D. 16. november landede vi igen i Port of Spain, kun 1 time forsinket, og i henhold til aftale holdt en taxi fra Jesse James’s ”Members Only” (Ja, det hedder han, faktisk!) for at køre os til Chaguaramas. I flyet havde vi begejstret klappet af nyheden om at Trinidad & Tobago, som den mindste nation nogensinde, netop havde kvalificeret sig til WM i fodbold, men nu blev vort syn på den sag hurtigt forandret. Resultatet havde bragt tusindvis af eksalterede Trinidadianere (hedder det sådan?) ud på vejene, hvilket skabte et totalt trafikkaos, trak vores køretur ud i flere timer mere end nødvendigt, og godt trætte ankom vi til Power Boats sent på aftenen. Det blev ikke bedre af at regeringen straks var med på bølgen og erklærede den efterfølgende dag for national helligdag.

Trods det korte varsel var det ikke forbigået nogens opmærksomhed, så der blev festet igennem og alt var hermetisk lukket og slukket dagen efter. Og eftersom dette var en fredag mødte ingen på arbejde før om mandagen, hvorved vores stramme tidsplan for klargøring af båden allerede var kommet skidt fra start.

I det mindste var vi ikke nødt til at overnatte på båden mens den stod på land, idet vi havde lejet en lille lejlighed på marinaens område indtil vi kunne få båden sat i vandet. Trods den dårlige start fik vi ved hjælp af en dedikeret pacening af diverse hjælpere bundmalet og klargjort båden på rekordtid, og efter en uge flød Towanda igen i sit rette element. Det betød ikke at alt var klart, snarere tværtimod, da vi nu manglede de større opgaver som reparation af sejl, fremstilling af en ny kombineret bompresenning/lazyjack, montering af mastetrin og ny toplanterne, motoreftersyn oma., men de blev klaret lidt efter lidt.

Da de større arbejder var sat i bestilling blev der endda tid til en lille ”ferie” fra Chaguaramas beskidte havnevand og – miljø, og vi sejlede de 3-4 mil ud til Scotland Bay. Her fandt vi en skøn natur, og trods en del heftige regnskyl, havde vi nogle skønne afslappende dage, hvor vi blev vækket om morgenen af brøleaberne inden fra land, og om natten af flagermus i kahytten. Sidstnævnte havde fundet vores frugtkurv og var godt i gang med at fortære en banan, da Admiralen opdagede dem. I første omgang lettere forskrækket, men dog fattet, indtil Skipper kom for skade at fortælle at der rent faktisk er noget som hedder vampyrflagermus. Så blev lugen lukket og bananerne lagt ud i cockpittet.

Tilbage i Chaguaramas lagde vi os i marina Crews Inn, og nød godt af deres gode badefaciliteter og swimmingpool, som gjorde dagligdagen noget behageligere end ude på reden. Vi tilbragte dagene med indkøbsture og socialt samvær med danske og skandinaviske sejlere mens de sidste småprojekter skred planmæssigt frem. Faktisk var vi en overgang af den overbevisning at vi kunne sejle fra Trinidads fugtige hede næsten 14 dage før forventet, men det var før vi tog tolderne og sejlmageren i ed. Sidstnævnte skulle bestille nye beslag hjem fra St. Martin, og for at spare lidt fragt blev de bestilt sammen med nogle andre småting som han behøvede til sine øvrige arbejder. Det skulle han aldrig have gjort, for det betød at forsendelsen havnede i lufthavnens told i stedet for hos tolden i Chaguaramas, og derude havde de gang i en form for ”arbejden imod reglerne” aktion, selvom de vistnok selv kaldte det noget andet. De hævdede i hvert fald det var helt normalt at forsendelsen hang i systemet i ugevis, uden at det i øvrigt var muligt at få information ud af nogen om hvorfor, hvor længe eller sågar hvad man skulle gøre for at fremskynde behandlingen. Efter Skipper gennem en uges tid havde chikaneret sejlmageren med adskillige daglige besøg, fik han (altså sejlmageren) endelig den geniale ide at låne de pågældende beslag af en kollega, og så var vi på vej nordpå nogle få timer efter.

Kursen blev sat mod Bequia, som er en slags mekka for skandinaviske sejlere som typisk valfarter hertil for at fejre julen. Det var stadig tidligt, d. 16. december, så vi ankom som nogle af de første, men i løbet af de efterfølgende dage ankom såvel Denvi som Splash 1, som vi havde været sammen med i Chaguaramas og så var vi da et lille dansk selskab. Ellers dominerer norske både julebilledet i Bequia pga. den herboende norske personlighed, Marianne ”Why Knot”, som gennem de sidste 10-15 år har indbudt alle skandinaver til julegløgg d. 24. Traditionen tro arrangeres derefter fællesspisning på stranden med deltagelse af over 100 sejlere. I år var vi ca. 130 skandinaver, heraf dog ”kun” 10 danskere fra bådene Towanda, Denvi, Splash 1 og Meridien. Men det gjorde ikke juleaften mindre festlig. selvom der var lidt langt fra Willi’s BBQ og sand mellem tæerne til vores hjemlige højbord med dejlig gås og flæskesteg. 

Vi havde dog taget højde herfor, og var lillejuleaften samlet til en rigtig hyggelig dansk julemiddag på Splash 1, og selvom vi også her måtte undvære gås og flæskesteg var der dog ris a la mande med ananassauce til dessert, og såmænd også en mandelgave. 

Efter julen var behørigt fejret måtte vi sige farvel, men på forhåbentlig gensyn til vores danske venner og satte allerede den 26. kursen mod Bonaire, en sejltur på ca. 3 døgn. 

Sejlturen forløb fint, men var præget af lette vinde lige agten ind. Det betyder bl.a. meget giren, og da ingen af os rigtig havde nået af få ”søben” var det så som så med appetitten det første døgns tid. Heldigvis var det allerede bedre næste dag, hvor vi kunne fejre Lenes fødselsdag med gaver og morgenbord, inklusive en enkelt ”en enkelt”. 

Efter 400 sm kunne vi fortøjre til en mooring ved Kralendijk, Bonaire, og vi havde allerede de sidste mil på turen bemærket at her sejlede vi i noget af det klareste vand vi nogensinde havde set. Indklareringen var også noget helt specielt, idet de her, i modsætning til hvad vi var vante med, tog det helt afslappet. Faktisk blev vi i første omgang afvist og bedt om at komme igen i morgen fordi tolderen havde lidt travlt med noget andet. Immigrationskontoret forblev lukket under hele vores ophold, og først da en anden cruiser fortalte at han havde klaret dette på politistationen fik vi den formalitet overstået. Vel at mærke uden et eneste løftet øjenbryn over at det først skete 3 døgn efter vores ankomst. 

Vi blev på Bonaire nytåret over og brugte tiden på at nyde de farvestrålende fisk omkring båden. Vandet var så klart at vi kunne se alt fra båden, og da vanddybden steg til flere hundrede meter få meter agten for båden, behøvede vi egentlig ikke at gå i vandet for at nyde naturrigdommene. Men selvfølgelig var vi i vandet hele tiden alligevel, ikke mindst for at køle os af. Desværre er Kralendijk det eneste sted man må ligge på Bonaire, så vi havde ikke mulighed for at finde en lille ankerbugt og hygge os i. I stedet lejede vi en dag en bil, sammen med Hans fra den svenske båd MONA-MI, og kørte øen rundt. Her mødte vi en ret barsk natur, præget af kaktus og drabelige klippeformationer, og i huler ude på vindsiden af øen kunne vi opleve Carib indianernes gamle hulemalerier. Hele den nordlige del af øen er udlagt som en lukket naturpark, og her kunne vi, mod en horribel entré på 10 USD per næse, få adgang til at køre en 4 timers rundtur gennem et uvejsomt terræn, hvor hovedattraktionen var en saltsø med et dusin røde flamingoer. 

Efter naturparken rundede vi den sydlige del af øen, som stort set er én stor saltsø, og her udvindes stadig salt som tidligere var én af øens hovedindtægtskilder. Som et minde om den tid stod også stadig en række simple slavehytter som husede datidens billige arbejdskraft. I dag skal man betale for den slags, og derfor er nu turismen, og især dykkerturismen, øens førende indtægtsgrundlag. 

Nytårsaften fejrede vi i dejlig tosomhed med en god middag på en restaurant med en skøn udsigt over havet, og senere drak vi nytårschampagnen på fordækket, med en skøn udsigt ind over fyrværkeriet på land. 

Kort inde i det nye år fortrak vi nogle få mil længere vestover til Spanish Water, en godt beskyttet ankerbugt på Curacao. Her lå vi nogle dage mens vi ventede på den gode vejrudsigt vi skulle bruge til den lange tur til San Blas, Panama. Tiden tilbragte vi gerne i hovedstaden, Willemstadt, som vi fandt var en rigtig hyggelig by, og da der kom en periode med blæsevejr ud for Colombia, blev det til flere byture, hvoraf et sågar inkluderede et sjældent museumsbesøg. Fra Spanish Water gik også gratis shuttlebus til et nærliggende supermarked og en marineudstyrsbutik, så den tur tog vi også et par gange for at få provianteret godt op inden San Blas.  

Farvandet ud for Colombia kyst, som vi må passere på vores vej til San Blas, er berygtet for sit uberegnelige, og ofte hårde, vejr og det viste sig for en gangs skyld at stemme overens med virkeligheden. Dvs. vejret blev værre end beregnet. Vi gik af sted på en forudsigelse om 20-25 knobs vinde og 3-4 m swell (dønning) fra NØ, men havde i store perioder snarere 30-35 knob og swell på 4-5 m. Heldigvis var det jo alt sammen agtenind, og med en udspilet Genua som eneste sejl gav det ingen problemer overhovedet. Tværtimod blev det en rimelig behagelig sejlads, uden den sædvanlig slingren i svage vinde, og så blev den også overstået på 4 døgn mod de forventede 5 døgns sejlads. Eneste klagesang skal lyde over vores slæbegenerator, hvis tov sled sig over, hvorved den forfærdelig dyre turbine lagde sig til evig hvile på den blå hylde. 

Næsten fremme løb vi ind i det sædvanlige problem. Kan vi holde 6,5 knob når vi frem i dag. Kan vi ikke må vi sagtne farten så vi først når frem i morgen når solen står højt nok til at afsløre de lumske rev omkring indsejlingen. Vinden var løjet til omkring 20 knob, så beslutningen blev at sætte fulde sejl plus motor, og vi nåede frem kl. 17, lige tids nok til at der stadig var lys nok at sejle ind på. 

Kl. 17.01 havde vi 4 ”træstammer” bankende på vort finpudsede fribord, og kl.17.15 havde vi købt vores første Kuna-håndværk og delt de første mange slikkepinde ud, blot for at slippe af med velkomstkomiteen af ivrige Kuna-kvinder i deres Ulu-kanoer. 

Kunaerne er en speciel indianerstamme, oprindelig fra provinsen Darién, som på grund af stridigheder med andre stammer samt formentlig presset af de Spanske Conquistadores som dengang var i fuldt sving med at tømme det nyfundne land for guld- og sølvskatte, fortrak ud til kystområderne og bosatte sig på San Blas øerne. Her har de bibeholdt deres traditionelle levevis, bla. med et omfattende hierarki af stammehøvdinge på nationalt og landsbyniveau, som regerer området som en næsten selvstændig provins (Kuna Yala) under Panama, og stramt styrer de ca. 55.000 Kunaers hverdag og levevilkår.  

De bor tæt i palmehytter på de små palmeklædte øer, enkelte øer så små at der kun er plads til en enkelt hytte, og lever hovedsagelig af fisk og lidt landbrug som de dyrker i småplantager langs floderne inde på fastlandet, hvor de som regel også er henvist til at hente deres vand. Transporten mellem de 365 øer og fastlandet foregår i deres små Ulu’er, udskårne træstammer, som ses overalt, mesterligt drevet frem af udslidte sejl, padler eller stager. Som et levn fra 2. verdenskrig har et par af øerne en lille landingsbane til småfly, men derudover findes der kun én, efter sigende udfordrende, vej over land til det isolerede ø-rige. 

Kvinderne klæder sig traditionelt i farvestrålende bluser (med påsyede Molaer), glasperler om arme og ben og guldsmykker i næser, ører m.m. I nyere tid er især Molaerne blevet en stor handelsvare og en af Kunaernes eneste kilder til erhvervelse af valuta. Det er som sejler derfor vanskeligt at bevæge sig i området uden konstant at blive mødt af Ulu’er, med Kunakvinder som falbyder deres varer. Og selvom vi, ikke mindst for at give noget tilbage for de smukke oplevelser vi får i deres land, har købt adskillige Molaer, er der altså en grænse for hvor mange vi kan aftage. Men de tager nu afslagene pænt, især hvis vi i stedet har lidt slik til børnene eller giver dem et par andre smågaver som vi har medbragt til formålet. 

Efter indklarering i Panama og San Blas blev vi liggende en ekstra dag ved Porvenir for at vente på vores ven Hans fra Mona-Mi som var taget af sted fra Curacao en lille dags tid efter os. Hans ankom efter et par dage, og mente han var ankommet til himmerige. Hans elsker hummer/languster og da de udbydes i San Blas i ufattelige store kvantiteter til ufattelige små priser mente han at han ikke skulle leve af andet de kommende mange uger. I ventetiden havde vi underholdt os med vores nye svenske ven, enesejleren Peter på båden Harmony, men kort efter Hans’s ankomst skiltes vore veje. Peter sejlede mod Porto Belo og vi andre ud for at udforske de 364 andre øer i San Blas.  

Øerne ligger tæt og da der jo ingen grund er til at ”gå over åen efter vand” lå vi efter en ganske kort sejltur for anker ved et par postkortsmukke palmeøer, godt beskyttet mod dønningerne fra det Caraibiske Hav af et kæmpe koralrev. Uluerne farede frem og tilbage mellem øerne, næsten i døgndrift, og mange gange stoppede de ved os for at tilbyde Molaer eller fisk, eller måske tigge en cigaret og lidt slik til børnene. En eftermiddag stoppende en Kuna og bad om ferskvand i et par 5 liters dunke. Det kunne vi naturligvis ikke afslå, da vi vidste han ellers måtte padle langt for at fylde dem. Næste dag fulgte vi op med at tage ind til hans ø med yderligere et par dunke vand og lidt legetøj til ungerne, og blev belønnet med et flot sneglehus som gengæld. Det var hyggeligt, men desværre går det jo trægt med kommunikationen eftersom vi ikke taler deres sprog. En del Kunaer taler også spansk, men her rækker vores sprogkundskaber til ”Eviva Espania” og ”Dos Cervezas” og det er jo begrænset hvor indholdsrig samtale man kan få ud af det. 

På trods af at vi faktisk ikke synes languster er det helt store hit, syntes vi dog at vi på Hans’ anbefaling ville prøve, og købte en dag et par velvoksne størrelser for USD 6. De smagte dejligt,
men det sjoveste (for os velsagtens) var da vi nåede så langt i projektet at de stakkels kræ skulle have deres varme bad. Forståeligt nok kviede de sig lidt ved temperaturen og baskede vildt med halerne så køkkenchefen var ved at dø af skræk. Hun bevarede dog fatningen og de blev skam hurtigt og humant (eller skulle man retteligen sige ”hummersk”) aflivet. 

Efter nogle afslappende dage på denne dejlig ankerplads nærmede Jens’ fødselsdag sig, og vi besluttede at vi ville sejle til en af de mere civiliserede øer for at kunne fejre dagen med at gå ud og spise. Civiliseret var måske lige stærkt nok et ord at bruge om Nargana/Corazon de Jesus som dobbeltøen (forenet af en segnefærdig bro) ved Rio Diablos udløb hedder. Men øerne var tæt beboede, havde en skole,en bank (stærkt bevogtet), en telefonboks og en larmende generator kørende 24 timer i døgnet for at lave strøm. Og vi fandt skam også en fin lille cafe med en menu bestående af enten fisk eller kylling. Dertil kom udvalg af tilbehør, enten ris eller friterede plantains (spisebananer) så det gav jo i alt et svimlende udvalg på 4 forskellige kombinationer. Vi valgte fisk og bananer, og drak en flaske hvidvin dertil (kunne vælge mellem rød eller hvid) og betalte den beskedne sum af USD 15, hvoraf vinens pris udgjorde de 10. 

På grund af førnævnte generator havde vi dog ikke lyst til at blive længe og dagen efter sejlede vi til Marmaketupu, Mola-magernes ø. Her var modtagelseskomiteen ekstra stor, men efter at have været forevist hundredvis og købt 4 molaer kunne vi endelig slappe af med den obligatoriske ankerøl. Inden for længe bør man dog også sejle ind til øens Sahila (høvding) og betale de obligatoriske USD 5 for at få hans velsignelse til at ankre op ved øen og besøge hans landsby. Landsbyen var særdeles børnerig og da ungerne samtidig havde ferie fra skoleundervisningen, kunne et større antal af dem ikke se noget bedre at få tiden til at gå med end at sejle ud til de fremmede, hægte sig fast til båden og så ellers bare vente indtil vi gav efter og delte slik ud. Selv derefter blev mange hængende, formentlig fordi det gav prestige at være sammen med os, og selvom det var sjovt i begyndelsen ville vi snart give næsten hvad som helst for at komme af med dem igen. 

Vi er nok lidt forvænte med at det er os som betragter og de andre som bliver studeret, så den store interesse blev os lidt for meget. Vi søgte derfor hurtigt ud til et af de øde ankersteder igen og fandt en dejligt lille lagune beskyttet af rev eller øer på alle sider, og det var vi glade for da det blæste en del op og regnede meget i de efterfølgende dage. Regntiden var egentlig officielt slut, men det regnede stadigvæk en del i hele perioden i San Blas og alle sejlere var enige om at vejret er helt ude af trit med sæsonen. Vi kan dog tilslutte os et citat fra en pilotguide at ”hvis virkeligheden ikke stemmer overens med det forventede, så er det virkeligheden som passer”. 

Mens vi således red ”stormen” af i den beskyttede bugt kom Hans forbi i Mona-Mi og vi holdt en hyggelig om end lidt sørgmodig afskedsfrokost, idet vores veje nu skilles og det er usandsynligt at vi mødes igen. Vi lytter og taler dog gerne i SSB-radioen, og vi håber vi fortsat kan følge hinanden på den måde. SSB-radioen er jo et kæmpe aktiv herude, ikke mindst på grund af Karsten i Panama, en ildsjæl som ganske uegennyttigt holder et radionet for langtursejlere i gang, og servicerer os med alle mulige og umulige ting. Først og fremmest oplysninger om vejr, myndigheder og lokaliteter, men fungerer efter behov også gerne som mellemmand for postforsendelser oma. Vi skylder i hvert fald Karsten meget, og den frokost som vi håber på at kunne byde på når vi ankommer til Panama City, hvor han bor, er kun en ringe tak for hans uvurderlige hjælp. 

Da vejret bedredes lidt søgte vi længere ind i San Blas bugten, idet vi gerne ville udforske en af floderne nærmere. Valget faldt på Rio Torti ved øen Ali Tupu, og efter besøg og behørig betaling og uddeling af gaver til Sahilaen, kunne vi tage dinghyen op ad floden. Kun få minutters sejlads oppe ad floden skifter mangroven hurtigt over i tæt regnskovsvegetation og det var med nogen nervøsitet vi langsom fortsatte ind i landet. Nervøsiteten skyldtes især det faktum at flodens fauna omfatter krokodiller, og ingen af os var overbeviste om at gummibåden var særlig krokodillesikker. Admiralen følte ikke at Skippers anvisning om at slå dem i hovedet med dinghyens plastikårer ville være særlig effektfuld og ingen af os mente det ville gøre større forskel at kaste øsen eller vaskesvampen efter dem, hvilket ellers udgjorde den øvrige bevæbning om bord. 

Vi mødte dog ingen øgler på turen, men blev til gengæld skambidt af moskitoer og andet kravl, eftersom vi selvfølgelig havde glemt at smøre os forsvarligt ind i myggebalsam. 

På trods af disse ekspeditionsvaskeligheder fik vi en smuk og fredfyldt sejlads ind i regnskoven og nød stilheden, de farverige fugle og den frodige vegetation. Ikke lang fra flodmundingen lå Kunaernesbegravelsesplads og eftersom vi havde Sahilaens udtrykkelige tilladelse kunne vi godt få os til at gå i land her og betragte gravstederne. Kunaernes grave er overdækkede af palmehytter, ofte dog uden vægge, men er ellers ganske simple. Oven på graven stiller de efterladte tallerkener og krus med mad og drikke til rejsen hinsides, og ofte også nogle af den afdødes kæreste ejendele. Desuden ligger de gerne højt med en smuk udsigt ud over havet, hvilket de færreste af beboerne dog næppe har nogen glæde af.

På Ali Tupu blev vi specielt godt modtaget af indbyggerne og Sahilaen og blev inviterede til en stor fest i anledning af at nogle af landsbyens unge piger blev ”modne”. Noget sådant fejres på behørig vis over 4 dage med rituelle sange og danse samt ikke mindst masser af mad og drikke. Nu om dage indtages en del rom og øl under disse fester, men den traditionelle sukkerrørsdrik, Chichaen, brygges stadig og vi blev inviterede ind i Congresoen for at se de mange krukker der stod klar med bryg til festen. Chicha er en mild alkoholisk drik fremstillet af gæret sukkerrørssaft og det endelige tidspunkt for festen afgøres først når landsbyens brygmester, under stor højtidelighed, har prøvesmagt drikken og erklæret at nu er den næsten klar, og festen kan begynde om 4 dage. 

Bryggen var endnu ikke godkendt og vores tidsskema tillod desværre ikke at vi ventede længere med at sejle videre. Vi havde nu tilbragt 3 uger i det dejlige San Blas, og måtte efterhånden tænke på at komme videre mod Panamakanalen, hvor vi helst skal igennem inden d. 1. marts. Højsæson, kombineret med til vanvid grænsende administrative procedurer og krav, gør at vi må forvente 3-4 ugers ventetid på at komme igennem. En ventetid som ikke kan omgås ved forudbestilling, eftersom den først kan starte når båden fysisk er til stede i Colon, behørigt opmålt af kanalmyndighederne samt ikke mindst at transitten er betalt forud. 

Vi hastede derfor videre, men havde dog tid til et enkelt mellemstop i Porto Belo en af de betydende byer i det 16. og 17. århundrede, hvor det var udskibningshavn for alle de rigdomme Spanierne plyndrede fra Inkaerne. Det siges fx at der på et tidspunkt var så meget guld i byen at man måtte efterlade sølvet i bunker ude på gaderne. Så store værdier var naturligvis en stor fristelse for Spaniernes fjender og andre private entreprenører som fx piraten Henry Morgan, som på et tidspunkt angreb byen med sine 460 mænd. Han tog indbyggerne som gidsler og forlangte 100.000 pesos (formentlig en fyrstelig sum) for ikke at dræbe dem. Mine informationer rækker ikke til at vide om han fik pengene, men han har formentlig udslettet beboerne under alle omstændigheder. Også den berømte Sir Francis Drake kom i Porto Belo, men tog derimod ikke herfra eftersom han døde her. Sagnet vil vide at hans lig blev nedsænket i havet i en blykiste lige udenfor bugten, ved en lille ø som i dag lyder navnet Drakes Ø. 

Ved ankomsten til Porto Belo var vi kun 8-10 både i bugten, men i løbet af den næste dag begyndte det at myldre ind med både så vi i løbet af dagen endte med at ligge over 40 sejlere for anker. Alle de sidstankomne var deltagere i Blue Water Rally, en gruppe af både som i samlet trop er på vej jorden rundt på 2 år. Vi fik oplyst at de skulle igennem kanalen i løbet af den efterfølgende uge og fik pludselig kolde fødder med hensyn til vores egen tidsplan. Vi hev derfor hurtigt ankeret op og satte hastigt kursen mod Colon, for at få fastlagt en transittid før kanalkompagniet gik i koma over de mange Rally-deltagere. Rallyet havde ganske vist alt arrangeret på forhånd, men vores kendskab til arbejdsrutinerne herovre er nu så udviklet at vi udmærket kunne forestille os at deres ankomst alligevel ville komme som en overraskelse for de ansvarlige. 

Over stok og sten gik det altså, selvom vores toilet udmærkede sig ved at stoppe til, umiddelbart som vi skulle forlade Porto Belo. Det prekære problem fik andenprioritet og måtte vente, og først efter vi var ankommet Colon, havde lagt til i Panama Canal Yacht Club, havde indklareret og kontaktet relevante myndigheder for at arrangere opmåling, kunne Skipper hellige sig den latrinære pligt. Da vi ønsker at holde dette skrift på et lødigt niveau vil vi undlade at komme ind på yderligere detaljer, men måske blot konstatere at det varer rigtig længe før Skipper igen bider negle. 

At beskrive administrationen af en kanaltransit vil givetvis kunne fylde et helt rejsebrev i sig selv, og det vil i hvert fald føre for vidt at begynde på det her og nu.  En pudsig detalje som vi lige kan nævne er dog at transitomkostningerne, inkl. et depositum som tilbagebetales såfremt vi ikke lave ulykker, KUN kan betales i en bestemt luge, i en bestemt bank, som KUN accepterer VISA kreditkort. Pga. det daglige loft for hævninger på et Visa-dankort kan det imidlertid ikke lade sig gøre, hvilket må siges at være en ægte ”Catch 22”. Heldigvis modtager en anden luge i banken stadig gode grønne dollars og betaler derefter den første luge med VISA, så det gik endda. Nu må vi blot afvente/håbe at de returnerer depositum per check til vores adresse i Danmark, i stedet for at de blot tilbageførte beløbet på kreditkortet.  

Vi fik altså betalt og har nu en foreløbig aftale om transit d. 27.2. hvilket passer os glimrende da vi jo får gaster om bord her i Panama, og den sidste ankommer d. 26. Men kanalkompagniet er enerådigt og laver erfaringsmæssigt alt for ofte om på sine aftaler.  

Så nu må vi se hvordan virkeligheden ser ud, jævnfør tidligere nævnt citat …

Knus fra,

S/Y TOWANDA
19 februar 2006
N 09º22’097  W 079º57’048
Shelter Bay Marina, Panama