Midt i februar påmønstrede så Jan, og da de øvrige to ”kanalgaster” først skulle komme sidst på måneden var planen at sejle til den nærliggende flod Rio Charges, som har en rig historie som oprindelse for størstedelen af de guldrigdomme der i tidens løb er blevet ”organiseret” af den spanske Armada. Vinden havde imidlertid sat sig fast i det nordlige hjørne, og en kraftig vindstyrke gjorde det nærmest umuligt at sejle ud af Colon, for slet ikke at tale om at passere barren ved flodmundingen. Vi gjorde i stedet det at vi sejlede til Shelter Bay Marina, som ligger i det nordvestlige hjørne af Limon Bugten, men stadig indenfor kanalområdets beskyttende moler. Her var vi væk fra det snavsede Colon og kunne bl.a. bade i vandet uden sundhedsfare. Ikke helt uden risiko dog, fordi der var krokodiller i området, men de lokale beroligede os med at deres krokodiller var så smarte at de ikke spiste mennesker fordi de vidste at de så ville blive udryddet. Krokodillerne, altså!

Her tilbragte vi så nogle afslappende dage og lejede bl.a. et gammelt bilvrag af marinaen, som bragte os lidt rundt i landet. Vi besøgte Panama City, spiste på Jans foranledning frokost i en golfklub, og fik os også et forhåndskig på en af kanalsluserne fra landsiden. En anden dag kørte vi til en nationalpark ved Rio Chagres, hvor vi bl.a. havde fornøjelsen af at se og høre masser af brøleaber og se andre spændende dyr i regnskoven.

Vi besøgte også San Lorenzo fortet ved flodens udmunding, som i sin tid tjente som beskyttelse for udskibningen af guld samt for Panama City som lå længere oppe af floden. Det afskrækkede dog ikke den berygtede pirat Henry Morgan, som angreb og indtog fortet med omkring 1500 mand, hvorefter han forsatte med 1000 af sine mænd op af floden og plyndrede og afbrændte Panama City. Han sluttede effektfuldt af med at sprænge fortet i luften og sejle af sted med sine skibe bugnende fulde af guldrigdomme. Den gang kunne det betale sig med lidt entrepreneurship J

Nogle år senere, efter spanierne havde genopbygget fortet, gentog en engelsk Admiral kunststykket med at indtage og afbrænde det, så noget kunne tyde på at fortets strategiske betydning og dets effekt var nogenlunde omvendt proportionale.

Nu nærmede d. 27. sig med hastige skridt, så vi sejlede tilbage til PCYC for dels at hente vore to sidste gaster Stig og Michael og dels for at afhente vores ”kanaludstyr” bestående af 4 x 40 m x 22mm tov og 10 bildæk. Udstyret kræves som minimum af kanalmyndighederne og var til afhentning i sejlklubben, hvor de ansatte har en lille nebengesjæft med udlejning af grej til sejlbådene, som typisk ikke medbringer så meget tov og så mange fendere i deres normale udrustning.

Stig og Michael ankom planmæssigt d. 26. og så kunne vi blot afvente vores transitaftale dagen efter.

Well, en aftale er en aftale er en aftale. Dog ikke med kanalmyndighederne i Panama. Vores aftale d. 27. holdt i hvert fald ikke, men i modsætning til så mange andre som fik udsat deres gennemsejling flere uger, klarede vi nogenlunde frisag med en forsinkelse på kun 3 dage. Ikke uheldigt, for det betød at Stig som var fløjet over udelukkende for at sejle med gennem kanalen, lige netop kunne nå det før han fløj hjem igen.

De ekstra dage benyttede vi på at sejle tilbage til Shelter Bay, leje bilvraget og køre ind til Panama City for at opleve karnevalet. Der er vist langt til det overdådige karneval i Rio, men efter nogle timers venten i den stegende sol kom et par vogntog forbi med smukke piger i farvestrålende og overdådige gevandter, der dog var udformet så snedigt at de ikke skjulte alverden.
På vejen hjem spiste vi, for anden gang, frokost i golfklubben Summit, og især Michael fik en hel ny opfattelse af begrebet dresscode i golfklubber, da han opdagede et par sparsomt påklædte damer, i den allersidste ende af alderskalaen, spankulere rundt uden for restaurantens vinduer. Vi var enige om af der måtte være envejs-glas i vinduerne. I modsat fald havde damerne i hvert fald en unik evne til at ignorere de ca. 60 mennesker der sad indenfor og måbede.

I Shelter Bay havde vi også fornøjelsen af at møde Nancy og Erik, et Canadisk-dansk par i Eriks selvdesignede sejlbåd ”Kattegat”. De var søde mennesker og Eriks sundowner, serveret om formiddagen umiddelbart før vores afsejling, vil gå over i historien. Også ombord på Kattegat tror jeg, for vi skylder vist en undskyldning for vores uhæmmede indtagelse af gudedrikken. Erik kom dårligt nok ud af Pantryet, fordi han hele tiden skulle brygge flere drinks, og flere af vore gaster havde svært ved at holde sig vågne på den efterfølgende 3 sømil ”lange” tur til Colon.

D. 2. marts oprandt så dagen. Morgenen startede med morgenbriefing af gasterne og klargøring af båden til kanaltransitten. Og efter frokost i sejlklubben, udlevering af kanaluniform, dvs. T-shirts med flotte kanalmotiver, var vi klar til at modtage piloten, som til en vis overraskelse, ankom planmæssigt kl. 16.45.

Desværre var fragtskibet som skulle igennem før os forsinket, så vi måtte vente ved en bøje et par timer. Vi var da fortøjet til de 2 andre både som skulle igennem sammen med os, og de 10 bildæk gjorde god gavn da en kraftig swell fra de forbipasserende både gjorde det til en ret urolig oplevelse.

Kl. 19.20 var vi endelig klar til den første sluse og sejlede ”nestet” ind og igennem uden spor problemer. ”Nestet” vil sige at vi er bundet sammen med to andre både, og da den ene var en ret stor motorbåd, blev vi 2 sejlbåde sat på hver sin side af den. Det betød at deres pilot overtog kommandoen og, hvad der var endnu bedre, deres motor arbejdede for os, og deres gaster gjorde alt arbejdet med fortøjningerne til land. Vi kunne sådan set bare se til og nyde oplevelsen. Det vil sige, ikke Stig, som farede rundt på motorbåden og hev og sled i deres fortøjninger. Om det var for at få det fulde ud af oplevelsen, eller for at imponere deres unge græske gast vides ikke, men vores skipper blev egentlig lidt arrig over at der ikke var styr på tropperne.

På den anden side af de 3 sluser var det blevet helt mørkt og vi sejlede et par mil ind i Gatun Lake og fortøjede ved et par bøjer. Her gik det igen helt galt med at få gasterne til at holde sig på båden. Med 3 både fortøjet til én bøje, blev det lidt ”crowded” og vi besluttede at flytte til en anden bøje. Her fandt vi dog at Jan var blevet stående på den gamle. Nå, skipper havde på daværende tidspunkt tilgivet Stig, og forbarmede sig da også og hentede den anden forladte søn hjem igen.

Her var det at det begyndte at blive vanskelig at holde styr på navnene. Stig og Jan havde indtil videre hakket så meget på hinanden at Michael havde døbt dem Statler og Waldorf, efter de ældre herrer på balkonen i Muppet Show. Men nu opstod der momentant en vis stemning for i stedet at kalde dem Kvaj og Bøje.

Næste morgen kl. 06.45 kom en ny pilot/advisor om bord og vi påbegyndte en aldeles smuk sejlads over Gatun Lake i blid morgensol og næsten havblik.

Efter 6 timers sejlads kom vi så til den midterste sluse Pedro Miguel Lock, hvor vi ”nestede” op igen, og som vi derefter passerede i fin stil. Uden at blive skilt ad sejlede vi så et kort stykke til Miraflores Lock, som omfatter de sidste to sluser inden Stillehavet. Her begynder det at blive lidt vanskeligt, idet mødet mellem søens ferskvand og Stillehavets saltvand giver lidt malstrømme når slusen åbnes. Da det samtidig blæste lidt op mistede en af motorbådens linehandlere sin line på et kritisk øjeblik og vi havde en lille krise hvor vi ikke kunne holde bådene midt i slusen. Faren blev afværget før vi ramte slusevæggen, men det havde ikke været rart hvis Towanda skulle have ageret fender for den store motorbåd og katamaranen på den anden side.

Kl. ca. 15.00 åbnedes den sidste sluse, og Towanda flød i Stillehavet J

Efter en kort sejlads ankrede vi op i Flamenco Anchorage, lidt uden for Balboa, og fejrede bedriften med en flaske Champagne efterfulgt af indtil flere Ankerøl og et par udskudte Bro-drammer!

Næste morgen havde vi æren af et besøg af Karsten fra Panama, kendt og elsket af alle skandinaviske langturssejlere på disse kanter. Karsten er den personificerede hjælpsomhed og kører på frivillig basis et dagligt radionet med vejroplysninger og andre praktiske råd og vejledninger til langtursejlere i Caribien og helt ud til Marquesas. Uden hans hjælp var vi aldrig nået så langt, så smertefrit, og vi er ham virkelig megen tak skyldig.

Samme dag måtte vi med sorg tage afsked med Stig, som dog virkede tilfreds med at have nået med igennem kanalen.

Herefter fulgte et par dage med hektisk skipperaktivitet, idet at få en såkaldt Zarpe, et udrejsestempel, ud af Panama, er et ganske krævende job. Ikke mindst når det viser sig at man ikke er reglementeret indklareret i Balboa, og det er jo klart for enhver at man må rigtigt ind før man kan komme ud! Det lykkedes dog, efter at have understøttet den Balboanske taxastand betydeligt, og vi kunne endelig sætte kursen vestover.

Det startede rigtig godt. Efter få timers sejlads fangede Michael sin første fisk. En mindre tun på 3 kg ganske vist, men stor nok til at Sushi-kittet kom frem og bestod sin prøve til UG på en dejligt ankerplads ved Perleøerne.

Tiden var dog løbet lidt fra os i Panama, så det blev ikke som ventet til flere dages ophold på Perleøerne. Vi stoppede kort ved Isla Contadora, Jan og Michael var en lille tur i land, men derefter besluttede skipper at tiden var egnet til at stå ud mod Galapagos. Om tiden var velvalgt lader vi stå hen i det uvisse, men efter et par dage døde vinden ud, og størstedelen af de 600 sm måtte desværre tilbagelægges for motor. Det var dog et betagende syn at se det kæmpestore Stillehav ligge hen i nærmest havblik mens store sløve dønninger på 3-4 m smøg sig forbi.

Og der var da også andre lyspunkter. Ikke mindst passagen af Ækvator! Måske især som sejler er det noget specielt at krydse Ækvator, og det er da også omfattet af stor overtro og ceremoni, idet traditionerne påbyder sejlere at blive døbt af havenes gud, Kong Neptun, før de får tilladelse til at krydse linien. Og pludselig, ud af det store intet, kom sørme Neptun, som havde sneget sig om bord uden nogen havde opdaget det. Han virkede, måske lidt påtaget, vred over at man tilsyneladende havde forsøgt at snige sig over linien uden at blive døbt, og forlangte straks alle mand på dæk, til opsang og behørig dåb.

Da havguder, af indlysende årsager, ikke benytter vand under dåbshandlingen havde han i stedet, af hovedingredienserne pasta, ketchup og soja, fremstillet en afskyelig, klæbrig substans der skulle symbolisere havtang, og de stakkels døbemodne gaster så ikke umiddelbart ud til at se frem til deres andel af ceremonien.

Første mand til at gennemleve Ækvatordåben var Jan, som Kong Neptun under stor højtidelighed gav havnavnet ”Flyvefisken”, idet han nævnte at han havde betragtet skibet gennem længere tid, og aldrig havde set Jan sidde stille. Han farede og fløj derimod konstant rundt og hev i diverse liner og tovværk, uden dog af den grund opnå at få skuden til at sejle hurtigere, endsige flyve. Han fik højst skipper til at flyve op en gang imellem når denne syntes der blev for meget kapsejlads over det. ”Vi er jo ikke på flugt” blev han hørt citere en god langtursejlerven for, flere gange. Underbyggende for navnevalget var også at Neptun, fra sin ambassadør i Østersøen, havde erfaret at denne ofte havde set Jan flyve lavt hen over farvandet ved Rødby-Puttgarden, i stedet for at tage færgen som enhver ordentlig sejler jo ville have gjort.

Næste i rækken var Michael, som Kong Neptun, til nogens overraskelse, gav havnavnet ”Ballonfisken”. I krogene hviskedes det at der jo var vægtige grunde til at ”Kuffertfisken” ville være mere relevant, men Neptun var ubøjelig. Argumentationen hører imidlertid under privatlivets fred, og burde som sådan nok også have været holdt der. Der slap dog alligevel af og til noget ud af Michael, som Kong Neptun, bogstaveligt talt, må have opsnuset.

Sidst, men ikke mindst, tildelte Kong Neptun skipperinden og hovmesteren havnavnet ”Nursehajen”, som en klar anerkendelse af den omsorg og pleje hun uegennyttigt, og i døgnets 24 timer, yder skibets besætning. Og som uigendriveligt bevis for at hun er en ”haj” til at ”nurse” kunne man jo blot kaste et enkelt blik på de 3 trivelige herrer om bord. Her lides ingen nød, det er ganske vist.

Efter hver dåbshandling beseglede den navngivne sit nye havnavn med en skål med Kong Neptun, naturligvis i Linie Akvavit, og da alle var igennem ceremonien, fejredes det yderligere med en svømmetur på linien. Ingen var naturligvis nervøse, vi var jo kun nogle få kilometer fra land – nedad!

Skipper var uheldigvis ikke lige til stede mens Kong Neptun var ombord, så han måtte undvære sin havdåb, og håbe på at Neptun kommer forbi igen en anden god gang. En uheldig konsekvens heraf var desværre også, hvilket han senere påpegede flere gange, at han jo ikke fik en eneste snaps  ;-)

Heldigvis diskede vores nydøbte Nursehaj, sit nye navn tro, hurtigt op med en lille smagfuld frokost, med rugbrød, sild, øl, og ja, Linie Akvavit! Og så var alle glade!

Men – hele ceremonien var altså en helt ekstraordinær undtagelse fra skibsreglen, om ikke at drikke alkohol under havsejlads, så festen sluttede efter den ene øl og snaps under frokosten. I øvrigt var der stadig havblik, uden udsigt til en eneste krusning på vandet!

Ækvator blev krydset d. 14. marts 2006 kl. 18:10:20 UTC på positionen N/S 0 00’000 W 087 31’516, og herefter var der ikke langt til at Galapagos-øerne begyndte at dukke op i horisonten. Samtidig begyndte havskildpadder at dukke op i havet, ofte sovende og helt uforstyrrede af vores tilstedeværelse. Vi så også delfiner, dog lidt på afstand, og Michael påstod at han så en hval!

Ved ankomsten til Wreck Bay på Isla San Cristobal fik vi sandelig vores lyst styret med at se dyr. Vi blev straks mødt af flere søløver, og inden længe havde den første taget bolig på vores badeplatform. Det virkede ganske charmerende, men i løbet af natten blev én til tre, og da der stadig var flere bejlere til pladsen var der hele natten en del støj og ballade ude agter. Lene måtte på et tidspunkt op i cockpittet og spærre vejen, så de i det mindste blev på badeplatformen, ellers havde vi nok haft båden fyldt i løbet af natten. Og da vi næste morgen vågnede op til det svineri de ”søde” dyr havde efterladt, fyldte vi straks platformen op med fendere så eventyret ikke skulle gentage sig. Vi undlod også at sætte vores dinghy i vandet da vi noterede os at de fleste andre dinghies havde flere af de ildelugtende beboere. Mindre både, som var så uheldige at deres fribord ikke var højt nok havde, ligesom alle de lokale fiskerbåde, også søløver liggende på dækket.

Nu havde vi trods alt reduceret problemet til de allestedsnærværende pelikaner, som gerne tog ophold på pulpitten, og som sjældent forlod den igen uden at ligge et ”visitkort” L

Men ellers nød vi nærværet med dyrene, der som oftest var upåvirkede af vores tilstedeværelse. Bl.a. lå søløvekolonierne på en strandstrækning lige midt i byen, og der var en livlig trafik af både turister og lokale lige midt igennem flokkene, uden at de tog særlig notits af det. På resten af øen var der naturligvis også liv. Vi tog en taxatur rundt til hovedattraktionerne som var et vulkankrater med en sø og masser af fregatfugle, et skildpaddereservat med 100 år gamle skildpadder og smukke kyststrækninger med barske lavaformationer beboet af store haviguaner og nogle specielle røde krabber. Den fine tur blev afsluttet af en privat frokost hos turarrangøren, Fernando, fremstillet og serveret af hans søde kone. Fernando himself, var desværre blevet så overvældet af indtægten fra turen samt salget af 100 gallon diesel til os, at han var blevet totalt indisponeret og var hinsides al kontakt.

Galapagos er jo et naturreservat, administreret af Ecuadors flåde, og bevægelsesfrihed indenfor øerne er stærkt begrænset. Uden et cruisingpermit, som skulle være anskaffet før ankomsten, er man henvist til at blive på den ankerplads man er ankommet til. På bl.a. Karstens anvisning tog vi dog chancen og sejlede til Puerto Villamil på øen, Isla Isabell hvor myndighederne skulle være meget overbærende. Om de så også er det skal vi ikke kunne sige, for vi så dem ikke i de 10 dage vi var der J

I bugten i Villamil var der, om muligt, endnu mere liv. Der var ganske vist kun få søløver og de var ikke så aktive som i Wreck Bay, men til gengæld var der et skønt mylder af pingviner, havskildpadder, blåfodede suler, pelikaner, fregatfugle, krabber, rokker, hajer og vi kunne blive ved. En kort spadseretur udenfor byen bød endvidere på saltsøer med flamingoer og endnu et landskildpadde reservat med indbyggere så store at de end ikke segnede under Ballonfiskens vægt.

Tilbage i bugten var især pingvinerne herlige, og det virkede som om hver enkelt båd straks fik sin private pingvin, som levede af at fange de småfisk der som regel tager bolig i skyggen af bådens skrog. Den var også meget nysgerrig når man fx lå i dinghyen og rensede skroget for de mange langhalse fra sejlturen, og vi noterede os også at den samarbejdede med pelikanerne om at jage fiskene ud fra sikkerheden under båden, hvorefter pelikanen tog en ordentlig mundfuld. Derefter svømmede pingvinen over til pelikanen, som lod den snuppe sin andel ud af næbbet.

En af de store oplevelser på Isla Isabell var en udflugt til verdens næststørste vulkankrater. En vulkan som vel og mærket havde været i udbrud kun 5 måneder forinden. Vi var en del både som havde slået os sammen for at dele omkostningen og sammen med et par hotelgæster startede turen på ladet af et par Mitsubishi trucks. Efter en lille times kørsel blev vi mørbankede sat af et godt stykke oppe i højderne. Hermed var prøvelserne dog ikke overstået, for her stod et antal halvdøde krikker og ventede på at bearbejde vore ømme bagdele yderligere. Vi var egentlig blevet enige om i bilen at dette var adgangsprøven, fordi hvis vi kunne holde os på ladet kunne vi nok også holde os i sadlen på den krævende ridetur op til kraterkanten. Men de magre øg, som var ved at segne under vægten på flere af os velnærede sejlere havde gået turen adskillige gange, og de så ingen grund til at gøre det hverken hurtigere eller langsommere end forrige gang. Skipper, som vistnok mener at der er en John Wayne gået tabt i ham, kunne i hvert fald ikke formå sin hestebøf at bevæge sig meget hurtigere end den ville have gjort på panden, hvorimod Nursehajen fløj af sted på sin ganger, som en anden Calamity Jane.

Vel fremme ved kraterkanten forestod en strabadserende gåtur til nogle nærliggende sidekratere, og de af os som havde lidt kræfter til overs efter rideturen fik derved dødsstødet. Heldigvis ventede madpakker og lidt koldt til halsen nede ved hestene, så vi alle genvandt lidt energi til nedturen.

Allerede næste dag var vi igen på farten på en heftig speedbådsejltur til Cabo Rosso, en smuk lagune ca. 15 mil fra Villamil. Vi havde igen slået os sammen med de øvrige sejlere, men måtte desværre undvære Jan hvis dårlige hofte ikke havde haft godt af gårsdagens mishandling. Efter en halsbrækkende entre i fuld fart gennem rev og brænding ind i lagunen smed vi anker og tilbragte en dejlig dag med dinghyudflugt rundt i det særegne lagunelandskab, frembragt af specielle formationer af lavatunneller. Vi havde også et superspændende snorkeldyk mellem rokker og kæmpestore havskildpadder. Én havskildpadde med et skjold større end skippers arme kunne række kom så nær at han kunne røre ved den. Nursehajen kunne såmænd også have rørt den, hvis altså ikke lige hun havde været i vild flugt den modsatte vej.

Om aftenen spiste alle sejlerne BBQ sammen på strandbaren, og da det næste morgen desværre var tid til at sejle Jan og Michael til ”færgen” til Santa Cruz, blev det til vores afskedsmiddag. Ugerne flyver hurtigt når man er i godt selskab!

Vi tillod os ikke mange hviledage ovenpå alle disse oplevelser, og endnu før Jan og Michael var fløjet ud af Santa Cruz, havde vi gjort klart skib og var på vej over Stillehavet mod Marquesas.

Den beregnede distance var 2909 sømil og vi forventede en sejltid på ca. 25 dage. Vi tog af sted ”i halen” på en større flok både som holdt radiokontakt med hinanden på overfarten og hver dag fik vi således meldinger om hvordan vejret var foran os, ligesom vi af sikkerhedsmæssige grunde udvekslede positioner. Samtidig havde vi daglig radiokontakt med Karsten i Panama som også forsynede os med friske vejrmeldinger. Når vi ikke fik kontakt, hvilket skete oftere og oftere efterhånden som afstanden øgedes, sendte Karsten vejrmeldinger per E-mail, som vi så hentede ned via vores sattelittelefon. Vi følte os således godt rustede, men var i øvrigt heldige med at undgå enhver form for dårligt vejr på turen.

Kun bølgerne og swellen var os imod, idet vi synes turen bød på noget mere ubehagelig rullen end forventet. Mange havde fortalt os at Stillehavssejlads var noget helt andet en Atlanterhavet, med dejlige lange og bløde swells og deraf følgende behagelig glidende sejlads.  Sådant oplevede vi det ikke og her ombord vil det nu for altid hedde Rullehavet. Og med henvisning til de såkaldt ”brølende fyrrer” kalder vi også breddegraderne for  ”The rolling Zeroes”. Vi foretrækker den engelske version da vi frygter ”De rullende Nuller” kan skabe tvivl om hvad ”Nullerne” henviser til.

Men rullende sejlads er hårdt ved grejet. Det måtte vi igen sande da genoafaldet en nat blev slidt over, og skipper måtte purres for at bjærge sejlet. Det var dog det mindste, for den rigtige prøvelse kom først næste dag da han måtte i masten for at sænke en fødesnor ned og hive et nyt fald op gennem masten. Det som lyder som en enkelt operation, bliver straks lidt mere udfordrende når båden svajer, og udsvinget i mastetoppen er, eller i hvert fald føles som, 8-10 m. I sådanne tilfælde må man holde fast med alle arme og ben og så kniber det for os relativt almindeligt byggede sejlere at finde ledige hænder til at arbejde med.

Operationen lykkedes, men lægen ”døde”. Dvs. skipper kom sikkert ned, men blå og gul som skippers kone på vej til Amerika, hyperventilerende og i en absolut ubehagelig tilstand af kvalme. Og, hvad det sikkert vil fryde nogen at høre, måtte han endelig ofre et måltid til Neptun. Med en Nursehaj ved hånden var tilstanden dog forbigående og blev snart afløst af en stor selvtilfredshed over af have klaret den vanskelige opgave.

Den gang viste han jo heller ikke af faldet ville blive slidt over igen, 8 dage senere, og da watermakeren senere samme dag gik i udu, havde Nemesis også gjort sit job godt L

Der blev skam også slået rekorder i fiskeriet, dog heller ikke af de allermest positive. Det startede ellers godt med en lille guldmakrel på 2-3 kg, som blev til en dejlig Poission-Cru, dvs. rå fisk i marinade, en fisketerrine og såmænd også til makrelsalat (Guld- selvfølgelig). Men herefter gik det ned ad bakke. Først røg boghandlerens præmiewobler, siden de fleste af Jans nyindkøbte blink fra Panama, og i alt kostede turen over Stillehavet 5 blink. Rent statistisk er det altså 5 blink per fisk eller ca. 500 gram fisk per blink. Eller helt pekuniært for ca. 150 kr. blink per kg fisk eller for den sags skyld 581 sømil per blink. Når vi så tager i betragtning at linen ikke altid var ude, var der faktisk nogle af blinkene som dårligt nåede at blive våde.

Det betyder nu ikke at vi aldrig fik fisk ombord, idet der næsten hver nat var et par kg flyvefisk som begik selvmord på vores dæk. En enkelt havde endda sneget sig gennem skylightet ned i vores kahyt og blev desværre først opdaget af en urolig næse nogle dage senere. En enkelt flyvende blæksprutte fandt vi også på dækket en morgen, men senere afslørede adskillige blålilla pletter på fribordet at mange andre havde gjort forsøget.

Men dagene på sådan en overfart tager hinanden, og selvom småskaderne indløb regelmæssigt er det slet ikke så slemt som det måske kan lyde. Det er blot lidt mere håndgribelig at skrive om, end de ubetalelige stunder som når sejlene står perfekt og båden skyder en god fart gennem vandet, som når man nyder en god kop kaffe på nattevagten mens stjernerne lyser fra en klar himmel, som når solen titter smukt frem på en stille morgenvagt og man går ned og sætter morgenkaffen over så duften kan vække den sovende eller når man kl. 12 kan sætte et kryds i søkortet og notere at man igen har sat alle rekorder i døgnmål.

Det sidste sker alt for sjældent, men efter 22 døgn og 7 timer kunne vi dog alligevel konstatere at vi havde passeret endnu et ocean og havde smidt ankeret i Bay of Virgins, ved byen Hanavave på Fatu Hiva. Øen som Thor Heyerdal gjorde berømt med sin bog om et års ophold på øen. Bugten regnes for en af de smukkeste ankerpladser i hele Stillehavet, og som første anløb kan vi heller ikke andet end at sige det var et dejligt syn. Beboerne på øen viste sig også som søde mennesker og vi fik konstant mange venlige tilbud om at bytte frugter for T-shirts, parfume, sandaler og andet godt. Også deres smukke Tiki’s, udskårne træfigurer, eller Tapa-papir fremstillet af bark og med påmalede marquesianske (hedder det mon det?) motiver, kunne man bytte sig til for fendere eller redningsveste m.v. som også var i høj kurs. Penge var i knap så høj kurs som varer, men da der ikke er nogen bank på øen kunne vi ikke skaffe Polynesiske Francs, så den option havde vi nu heller ikke.

En aften havde en familie arrangeret en middag med en lokal menu og havde inviteret alle sejlere i bugten til at deltage. Mod betaling, naturligvis, men det var rimeligt og det var en sjov oplevelse. Mens vi spiste underholdt manden i huset på sin Ukulele og øvrige familiemedlemmer og venner kom forbi for at falbyde deres Tiki’s og andet håndværk.

Næste dag mødte vi desværre den lokale gendarm. Ophold på Fatu Hiva er ikke tilladt før man har indklareret på en af de større øer, så vi blev venligt men bestemt bedt om at forføje os. Dog ikke mere bestemt end at vi tiltuskede os en ekstra dag ved at fortælle en historie om at vi havde fiskesnøre i skruen. Det gjorde at vi både fik tid til at fjerne snøren, for historien var nu rigtig nok, og til at vandre op til et meget smukt vandfald 1 times gang fra byen. 1 time er altså hvis man går den rigtige vej, hvilket vi naturligvis ikke gjorde, men efter 3 timers anstrengende vandring ad mudrede bjergstier kunne vi endelig nedsænke vore værkende lemmer i den kølige ferskvandspool neden for det 65 m høje vandfald. Herligt – ikke mindst at bade i mængder af ferskvand - og vi havde medbragt både sæbe og shampoo, så vi kunne glæde os selv med den helt store renselsesproces. Det var dejligt, men nærmest omsonst, da vi en times tid senere igen stod sveddryppende nede i landsbyen.

Nærmeste by, hvor vi kunne indklarere var Atuona, på øen Hiva Oa, og det var målet da vi næste morgen hev ankeret op. Øen så dejlig ud, men ankerbugten var noget af det mest urolige og overfyldte vi endnu har oplevet, så efter endnu en rullende dag i Paradiset endte vi med at hive ankeret op, uden at gå i land, og forføje os længere nordpå til Nuku-Hiva, hvor vi også kunne indklarere formelt.

Dette var også øen fra hvor vi skulle flyve hjem på en kort visit i Danmark, og da datoen herfor nærmede sig med hastige skridt, var det betryggende at være fremme i god tid. Vi havde stadig problemer med motor og watermaker, og da vore venner Lone, Erik, Annette og Stig skulle passe Towanda mens vi var hjemme, ville vi helst have disse ting lavet, så vi kunne overlade dem en velfungerede båd.

Nuku-Hiva er Marquesas største ø, og det administrative centrum for ø-gruppen, men alligevel er der lidt småt med mekanikere. Efter nogen søgen lykkedes det dog at finde en skolelærer med kendskab til dieselmotorer, og selvom der gik et par dage fra vi fik navnet til at det lykkedes os at finde manden, mødte han hurtigt op på båden og lokaliserede også hurtigt fejlen. En defekt udstødningsslange og heldigvis ikke noget graverende. Udstødningsslange kan naturligvis ikke opdrives i Marquesas, men i stedet for at flyve det ind fra Tahiti, kunne vi jo heldigvis rekvirere det hos gæsterne som snart ankom hjemme fra Danmark.  Watermakeren fik vi, via heftig E-mail korrespondance med fabrikken, også til at fungere (bank under bordet), og de sidste par dage kunne vi dermed hellige os et andet påkommende projekt: En Marquesiansk tatovering. Polynesien, og Marquesas i særdeleshed, er anerkendt som tatoveringernes oprindelsessted, og det havde længe været skippers ønske at få en sådan med hjem som evigt minde om denne sejltur.

Reklame er imidlertid et nærmest ukendt begreb herude, og da ingen tatovør har faget som sin hovedbeskæftigelse er det også temmelig vanskeligt, dels overhovedet at finde én, men også at udse sig hvem man vil tiltro at maltraktere et udsnit af sin dyrebare hud. Efter noget detektivarbejde stod vi dog med 5-6 navne, og efter at spørge lidt rundt hos de lokale (som alle har tatoveringer) mente vi også at have et indtryk af hvem der var at foretrække. Listen svandt dog hurtigt ind, én var på ferie, en anden var holdt op, men Raphael, den tredje på listen, som vi kun fandt fordi vi havde drukket en øl på en restaurant hvor hans kone arbejdede, viste sig heldigvis både at have tid og lyst (hvilket hernede er væsentligt) så vi lavede en aftale med ham.

Raphael hentede os på havnen, hvilket var godt, da vi aldrig havde fundet hans hus ad de snørklede veje op på vulkankratersiden som omgrænser Taiohae. Og havde vi alligevel fundet huset var vi nok løbet skrigende bort uden at gå ind. Nu var vi ”fanget” så vi krøb forbi diverse grill-, møbel- og bilvrag i garagen og op i hans stue-/køkken-/spise-/sove-/alrum. Her var tatoveringsmaskinerne lagt pænt frem på et stykke køkkenrulle midt på vinylgulvet, og da han med indlevelse forsikrede at de var behørigt steriliserede, slog vi korset tegn, og accepterede vores skæbne.

Den opmærksomme læser vil have noteret sig at der pludselig anvendes flertalsformen, idet skipperinden, efter moden overvejelse, havde besluttet sig for ”en lille én” også. Alle der kender hendes smertetærskel vil vide at det var meget modigt og skipper frygtede da også at det højst blev til en enkelt prik, før hun omdefinerede sit mål.

Raphael er en kunstner, i hvert fald i egne øjne, og arbejder helst ud fra øjeblikkets inspiration. Han kunne således ikke fremvise skitser eller lignende til at vælge motiv ud fra. Skipper havde dog en vis interesse i at denne inspiration var i nogenlunde overensstemmelse med hans smag, så han overtalte en noget tøvende kunstner til først at nedfælde sin inspiration med en pen før han gik i krig med nålen. Motivet, en ring om overarmen, med symboler for Marquesas, solen, havet, rejsen, skibet og vi to mennesker om bord blev dog godkendt, og snart flød blækket ind i skippers overarm.

Ja, det gør ondt!

Dog ikke mere end det kan udholdes, hvilket måske bedst kan dokumenteres ved at skipperinden også fuldførte sit projekt. Uden at vide det er det dog sandsynligt at beslutningen blev overvejet, ændret, genovervejet og ændret igen, flere gange under skippers behandling. Men selvom hun blev lidt bleg efter de første par stik udstod hun tappert en hel times tortur. Hun har dog udtalt med stor overbevisning i stemmen, at hun skam er rigtig tilfreds med udsmykningen, men ikke behøver flere af den art.

Således i pagt den lokale kultur, føler vi os nu klar til, og spændte på, at fortsætte vores rejse over Rullehavet. Nu skal vi blot først på en lille fransk visit til Danmark, hvor vi glæder os til at gense en masse vore trofaste læsere.

Knus fra,

S/Y TOWANDA
2. maj 2006
S 08º54’942  W 140º06’018
Baia de Taiohae, Nuku-Hiva
Fransk Polynesien