Kunaer og kreditkort
Rejsebrev 2006-01
Trinidad-Colon
D.
16. november landede vi igen i Port of Spain, kun 1 time forsinket, og i
henhold til aftale holdt en taxi fra Jesse James’s ”Members Only” (Ja, det
hedder han, faktisk!) for at køre os til Chaguaramas. I flyet havde vi
begejstret klappet af nyheden om at Trinidad & Tobago, som den mindste
nation nogensinde, netop havde kvalificeret sig til WM i fodbold, men nu
blev vort syn på den sag hurtigt forandret. Resultatet havde bragt
tusindvis af eksalterede Trinidadianere (hedder det sådan?) ud på vejene,
hvilket skabte et totalt trafikkaos, trak vores køretur ud i flere timer
mere end nødvendigt, og godt trætte ankom vi til Power Boats sent på
aftenen. Det blev ikke bedre af at regeringen straks var med på bølgen og
erklærede den efterfølgende dag for national helligdag.
Trods
det korte varsel var det ikke forbigået nogens opmærksomhed, så der blev
festet igennem og alt var hermetisk lukket og slukket dagen efter. Og
eftersom dette var en fredag mødte ingen på arbejde før om mandagen,
hvorved vores stramme tidsplan for klargøring af båden allerede var kommet
skidt fra start.
I det
mindste var vi ikke nødt til at overnatte på båden mens den stod på land,
idet vi havde lejet en lille lejlighed på marinaens område indtil vi kunne
få båden sat i vandet. Trods den dårlige start fik vi ved hjælp af en
dedikeret pacening af diverse hjælpere bundmalet og klargjort båden på
rekordtid, og efter en uge flød Towanda igen i sit rette element. Det
betød ikke at alt var klart, snarere tværtimod, da vi nu manglede de
større opgaver som reparation af sejl, fremstilling af en ny kombineret
bompresenning/lazyjack, montering af mastetrin og ny toplanterne,
motoreftersyn oma., men de blev klaret lidt efter lidt.
Da de
større arbejder var sat i bestilling blev der endda tid til en lille
”ferie” fra Chaguaramas beskidte havnevand og – miljø, og vi sejlede de
3-4 mil ud til
Scotland Bay. Her fandt vi en skøn natur, og trods en del heftige
regnskyl, havde vi nogle skønne afslappende dage, hvor vi blev vækket om
morgenen af brøleaberne inden fra land, og om natten af flagermus i
kahytten. Sidstnævnte havde fundet vores frugtkurv og var godt i gang med
at fortære en banan, da Admiralen opdagede dem. I første omgang lettere
forskrækket, men dog fattet, indtil Skipper kom for skade at fortælle at
der rent faktisk er noget som hedder vampyrflagermus. Så blev lugen lukket
og bananerne lagt ud i cockpittet.
Tilbage i Chaguaramas lagde vi os i marina Crews Inn, og nød godt af deres
gode badefaciliteter og swimmingpool, som gjorde dagligdagen noget
behageligere end ude på reden. Vi tilbragte dagene med indkøbsture og
socialt samvær med danske og skandinaviske sejlere mens de sidste
småprojekter skred planmæssigt frem. Faktisk var vi en overgang af den
overbevisning at vi kunne sejle fra Trinidads fugtige hede næsten 14 dage
før forventet, men det var før vi tog tolderne og sejlmageren i ed.
Sidstnævnte skulle bestille nye beslag hjem fra St. Martin, og for at
spare lidt fragt blev de bestilt sammen med nogle andre småting som han
behøvede til sine øvrige arbejder. Det skulle han aldrig have gjort, for
det betød at forsendelsen havnede i lufthavnens told i stedet for hos
tolden i Chaguaramas, og derude havde de gang i en form for ”arbejden imod
reglerne” aktion, selvom de vistnok selv kaldte det noget andet. De
hævdede i hvert fald det var helt normalt at forsendelsen hang i systemet
i ugevis, uden at det i øvrigt var muligt at få information ud af nogen om
hvorfor, hvor længe eller sågar hvad man skulle gøre for at fremskynde
behandlingen. Efter Skipper gennem en uges tid havde chikaneret
sejlmageren med adskillige daglige besøg, fik han (altså sejlmageren)
endelig den geniale ide at låne de pågældende beslag af en kollega, og så
var vi på vej nordpå nogle få timer efter.
Kursen
blev sat mod Bequia, som er en slags mekka for skandinaviske sejlere som
typisk valfarter hertil for at fejre julen. Det var stadig tidligt, d. 16.
december, så vi ankom som nogle af de første, men i løbet af de
efterfølgende dage ankom såvel Denvi som Splash 1, som vi havde været
sammen med i Chaguaramas og så var vi da et lille dansk selskab. Ellers
dominerer norske både julebilledet i Bequia pga. den herboende norske
personlighed, Marianne ”Why Knot”, som gennem de sidste 10-15 år har
indbudt alle skandinaver til julegløgg d. 24. Traditionen tro arrangeres
derefter fællesspisning på stranden med deltagelse af over 100 sejlere. I
år var vi ca. 130 skandinaver, heraf dog ”kun” 10 danskere fra bådene
Towanda, Denvi, Splash 1 og Meridien. Men det gjorde ikke juleaften mindre
festlig. selvom der var lidt langt fra Willi’s BBQ og sand mellem tæerne
til vores hjemlige højbord med dejlig gås og flæskesteg.
Vi
havde dog taget højde herfor, og var lillejuleaften samlet til en rigtig
hyggelig dansk julemiddag på Splash 1, og selvom vi også her måtte undvære
gås og flæskesteg var der dog ris a la mande med ananassauce til dessert,
og såmænd også en mandelgave.
Efter
julen var behørigt fejret måtte vi sige farvel, men på forhåbentlig gensyn
til vores danske venner og satte allerede den 26. kursen mod Bonaire, en
sejltur på ca. 3 døgn.
Sejlturen forløb fint, men var præget af lette vinde lige agten ind. Det
betyder bl.a. meget giren, og da ingen af os rigtig havde nået af få
”søben” var det så som så med appetitten det første døgns tid. Heldigvis
var det allerede bedre næste dag, hvor vi kunne fejre Lenes fødselsdag med
gaver og morgenbord, inklusive en enkelt ”en enkelt”.
Efter
400 sm kunne vi fortøjre til en mooring ved Kralendijk, Bonaire, og vi
havde allerede de sidste mil på turen bemærket at her sejlede vi i noget
af
det
klareste vand vi nogensinde havde set. Indklareringen var også noget helt
specielt, idet de her, i modsætning til hvad vi var vante med, tog det
helt afslappet. Faktisk blev vi i første omgang afvist og bedt om at komme
igen i morgen fordi tolderen havde lidt travlt med noget andet.
Immigrationskontoret forblev lukket under hele vores ophold, og først da
en anden cruiser fortalte at han havde klaret dette på politistationen fik
vi den formalitet overstået. Vel at mærke uden et eneste løftet øjenbryn
over at det først skete 3 døgn efter vores ankomst.
Vi
blev på Bonaire nytåret over og brugte tiden på at nyde de farvestrålende
fisk omkring båden. Vandet var så klart at vi kunne se alt fra båden, og
da vanddybden steg til flere hundrede meter få meter agten for båden,
behøvede vi egentlig ikke at gå i vandet for at nyde naturrigdommene. Men
selvfølgelig var vi i vandet hele tiden alligevel, ikke mindst for at køle
os af. Desværre er Kralendijk det eneste sted man må ligge på Bonaire, så
vi havde ikke mulighed for at finde en lille ankerbugt og hygge os i. I
stedet lejede vi en dag en bil, sammen med Hans fra den svenske båd
MONA-MI, og kørte øen rundt. Her mødte vi en ret barsk natur, præget af
kaktus og drabelige klippeformationer, og i huler ude på vindsiden af øen
kunne vi opleve Carib indianernes gamle hulemalerier. Hele den nordlige
del af øen er udlagt som en lukket naturpark, og her kunne vi, mod en
horribel entré på 10 USD per næse, få adgang til at køre en 4 timers
rundtur gennem et uvejsomt terræn, hvor hovedattraktionen var en saltsø
med et dusin røde flamingoer.
Efter
naturparken rundede vi den sydlige del af øen, som stort set er én stor
saltsø, og her udvindes stadig salt som tidligere var én af øens
hovedindtægtskilder. Som et minde om den tid stod også stadig en række
simple slavehytter som husede datidens billige arbejdskraft. I dag skal
man betale for den slags, og derfor er nu turismen, og især
dykkerturismen, øens førende indtægtsgrundlag.
Nytårsaften fejrede vi i dejlig tosomhed med en god middag på en
restaurant med en skøn udsigt over havet, og senere drak vi
nytårschampagnen på fordækket, med en skøn udsigt ind over fyrværkeriet på
land.
Kort
inde i det nye år fortrak vi nogle få mil længere vestover
til Spanish Water, en godt beskyttet ankerbugt på Curacao. Her lå vi nogle
dage mens vi
ventede på den gode vejrudsigt vi skulle bruge til den lange tur til San
Blas, Panama. Tiden tilbragte vi gerne i hovedstaden, Willemstadt, som vi
fandt var en rigtig hyggelig by, og da der kom en periode med blæsevejr ud
for Colombia, blev det til flere byture, hvoraf et sågar inkluderede et
sjældent museumsbesøg. Fra Spanish Water gik også gratis shuttlebus til et
nærliggende supermarked og en marineudstyrsbutik, så den tur tog vi også
et par gange for at få provianteret godt op inden San Blas.
Farvandet ud for Colombia kyst, som vi må passere på vores vej til San
Blas, er berygtet for sit uberegnelige, og ofte hårde, vejr og det viste
sig for en gangs skyld at stemme overens med virkeligheden. Dvs. vejret
blev værre end beregnet. Vi gik af sted på en forudsigelse om 20-25 knobs
vinde og 3-4 m swell (dønning) fra NØ, men havde i store perioder snarere
30-35 knob og swell på 4-5 m. Heldigvis var det jo alt sammen agtenind, og
med en udspilet Genua som eneste sejl gav det ingen problemer overhovedet.
Tværtimod blev det en rimelig behagelig sejlads, uden den sædvanlig
slingren i svage vinde, og så blev den også overstået på 4 døgn mod de
forventede 5 døgns sejlads. Eneste klagesang skal lyde over vores
slæbegenerator, hvis tov sled sig over, hvorved den forfærdelig dyre
turbine lagde sig til evig hvile på den blå hylde.
Næsten
fremme løb vi ind i det sædvanlige problem. Kan vi holde 6,5 knob når vi
frem i dag. Kan vi ikke må vi sagtne farten så vi først når frem i morgen
når solen står højt nok til at afsløre de lumske rev omkring indsejlingen.
Vinden var
løjet til omkring 20 knob, så beslutningen
blev at sætte fulde sejl plus motor, og vi nåede frem kl. 17, lige tids
nok til at der stadig var lys nok at sejle ind på.
Kl. 17.01 havde vi 4 ”træstammer” bankende på vort finpudsede fribord, og
kl.17.15 havde vi købt vores første Kuna-håndværk og delt de første mange
slikkepinde ud, blot for at slippe af med velkomstkomiteen af ivrige
Kuna-kvinder i deres Ulu-kanoer.
Kunaerne er en speciel indianerstamme, oprindelig fra provinsen Darién,
som på grund af stridigheder med andre stammer samt formentlig presset af
de Spanske Conquistadores som dengang var i fuldt sving med at tømme det
nyfundne land for guld- og sølvskatte, fortrak ud til kystområderne og
bosatte sig på San Blas øerne. Her har de bibeholdt deres traditionelle
levevis, bla. med et omfattende hierarki af stammehøvdinge på nationalt og
landsbyniveau, som regerer området som en næsten selvstændig provins (Kuna
Yala) under Panama, og stramt styrer de ca. 55.000 Kunaers hverdag og
levevilkår.
De
bor tæt i palmehytter på de små palmeklædte øer, enkelte øer så små at der
kun er plads til en enkelt hytte, og lever hovedsagelig af fisk og lidt
landbrug som de dyrker i småplantager langs floderne inde på fastlandet,
hvor de som regel også er henvist til at hente deres vand. Transporten
mellem de 365 øer og fastlandet foregår i deres små Ulu’er, udskårne
træstammer, som ses overalt, mesterligt drevet frem af udslidte sejl,
padler eller stager. Som et levn fra 2. verdenskrig har et par af øerne en
lille landingsbane til småfly, men derudover findes der kun én, efter
sigende udfordrende, vej over land til det isolerede ø-rige.
Kvinderne klæder sig traditionelt i farvestrålende bluser (med påsyede
Molaer), glasperler
om
arme og ben og guldsmykker i næser, ører m.m.
I nyere tid er især Molaerne blevet en
stor handelsvare og en af
Kunaernes eneste
kilder til
erhvervelse
af valuta. Det er som sejler derfor vanskeligt at bevæge sig i området
uden konstant at blive mødt af Ulu’er, med Kunakvinder som falbyder deres
varer. Og selvom vi, ikke mindst for at give noget tilbage for de smukke
oplevelser vi får i deres land, har købt adskillige Molaer, er der altså
en grænse for hvor mange vi kan aftage. Men de tager nu afslagene pænt,
især hvis vi i stedet har lidt slik til børnene eller giver dem et par
andre smågaver som vi har medbragt til formålet.
Efter
indklarering i Panama og San Blas blev vi liggende en ekstra dag ved
Porvenir for at vente på vores ven Hans fra Mona-Mi som var taget af sted
fra Curacao en lille dags tid efter os. Hans ankom efter et par dage, og
mente han var ankommet til himmerige. Hans elsker hummer/languster og da
de udbydes i San Blas i ufattelige store kvantiteter til ufattelige små
priser mente han at han ikke skulle leve af andet de kommende mange uger.
I ventetiden havde vi underholdt os med vores nye svenske ven, enesejleren
Peter på båden Harmony, men kort efter Hans’s ankomst skiltes vore veje.
Peter sejlede mod Porto Belo og vi andre ud for at udforske de 364 andre
øer i San Blas.
Øerne
ligger tæt og da der jo ingen grund er til at ”gå over åen efter vand” lå
vi efter en ganske kort sejltur for anker ved et par postkortsmukke
palmeøer, godt beskyttet mod dønningerne fra det Caraibiske Hav af et
kæmpe koralrev. Uluerne farede frem og tilbage mellem øerne, næsten i
døgndrift, og mange gange stoppede de ved os for at tilbyde Molaer eller
fisk, eller måske tigge en cigaret og lidt slik til børnene. En
eftermiddag stoppende en Kuna og bad om ferskvand i et par 5 liters dunke.
Det kunne vi naturligvis ikke afslå, da vi vidste han ellers måtte padle
langt for at fylde dem. Næste dag fulgte vi op med at tage ind til hans ø
med yderligere et par dunke vand og lidt legetøj til ungerne, og blev
belønnet med et flot sneglehus som gengæld. Det var hyggeligt, men
desværre går det jo trægt med kommunikationen eftersom vi ikke taler deres
sprog. En del Kunaer taler også spansk, men her rækker vores
sprogkundskaber til ”Eviva Espania” og ”Dos Cervezas” og det er jo
begrænset hvor indholdsrig samtale man kan få ud af det.
På
trods af at vi faktisk ikke synes
languster er det
helt
store hit, syntes vi dog at vi på Hans’ anbefaling ville prøve, og købte
en dag et par velvoksne størrelser for USD 6. De smagte dejligt,
men det sjoveste (for os velsagtens) var da vi nåede så langt i projektet
at de stakkels kræ skulle have deres varme bad. Forståeligt nok kviede de
sig lidt ved temperaturen og baskede vildt med halerne så køkkenchefen var
ved at dø af skræk. Hun bevarede dog fatningen og de blev skam hurtigt og
humant (eller skulle man retteligen sige ”hummersk”) aflivet.
Efter
nogle afslappende dage på denne dejlig ankerplads nærmede Jens’ fødselsdag
sig, og vi besluttede at vi ville sejle til en af de mere civiliserede øer
for at kunne fejre dagen
med
at gå ud og spise. Civiliseret var måske lige stærkt nok et ord at bruge
om Nargana/Corazon de Jesus som dobbeltøen (forenet af en segnefærdig bro)
ved Rio Diablos udløb hedder. Men øerne var tæt beboede, havde en skole,en
bank (stærkt
bevogtet), en telefonboks
og en larmende generator kørende 24 timer i døgnet for
at lave strøm. Og vi fandt skam også en fin lille cafe med en menu
bestående af enten fisk eller kylling. Dertil kom udvalg af tilbehør,
enten ris eller friterede plantains (spisebananer) så det gav jo i alt et
svimlende udvalg på 4 forskellige kombinationer. Vi valgte fisk og
bananer, og drak en flaske hvidvin dertil (kunne vælge mellem rød eller
hvid) og betalte den beskedne sum af USD 15, hvoraf vinens pris udgjorde
de 10.
På
grund af førnævnte generator havde vi dog ikke lyst til at blive længe og
dagen efter sejlede vi til Marmaketupu, Mola-magernes ø. Her var
modtagelseskomiteen ekstra stor, men efter at have været forevist
hundredvis og købt 4 molaer kunne vi endelig slappe af med den
obligatoriske ankerøl. Inden for længe bør man dog også sejle ind til øens
Sahila (høvding) og
betale
de obligatoriske USD 5 for at få hans velsignelse til at ankre op ved øen
og besøge hans landsby. Landsbyen var særdeles børnerig og da ungerne
samtidig havde ferie fra skoleundervisningen, kunne et større antal af dem
ikke se noget bedre at få tiden til at gå med end at sejle ud til de
fremmede, hægte sig fast til båden og så ellers bare vente indtil vi gav
efter og delte slik ud. Selv derefter blev mange hængende, formentlig
fordi det gav prestige at være sammen med os, og selvom det var sjovt i
begyndelsen ville vi snart give næsten hvad som helst for at komme af med
dem igen.
Vi er
nok lidt forvænte med at det er os som betragter og de andre som bliver
studeret, så den store interesse blev os lidt for meget. Vi søgte derfor
hurtigt ud til et af de øde ankersteder igen og fandt en dejligt lille
lagune beskyttet af rev eller øer på alle sider, og det var vi glade for
da det blæste en del op og regnede meget i de efterfølgende dage.
Regntiden var egentlig officielt slut, men det regnede stadigvæk en del i
hele perioden i San Blas og alle sejlere var enige om at vejret er helt
ude af trit med sæsonen. Vi kan dog tilslutte os et citat fra en
pilotguide at ”hvis virkeligheden ikke stemmer overens med det forventede,
så er det virkeligheden som passer”.
Mens
vi således red ”stormen” af i den beskyttede bugt kom Hans forbi i Mona-Mi
og vi holdt en hyggelig om end lidt sørgmodig afskedsfrokost, idet vores
veje nu skilles og det er usandsynligt at vi mødes igen. Vi lytter og
taler dog gerne i SSB-radioen, og vi håber vi fortsat kan følge hinanden
på den måde. SSB-radioen er jo et kæmpe aktiv herude, ikke mindst på grund
af Karsten i Panama, en ildsjæl som ganske uegennyttigt holder et radionet
for langtursejlere i gang, og servicerer os med alle mulige og umulige
ting. Først og fremmest oplysninger om vejr, myndigheder og lokaliteter,
men fungerer efter behov også gerne som mellemmand for postforsendelser
oma. Vi skylder i hvert fald Karsten meget, og den frokost som vi håber på
at kunne byde på når vi ankommer til Panama City, hvor han bor, er kun en
ringe tak for hans uvurderlige hjælp.
Da
vejret bedredes lidt søgte vi længere ind i San Blas bugten, idet vi gerne
ville udforske en af floderne nærmere. Valget faldt på Rio Torti ved øen
Ali Tupu, og efter besøg og behørig betaling og uddeling af gaver til
Sahilaen, kunne vi tage dinghyen op ad floden. Kun få minutters sejlads
oppe ad floden skifter mangroven hurtigt over i tæt regnskovsvegetation og
det var med nogen nervøsitet vi langsom fortsatte ind i landet.
Nervøsiteten skyldtes især det faktum at flodens fauna omfatter
krokodiller, og ingen af os var overbeviste om at gummibåden var særlig
krokodillesikker. Admiralen følte ikke at Skippers anvisning om at slå dem
i hovedet med dinghyens plastikårer ville være særlig effektfuld og ingen
af os mente det ville gøre større forskel at kaste øsen eller vaskesvampen
efter dem, hvilket ellers udgjorde den øvrige bevæbning om bord.
Vi
mødte dog ingen øgler på turen, men blev til gengæld skambidt af moskitoer
og andet kravl, eftersom vi selvfølgelig havde glemt at smøre os
forsvarligt ind i myggebalsam.
På
trods af disse ekspeditionsvaskeligheder fik vi en smuk og fredfyldt
sejlads ind i regnskoven og nød stilheden, de farverige fugle og den
frodige vegetation. Ikke lang fra flodmundingen lå
Kunaernesbegravelsesplads og eftersom vi havde Sahilaens udtrykkelige
tilladelse kunne vi godt få os til at gå i land her og betragte
gravstederne. Kunaernes grave er overdækkede af palmehytter, ofte dog uden
vægge, men er ellers ganske simple. Oven på graven stiller de efterladte
tallerkener og krus med mad og drikke til rejsen hinsides, og ofte også
nogle af den afdødes kæreste ejendele. Desuden ligger de gerne højt med en
smuk udsigt ud over havet, hvilket de færreste af beboerne dog næppe har
nogen glæde af.
På Ali
Tupu blev vi specielt godt modtaget af indbyggerne og Sahilaen og blev
inviterede til en stor fest i anledning af at nogle af landsbyens unge
piger blev ”modne”. Noget sådant fejres på behørig vis over 4 dage med
rituelle sange og danse samt ikke mindst masser af mad og drikke. Nu om
dage indtages en del rom og øl under disse fester, men den traditionelle
sukkerrørsdrik, Chichaen, brygges stadig og vi blev inviterede ind i
Congresoen for at se de mange krukker der stod klar med bryg til festen.
Chicha er en mild alkoholisk drik fremstillet af gæret sukkerrørssaft og
det endelige tidspunkt for festen afgøres først når landsbyens brygmester,
under stor højtidelighed, har prøvesmagt drikken og erklæret at nu er den
næsten klar, og festen kan begynde om 4 dage.
Bryggen
var endnu ikke godkendt og vores tidsskema tillod desværre ikke at vi
ventede længere med at sejle videre.
Vi havde nu tilbragt 3 uger
i det dejlige San Blas, og måtte efterhånden tænke på at komme videre mod
Panamakanalen, hvor vi helst skal igennem inden d. 1. marts. Højsæson,
kombineret med til vanvid grænsende administrative procedurer og krav, gør
at vi må forvente 3-4 ugers ventetid på at komme igennem. En ventetid som
ikke kan omgås ved forudbestilling, eftersom den først kan starte når
båden fysisk er til stede i Colon, behørigt opmålt af kanalmyndighederne
samt ikke mindst at transitten er betalt forud.
Vi
hastede derfor videre, men havde dog tid til et enkelt mellemstop i Porto
Belo en af de betydende byer i det 16. og 17. århundrede, hvor det
var udskibningshavn
for alle de rigdomme Spanierne plyndrede fra Inkaerne. Det siges
fx at der på et
tidspunkt var så meget guld i byen at man måtte efterlade sølvet i bunker
ude på gaderne. Så store værdier var naturligvis en stor fristelse for
Spaniernes fjender og andre private entreprenører som fx piraten Henry
Morgan, som på et tidspunkt angreb byen med sine 460 mænd. Han tog
indbyggerne som gidsler og forlangte 100.000 pesos (formentlig en
fyrstelig sum) for ikke at dræbe dem. Mine informationer rækker ikke til
at vide om han fik pengene, men han har formentlig udslettet beboerne
under alle omstændigheder. Også den berømte Sir Francis Drake kom i Porto
Belo, men tog derimod ikke herfra eftersom han døde her. Sagnet vil vide
at hans lig blev nedsænket i havet i en blykiste lige udenfor bugten, ved
en lille ø som i dag lyder navnet Drakes Ø.
Ved
ankomsten til Porto Belo var vi kun 8-10 både i bugten, men i løbet af den
næste dag begyndte det at myldre ind med både så vi i løbet af dagen endte
med at ligge over 40 sejlere for anker. Alle de sidstankomne var deltagere
i Blue Water Rally, en gruppe af både som i samlet trop er på vej jorden
rundt
på 2 år. Vi fik oplyst at de skulle igennem kanalen i løbet af den
efterfølgende uge og fik pludselig kolde fødder med hensyn til vores egen
tidsplan. Vi hev derfor hurtigt ankeret op og satte hastigt kursen mod
Colon, for at få fastlagt en transittid før kanalkompagniet gik i koma
over de mange Rally-deltagere. Rallyet havde ganske vist alt arrangeret på
forhånd, men vores kendskab til arbejdsrutinerne herovre er nu så udviklet
at vi udmærket kunne forestille os at deres ankomst alligevel ville komme
som en overraskelse for de ansvarlige.
Over
stok og sten gik det altså, selvom vores toilet udmærkede sig ved at
stoppe til, umiddelbart som vi skulle forlade Porto Belo. Det prekære
problem fik andenprioritet og måtte vente, og først efter vi var ankommet
Colon, havde lagt til i Panama Canal Yacht Club, havde indklareret og
kontaktet relevante myndigheder for at arrangere opmåling, kunne Skipper
hellige sig den latrinære pligt. Da vi ønsker at holde dette skrift på et
lødigt niveau vil vi undlade at komme ind på yderligere detaljer, men
måske blot konstatere at det varer rigtig længe før Skipper igen bider
negle.
At
beskrive administrationen af en kanaltransit vil givetvis kunne fylde et
helt rejsebrev i sig selv, og det vil i hvert fald føre for vidt at
begynde på det her og nu. En pudsig detalje som vi lige kan nævne er dog
at transitomkostningerne, inkl. et depositum som tilbagebetales såfremt vi
ikke lave ulykker, KUN kan betales i en bestemt luge, i en bestemt bank,
som KUN accepterer VISA kreditkort. Pga. det daglige loft for hævninger på
et Visa-dankort kan det imidlertid ikke lade sig gøre, hvilket må siges at
være en ægte ”Catch 22”. Heldigvis modtager en anden luge i banken stadig
gode grønne dollars og betaler derefter den første luge med VISA, så det
gik endda. Nu må vi blot afvente/håbe at de returnerer depositum per check
til vores adresse i Danmark, i stedet for at de blot tilbageførte beløbet
på kreditkortet.
Vi fik
altså betalt og har nu en foreløbig aftale om transit d. 27.2. hvilket
passer os glimrende da vi jo får gaster om bord her i Panama, og den
sidste ankommer d. 26. Men kanalkompagniet er enerådigt og laver
erfaringsmæssigt alt for ofte om på sine aftaler.
Så nu
må vi se hvordan virkeligheden ser ud, jævnfør tidligere nævnt citat …
Knus fra,
S/Y TOWANDA
19 februar 2006
N 09º22’097 W 079º57’048
Shelter Bay Marina, Panama
|