Efter nogle skønne sommermåneder i Danmark, for det meste i selskab med dejlige venner og familie, var det i begyndelsen af august igen tid til eventyr. Denne gang dog ikke til vands, men til lands.

Vi landende planmæssigt i Boston og fik, takket være vort fine Hertz No.1 Gold Card, nemt og hurtigt udleveret vores transport for de kommende måneder, en flot ny Cadillac Deville, med alt hvad dertil hører af luksus. Da vi efterhånden har vænnet os fra selv at tænke over hvor vi befinder os, og i stedet overlade den slags til instrumenterne i Towanda, havde vi også bedt om at få installeret navigationsudstyr i bilen, et såkaldt Hertz Neverlost GPS-system. Navnet syntes at have et ”N” for meget, men i bagklogskabens klare lys klarede det sig fint, og vi ville nødigt have været foruden.

Systemets første opgave var at finde ind til vores hotel i centrum af Boston. Ikke bestået – men efter en del cirkuleren ad ensrettede gader fandt vi dog frem, tids nok til at tjekke ind og smutte ud i den lune augustaften og få en afslappende og kølig øl ovenpå en lang og varm rejse.

Boston var en absolut positiv overraskelse. Da vi aldrig har været i USA før havde vi frygtet en befængt storby, a la den slags Hill Street Cops render rundt i, men fandt i stedet en charmerende, ren og smuk by. Vi brugte et par dage her, hovedsagelig på gåben, eftersom trafikken, selv i en charmerende storby, er for viderekomne. For slet ikke at tale om parkeringen. Og viderekomne var vi endnu ikke blevet – selv med back-up i Everlost. I stedet løste vi en dagsbillet til sightseeing busserne som kører ad faste ruter rundt til alle byens attraktioner. Så kan man springe af og på som det passer én, og det var en udmærket løsning. Uheldigvis har de dog ikke et stoppested foran Cheers, også kendt fra TV som Sams Bar, så vi måtte selv løbe i fuldt firspring derhen, for at slippe ud af en voldsom regnbyge. Vi mødte hverken, Ted Danson, Norm eller nogen af de andre stamgæster, men øllene var fine og der var tørvejr.

På turen ud af Boston kan man heller ikke hævde at Everlost gjorde en god figur. Vi startede tidlig morgen for at komme et godt stykke væk fra storbyen før myldretiden, men efter 2 timers kørsel måtte vi konstatere at vi befandt os kun én blok væk fra hotellet som vi var startet fra. I de 2 timer blev vi dog vældig godt bekendt med Everlost, som havde en klar, men bestemt, damerøst til at sige fx ”turn right in .2 miles” o.lign. Mest brugt var dog en skarp bemærkning: ”Calculating route”, som lød hver gang vi var kørt forkert, og ikke længere fulgte den anbefale rute. Vi følte således efterhånden vi kendte damen bag Everlost så godt at vi kunne være på fornavn og døbte hende Cruella, efter den pelsglade skurk i Disney-eventyret ”101 Dalmatinere”, Cruella Deville.

Udenfor Boston, samt diverse forstæder, blev vi straks mødt af smuk og storslået natur, og kørte mil efter mil igennem enorme skovområder. Vi satte imidlertid kursen lidt sydover mod Catskills Mountain for også at nyde nogle smukke bjerglandskaber. De kom som ventet og vi blev også glædeligt overraskede af, gang på gang, at køre igennem små typiske landsbyer, bestående at én lang hovedgade med støvede firhjulstrækkere skråparkeret foran de traditionelle amerikanske butiksfacader.

Vi var egentlig på vej mod Ontario, Canada for at besøge familie, men slog således en lille omvej sydover bl.a. fordi vi bare måtte fordi byen Towanda, som vi ved et tilfælde havde opdaget en dag vi studerede kort. Towanda indeholdt, helt som ventet ingen storslåede oplevelser, men det var sjovt at overnatte på Motel Towanda, og på den måde være lidt ”hjemme”. Vi benyttede også lejligheden til at forske lidt i navnet, men kom ikke videre end at det havde indiansk oprindelse, som mange andre bynavne i det område. Det er således stadig ubekræftet at det er navnet på en Indiansk prinsesse, men vi udfordrer enhver til at bevise det modsatte.

Efter en smuk køretur gennem bjerg- og skovlandskaberne i den nordlige Pennsylvania, kørte vi langs Lake Erie til Buffalo og Niagara Falls. Eftersom vi har været der før gik vi let henover hovedattraktionen og fortsatte direkte til en skøn bjælkehytte ved en lille sø nær Peterborough, Ontario, hvor Rinda og Keld, gode venner af Lenes familie, har slået sig ned for at nyde deres otium efter 50 år i Toronto. Her tilbragte vi 3 dejlige dage i deres selskab, med gode middage, udflugter og sejlture på søen i deres lille speedbåd.

Lidt længere sydpå, i London (stadig i Ontario), bor Lenes søde tante Alma, og har gjort det i ca. 40 år. Vi besøgte hende og Onkel Aage i 1999, og selvom det er trist Onkel Aage ikke længere er iblandt os var det et dejligt gensyn med Alma. Hun trives og har det godt, og går stadig til banko sine 5 gange om ugen. Bowling er hun dog holdt op med, og godt det samme, for hun gennemtævede os grundigt sidst vi var der.
 

Af uransaglige årsager valfarter vore familiemedlemmer til Ontario, og sidstankomne, Jens´ kusine Merete, har for ca. 1 år siden slået sig ned i Chatham, ikke langt fra London, sammen med sin mand Ken og deres søn William. En tur til Ontario var således ikke komplet uden et besøg her, og også her blev vi vel modtaget. En af dagene, tog vi på udflugt til det nærliggende Henry Ford museum i Detroit, og selvom det næsten er et dagsværk at komme ind og ud af USA nu om dage, selv for Canadiske residents, nåede vi at få en god lang og oplevelsesrig dag ud af det. Henry Ford museet indeholder et utroligt væld af effekter, naturligvis især motorkøretøjer fra alle tider, men også fly, campingvogne, tog, hestekøretøjer, sågar huse, møbler og husgeråd, ja, you name it !  Af specielle kuriosa kan nævnes flere præsidentbiler, herunder den Kennedy var så uheldig at befinde sige i en dag i Dallas, samt Lindbergs ”Spirit of St. Louis” som var første fly over Atlanten.

Som om dette ikke var nok, ligger der op til museet: ”Greenfield Village” som, betalt personligt af Henry Ford, har opbygget en hel landsby af originale bygninger, fx Edisons laboratorier m.v. , skilt ad på deres oprindelige placering, flyttet til Detroit og omhyggeligt samlet igen inklusive alle maskiner, videnskabelige måleapparater mv.  Området fungerer nu som en slags frilandsmuseum inklusive egen togbane med damplokomotiv, sø med hjuldamper oma. , og med vidende og fortælleivrige guider i alle de historiske bygninger. Virkelig et besøg værd, og et sted vi må tilbage til eftersom vi havde alt for lidt tid den dag.

Efter familievisitterne i Ontario, skulle vi til Chicago for at samle vore venner Anni og Vagn op, men havde tid til en smut op i det nordlige Michigan, til området omkring søerne Lake Michigan og Lake Superior. Et naturskønt område, også her præget af skov – og så er det Bear Country. Vi så nu, måske heldigvis, ingen bjørne i den fri natur, men besøgte bl.a. Oswalds Bearranch, som over flere tiår har skabt en population af sorte bjørne af egen avl, eller undtagelsesvis af unger bragt ind af myndighederne, fordi de er fundet alene og ikke ville kunne overleve i naturen.

På turen sydover mod Chicago fik vi en lille smagsprøve på den voldsomme nordamerikanske natur da vi kørte ind i et område med aktive tornadoer. Vi søgte hurtigt ly for uvejret på et motel og led ingen nød, men nyhederne fortalte næste dag at man i nattens løb havde registreret 21 tornadoer i staten, trods gennemsnittet for hele måneden lå omkring 17.

Det var i de samme dage nyhederne om Katrinas ødelæggelser i Louisiana begyndte at indløbe, og derefter var det stort set det eneste emne på de amerikanske TV-stationer. Eneste undtagelse var enkelte indlæg om at de stigende benzinpriser, nu ca. 5 kr/l, var en katastrofe og en bombe under det amerikanske velfærd.
 

Chicago var, som Boston, en behagelig overraskelse, og mens vi ventede på Anni og Vagn slentrede vi rundt og udforskede byen og, ikke mindst, dens restauranter. Vi havde nemlig allerede nu opdaget at det finere amerikanske køkken udgøres af burgers i forskellige udformninger og størrelser, og at det kun i de større byer kan lade sig gøre at udfordre ganen med lidt mere avancerede delikatesser. Vi havde overhovedet ingen forventninger om at dette ville bedres på næste etape, som ville bringe os langt væk fra civilisationen, ud på prærien, til Nebraska, USA's kornkammer.

Efter 2 dages kørsel nåede vi målet, nærmere betegnet Burwell, Nebraska, hvor en gren af Vagns familie havde slået sig ned for et par generationer siden. Her skulle vi møde Robert Sorenson, Bob, Vagns onkel, født og opvokset i Burwell, og en vaskeægte cowboy. Bob var en spændende personlighed som fortalte levende om sin opvækst i den hårde tid i 30-erne og 40-erne, og ikke mindre interessant om hans fars og onklers opvækst i det virkelige ”vilde vesten” omkring århundredskiftet. Bob er nu pensioneret, men har dog stadig en del afgrøder på sin ranch. Hans største passion er dog ”Quarterhorses”, en kraftig hesterace, specialiseret i at løbe en kvart mil på tid. Der er store penge i de rigtige løb, såvel som i efterfølgende avl såfremt hesten viser resultater. Og Bob ejer en lovende Quarter som dog lige nu står småskadet på en træners stald og koster penge frem for at tjene dem.

En anden af Bobs passioner, som i modsætning til hesten, virker 100 %, er en ældgammel Ford T, som han gerne kørte ud af garagen og gav os alle en tur i. Vel at mærke hen over grusveje og pløjemarker, som vores nymodens Cadillac næppe havde forceret uden at brokke sig.

Et spændende besøg med et interessant indblik i livet i midtvesten lakkede mod enden, men forinden blev der dog lige arrangeret et farvelparty i og udenfor Bobs garage, med dejlig BeerCanPølseret og med deltagelse af Bobs familie og venner. Fin afslutning med en fin madopskrift som vi næsten ikke kan vente med at afprøve hjemme i Klint, nu hvor det er blevet så populært med udekøkkener.

Efter endnu nogle hundrede mil, ad øde og lige landeveje og gennem tørre, nærmest ørkenlignende landskaber, dukkede først Rocky Mountains konturer, og siden Denver op i horisonten. Her skulle vi møde endnu en gren af Vagns familie, som havde lovet at huse os et par dage. Her tilbragte vi et par dage med sightseeing, ballonfestival samt ikke mindst, vil Vagn nok hævde, med at fejre hans fødselsdag. Alderen går vi let hen over.

Nu trak the Rockies efterhånden voldsomt i os alle. Den majestætiske bjergkæde havde i mange dage lokkende rejst sig i horisonten, og desuden ville Vagn gerne vise os, og nok især Anni, et af hans yndlingssteder, Hotel Colorado i Glenwood Springs. Et sagnombrust etablissement, hvor han for år tilbage havde tilbragt et par dage i vild luksus og under historiens vingesus mellem vægge der drev af krudtslam fra Kit Carson, Doc Holliday og Buffalo Bills seksløbere samt Al Capones maskingeværer. Personligheder af forskellig anløbenhed som, i lighed med adskillige amerikanske præsidenter i tidens løb har frekventeret det luksuriøse hotel, med de helbredende varme kilder og den uovertrufne beliggenhed.

Efter af vi således havde forkælet os selv med en overnatning i de overdådige omgivelser, taget varme bade i de helbredende kilder og spist en hyggelig middag på en udmærket italiensk restaurant fortsatte vi køreturen gennem Rocky Mountains, bogstaveligt talt, bjergtagende natur. Gennem områder og byer, hvor The Silver Rush prægende områdets fødsel i 1870-erne og hvor mangt et tog er holdt op og lænset for enten sølv, eller lønningerne til minearbejderne. Vi kørte en dag med på en af disse togstrækninger fra Durango til Silverton, hvor de oprindelige tog stadig kører strækningen, nu som ”Scenic Railroad”, idet skinnerne virkelig går gennem noget af den mest smukke natur som USA kan byde på.

Under opholdet i Durango havde vi den specielle oplevelse at byen var vært for et motorcykeltræf, og selvom vi på køreturen fra Boston allerede havde set flere Harley Davidson cykler end der findes i hele Europa, kunne vi nu nærmest ikke gå en meter i byen uden at gå forbi endnu en højglanspoleret HD’er. Den ene flottere lakeret og med mere udstyr end den forrige, og det gjaldt også de mestendels +60-årige, skæggede, langhårede og overtatoverede bikers, alle i fuldt ornat med frynsejakker, banderos og tjekkede solbriller. Jo, der var andre motorcykelmærker repræsenteret, men de var få, og skjulte sig nærmest underdanigt i mængden.

Endnu ikke mættede af the Rockies førte tidsplanen os imidlertid videre mod endnu en højdepunkt på turen, Mesa Verde, hjemsted for de 1000 år gamle Pueblo-indianeres beboelser, godt skjulte for omgivelserne i ufremkommelige bjerghuler højt oppe på Mesaen. Og derefter stred vi os igennem noget af det mest øde, tørre og triste landskab vi hidtil havde mødt. Af ukendte årsager er netop dette område henlagt som et af landets største indianerreservater, Navajo reservatet, men det kan læseren jo selv gøre sig nogle tanker om. Navajoerne er imidlertid venlige og driftige folk (i hvert fald dem man ser, resten er formentlig i færd med at drikke sig ihjel i ildvand) og langs de øde vejstrækninger træffer man af og til på vejside-boder med Navajo-kunsthåndværk og andre -souvenirs. Ellers virker alt uddødt 100 mil efter 100 mil, helt i lighed med de dinosaurer som har sat sine fodaftryk i det forstenede ler flere steder i området, og som Navajoerne også tjener en skilling på at fremvise.

Et kuriosum i området ligger også indenfor reservatet, og er derfor belagt med afgift at opleve, nemlig et punkt hvor hele 4 stater mødes, kaldet Four Corners. Hvis ikke man havde rejst et monument, og tegnet de fire staters hjørner var der naturligvis intet at se, men nu er den en rimelig velbesøgt attraktion for dem der nu alligevel har forvildet sig flere hundrede mil ud i intetheden og trænger til lidt adspredelse.

Efter endnu flere mil i ødemarken, når vi frem til en af turens absolutte højdepunkter, Grand Canyon, hvis storslåethed bare savner enhver beskrivelse. Ca. 400 km lang, 35 km bred og 2 km dyb (hvis jeg husker ret) ligger den bare som et gigantisk hul midt i prærien, fyldt med fantastiske klippeformationer, udskåret af Colorado River gennem millioner af år. Alene fra kanten er kløften et imponerende syn, men for at få den maksimale oplevelse ud af den hyrede vi en helikopter for en 40 min. tur rundt i Canyonen, hvilket absolut kan anbefales. Da helikopterturen blev udsat pga. dårligt vejr missede vi muligheden for en ridetur på muldyr ned i bunden af kløften, og det alene er grunden til at vi bestemt må tilbage en dag. I stedet gik vi et par timer til fods ned ad stierne (og dobbelt så længe op ad igen), men turen helt ned må være et must.

På den baggrund var det noget af et kulturchok at vende tilbage til civilisationen. Og hvilken civilisation. Efter et kort stop ved den imponerende Hoover dæmning dukkede ”Sin City”, Las Vegas nemlig op som en lidt underlig størrelse lige midt i ørkenen. Heldigvis er vi ikke gamblere, for så kunne pengene nok have fået ben at gå på i de 3 dage vi var her, men vi fik alligevel en god oplevelse ud af at beundre de kæmpemæssige hotelcasinoer, hvor der ikke er sparet noget som helst for at bevare illusionen af at være i fx New York, Paris, Venedig osv. Hotel New York, New York er fx komplet med New York skyline inkl. Empire State building, Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge oma. Ligesådan byder de konkurrerende hoteller Paris, Paris på en kopi af Eiffeltårnet, Venetia på flotte kanaler med gondoler og syngende gondolieres og jeg kunne blive ved.

Tiden i Las Vegas brugte vi også på at se flere af de mange flotte shows som kører døgnet rundt. Elvis og the Rat Pack er her desværre ikke mere, men kopierne trives og den ægte vare som fx Celine Dion trækker fulde huse til skyhøje priser 5 aftener om ugen.

I Las Vegas måtte vi sige farvel til Anni og Vagn, hvis veje gik mod San Francisco, mens vores gik mod San Diego. Efter de hektiske dage i Las Vegas besluttede vi dog at gøre et stop og slappe helt af et par dage i Palm Springs, på vejen mod San Diego. Vi var heldige og fandt en dejlige lille oase, i form at et lille familiehotel med kun 5 værelser rundt om en skøn lille palmehave med en pool i midten. Perfekt til et par dage hvor vi ville lave ”absolutamende nada”.

Således frisk udhvilede indtog vi San Diego og havde en god oplevelse i byens hovedattraktion Seaworld. Man må lade amerikanerne at de ikke gør noget halvt, og parken og specielt deres shows var helt exceptionelle. Og så gik turen nordpå ad Highway 1, som for det meste løber helt ude langs kysten. Det er en smuk tur, som bringer én igennem et utal af hyggelige kystbyer, en gang fiskersamfund, men nu for det meste kunster- eller bohemesamfund med moderne cafeer og gallerier som afløsning for den lokale diner og den lille drugstore. Og så er alle bugterne naturligvis spækkede med surfere, som ligger og vugger på deres surfbrædder lige udenfor brændingen og venter på den helt rigtige bølge.

Den smukke og til dels idylliske kyststrækning bliver midlertidig brudt af storbyen Los Angeles, selvom man helt ude langs kysten med lidt snilde godt kan holde sig helt udenfor den værste storby. Her finder man den berygtede Venice Beach, med kunstnere, bohemer, druksutter og plattenslagere i én uoverskuelig blanding. Lidt længere nordpå finder man Santa Monica med stort set samme mix, nu måske med et lidt mere eksklusivt tilsnit, idet man kun få mil inde i landet støder op til Beverly Hills og Hollywood. Vi havde intet ønske om at udforske det egentlige Los Angeles, som vi kender så godt fra alle kriminalserierne, men skulle naturligvis snuse lidt til Hollywoods glamour. Og hvor gør man bedre det end på ”Hotel California”, i virkelighedens verden kendt som Beverly Hills Hotel, stjernernes legeplads. Man må jo indrømme at det hev lidt i uldkræmmerens muldvarpeskind, men det måtte nu en gang prøves og var såmænd også meget sjovt. Men selvom værelset og servicen var udsøgt, var maden la-la og for at det ikke skulle være løgn mødte vi ikke en eneste filmstjerne.

Det gjorde vi såmænd heller ikke da vi bevægede os helt ud på Universal Studios, men det var en interessant dag som gav et godt indblik i illusionernes kunst. Så godt at Lene efterfølgende har brokket sig over mange film, fordi hun nu ved det meste er lavet af papmaché. Så hvis man vil bibeholde lidt af mystikken, skulle man måske springe dette besøg over ???

I San Francisco fandt vi igen en charmerende storby, med et levende, dog lidt turistet havnemiljø, omkring Fishermans Warf. Dertil et spændende Chinatown og et hyggeligt downtown med restauranter, butikker og så naturligvis de karakteristiske trams der stille rumler op og ned af de stejle gader. Alcatraz syntes vi godt vi kunne opleve inde fra land, men Golden Gate broen var et flot syn både på afstand og da vi kørte over den for at fortsætte vores rejse langs kysten.

Kystruten var smuk og storslået, ikke mindst da vi kørte igennem Avenue of the Giants, en ekstra smuk rute gennem skovområder med kæmpe fyrretræer på over 100 m’s højde. Vel ude af Californien og inde i Oregon, fik vi lyst til at køre lidt væk fra kysten igen, og drejede ind i landet og op i bjergområderne. Her fik vi den første påmindelse om at efteråret var på vej, da vejen ind til et naturreservat med en kæmpe kratersø var lukket – på grund af snefald ! Endnu kørte vi rundt i korte bukser og T-shirts og havde vi ikke selv set sne, men vi havde da mærket at det var blevet køligere. Lidt senere samme dag så vi sneen dukke op i vejkanten, dog ikke mere end Jens lige kunne skrabe en snebold sammen til at kaste efter Lene. Men den følgende morgen vågnede vi op til tilisede ruder og en iskold bil. Og vi havde altså ikke været forudseende nok til at forsyne os med isskrabere, så vi måtte skrue godt op for defrosteren og have gang i kreditkortene til at skrabe ruderne.

Samme dag kørte vi igen nedad og fulgte Columbia-flodens løb ud mod Portland, et virkelig smukt landskab med mange imponerende vandfald. Vi havde ikke lyst til at besøge storbyen Portland, så vi fortsatte igennem og kørte igen op i højderne mod Mount Hood, et større skiområde med et overdådigt skihotel flot placeret på toppen med udsigt til bla. Mount St. Helens, som blæste sig selv i luften en gang i 70´erne (eller var det 80-erne?). Hotellet er bygget i solid Oregonpine i 30’erne, da præsident Roosevelt bekæmpede arbejdsløsheden ved at sætte tusindvis af de hårdest ramte arbejdsløse i gang med at skabe de mange statslige naturparker, og altså herunder Mount Hood og det flotte hotel. Faktisk helt i tråd med Hitlers politik i samtidens Tyskland, her byggede man bare motorveje og fremstillede våben i stedet. Vi forkælede os selv med en nat på det historiske og eksklusive hotel og fik, ved lidt frækhed, også en udsøgt middag på deres fornemste restaurant, hvor man ellers burde have reserveret plads god tid i forvejen for at komme ind. Desværre var der endnu ingen sne i området, så vi måtte nøjes med en gåtur i terrænet og i stedet nyde udsigten.

Efter Mount Hood kørte vi igen ud til kysten, nu i staten Washington, og kørte igennem et utalt af små hyggelige fiskerbyer, som dog efterhånden have en snert af weekendturisme fra bla. Seattle, som nu lå kun få timers kørsel væk. Vi kørte dog ikke direkte, men tog omvejen omkring Olympic Peninsula, det nordvestligst hjørne af USA (sorry Alaska) som grænser op til Puget Sound og har den flotteste udsigt til Vancouver Island i Canada. Området er spækket med små idylliske øer og vi tog en færge over til én af dem (navnet er p.t. glemt) hvorfra der var bygget en bro tilbage til fastlandet nord for Seattle. Området var jo udpræget grænseland i 1800-tallet, og bød på spændende historier om nybyggernes kamp for at overleve. Ikke mindst mod indianerne, som nok helt berettiget var noget sure over at se de hvide overtage ø efter ø, område efter område. I øvrigt er det et område med en del skandinavisk historie, eftersom det var mange skandinaviske, især svenske og norske kolonier som etableredes, formentlig fordi de kunne udnytte deres fiskefærdigheder og skabe sig et godt levebrød af det.

Nu lakkede USA-touren mod enden og vi kørte de sidste få mil indtil Seattle, hvor vi dog havde endnu et par dage til rådighed. De blev naturligvis brugt til et besøg i ”The Space Needle” et ambitiøst privatprojekt fra 60-erne, som trods en del offentlig modstand, endte med at blive vellykket, og tilføre byen en del turistindtægter og et vartegn som alle vistnok er stolte af i dag. Men ellers var vi nok efterhånden mættede af indtryk og slentrede kun lidt rundt i byen. Især nød vi Seattles idylliske husbådsområde samt kvarteret omkring det spændende marked ved Pikes Place. 

Den sidste dag førte Cruella os, helt uden omveje ud til Hertz’ lufthavnskontor, og vi var helt rørstrømske da vi skulle sige farvel til hende. Det var dog hurtigt glemt da vi kort tid efter sad i flyveren, på vej hjem til familie og venner som vi glædede os til snart at gense.

Knus fra,

S/Y TOWANDA
18. december 2005
N 13°00’68  W 061º14’52
Bequia, West Indies