I Deville Vesten
Rejsebrev 2005-04 USA Kyst til kyst
Efter nogle skønne sommermåneder i Danmark, for det
meste i selskab med dejlige venner og familie, var det i begyndelsen af
august igen tid til eventyr. Denne gang dog ikke til vands, men til lands.
Vi landende planmæssigt i Boston og fik, takket være
vort fine Hertz No.1 Gold Card, nemt og hurtigt udleveret vores transport
for de kommende måneder, en flot ny Cadillac Deville, med alt hvad dertil
hører af luksus. Da vi efterhånden har vænnet os fra selv at tænke over
hvor vi befinder os, og i stedet overlade den slags til instrumenterne i
Towanda, havde vi også bedt om at få installeret navigationsudstyr i
bilen, et såkaldt Hertz Neverlost GPS-system. Navnet syntes at have et ”N”
for meget, men i bagklogskabens klare lys klarede det sig fint, og vi
ville nødigt have været foruden.
Systemets første opgave var at finde ind til vores hotel
i centrum af Boston. Ikke bestået – men efter en del cirkuleren ad
ensrettede gader fandt vi dog frem, tids nok til at tjekke ind og smutte
ud i den lune augustaften og få en afslappende og kølig øl ovenpå en lang
og varm rejse.
Boston var en absolut positiv overraskelse. Da vi aldrig
har været i USA før havde vi frygtet en befængt storby, a la den slags
Hill Street Cops render rundt i, men fandt i stedet en charmerende, ren og
smuk by. Vi brugte et par dage her, hovedsagelig på gåben, eftersom
trafikken, selv i en charmerende storby, er for viderekomne. For slet ikke
at tale om parkeringen. Og viderekomne var vi endnu ikke blevet – selv med
back-up i Everlost. I stedet løste vi en dagsbillet til sightseeing
busserne som kører ad faste ruter rundt til alle byens attraktioner. Så
kan man springe af og på som det passer én, og det var en udmærket
løsning. Uheldigvis har de dog ikke et stoppested foran Cheers, også kendt
fra TV som Sams Bar, så vi måtte selv løbe i fuldt firspring derhen, for
at slippe ud af en voldsom regnbyge. Vi mødte hverken, Ted Danson, Norm
eller nogen af de andre stamgæster, men øllene var fine og der var
tørvejr.
På turen ud af Boston kan man heller ikke hævde at
Everlost gjorde en god figur. Vi startede tidlig morgen for at komme et
godt stykke væk fra storbyen før myldretiden, men efter 2 timers kørsel
måtte vi konstatere at vi befandt os kun én blok væk fra hotellet som vi
var startet fra. I de 2 timer blev vi dog vældig godt bekendt med Everlost,
som havde en klar, men bestemt, damerøst til at sige fx ”turn right in .2
miles” o.lign. Mest brugt var dog en skarp bemærkning: ”Calculating route”,
som lød hver gang vi var kørt forkert, og ikke længere fulgte den anbefale
rute. Vi følte således efterhånden vi kendte damen bag Everlost så godt at
vi kunne være på fornavn og døbte hende Cruella, efter den pelsglade skurk
i Disney-eventyret ”101 Dalmatinere”, Cruella Deville.
Udenfor Boston, samt diverse forstæder, blev vi straks
mødt af smuk og storslået natur, og kørte mil efter mil igennem enorme
skovområder. Vi satte imidlertid kursen lidt sydover mod Catskills
Mountain for også at nyde nogle smukke bjerglandskaber. De kom som ventet
og vi blev også glædeligt overraskede af, gang på gang, at køre igennem
små typiske landsbyer, bestående at én lang hovedgade med støvede
firhjulstrækkere skråparkeret foran de traditionelle amerikanske
butiksfacader.
Vi var egentlig på vej mod Ontario, Canada for at besøge
familie, men slog således en lille omvej
sydover bl.a. fordi vi bare måtte
fordi byen Towanda, som vi ved et tilfælde havde opdaget en dag vi
studerede kort. Towanda indeholdt, helt som ventet ingen storslåede
oplevelser, men det var sjovt at overnatte på Motel Towanda, og på den
måde være lidt ”hjemme”. Vi benyttede også lejligheden til at forske lidt
i navnet, men kom ikke videre end at det havde indiansk oprindelse, som
mange andre bynavne i det område. Det er således stadig ubekræftet at det
er navnet på en Indiansk prinsesse, men vi udfordrer enhver til at bevise
det modsatte.
Efter en smuk køretur gennem bjerg- og skovlandskaberne
i den nordlige Pennsylvania, kørte vi langs Lake Erie til Buffalo og
Niagara Falls. Eftersom vi har været der før gik vi let henover
hovedattraktionen og fortsatte direkte til en skøn bjælkehytte ved en
lille sø nær Peterborough, Ontario, hvor Rinda og Keld, gode venner af
Lenes familie, har slået sig ned for at nyde deres otium efter 50 år i
Toronto. Her tilbragte vi 3 dejlige dage i deres selskab, med gode
middage, udflugter og sejlture på søen i deres lille speedbåd.
Lidt længere sydpå, i London (stadig i Ontario), bor
Lenes søde tante Alma, og har gjort det i ca. 40 år. Vi besøgte hende og
Onkel Aage i 1999, og selvom det er trist Onkel Aage ikke længere er
iblandt os var det et dejligt gensyn med Alma. Hun trives og har det godt,
og går stadig til banko sine 5 gange om ugen. Bowling er hun dog holdt op
med, og godt det samme, for hun gennemtævede os grundigt sidst vi var der.
Af uransaglige årsager valfarter vore familiemedlemmer
til Ontario, og sidstankomne, Jens´ kusine Merete, har for ca. 1 år siden
slået sig ned i Chatham, ikke langt fra London, sammen med sin mand Ken og
deres søn William. En tur til Ontario var således ikke komplet uden et
besøg her, og også her blev vi vel modtaget. En af dagene, tog vi på
udflugt til det nærliggende Henry Ford museum i Detroit, og selvom det
næsten er et dagsværk at komme ind og ud af USA nu om dage, selv for
Canadiske residents, nåede vi at få en god lang og oplevelsesrig dag ud af
det. Henry Ford museet indeholder et utroligt væld af effekter,
naturligvis især motorkøretøjer fra alle tider, men også fly,
campingvogne, tog, hestekøretøjer, sågar huse, møbler og husgeråd, ja, you
name it ! Af specielle kuriosa kan nævnes flere præsidentbiler, herunder
den Kennedy var så uheldig at befinde sige i en dag i Dallas, samt
Lindbergs ”Spirit of St. Louis” som var første fly over Atlanten.
Som om dette ikke var nok, ligger der op til museet:
”Greenfield Village” som, betalt personligt af Henry Ford, har opbygget en
hel landsby af originale bygninger, fx Edisons laboratorier m.v. , skilt
ad på deres oprindelige placering, flyttet til Detroit og omhyggeligt
samlet igen inklusive alle maskiner, videnskabelige måleapparater mv.
Området fungerer nu som en slags frilandsmuseum inklusive egen togbane
med damplokomotiv, sø med hjuldamper oma. , og med vidende og
fortælleivrige guider i alle de historiske bygninger. Virkelig et besøg
værd, og et sted vi må tilbage til eftersom vi havde alt for lidt tid den
dag.
Efter familievisitterne i Ontario, skulle vi til Chicago
for at samle vore venner Anni og Vagn op, men havde tid til en smut op i
det nordlige Michigan, til området omkring søerne Lake Michigan og Lake
Superior. Et naturskønt område, også her præget af skov – og så er det
Bear Country. Vi så nu, måske heldigvis, ingen bjørne i den fri natur, men
besøgte bl.a. Oswalds Bearranch, som over flere tiår har skabt en
population af sorte bjørne af egen avl, eller undtagelsesvis af unger
bragt ind af myndighederne, fordi de er fundet alene og ikke ville kunne
overleve i naturen.
På turen sydover mod Chicago fik vi en lille smagsprøve
på den voldsomme nordamerikanske natur da vi kørte ind i et område med
aktive tornadoer. Vi søgte hurtigt ly for uvejret på et motel og led ingen
nød, men nyhederne fortalte næste dag at man i nattens løb havde
registreret 21 tornadoer i staten, trods gennemsnittet for hele måneden lå
omkring 17.
Det var i de samme dage nyhederne om Katrinas
ødelæggelser i Louisiana begyndte at indløbe, og derefter var det stort
set det eneste emne på de amerikanske TV-stationer. Eneste undtagelse var
enkelte indlæg om at de stigende benzinpriser, nu ca. 5 kr/l, var en
katastrofe og en bombe under det amerikanske velfærd.
Chicago var, som Boston, en behagelig overraskelse, og
mens vi ventede på Anni og Vagn slentrede vi rundt og udforskede byen og,
ikke mindst, dens restauranter. Vi havde nemlig allerede nu opdaget at det
finere amerikanske køkken udgøres af burgers i forskellige udformninger og
størrelser, og at det kun i de større byer kan lade sig gøre at udfordre
ganen med lidt mere avancerede delikatesser. Vi havde overhovedet ingen
forventninger om at dette ville bedres på næste etape, som ville bringe os
langt væk fra civilisationen, ud på prærien, til Nebraska, USA's
kornkammer.
Efter 2 dages kørsel nåede vi målet, nærmere betegnet
Burwell, Nebraska, hvor en gren af Vagns familie havde slået sig ned for
et par generationer siden. Her skulle vi møde Robert Sorenson, Bob, Vagns
onkel, født og opvokset i Burwell, og en vaskeægte cowboy. Bob var en
spændende personlighed som fortalte levende om sin opvækst i den hårde tid
i 30-erne og 40-erne, og ikke mindre interessant om hans fars og onklers
opvækst i det virkelige ”vilde vesten” omkring århundredskiftet. Bob er nu
pensioneret, men har dog stadig en del afgrøder på sin ranch. Hans største
passion er dog ”Quarterhorses”, en kraftig hesterace, specialiseret i at
løbe en kvart mil på tid. Der er store penge i de rigtige løb, såvel som i
efterfølgende avl såfremt hesten viser resultater. Og Bob ejer en lovende
Quarter som dog lige nu står småskadet på en træners stald og koster penge
frem for at tjene dem.
En anden af Bobs passioner, som i modsætning til hesten,
virker 100 %, er en ældgammel Ford T, som han gerne kørte ud af garagen og
gav os alle en tur i. Vel at mærke hen over grusveje og pløjemarker, som
vores nymodens Cadillac næppe havde forceret uden at brokke sig.
Et spændende besøg med et interessant indblik i livet i
midtvesten lakkede mod enden, men forinden blev der dog lige arrangeret et
farvelparty i og udenfor Bobs garage, med dejlig BeerCanPølseret og med
deltagelse af Bobs familie og venner. Fin afslutning med en fin
madopskrift som vi næsten ikke kan vente med at afprøve hjemme i Klint, nu
hvor det er blevet så populært med udekøkkener.
Efter endnu nogle hundrede mil, ad øde og lige landeveje
og gennem tørre, nærmest ørkenlignende landskaber, dukkede først Rocky
Mountains konturer, og siden Denver op i horisonten. Her skulle vi møde
endnu en gren af Vagns familie, som havde lovet at huse os et par dage.
Her tilbragte vi et par dage med sightseeing, ballonfestival samt ikke
mindst, vil Vagn nok hævde, med at fejre hans fødselsdag. Alderen går vi
let hen over.
Nu trak the Rockies efterhånden voldsomt i os alle. Den
majestætiske bjergkæde havde i mange dage lokkende rejst sig i horisonten,
og desuden ville Vagn gerne vise os, og nok især Anni, et af hans
yndlingssteder, Hotel Colorado i Glenwood Springs. Et sagnombrust
etablissement, hvor han for år tilbage havde tilbragt et par dage i vild
luksus og under historiens vingesus mellem vægge der drev af krudtslam fra
Kit Carson, Doc Holliday og Buffalo Bills seksløbere samt Al Capones
maskingeværer. Personligheder af forskellig anløbenhed som, i lighed med
adskillige amerikanske præsidenter i tidens løb har frekventeret det
luksuriøse hotel, med de helbredende varme kilder og den uovertrufne
beliggenhed.
Efter af vi således havde forkælet os selv med en
overnatning i de overdådige omgivelser, taget varme bade i de helbredende
kilder og spist en hyggelig middag på en udmærket italiensk restaurant
fortsatte vi køreturen gennem Rocky Mountains, bogstaveligt talt,
bjergtagende natur. Gennem områder og byer, hvor The Silver Rush prægende
områdets fødsel i 1870-erne og hvor mangt et tog er holdt op og lænset for
enten sølv, eller lønningerne til minearbejderne. Vi kørte en dag med på
en af disse togstrækninger fra Durango til Silverton, hvor de oprindelige
tog stadig kører strækningen, nu som ”Scenic Railroad”, idet skinnerne
virkelig går gennem noget af den mest smukke natur som USA kan byde på.
Under opholdet i Durango havde vi den specielle
oplevelse at byen var vært for et motorcykeltræf, og selvom vi på
køreturen fra Boston allerede havde set flere Harley Davidson cykler end
der findes i hele Europa, kunne vi nu nærmest ikke gå en meter i byen uden
at gå forbi endnu en højglanspoleret HD’er. Den ene flottere lakeret og
med mere udstyr end den forrige, og det gjaldt også de mestendels
+60-årige, skæggede, langhårede og overtatoverede bikers, alle i fuldt
ornat med frynsejakker, banderos og tjekkede solbriller. Jo, der var andre
motorcykelmærker repræsenteret, men de var få, og skjulte sig nærmest
underdanigt i mængden.
Endnu ikke mættede af the Rockies førte tidsplanen os
imidlertid videre mod endnu en højdepunkt på turen, Mesa Verde, hjemsted
for de 1000 år gamle Pueblo-indianeres beboelser, godt skjulte for
omgivelserne i ufremkommelige bjerghuler højt oppe på Mesaen. Og derefter
stred vi os igennem noget af det mest øde, tørre og triste landskab vi
hidtil havde mødt. Af ukendte årsager er netop dette område henlagt som et
af landets største indianerreservater, Navajo reservatet, men det kan
læseren jo selv gøre sig nogle tanker om. Navajoerne er imidlertid venlige
og driftige folk (i hvert fald dem man ser, resten er formentlig i færd
med at drikke sig ihjel i ildvand) og langs de øde vejstrækninger træffer
man af og til på vejside-boder med Navajo-kunsthåndværk og andre
-souvenirs. Ellers virker alt uddødt 100 mil efter 100 mil, helt i lighed
med de dinosaurer som har sat sine fodaftryk i det forstenede ler flere
steder i området, og som Navajoerne også tjener en skilling på at
fremvise.
Et kuriosum i området ligger også indenfor reservatet,
og er derfor belagt med afgift at opleve, nemlig et punkt hvor hele 4
stater mødes, kaldet Four Corners. Hvis ikke man havde rejst et monument,
og tegnet de fire staters hjørner var der naturligvis intet at se, men nu
er den en rimelig velbesøgt attraktion for dem der nu alligevel har
forvildet sig flere hundrede mil ud i intetheden og trænger til lidt
adspredelse.
Efter endnu flere mil i ødemarken, når vi frem til en af
turens absolutte højdepunkter, Grand Canyon, hvis storslåethed bare savner
enhver beskrivelse. Ca. 400 km lang, 35 km bred og 2 km dyb (hvis jeg
husker ret) ligger den bare som et gigantisk hul midt i prærien, fyldt med
fantastiske klippeformationer, udskåret af Colorado River gennem millioner
af år. Alene fra kanten er kløften et imponerende syn, men for at få den
maksimale oplevelse ud af den hyrede vi en helikopter for en 40 min. tur
rundt i Canyonen, hvilket absolut kan anbefales. Da helikopterturen blev
udsat pga. dårligt vejr missede vi muligheden for en ridetur på muldyr ned
i bunden af kløften, og det alene er grunden til at vi bestemt må tilbage
en dag. I stedet gik vi et par timer til fods ned ad stierne (og dobbelt
så længe op ad igen), men turen helt ned må være et must.
På den baggrund var det noget af et kulturchok at vende
tilbage til civilisationen. Og hvilken civilisation. Efter et kort stop
ved den imponerende Hoover dæmning dukkede ”Sin City”, Las Vegas nemlig op
som en lidt underlig størrelse lige midt i ørkenen. Heldigvis er vi ikke
gamblere, for så kunne pengene nok have fået ben at gå på i de 3 dage vi
var her, men vi fik alligevel en god oplevelse ud af at beundre de
kæmpemæssige hotelcasinoer, hvor der ikke er sparet noget som helst for at
bevare illusionen af at være i fx New York, Paris, Venedig osv. Hotel New
York, New York er fx komplet med New York skyline inkl. Empire State
building, Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge oma. Ligesådan byder de
konkurrerende hoteller Paris, Paris på en kopi af Eiffeltårnet, Venetia på
flotte kanaler med gondoler og syngende gondolieres og jeg kunne blive
ved.
Tiden i Las Vegas brugte vi også på at se flere af de mange flotte
shows som kører døgnet rundt. Elvis og the Rat Pack er her desværre ikke
mere, men kopierne trives og den ægte vare som fx Celine Dion trækker
fulde huse til skyhøje priser 5 aftener om ugen.
I Las Vegas måtte vi sige farvel til Anni og Vagn, hvis
veje gik mod San Francisco, mens vores gik mod San Diego. Efter de
hektiske dage i Las Vegas besluttede vi dog at gøre et stop og slappe helt
af et par dage i Palm Springs, på vejen mod San Diego. Vi var heldige og
fandt en dejlige lille oase, i form at et lille familiehotel med kun 5
værelser rundt om en skøn lille palmehave med en pool i midten. Perfekt
til et par dage hvor vi ville lave ”absolutamende nada”.
Således frisk udhvilede indtog vi San Diego og havde en
god oplevelse i byens hovedattraktion Seaworld. Man må lade amerikanerne
at de ikke gør noget halvt, og parken og specielt deres shows var helt
exceptionelle. Og så gik turen nordpå ad Highway 1, som for det meste
løber helt ude langs kysten. Det er en smuk tur, som bringer én igennem et
utal af hyggelige kystbyer, en gang fiskersamfund, men nu for det meste
kunster- eller bohemesamfund med moderne cafeer og gallerier som afløsning
for den lokale diner og den lille drugstore. Og så er alle bugterne
naturligvis spækkede med surfere, som ligger og vugger på deres
surfbrædder lige udenfor brændingen og venter på den helt rigtige bølge.
Den smukke og til dels idylliske kyststrækning bliver
midlertidig brudt af storbyen Los Angeles, selvom man helt ude langs
kysten med lidt snilde godt kan holde sig helt udenfor den værste storby.
Her finder man den berygtede Venice Beach, med kunstnere, bohemer,
druksutter og plattenslagere i én uoverskuelig blanding. Lidt længere
nordpå finder man Santa Monica med stort set samme mix, nu måske med et
lidt mere eksklusivt tilsnit, idet man kun få mil inde i landet støder op
til Beverly Hills og Hollywood. Vi havde intet ønske om at udforske det
egentlige Los Angeles, som vi kender så godt fra alle kriminalserierne,
men skulle naturligvis snuse lidt til Hollywoods glamour. Og hvor gør man
bedre det end på ”Hotel California”, i virkelighedens verden kendt som
Beverly Hills Hotel, stjernernes legeplads. Man må jo indrømme at det hev
lidt i uldkræmmerens muldvarpeskind, men det måtte nu en gang prøves og
var såmænd også meget sjovt. Men selvom værelset og servicen var udsøgt,
var maden la-la og for at det ikke skulle være løgn mødte vi ikke en
eneste filmstjerne.
Det gjorde vi såmænd heller ikke da vi bevægede os helt
ud på Universal Studios, men det var en interessant dag som gav et godt
indblik i illusionernes kunst. Så godt at Lene efterfølgende har brokket
sig over mange film, fordi hun nu ved det meste er lavet af papmaché. Så
hvis man vil bibeholde lidt af mystikken, skulle man måske springe dette
besøg over ???
I San Francisco fandt vi igen en charmerende storby, med
et levende, dog lidt turistet havnemiljø, omkring Fishermans Warf. Dertil
et spændende Chinatown og et hyggeligt downtown med restauranter, butikker
og så naturligvis de karakteristiske trams der stille rumler op og ned af
de stejle gader. Alcatraz syntes vi godt vi kunne opleve inde fra land,
men Golden Gate broen var et flot syn både på afstand og da vi kørte over
den for at fortsætte vores rejse langs kysten.
Kystruten var smuk og storslået, ikke mindst da vi kørte
igennem Avenue of the Giants, en ekstra smuk rute gennem skovområder med
kæmpe fyrretræer på over 100 m’s højde. Vel ude af Californien og inde i
Oregon, fik vi lyst til at køre lidt væk fra kysten igen, og drejede ind i
landet og op i bjergområderne. Her fik vi den første påmindelse om at
efteråret var på vej, da vejen ind til et naturreservat med en kæmpe kratersø var lukket – på grund af snefald ! Endnu kørte vi rundt i korte
bukser og T-shirts og havde vi ikke selv set sne, men vi havde da mærket
at det var blevet køligere. Lidt senere samme dag så vi sneen dukke op i
vejkanten, dog ikke mere end Jens lige kunne skrabe en snebold sammen til
at kaste efter Lene. Men den følgende morgen vågnede vi op til tilisede
ruder og en iskold bil. Og vi havde altså ikke været forudseende nok til
at forsyne os med isskrabere, så vi måtte skrue godt op for defrosteren og
have gang i kreditkortene til at skrabe ruderne.
Samme dag kørte vi igen nedad og fulgte Columbia-flodens
løb ud mod Portland, et virkelig smukt landskab med mange imponerende
vandfald. Vi havde ikke lyst til at besøge storbyen Portland, så vi
fortsatte igennem og kørte igen op i højderne mod Mount Hood, et større
skiområde med et overdådigt skihotel flot placeret på toppen med udsigt
til bla. Mount St. Helens, som blæste sig selv i luften en gang i 70´erne
(eller var det 80-erne?). Hotellet er bygget i solid Oregonpine i 30’erne,
da præsident Roosevelt bekæmpede arbejdsløsheden ved at sætte tusindvis af
de hårdest ramte arbejdsløse i gang med at skabe de mange statslige
naturparker, og altså herunder Mount Hood og det flotte hotel. Faktisk
helt i tråd med Hitlers politik i samtidens Tyskland, her byggede man bare
motorveje og fremstillede våben i stedet. Vi forkælede os selv med en nat
på det historiske og eksklusive hotel og fik, ved lidt frækhed, også en
udsøgt middag på deres fornemste restaurant, hvor man ellers burde have
reserveret plads god tid i forvejen for at komme ind. Desværre var der
endnu ingen sne i området, så vi måtte nøjes med en gåtur i terrænet og i
stedet nyde udsigten.
Efter Mount Hood kørte vi igen ud til kysten, nu i
staten Washington, og kørte igennem et utalt af små hyggelige fiskerbyer,
som dog efterhånden have en snert af weekendturisme fra bla. Seattle, som
nu lå kun få timers kørsel væk. Vi kørte dog ikke direkte, men tog omvejen
omkring Olympic Peninsula, det nordvestligst hjørne af USA (sorry Alaska)
som grænser op til Puget Sound og har den flotteste udsigt til Vancouver
Island i Canada. Området er spækket med små idylliske øer og vi tog en
færge over til én af dem (navnet er p.t. glemt) hvorfra der var bygget en
bro tilbage til fastlandet nord for Seattle. Området var jo udpræget
grænseland i 1800-tallet, og bød på spændende historier om nybyggernes
kamp for at overleve. Ikke mindst mod indianerne, som nok helt berettiget
var noget sure over at se de hvide overtage ø efter ø, område efter
område. I øvrigt er det et område med en del skandinavisk historie,
eftersom det var mange skandinaviske, især svenske og norske kolonier som
etableredes, formentlig fordi de kunne udnytte deres fiskefærdigheder og
skabe sig et godt levebrød af det.
Nu lakkede USA-touren mod enden og vi kørte de sidste få
mil indtil Seattle, hvor vi dog havde endnu et par dage til rådighed. De
blev naturligvis brugt til et besøg i ”The Space Needle” et ambitiøst
privatprojekt fra 60-erne, som trods en del offentlig modstand, endte med
at blive vellykket, og tilføre byen en del turistindtægter og et vartegn
som alle vistnok er stolte af i dag. Men ellers var vi nok efterhånden
mættede af indtryk og slentrede kun lidt rundt i byen. Især nød vi
Seattles idylliske husbådsområde samt kvarteret omkring det spændende
marked ved Pikes Place.
Den sidste dag førte Cruella os, helt uden omveje ud til
Hertz’ lufthavnskontor, og vi var helt rørstrømske da vi skulle sige
farvel til hende. Det var dog hurtigt glemt da vi kort tid efter sad i
flyveren, på vej hjem til familie og venner som vi glædede os til snart at
gense.
Knus fra,
S/Y TOWANDA
18. december 2005
N 13°00’68 W 061º14’52
Bequia, West Indies
|