, sad til højbords under en pavillon midt på gårdspladsen, mens de øvrige sad hvor de nu kunne finde plads rundt omkring. Efter et par højtidelige taler, der blev simultantolket af Lilly, blev alle beværtede med 3 retter mad hvoraf én af dem var havskildpadde. Ikke helt i overensstemmelse med gældende lovgivning, idet havskildpadder er totalfredede, men det er en traditionel ret som de indførte nægter at slippe – og det smagte herligt! Festmåltidet blev afsluttet med lækre fødselsdagslagkager. Der blev dog stadig ikke serveret andet end saftevand at drikke, så vi havde intet besvær med at styre dinghyen ud til Towanda, da vi mætte af både mad og indtryk forlod festen ved 22-tiden.

Snart gik turen videre mod Tahiti. Vi havde på daværende tidspunkt ikke helt opgivet watermakeren, og hastede mod Polynesiens største by, fordi vi der regnede med at kunne få repareret den. Men ak nej, der var ingen hjælp at hente. Ingen ville røre den med en ildtang, og skipper måtte skille den ad et par gange mere og kom til den konklusion at det var en pumpe som ikke fungerede optimalt. Vi bestilte derfor en pumpe i Frankrig, til levering ekspres. Ekspres er i denne forbindelse i løbet af et par uger, så vi måtte hænge ud her i ventetiden. Det var nu ikke det værste der kunne ske. Tahiti er godt beskyttet af et omkringliggende koralrev og ankerpladserne er rimelig gode og rolige.

Og så er der Carrefour, et vaskeægte fransk supermarked med alt hvad dertil hører af kulinariske delikatesser. Et himmerige for en langturssejler som gennem måneder har levet af frossen kylling og lam, og de fleste gik da også totalt amok da de første gang trådte ind i Carrefour. Men man kommer til at betale for herlighederne. Prisniveauet i Fransk Polynesien er en del højere end i fx Danmark, og temmelig højt i forhold til de øvrige lande man har passeret, så det er noget af et chok man får når man bliver præsenteret for de første indkøbsregninger. Men det er dejligt igen at kunne få alt hvad man kan ønske sig, så må man forsøge at leve med prisen. Desværre gælder det kun mad, og det er stadig sparsomt hvad man kan opdrive af reservedele m.v. til båden. Så hvis man har et u-udlevet entreprenør gen kan vi anbefale at rejse til Papeete, og starte en marineshop. 

Efter nogle dage i Papeete, hvor vi indklarerede og fik bestilt pumpen, sejlede vi de små 15 mil til den nærliggende ø. Moorea, og var igen langt fra storbyens larm og jag. I Opunohu Bay fandt vi den smukkeste lille ankerplads, men måtte dog finde os i selskab af 12-15 andre både. Her tilbragte vi ventetiden på pumpen, travlt beskæftiget med ingenting, udover at vi en dag var på en rigtig spændende udflugt til en nærliggende bugt, hvor vi fodrede og svømmede med Stingrays. Efter en lille dinghytur på et kvarterstid var vi fremme ved et lavvandet område på ca. 1 meters dybde, og før vi næsten havde smidt ankeret i vandet, var dinghyen omringet af 7-8 kæmpestore rokker. De var vant til at blive fodrede af udflugtsbåde så de var utrolig tillidsfulde, ja ligefrem nærgående, og hovmesteren syntes nok at de var lige mange og store nok i starten. Men snart var hun sprunget ud i det og fortrød ikke. Selv en 6-8 sorttippede hajer som svømmede nysgerrige rundt i udkanten af det lavvandede område kunne ikke afskrække hverken hende eller skipper, men det var da lige en ny udfordring som skulle overvindes af os begge.

Efter nogle dage i paradiset, sejlede vi retur til Papeete, og oplevede for første gang i et par år, at vi havde vinden imod os og måtte krydse!!! Vi havde næste glemt hvordan og da vi ikke havde ulejliget os med at hejse storsejlet, havde vi endda besvær med at gå over stag og måtte i et enkelt tilfælde sågar hente hjælp fra motoren.  ;-(

Tilbage i Papeete stod verden på den anden ende da Frankrig havde kvalificeret sig til VM-finalen i fodbold. Desuden var vi midt i HEIVA, en årlig fest som polynesierne afholder i begyndelsen af juli. Festen er én lang række af ærefulde konkurrencer i sang, dans, løb, kano, kokosnøddeåbning, spydkast oma. og har sin oprindelse i den gamle polynesiske kultur. Af samme grund var festlighederne i en lang årrække forbudte af de franske myndigheder, som ikke ønskede at styrke det lokale sammenhold. Under dække af at det nu er den franske nationaldag, d. 14. juli som fejres, er de nu igen tilladte og deltagerne kæmper med stor entusiasme i alle de ærefulde discipliner. Størst turisttække har sang- og dansekonkurrencerne, hvor ensembler på op imod hundrede deltagere optræder. I Papeete sender de enkelte øer deres bedste sangere og dansere ind for at konkurrere om at blive Polynesiens bedste, men på de øvrige øer, konkurrerer de enkelte byer mod hinanden med lige så stor entusiasme.

Vi købte billetter til en aftens konkurrencer, men da det foregår på en udendørs scene blev det desværre udsat pga. et kraftigt regnvejr. Uvejret fortsatte i dagevis og da også den udsatte konkurrence blev aflyst, havde vi ikke lyst til at vente længere på Tahiti. Vi solgte billetterne til venner som ville vente på at showet kunne gennemføres, og satsede i stedet på at se de tilsvarende Heiva-konkurrencer på Bora-Bora, som også er berømt for sine shows.

Inden afsejlingen fulgte vi dog lige VM-finalen på storskærm, men som alle ved tabte Frankrig og mens Tahiti hensank i traume stod vi nordpå mod Bora-Bora.

Bora-Bora var ved første øjesyn en skuffelse. Da vi gerne ville følge Heiva-showene ville vi ankre nær byen, men alle ankerpladserne var dybe og usikre. Der var fine ankerpladser ude ved revet, hvor de fleste både lå, men pga. vores beskedne motorkraft på dinghyen, var afstanden for stor til natlige udflugter ind til byen. Vi endte derfor på en mooring ved Bora-Bora Yachtklub, som ikke lå alt for langt væk fra bycentrum. Heiva-dansene var derimod fantastiske, og vi fulgte opvisningerne 3 aftener i træk. I modsætning til Tahiti, var disse shows lokale konkurrencer mellem øens byer og danseensemblerne blev hver aften bakket talstærkt op af deres byfæller. Der var heller ingen entre at betale, medmindre man ville sidde på en tribune bag dommerpanelet. Det var flotte shows af ensembler på op til hundrede personer i flotte og farvestrålende kostumer. 

Der var virkelig gjort meget ud af det hele. Danserne/sangerne havde tydeligvis øvet flittigt hele året siden sidste Heiva, og de af byens indbyggere som ikke var på scenen har formentlig slidt med kostumerne lige så længe. Og man må ikke glemme musikensemblet, som også indeholdt 40-50 personer, hovedsagelig spillende på trommer og ukuleler.

Herefter sejlede vi til Raiatea, hvor vi skulle hente Annette og Stig, som var så gode at besøge os et par uger. Vi havde nogle herlige dage i deres selskab, hvor vi sejlede omkring såvel Raiatea og Tahaa, som er to øer der ligger indenfor samme rev. Vejret var med os og selvom ankerpladserne også her var dybe, over 25 m, lå vi godt og sikkert hver nat. Stig havde sejlet i området for 10 år siden og vi havde alle stor glæde af at se eller gense nogle af de flotte steder han havde været. I den sydlige del af Raiatea, så vi bl.a. Marae Taputaputea som regnes for et af de helligste steder i det gamle Polynesien. Marea’en dateres tilbage til omkring det 17-århundrede og menes at have været centrum for de religiøse aktiviteter i denne del af Stillehavet, og der er givetvis foretaget mange storslåede ceremonier, inklusive menneskeofringer og efterfølgende servering af langgris (longpig).

Nogle få dage efter vi havde besøgt Marae Taputaputea var den skueplads for endnu en ceremoni, idet Thor Heyerdahls søn ankom på en replica af Kontiki-flåden, efter at have gennemført den samme Stillehavs krydsning som faderen i 1947. (Hvorfor det lige skulle markeres efter 59 år, og ikke fx 60 år, er forfatteren ukendt, men de havde måske sejlet hurtigere end ventet J). Vi havde ikke tid/lyst til at vente, men flere af vore norske venner var der naturligvis, og har efterfølgende fortalt at det var meget festligt, inklusive et spændingsmættet indslag, hvor en ivrig slæbebåd var ved at sænke tømmerflåden, hvorved alt flådens elektroniske grej bl.a. blev ødelagt.

Selv var vi på det tidspunkt igen nået til Bora-Bora, hvor vi udforskede en række af de mere behagelige ankerpladser langs revet. Særlig spændende var en udflugt til den østlige side af øen, hvor vi besøgte et lagoonarium. Et lagoonarium er et sted hvor de har indfanget og indespærret en række fisk og havdyr, så man kan svømme sammen med dem og opleve dem på nært hold. Som en særlig turistattraktion har de desuden indhegnet et større badeområde for at holde hajerne INDE!?

At svømme blandt de mindre fisk gik meget godt, men hajerne … Nuvel, vi måtte jo prøve og det gik udmærket med at vade ud fra stranden og betragte dem fra lavt vand. Bassinet var imidlertid arrangeret således at hajernes område lå i en bue uden om de øvrige bassiner, og på et tidspunkt opstod selvfølgelig den absurde tanke at starte i den ene ende og svømme turen udenom det hele – gennem det hajfyldte farvand – uden mulighed for at spurte op på land såfremt ét af bæsterne blev nærgående. Vi forsikrede os selv om at de sikkert var blevet velfodrede inden vi ankom, men på den anden side var vi ankommet meget tidligt, og måske havde de ikke nået at fodre? 

For at sikre os mod baghold lod skipper hovmesteren svømme først ud i bassinet.

Senere svømmede vi hånd i hånd, som om det skulle hjælpe nogen af os. Det gik nogenlunde med de sorttippede revhajer, som vi allerede kendte fra snorkelture ude i virkeligheden, men bassinet indeholdt også et antal ret store Lemonsharks, hvorom guidebogen siger, og jeg citerer: ”Lever ensomt og betragtes som farlige!!!” Hvordan reagerer sådant en karl så når den er spærret inde sammen med adskillige andre hajer, samt et par blegfede og letfangede lækkerbiskener?

Man siger hajerne kan fornemme angst og at det tirrer dem til at angribe. Det passer ikke! Vi overlevede i hvert fald svømmeturen, og de viste i virkeligheden ikke videre interesse for os mens vi sneg os igennem bassinet over til den velsignede strand i den anden ende. Her faldt vi udmattede om på et par strandstole, og lod solen tørre angsten sved fra vore pander. Been there, done that!

Nu havde Annette og Stig efterhånden holdt os hen i spænding i 14 dage, fordi historien var oprindelig at de ville besøge os i Polynesien for at blive gift herude. De må imidlertid have fået kolde fødder for bryllupsinvitationen udeblev og vi måtte i stedet nøjes med en pseudobryllupsmiddag på Bloody Marys, en berygtet restaurant på Bora-Bora, hvor alle de kendte kommer for at spise. Vi kendte dog kun føromtalte nordmænd, som tilfældigvis også var derinde for at få en drink, men både Nicole Kidman og alle de andre, havde åbenbart andet for den aften.

Middagen gjorde det i stedet ud for en afskedsmiddag, for Annette og Stig måtte nu desværre tilbage til civilisationen. Skipper sejlede dem til færgen en mørk nat kl. 05.00, og efter at have provianteret for vore sidste Polynesiske mønter senere på formiddagen, hev vi ankeret op for at gå mod servicestationen for at bunkre diesel. Uheldigvis brændte vi ankerspillets motor af i processen, og mens vi kæmpede for at hive ankeret op med håndkraft løb tiden og tankstationen lukkede for weekenden. Heldigvis var planen i forvejen at ligge de sidste dage for mooring ved Yachtklubben, men langtursejlerlivet uden ankerspil er ikke sjovt, og jagten på en ny motor gik selvfølgelig straks i gang.

Mandag lykkedes det os så at bunkre diesel og vand, og tirsdag fejrede vi i al stilfærdighed vores bryllupsdag med en frokost i Yachtklubben og en stille middag hjemme om aftenen. Fruen gav skipper 3 kg bly og en wireklemme i gave. Dejlige praktiske gaver til en langtursejler. Skipper havde selvfølgelig haft travlt og ikke nået at finde en gave at give retur. Han er efterhånden en del gaver bagud. 

Næste dag var vi i følgeskab med vore norske venner på Stormsvalen og Necessity på vej mod den lille ø, Mopelia, ca. 140 mil vest for Bora-Bora. Sejladsen gik fint, men passet ind i atollen var et af de drabeligste vi endnu havde mødt. Smalt, kun ca. 15-20 m bredt, og med en kontant modstrøm ud af passet på op imod 6 knob. Desuden var det ikke afmærket og vore søkort var ikke præcise. Det er imidlertid ikke unormalt i dette område, hvor opmålingerne ofte er næsten fra Cooks tid, eller i hvert fald foretaget lang tid før GPS’en. Vi har derfor for længst lært at hvis virkeligheden ikke stemmer overens med instrumenterne og kortet, så er det virkeligheden som er det rigtige. Udover disse vanskeligheder stod der en brækkende swell ind over passet, som gjorde det vanskeligt at forudse hvilke forhold vi ville møde derinde, og vi overvejede en kort overgang at droppe øen og sejle videre. Der var imidlertid 3 døgns sejlads i modvind til næste mulige stop, og da Tom og Anne Brith fra Stormsvalen resolut angreb passet og kom helskindet indenfor fulgte vi andre alligevel efter. Og det var nu heller ikke så slemt som frygtet. Passets problem ligger mest i at man ikke kan se hvad der venter én, før man er så langt inde at det er umuligt at vende om.

Indenfor ventede et lille paradis af et øsamfund med kun 10 indbyggere som levede af koprahøst og lobsters som de fangede og solgte videre til de store øer. De havde tidligere også levet godt af perledyrkning, men da to cykloner, med få års mellemrum, ryddede hele deres østersbeholdninger, opgav de dette til fordel for den mindre, men mere sikre, indkomst fra kopra og lobsters. Vi tilbragte et par dejlige dage her i selskab med vore nye norske venner samt Dany og Claude fra canadiske Sijoli, som vi kendte fra tidligere og tilfældigvis også lå for anker i lagunen. En specielt hyggelig aften havde vi med Stormsvalen og Necessity, da vi købte lobsters som vi grillede på et bål på stranden. Som en særlig specialitet købte vi også en af de store Coconutcrabs, som lever på land og siges at kunne kravle op i palmerne og klippe kokosnødderne ned med deres store klør. Nede på jorden går de så i krig med nødderne, og hvad far ikke kunne klare kan krabberne, selvom det kan tage dem flere uger at grave sig igennem skallen og ind til det nærende kokoskød. Krabben blev leveret kogt af den lokale fisker Tony og smagte nogenlunde som kogt hummer, måske med en lille bismag af kokos.

Et par dage senere, vel ude af passet som ikke frembød de store problemer indefra, satte vi kursen mod Aitutaki, Cook Islands. En tur på ca. 3 dage. Vinden tvang os dog op på en lidt for nordlig kurs og efter ca. 1 døgns sejlads besluttede vi at ændre kurs mod Niue, som lå yderligere 6 døgn væk. Stormsvalen og Necessity ændrede også kurs, men ville stoppe ved Palmerston atollen som lå ca. midt på ruten. Det ville vi egentlig også gerne have gjort, men det er en relativt ubeskyttet ankerplads udenfor lagunen og eftersom vi stadig var uden ankerspil vurderede vi at det var for risikabelt for os. I Niue ventede i stedet mooringbøjer, hvilket var langt at foretrække, og den nye ankerspilsmotor skulle desuden leveres hertil så vi var ivrige efter at komme frem og få den monteret.

I Niue blev vi utrolig godt modtaget af såvel myndighederne som Niue Yachtklub. Sidstnævnte kalder sig selv verdens største lille yachtklub, hvilket ikke er helt forkert. Der findes ingen lokale medlemmer, eftersom ingen på Niue har sejlbåd, men klubben har alligevel 1200-1300 medlemmer over hele verden efter at de for nogle år siden annoncerede efter medlemmer i et af de store Bådmagasiner. Medlemskabet koster 20 NZD per år og man får ikke noget for det udover æren over at støtte et godt formål. Den fysiske sejlklub blev, sammen med 90 % af øens øvrige bygninger, udraderet af cyklonen Heta i 2004, og i virkeligheden består den kun af et par entusiastisk pensionister der nærmest står på pinde for alle de besøgende sejlere. Niue er også speciel derved at forholdene gør det umuligt at lande sin dinghy, og man er nødt til at løfte den op på den grove stenmole med en kran hver gang man skal i land. Samtidig er ankerbugten ubeskyttet mod vestlige vinde, og da vi i et par dage havde kraftig vind netop herfra var det umuligt at forlade bådene og gå i land. Heldigvis har yachtklubben, efter at førnævnte cyklon også havde fjernet alle deres moorings, for nyligt lagt nye og meget tunge moorings ud, som kunne holde bådene selv i en ret kraftig vestenvind. Ellers ville det have været nødvendigt at forlade den læ kyst og stikke til havs for at ride uvejret af på åbent vand. Nu forblev vi på bøjerne, men havde et par meget urolige dage og nætter, hvor alle bådene i bugten svajede og rullede så alle var ved at blive sindssyge.

På Niue får man kun post med den ugentlige flyforbindelse fra New Zealand og vi fik oven i købet den nedslående meddelelse at der de seneste 3 uger overhovedet ikke havde været post med flyet pga. pladsmangel!!! Men der var ikke andet at gøre end at vente på næste fly og håbe det bedste. Ventetiden tilbragte vi i hyggeligt selskab med de mange andre både i bugten, og senere da Stormsvalen og Necessity ankom fra Palmerston, lejede vi en bil og var på fælles udflugt øen rundt. Men det bedste af det hele var nu at da fredagsflyet ankom fra New Zealand, var vores pakke sørme med! Da vejrudsigten samtidig viste et godt vindue for den videre sejlads stak vi om søndagen af mod Tonga, i selskab med Stormsvalen.

Sejlturen forløb fint, selvom vi helt som forventet løb tør for vind efter ca. 36t og måtte gå for motor det sidste stykke. Som kuriosum kan nævnes at vi sejlede ca. 48t, men at turen tog 3 dage? Det skyldes naturligvis at vi krydsede datolinien, og de som eventuelt havde fødselsdag d. 22. august må undskylde at vi ikke har ringet eller skrevet, men det skyldes altså at den dag oplevede vi slet ikke. Vi kom dermed, med ét slag, hele tre måltider bagud, hvilket ville have chokeret vor gode ven Gaus, der så vidt vides stadig kæmper med at indhente det ene måltid han mistede under vores sejlads i Caribien J

Her i Neiafu, Vava’u, Kingdom of Tonga, ligger vi også ved bøje, hvilket har været en fordel eftersom vi uventet måtte kæmpe en hel uge på at få installeret den nye ankerspilsmotor. Skruerne var korroderet så kraftigt at det var umuligt at skille gearkassen af uden at save dem over, hvilket igen gav det problem at stumperne måtte bores og slås ud. Det har været en sej kamp, men for få øjeblikke siden har skipper netop skruet den sidste skrue i, og tjekket at spillet virker som det skal. Så nu er vi igen ”fit for fight”.

Ugen er dog ikke gået udelukkende med at arbejde med spillet, idet Neiafu er et meget festligt sted at opholde sig. Langt de fleste der sejler over Stillehavet ad den såkaldte ”mælkerute” ligger vejen heromkring. Så der er en hel masse gensyn med sejlere som har mødt hinanden tidligere på ruten, og da der for første gang siden Caribien, findes en havnefront spækket med listige cafeer og restauranter, er der hver dag heftig aktivitet i barernes ”happy hour” hvor sejlerne mødes og udveksler drabelige historier fra deres sejladser og eventyr. Næsten hver aften har én af restauranterne et specielt arrangement. I aftes var vi således til dragshow, og det var en rimelig særegen oplevelse at se et par fuldfede tonganere, klædt i fjerboaer mens de mimede og dansede sensuelt til musikken.

Hver uge afholdes der også en lille uformel regatta i bugten, og vi var inviteret til at deltage som gaster ombord på en Oyster 52. Vi kæmpede bl.a. mod Lion of New Zealand, en gammel Americas Cup båd, og jeg er ikke flov over at indrømme at vi tabte. Det hele var mest sjov og ballade og man bliver jo helt tørstig af at hive i alle de snore.

I søndags gik vi så bodsgang til kirken, selvom den underliggende ide nu mest var at det skulle være en smuk oplevelse at høre forsamlingens sang. Og vi blev bestemt ikke skuffede. Alle sange var smukke og flerstemmige og forsamlingen kunne virkelig synge igennem. Det hjalp nu også at der var et kor på omkring 50 medlemmer med dirigent og det hele, til ligesom at lægge bunden. Det var også spændende at se især mændene i deres specielle lokale klædedragt, kjole og bastskørt. Kvinderne var også flotte, men knapt så pyntede som i Fransk Polynesien.

Men ellers er hovedattraktionen, og det vi har glædet os allermest til at se, her på Tonga, hvalerne. Vava’u øgruppen er målet for et stort antal pukkelhvaler som på netop denne årstid ankommer fra de kolde vande i Antarktis for at parre sig. (De kan åbenbart heller ikke lide at fryse under den akt.) Indtil videre har vi kun set en enkelt af dem på afstand, men ude blandt de mange øer i området, skulle de findes i mangefold, og skulle kunne opleves på meget nært hold. Der er sågar guidede ture derud, hvor man kan svømme blandt dem, men vi foretrækker nu at opleve hvalerne på egen køl.

Og med ankerspillet på plads er vi nu klar til at udforske Vava’u øgruppen og dens hvaler, men det håber vi at kunne fortælle meget mere om i næste rejsebrev.

Knus fra,

S/Y TOWANDA
1. september 2006
S 18º39’538  W 173º59’008
Neiafu, Vava’u
Kingdom of Tonga