Hen ad aftenen landede endelig flyet med Fam. Østergård Andersen, nærmere betegnet Lenes storesøster Annette, hendes mand Ole samt deres yngste datter, vores dejlige niece, Astrid – og så begyndte udfordringerne J !

De opmærksomme læsere af sidste rejsebrev vil erindre at Towanda lå for anker i den smukke Lindbergh Bay, kun et par minutters gang fra lufthavnen på St. Thomas. Spadsereturen var derfor intet problem, men i mørket kunne vi godt skimte en vis ængstelse i Annettes øjne da det gik op for hende at der ikke var nogen havn, og at adgangen til skibet følgelig ikke gik langs en komfortabel bådebro, men i stedet via en lumsk udseende brænding og en livlig gummibåd. Al frygt var dog ubegrundet da vejret var mildt og nærmest blikstille og alle nåede velbeholdne ombord uden dramatik.

Efter den sædvanlige tumult i forbindelse med ombordstigning, tildeling af køjer, stuvning af bagage o.m.a. kunne vi og vore gæster endelig lade roen falde over os og nyde en øl og lidt sen aftensmad. Astrid kunne godt nok ikke rigtig få noget ned eftersom hun mente båden lå meget uroligt, trods det nærmest spejlblanke vand.

Yngstegasten overlevede dog den første nat ombord og allerede næste dag gik det meget bedre, efterhånden som hun opdagede at båden faktisk ikke sank, selvom den vippede en anelse. Humøret var derfor højt da vi efter en kort sejltur ankom til Charlotte Amalie og steg siden til uanede højder da vi kom i land og hun fik overblik over taxfreepriserne og det kolossale udbud af livsnødvendigheder som parfume, Billabong tøj, IPods samt ikke mindst tyggegummi. Især sidstnævnte blev bragt ombord i kvantiteter som ville dække skibets normalforbrug i årtier.

Efter frokost var shoppinggenerne tilfredsstillede og vi sejlede videre til Christmas Cove ved Janni og Christians Ø, Great St. James, hvor vi jo tidligere havde ligget godt for anker. Stedet skuffede os heller ikke denne gang og alle dykkede og udforskede livet i bugtens smukke klare vand. Astrid så endda et rensdyr inde på bredden og kan derfor bekræfte, hvad alle jo godt ved fra TV’s julekalender, at julemanden bor på de Dansk Vestindiske Øer. Hvilket samtidig forklarer hvordan Christmas Cove har fået sit navn.

Det stod hurtig klart for os at vore nye gæster var de rene vandhunde og næste mål blev følgelig Trunk Bay som byder på noget af det bedste dykning i dette område. Desværre var vinden ret kraftig i NØ hvilket gav en voldsom swell i bugten. Vi måtte derfor opgive vort forehavende og besluttede, efter et kort frokostophold i den nærliggende Francis Bay, at sejle mod sydkysten af øen for at finde en rolig bugt at overnatte i. Valget faldt på Dittlif Bay som nok bød på en rolig nat, men desværre ikke på særlig god dykning. Allerede næste morgen drog vi derfor mod Cruz Bay for at klarere ud af USVI.

Her gik udklareringen smertefrit og efter lidt powershopping af bl.a. Billabong tøj var vi klar til at stikke mod Jost van Dyke. Imidlertid blev vi noget forsinkede af at ankerspillet nægtede at hive ankeret op. Ole er heldigvis elektriker, men efter at have skruet lidt her og der kunne han desværre kun konstatere at der var trængt vand ind hvor det ikke skulle være og at skidtet følgelig var brændt af og ikke stod til at redde.

I henhold til Murphys lov skete dette, helt efter reglerne, på et tidspunkt hvor vi havde dårligt hold og derfor havde valgt at smide 2 ankre ud – laaangt ud ! Men der var jo ikke meget andet at stille op end at gå over til den ubehagelige manuelle løsning. Det gik meget nemt med det første anker som kun havde 8 m kæde og resten tovværk, men det andet, som havde 50 m kæde ude, trak tænder. Der var bagefter ingen indvendinger mod skippers strategi om fremover at ligge ved moorings (bøjer), i værste fald at ankre med det anker som er på tov.

I Great Harbour på Jost van Dyke er der ingen moorings så det blev "tovløsningen". Det er i sig selv ikke noget problem da dette anker holder stort set ligeså godt. Blot skal der noget mere line ud og det kan til gengæld give visse svajeproblemer i en overfyldt bugt, hvor alle de andre typisk ligger for kæde. Heldigvis stod vinden rimelig fast i det sydlige hjørne og vi havde ingen problemer med at svaje. Ikke i den forstand i hvert fald, men da vi senere på natten skulle hjem efter middagen hos Foxy svajede de fleste af os faretruende, og var nødt til at overlade styringen af dinghyen til yngstegasten, på det seneste også kendt som "Billabong Baby".

Indtil da havde der ikke været lejlighed til megen træning i den disciplin, men efter visse indkøringsvanskeligheder – eller skulle man hellere kalde det omkøringsvanskeligheder – gik det nogenlunde kursstabilt ud mod moderskibet. På forunderlig vis nåede alle tørskoede ombord. Skipper dog mest fordi hans sko stadig stod inde på broen, og eftersom han vurderede at dinghyen ikke havde benzin nok ombord til at lade The Billabong Baby sejle en tilsvarende rute ind og hjem igen, besluttede han selv at overtage styringen under redningsaktionen ind efter de efterladte.

Den efterfølgende morgen følte vi os foran på partykontoen og bagud med gode snorkeldyk. Så efter indklareringen i BVI var vel overstået satte vi kursen mod Norman Island, hvor vi tidligere havde haft nogle dejlige dyk. Allerede ved middagstid kunne vi, til de manuelle ankerspils store glæde, binde os fast til en mooring i The Bight og der gik ikke mange minutter før Astrid og Annette havde snorkeludstyret på og gik på opdagelse i det krystalklare vand omkring båden. I fuld overensstemmelse med familiens normale ageren blev alle oplevelser ivrigt kommenteret – blot denne gang igennem snorklerne – så alle, ja altså under forudsætning af at man kunne skelne nuancerne i de gryntende lyde, kunne følge med i ekspeditionens udvikling.

Visse detaljer kan derfor være undsluppet skipper, men på nogle pludselig høje lyde samt på det faktum at de nu med planende fart svømmede om kap mod badestigen forstod han dog straks at de havde set noget helt specielt som de hurtigst muligt, ja faktisk helst omgående, ville ombord og fortælle om. Det viste sig at være 2 kæmpestore og særdeles fjendtligt udseende Barracudaer som havde krydset deres vej, og derved havde givet dem svømmefærdigheder som Mette Jacobsen, efter 20 års intensiv træning, stadig kun drømmer om.

Skipper beroligede de nødstedte med at Barracudaer kun sjældent er aggressive og kun angriber hvis de føler sig truede eller ser noget blankt som de antager for at være småfisk. Den beroligende effekt udeblev og betød i stedet at Astrid var ved at drukne da hun ikke kunne holde sig flydende samtidig med at hun forsøgte at skjule ørenringe og halskæde med sine kun 2 hænder. For at understrege ufarligheden hoppede skipper derfor selv i baljen og ledte en ny ekspedition hen for at kigge nærmere på de venligsindede fisk. I retfærdighedens navn skal det derfor tilføjes at de virkelig VAR store og faktisk SÅ så ondskabsfulde ud at skipper selv blev en anelse nervøs og førte ekspeditionen i en stor bue udenom uhyrerne tilbage sikkerheden om bord på Towanda.

Efter yderligere en slappedag i The Bight var det på tide at forberede os på den ca. 150 sømil lange tur sydover mod St. Kitts. Først skulle vi dog lige udklarere i Spanish Town og benyttede lige lejligheden til en hurtig visit i de nærliggende The Baths.

Turen blev træls og sej med overvejende motorsejlads og det mest oplivende moment var at vi endelig igen fik en fisk på snøren. Det var en ca. 50 cm lang Barracuda som normalt er en herlig spisefisk. Desværre er den også ofte bærer af Ciguatera, en fiskeforgiftning der er udbredt omkring koralrev, og da den blev fanget i et såkaldt farligt område turde vi ikke spise den. Inden dette stod klart havde vi desværre aflivet kræet, så for at den ikke skulle lade livet helt uden at tilføre os nogen underholdningsværdi blev den parteret og kastet ud med henblik på at tiltrække hajer. Vi så dog ingen, men tillader os alligevel at gå ud fra at dens fødeværdi er blevet udnyttet af en eller anden rovfisk i vort kølvand.

Ifølge vore pilotbøger er ankerpladsen ved St.Kitts hovedstad, Basseterre meget urolig og vi havde derfor besluttet os til at gå ind i den relativt nye havn Port Zante. Uheldigvis havde Grusomme Ivan for nyligt besøgt øen, så de fine faciliteter der fremgik af pilotbogen var, bogstavelig talt, som blæst væk. Molerne bød dog stadig på læ og selvom der hverken var bad, toiletter eller strøm, var der dog vand på broen, hvilket vi havde megen glæde af i varmen.

På St. Kitts tager man i øvrigt indklareringen meget alvorlig, så selvom vi ankom en lørdag aften kl. ca. 18.30 måtte besætningen blive ombord mens skipper straks sprang ind i en taxa som kørte ham først til Customs i erhvervshavnen og derefter ud af byen til lufthavnen for at ordne papirarbejdet med Immigrationen.

St. Kitts er en dejlig ø, men turismen, ja hele øens indtægtsgrundlag, er næsten 100% baseret på turister fra krydstogtskibe som der ikke lige var nogen anløb af i denne weekend. Da vi næste dag slentrede rundt i Basseterre viste det sig derfor umuligt at finde en åben restaurant, hvor vi kunne spise frokost. En taxachauffør henvendte sig imidlertid for at sælge os en ø-rundtur. Da vi allerede forgæves havde forsøgt at få billetter til en sightseeing tur med en togbane der går øen rundt var vi ikke helt uinteresserede, og da han samtidig tilbød, for halv pris, at bringe os til et spisested ved en nærliggende strand og hente os hjem derfra senere var sagen klar. Vi lavede en aftale om ø-rundtur næste morgen kl. 10.00 og han kørte os derefter uden beregning ud til stranden, hvorfra han så skulle hente os 2 timer senere. Men da vi, efter en i øvrigt god frokost, gerne ville hjem var der ingen taxi at se og han kom da heller aldrig. Efter nogen ventetid fandt vi endelig en anden taxa og da turen var rørende billig var der ikke sket skade på andet end vores forfængelighed. I mellemtiden havde vi dog også hørt at verdens største krydstogtskib, Queen Mary 2, skulle anløbe dagen efter, så vi var noget spændte på, dels om chaufføren holdt aftalen om ø-rundturen og dels, hvad hans undskyldning for at brænde os af dagen før ville være.

Al frygt var ubegrundet. Vor mand stod der til tiden næste morgen, men gik dog ikke særlig op i at fremkomme med en troværdig undskyldning for at have droppet os dagen forinden. Kun lidt halvkvalt mumlen om at han havde sendt en anden og at denne ikke havde kunnet finde os. Pyt-Skidt, han var en god fortæller og gav os en fin rundtur på øen, bl.a. med spændende besøg på det renoverede Fort Brimstone Hill, hvor vi nød den spektakulære udsigt over det Caribiske hav og de omkringliggende øer. Senere besøgte vi også en smuk hovedbygning fra plantagetiden, hvor man nu fremstiller flotte batiktryk og fortsatte turen nordover øen gennem de udstrakte sukkerrørsplantager. På St. Kitts er sukkerrørsplantagerne statsdrevne og det er en af de få caribiske øer hvor sukkerrør stadig udgør størstedelen af deres landbrugsaktivitet. På grund af stor konkurrence fra bl.a. Guyana har driften desværre længe givet underskud, men endnu har staten ikke besluttet sig for at sadle om til andre mere profitable afgrøder.

Efter et par afslappende, men varme dage på St. Kitts gik turen videre sydover mod Guadeloupe. På grund af risikoen for at få båden dækket af aske fra Montserrat ønskede vi at gå på vindsiden, dvs. øst om denne ø, hvilket desværre ikke var særlig foreneligt med vind- og bølgeretning. Den 80 sm. lange tur blev derfor en anelse ukomfortabel og da vi endelig nåede Deshaies i det nordvestlig hjørne af Guadeloupe havde vi nok trukket de sidste rester af overlevelsesvijle ud af fam. Østergaard. I hvert fald foreslog de nu at leje bil og køre over land til Point a Pitre, hvor de skulle afmønstre. Så kunne vi sejle turen sydom øen alene og møde dem der.

Det var nu en udmærket ide, for først brugte vi bilen til at udforske den nordlige del af den bjergrige Basseterre-halvø, og havde en dejlig dag med smukke naturoplevelser (og en god frokost – ikke at forglemme!) Desuden blev sejlturen til Le Gosier, ved Point a Pitre, heller ikke af de mest behagelige, med megen modvind og krabbe søer omkring den sydlige øspids. Efter en hård sejlads nåede vi frem lige som mørket faldt på, men heldigvis havde vi været der før og kunne uden problemer ankre op i læ af Ile Du Gosier og dinghie ind efter fam. Østergaard som ventede inde på land.

Efter et par sidste slappedage ved Ile du Gosier afmønstrede fam. Østergaard en sen eftermiddag og vi lettede umiddelbart efter anker, og satte kurs mod Le Marin i den sydlige del af Martinique.

Den første del af den ca. 140 sm. lange sejlads forløb fint, men da vi efter ca. 20 timers sejlads kun manglede 15 sm. ind til Le Marin blev vi mødt af en kraftig modvind og strøm som stod rundt om Martiniques sydspids. Forholdene gjorde det nærmest umuligt at kæmpe sig ind i bugten for sejl, i hvert fald inden mørket brød frem, og jerngenoaen måtte igen i brug. Efter kort tid brokkede den sig dog højlydt for overophedning. Vi slukkede naturligvis straks og tjekkede vandtilførsel og olieniveau, hvilket alt sammen var OK. Vi turde ikke tjekke om vandgennemstrømningen også var OK før motoren var afkølet lidt, så vi satte igen sejl og kæmpede videre så godt som vi nu kunne. Efter afkøling startede vi motoren igen og kunne hurtigt konstatere at der ikke kom vand ud af udstødningen – Ikke godt !

Men nu var fejlen da fundet. Tilbage stod nu kun for skipper at stikke hovedet ind i det 80 grader varme motorrum og - stadig i høj sø - fumle febrilsk med drilske møtrikker og alt for store skruenøgler i umulige vinkler, for at fiske den maltrakterede impeller ud af den sindssygt fejlplaceret vandpumpe. Og så derefter naturligvis lige montere en ny impeller der kun mod svære bandeord og hudafskrabninger lader sig lokke ind i det utilnærmelige impellerhus. En time og et kolossalt væsketab senere kunne skipper igen dreje nøglen – og motoren fungerede igen upåklageligt.

Vi var i den mellemliggende tid ikke kommet spor nærmere vort mål, nærmest tværtimod, og selvom vi nu igen kunne støtte kursen med motoren tog det omkring 5 timer at komme de sidste 15 mil ind til Le Marin. Her var der til gengæld dejligt læ for både vind og swell. Med lidt besvær fandt vi os en god ankerplads i den overfyldte bugt, hvorefter vi de følgende 2 dage stort set ikke rørte en finger.

Le Marin er centrum for sejlsporten i denne del af Caribien og et af målene med at søge hertil var at skaffe en ny motor til ankerspillet. Det lykkedes også delvist, men da den alligevel skulle hentes hjem fra Europa, med den leveringsusikkerhed dette indebar, endte vi med at bestille den i Danmark og få den fragtet over med Simon, som skulle påmønstre et par uger senere.

Forinden skulle vi dog have besøg af Steen og Michael, venner og kollegaer fra Motto, og da de er kendt for ikke at stå i vejen for et godt måltid og en god flaske vin, var det på sin plads at få stuverummene i Towanda fyldt godt op. Efter de nævnte slappedage lejede vi derfor en bil for et par dage. Det gav os mulighed for at udforske øen, få handlet stort ind i Carrrefour udenfor Fort de France samt at spare taxaen når Steen og Michael skulle hentes i lufthavnen.

Steen og Michael ankommer 3 ½ time forsinket. Ikke alvorligt, men lidt træls da lufthavnens eneste udskænknings- og spisested lukker tidligt, hvorefter det er umuligt at skaffe hverken vådt eller tørt i miles omkreds. Desuden er det mørkt da de ankommer, hvilket er lidt synd eftersom de ikke får glæde af den smukke køretur sydover mod Le Marin.

I forbindelse med d´herrers besøg havde vi lidt "business" som skulle ordnes og vi blev enige om at få det klaret med det samme så vi kunne slappe af resten af ugen. Første dag sejlede vi derfor kun en kort tur ud til badebyen St. Anne så vi i det mindste kunne presse et par afsvalende dukkerter ind i den omfattende mødeagenda.

Efter en hård arbejdsdag var det velgørende næste dag at sætte kursen nordover mod en af de små bugter syd for Fort de France. Vinden var god, i det helt rigtige hjørne, og gav en frisk sejlads lige efter Steens sejlerhjerte. Desværre brænder der ikke et lige så stort sejlerhjerte i Michael, så på hans diskrete opfordringer blev det kun til kortere ture de efterfølgende dage. Til gengæld er de begge vandhunde, så vi havde i stedet nogle vidunderlige badedage med masser af spændende snorkeldyk. Ankerpladserne i området var også af det allermest hyggelige, og vi spiste mangen en god middag med den kønneste udsigt til palmeklædte strande. En aften gik vi i land for at spise ude, men udbuddet var særdeles begrænset og vi endte på et meget lokalt sted. Vi fik dog en fin behandling og god mad så det var bestemt den meget rimelige udgift værd.

Fredag var skiftedag, hvor Simon skulle ankomme sen eftermiddag og Steen og Michael skulle flyve hjem om aftenen, formentlig med samme fly. Vi var derfor sejlet til Fort de France og planlagde at slentre lidt rundt i byen og slutte ugens gode selskab af med en god frokost. Skæbnen ville det dog anderledes idet vi om morgenen fik besked hjemmefra om at Air France personalet strejkede og at vi nok ville få problemer. Strejken var rimelig komplet og det var næsten umuligt at vride information ud af nogen om hvorvidt alle, eller kun enkelte, fly var aflyst eller måske blot forsinkede. I første omgang blev Simon ombooket til et fly til Guadeloupe. Unægtelig lidt langt fra os, men dog på den rigtige side af Atlanten. Han blev lovet transport videre til Martinique næste dag og én dags forsinkelse er vel til at leve med når man skal være herovre i en måned.

Værre stod det til med Steen og Michael som ikke rigtig kunne få besked om de var købte eller solgt. De valgte derfor at afmønstre tidligt og tage ud i lufthavnen, dels for at lægge maksimalt pres på, dels for at kunne udnytte en eventuelt chance for at komme med et andet fly til Europa. Det lykkedes ikke rigtig, men strejken blev omsider afblæst og de kom med et fly kl. 5 om natten, efter 13 timers venten i lufthavnen (hvor man, som nogen vil huske, ikke kan få serveret noget som helst). Forsinkelsen betød endvidere at de strandede en dag i Paris og de var først hjemme mandag morgen ca. 60 timer efter de var afmønstret Towanda.

Anderledes heldig var Simon som, efter et par forviklinger på Guadeloupe, alligevel kom videre til Martinique samme aften. Vi kunne således hente ham i lufthavnen kl. ca. 2300 (og ved den lejlighed, endnu en gang, lige sige farvel til Steen og Michael, som jo stadig hang fast derude)

Kl. 2330 påmønstrer Simon således, inkl. en masse herligheder herunder danske aviser, rugbrød, ristede løg, en motor til ankerspillet samt uheldigvis også en kæmpe kakerlak !!!! Kræet aflives hurtigt og ubarmhjertigt (altså kakerlakken) og vi håber det var den eneste som havde snuppet sig en lift i Simons bagage.

Fort de France er en urolig ankerplads, så selv om vandet er rent og det er muligt at bade satte vi straks næste morgen kursen mod Petit Anse, et par mil sydligere. Her smed vi anker og drev den af resten af dagen. Nogen tog dog det med at drive lidt for bogstaveligt. Simon er nemlig ikke nogen stor svømmer, så da han havde taget ophold i Lenes badestol (en skumpølse med et net til at sidde i) drev han i et uopmærksomt øjeblik væk fra båden. Da han tydeligvis heller ikke er nogen stor fløjter hørte ingen hans nødkald før han var drevet temmelig langt væk. Nu var der ingen telefonboks i nærheden til at skifte til Superman-kostume, så i ren heltestil smider skipper sin sarong og hopper i vandet kun iført Adam-kostume og svømmefødder. Og selv om det lykkedes at redde Simon ind, virkede det næsten som om han pludselig selv kunne svømme – væk fra sin redningsmand !

Dagen derpå har vi en herlig 6 timers sejlads til Rodney Bay, hvor vi fravælger lagunen og i stedet ankrer op ude i bugten hvor vi kan bade. Og det gør vi i rigt mål de næste par dage, selvom der også lige bliver tid til at installere den nye motor til ankerspillet. Yes – we’re back in business !

Næste stop er Soufriere, hvor vi skal tjekke ud af St. Lucia og også købe adgangstegn til naturreservatet mellem de 2 Pitons. Adgangstegnet skal mærkelig nok købes hos Customs og ikke hos naturparkens betjente, så da park rangerne kommer for at opkræve mooringfees lader de et ord falde om at det var rigtignok meget sjældent at dens slags blev tjekket, så det synes de egentlig ikke vi behøvede at spilde penge på. Mellem de 2 Pitons var der som ventet meget smukt, men der stod altså også en stiv kuling ned mellem de to klippetoppe. Så kraftig at skipper var nervøs for om mooringen kunne holde og i første omgang ikke turde forlade skibet. Igen reddede park rangerne situationen, for da de kom for at opkræve dagens mooringfees fortalte de at mooringen var splinterny og forsikrede os om at den nok skulle holde.

Det var derfor muligt for os alle tre at gå i land om aftenen. Vi havde hørt meget om de berømte onsdagsaftener på den engelske Lord "etellerandets" restaurant og det skulle opleves. Ved ankomsten blev vi lidt skuffede over at der kun sad et særdeles lokalt band, hvor een klimprede på resterne af en banjo og en anden tævede nogle tønder med svineskind, som kun perifert lignede noget som kunne kaldes et trommesæt. Dertil kom en ældre, tandløs, men yderst engageret dame på en conga samt en yngre herre på en, givetvis ret ny, men mere speciel end køn, grøn saxofon. Hvad der kom ud af det var ubeskriveligt, i hvert fald med det ellers alment brugte udtryk: musik. I sammenligning med menuen, bestående af en kylling som, hvis den var stegt blot 10 min. længere, ville have været en diamant var det dog til en vis grad underholdende, mens begge dele sat i relation til prisen var en direkte vittighed, på grænsen til en latterlige.

Således lænsede for humør og dollars så vi i stedet frem til den efterfølgende underholdning som viste sig at være et par velvoksne herrer i løstsiddende, men farverige trikots, som til inciterede caribiske rytmer fjollede rundt og lavede en række gymnastiske øvelser der er set bedre udført af Grethe Sønck i Gæt og Grimasser. Senere gik de over til at udspy ild og formåede sågar en del publikummer, inkl. Skipper, til at komme på scenen og sluge ild. Heldigvis nåede han at snige sig bort inden den afsluttende kædedans som ville have haft en ødelæggende virkning på hans nys oparbejdede Macho-status som ildsluger.

Vi "flygtede" videre sydpå tidlig næste morgen med kurs mod St. Vincent. Normalt indklareres i Walilabou Bay, men grundet filmoptagelser på "Pirates of the Caribbean II og III" var bugten afspærret og indklareringen henvist til den nærliggende by Barrouallie. Det var vi fuldt informerede om på forhånd, men kunne alligevel ikke dy os for at sejle tæt ind til Wallilabou for at få et glimt af Hollywood i arbejde. Og bugten var ganske forandret i forhold til sidste gang vi kom forbi blot et par måneder i forvejen. Der var intet spor af den sædvanlige bebyggelse som var helt kamufleret af kulisser inkl. flere nye "gamle" bygninger som var bygget op siden. Efter sigende kun for at blive sprængt i luften som led i filmens handling. Mens vi passerede var et større søslag i gang mellem en tremastet fuldrigger og noget der lignede et par tomastede brigantiner alt imens vi så en hel del statister i farverige uniformer løbe rundt inde på stranden. Det hele blev filmet fra et stort følgeskib og det er tydeligvis et større apparat der sættes i gang under sådanne optagelser. Man kan godt forstå det er nogle kolossale budgetter de opererer med når de laver film "over there".

Det viste sig at bugten ved Barrouallie var lidt urolig og dårligt beskyttet for vejr og vind og da der samtidig var lidt tvivlsomme vejrmeldinger for de efterfølgende dage besluttede vi at droppe St. Vincent og fortsætte til en mere beskyttet ankerbugt i Bequia. Her ankom vi lidt før mørkets frembrud, men på grund af lidt besværligheder med at få hold måtte vi ankre om flere gange og kunne først slappe af ved 19-tiden. Senere skulle vi blive glade for at vi var omhyggelige med ankringen for i løbet af natten fik vi ret dårligt vejr med regn og blæst op mod 35 kn. Skipper fik en søvnløs nat, men ankeret rokkede sig ikke en tomme.

Bequia er en dejlig ø med en god kombination af beskyttet ankerbugt, indkøbsmuligheder, restauranter og festivitas, men byder også på mulighed for at slappe af i en dejlig natur, især hvis man bevæger sig lidt udenfor Port Elizabeth. Ude på vindsiden af øen, ca. en 1½ times spadseretur fra Port Elizabeth finder vi bl.a. Turtle Sanctuary, hvor en lokal entusiast har opbygget en lille "børnehave" for havskildpadder der som bekendt har det svært med at overleve de første kritiske år af deres liv. Her passer og plejer han nænsomt nogle hundrede havskildpadder indtil han sætter dem ud i det virkelige, men skånselsløse, liv i omkring 5-6 års alderen. Herefter skulle de have langt større chancer for at overleve længe nok til at reproducere sig selv nogle gange og øge den totale bestand. Vi tog en taxa derud og spadserede derefter hjem og nød turen igennem det smukke landskab. Vel hjemme i byen var vi desværre så optagede af at tale om oplevelserne at Simon tog et skridt ud i luften over en rendesten og tog sig en ordentlig r..tur. Han klarede skærene uden alvorlige mén, men desværre kunne vi ikke sige det samme om hans spejlreflekskamera. Og der er mildt sagt meget ringe udsigter til at finde en kamerareparatør, for slet ikke at tale om reservedele, her i området.

Endelig er Bequia et knudepunkt for de fleste skandinaviske langturssejlere og man kan næsten altid møde en landsmand eller to her, hvis man har behov for at snakke lidt på sit modersmål. I dette tilfælde mødte vi Mads, pt. solosejler på vej hjem fra Stillehavet i S/Y Polonica, og han fortalte levende og interessant om sin begivenhedsrige sejlads. Han lånte os også beredvillig søkort over Maryland (Tasmanien) og dele af Australien, og så må vi jo håbe at vi får brug for dem.

Efter et par gode dage på Bequia skulle vi ud og mænge os med de rige og kendte. Vi ville til Mustique som er kendt for at være sommerresidens for Mick Jagger, David Bowie, Prinsesse Margaret (som dog ikke kommer her længere) og adskillige andre megarige. På øen ligger der ca. 80 sommerhuse af en størrelse der får de største danske Strandvejsvillaer til at ligne Nusers Sopwith Camel, og dertil en lille fiskerlandsby til at skabe lokalkolorit samt et par småhuse til nogle af de mange ansatte der skal til for at holde dette ferieparadis i gang. De ansatte som ikke har bolig på øen, og det er de fleste, kommer med den daglig færge fra St. Vincent, men ellers er små privatfly den mest benyttede transportform til og fra øen.

Hele øen ejes og administreres af et selskab, ejet af sommerhusbeboerne, som holder fællesbygninger, veje og natur i utrolig flot stand og alt er rent og pænt. I stor kontrast til alle de øvrige øer vi har besøgt. Men priserne er naturligvis derefter og vi besluttede, måske også under indtryk af vore oplevelser mellem de 2 Pitons, at vi ikke ville deltage i en af de "verdensberømte" onsdagsaftener hos Basils, øens absolutte hotteste bar. Vi lå imidlertid for mooring kun 50 m derfra og fik fuld "glæde" af musikken det meste af natten. I stedet arrangerede vi næste aften vores helt egen BBQ-party på stranden, hvor vi badede, drak sundowner, grillede og hyggede til langt ud på natten. Dagen efter havde luften godt af os og vi gik en længere tur for at beundre de store huse. Vi blev dog egentlig mest begejstrede for de flotte landskildpadder som lever i stort antal på øen.

Kun få mil syd for Mustique ligger Tobago Cays som er noget af det smukkeste i Caribien. En håndfuld paradisiske småøer omgivet af flere lavtliggende koralrev som dels giver de ankrede både (og dem er der mange af) god læ for Atlanterhavsdønningerne, og dels giver uovertrufne muligheder for dyk både med og uden flasker. I løbet af dagen er øerne ganske vist lidt overrendt af turbådsgæster og souvenirsælgere, men sidst på eftermiddagen forsvinder de og man kan gå i land og uforstyrret nyde sin Sundowner på en af de smukke sandstrande. Det gjorde vi en dag, og benyttede samtidig lejligheden til at lade Skippers lange lyse lokker falde for saksen. Og så var det pludselig en klippeø J (Undskyld!)

Efter nogle dages ophold på Tobago Cays var der kun få mil til Clifton, Union Island, hvor vi stoppede for at tjekke ud af Grenadinerne. Clifton byder på gode muligheder for indkøb af frisk frugt, men udover at vi her mødte de sympatiske Berit og Erik på S/Y Octopus var den mest mindeværdige oplevelse nok at Simon fremtryllede nogle aldeles velsmagende danske hakkebøffer med bløde løg.

For at afvige lidt fra den slagne vej havde vi besluttet at sejle forbi Petite Martinique, som ligger lidt øst for Carriacou og derved lidt udenfor den normale rute. Vi havde store planer om at bunkre taxfree olie og spise en dejlig middag på en restaurant på stranden, men da vi kom frem viste det sig at alt var lukket. Dvs. olie kunne vi godt få, men bunkerkajen var meget stærkt besøgt og eftersom vi ikke var i umiddelbar nød valgte vi at droppe det. I stedet gik vi en kort tur på øen og sejlede samme dag videre til Hillsborough, Carriacou. Her overnattede vi, men blev kun længe nok til at indklarere næste morgen før vi sejlede til den nærliggende Sandy Island for at dykke og spise frokost. Efter dette, og en god lang middagssøvn, smuttede vi rundt "hjørnet" til Tyrrel Bay, hvor vi havde en aftale med Octopus om at spise Pizza om aftenen. Uheldigvis var det mandag, og vores yndlingsrestaurant, Turtle Dove, viste sig at have lukket om – ja, mandagen! Pizzaaftalen måtte således udsættes til næste dag, men der var bred enighed om at det jo ikke var grund nok til at aflyse aftenens selskab. Vi fandt derfor hurtig en anden restaurant og havde en rigtig hyggelig aften hvor vi udvekslede sørøverhistorier med Berit og Erik.

Næste morgen gjorde vejrudsigten for de følgende dage dog at skipper blev lidt utålmodig for at komme videre sydover. Octopus var også på vej mod Trinidad og da vi forventede at ses igen snart udsatte vi Pizzaaftalen, og Towanda gik af sted mod Grenada. Vinden var OK i starten, men vi døjede lidt med at holde fart i skuden da vi nåede i vindlæ af Grenada. Vi ville dog helst nå helt til Prickly Bay og med lidt hjælp fra motoren de sidste par timer nåede vi da også i mål før det blev alt for mørkt.

Prickly Bay havde vi jo besøgt flere gange så næste dag var det intet problem at få afleveret vasketøj og finde en taxa til at køre os en tur rundt og opleve øen. Vi havde ganske vist gjort stort set den samme tur et par år tidligere, men for Simon var det jo helt nyt og for os andre var det en oplevelse (af de mere gruopvækkende) at se hvordan Ivan havde hærget både bebyggelse og natur på den sydøstlige del af øen. Før havde vi jo set ødelæggelserne i hovedstaden og på værfterne, men det var også slemt at se hvordan hele bjergsider, der tidligere var tæt bevoksede, nu fremstod helt bare, kun dækkede af et virvar af grenløse og knækkede træstammer. ( I skrivende stund har en ny hurricane Emily netop passeret over Grenada. Der er endnu intet nyt om hvor kraftig den var, eller om skadernes omfang, men vores tanker går til beboerne og sejlerne på den stakkels ø som på ingen måde er kommet sig over skaderne fra sidste år endnu)

Taxaturen bød dog også på positive oplevelser bl.a. besøg på en muskatfabrik og et romdestilleri. På begge fabrikker foregik arbejdet uhyre manuelt, men især destilleriet lagde vægt på at fremstille rommen efter den originale metode, fra sukkerrørenes glansperiode i slavetiden. Resultatet blev en klar hvid rom som holdt sine 70% - og smagte derefter.

Næste dag tog vi maxitaxi til St. George så Simon kunne opleve hovedstaden, men samme aften, kort tid efter mørkets frembrud, hev vi ankeret op og satte ud på en natsejlads mod Trinidad. Med 15 knobs vind fra øst gik det jo fint på en kurs, stort set ret syd, så det blev en fin og problemløs sejlads. Hen ad morgen, hvor vi gik for motor fordi vinden var løjet af, blev vi begavet med det mest vidunderlige selskab af over 100 legesyge delfiner. Det startede med en flok på 10-15 stykker, hvorefter der hurtigt ankom en ny flok af samme antal. Og sådan blev de ved i 30-40 minutter indtil der på et tidspunkt var delfiner overalt omkring båden. Flok efter flok forsvandt de efterhånden fra vores bovbølge, men vi kunne længe se dem fortsætte deres springlege lidt på afstand af båden.

Vi ankom planmæssigt til toldbroen i Chaguaramas ved 11-tiden og nåede at indklarere før middagspausen. Herefter lagde vi os ud på en bøje ved siden af bl.a. S/Y Celtic Avenger og S/Y Nette med Flemming "Svigermor" Bitz ombord. Flemming kom over og hilste på, og viste os om aftenen Joe’s Pizza, hvor man spiste god og relativ billig Italiensk mad.

Simon, og for dens sags skyld også vi andre, skulle jo afmønstre i Chaguaramas, men da der stadig var nogle dage tilbage tog vi næste dag på en weekendudflugt til den nærliggende ø Chacachacare. Øen ligger kun 15 sm. fra Venezuela og selvom stranden på vestsiden ofte er velbesøgt af lokale i weekenden, er ankerbugten på østsiden ofte øde og rolig. Det var også tilfælde denne weekend, hvor vi kun lå 4 både som sagtens kunne ligge uforstyrret i hver sin bugt.

Chacachacare har en interessant historie og er absolut et besøg værd, idet den er en tidligere spedalskhedskoloni. Tidligere blev spedalske anset for meget smitsomme og blev, selv i såkaldt civiliserede lande, som regel forvist til øde øer og lignende. Her var de under observation og fik den sparsomme lægebehandling man nu engang kunne give dem. Umiddelbart en umenneskelig behandling, men måske ikke helt, hvis man tænker på at de trods alt fik en rimelig hverdag blandt ligestillede og derved blev forskånet for den ringeagt og kummerlige tilværelse der normalt blev dem til del i den såkaldte "normale" verden. På Chacachacare var der et helt lille samfund bestående af en lille by med omkring 50-60 huse, en handelsstation, et elværk, en kirke inkl. præstebolig samt en lægeklinik. Lidt uden for byen lå lægens hus og på sømmelig afstand, på den anden side af byen, et lille hospital drevet af nonner. Da man i halvtredserne fandt en kur mod spedalskhed, blev byen forladt og det specielle er at byen henstår næsten urørt, som om det er sket ved en pludselig indskydelse en eftermiddag. Formentlig har de lokale ikke turdet komme på øen de første mange år, og bl.a. generatorerne har fået lov at stå og rustne i elværket og i lægeklinikken ligger sygejournalerne stadig frit fremme på bordet.

Vel tilbage i Chaguaramas efter weekenden var der heldigvis stadig tid til at opleve mere af Trinidad. Maj/Juni er tiden hvor havskildpadderne går op på strandene på Trinidad og lægger deres æg og selv om det med rette kan diskuteres, hvor nænsomt det er overfor skildpadderne, er det noget som man absolut må opleve, hvis man har muligheden. Det er dog kun lovligt at færdes på strandene i selskab med uddannede naturguider, hvilket i det mindste sikrer at skildpadderne forstyrres minimalt. Der er forskellige turoperatører i Chaguaramas som arrangerer den slags, men vi havde hørt at den allerbedste måde var selv at tage ud til en strand, indlogere sig på et hotel for natten, og så selv hyre en naturguide til aftenturen ud på stranden. Og som sagt så gjort. Sammen med Flemming lejede vi en bil for 2 dage og kørte ud i landskabet. Først kørte vi en meget smuk tur op gennem bjergene og den nordlige regnskov og endte sent på eftermiddagen i Grand Riviere, en "skildpaddestrand" som ligger i det nordøstlige hjørne af Trinidad. Her fandt vi let et dejligt hotel lige i strandkanten, og altså kun få skridt fra nattens skueplads.

Efter en dejlig middag på hotellets terrasse blev vi ved 21-tiden hentet af vores guide som fortalte at der allerede var 3-4 skildpadder på stranden. Antallet af havskildpadder der kommer op hver aften/nat varierer naturligvis, men på det tidspunkt vi var der lå gennemsnittet på omkring 250 per nat. Vi fulgte guiden ned på stranden og der – kun 100 m fra hvor vi havde siddet og spist – lå den første. En leatherback turtle på små 500 kg, havde mavet sig de ca. 50 m op på stranden og lå nu og gravede et hul til æggene med sine bagluffer. I denne proces måtte vi helst ikke forstyrre for meget da det kunne medføre at hun opgav sit forehavende, men så snart hun begynder at lægge sine ca. 120-130 æg går hun i trance, og så var det tilladt at gå helt tæt på og sågar røre ved hendes fløjlsbløde hud. Skjoldet var naturligvis noget hårdere, men er stadig en sammenvokset del af huden, nærmest som en negl. Det var tydeligt at arbejdet tog hårdt på hendes kræfter, men det hårdeste var nok når hun, efter at have færdiggjort æglægningen, skulle dække hullet til og afslutte med en afledningsmanøvre som betød at hun kravlede rundt i flere cirkler for at sløre hvor æggene lå, før hun tilbagelagde de sidste hårde metre ud til den befriende vægtløshed i havet. Det var en smuk oplevelse og det må tilføjes at guiderne håndterede det meget professionelt. Det var selvfølgelig forbudt at fotografere med blitz og det virkede faktisk ikke som om vores tilstedeværelse forstyrrede skildpadden nævneværdigt. Vi gik med guiden rundt og så til flere skildpadder og brugte også en del tid på at lede efter udklækkede skildpaddeunger. Guiderne kunne se på sporene i sandet at de var der, men da det endnu var lidt tidligt på sæsonen, var der for få udklækninger til at vi fandt nogen.

Det gode ved at vi selv havde arrangeret det hele var at turen ikke var slut hermed. I stedet kunne vi nu gå tilbage til hotellet, få et par timers søvn, stå tidligt op når der blev lyst omkring kl. 5.30, og gå ned på stranden til hvad der egentlig var den bedste del af oplevelsen. Her var der stadig enkelte skildpadder tilbage som ikke var helt færdige med deres afledningsmanøvrer og i det spirende morgenlys fulgte vi med beundring deres anstrengelser og kunne desuden fotografere uden at forstyrre dem med blitzen. Om morgenen brugte vi også en del tid på at gå langs den ca. 1 km lange strand, i håb om et glimt at nogle udklækkede unger. Men vi var ikke ene herom idet stranden var velbesøgt af hunde og gribbeagtige fugle der også ventede på udklækningen af det næste kuld. Og når der dukker den første stakkels skildpaddeunge frem af sandet kommer der med garanti lynhurtigt yderligere måger, fregatfugle m.m. til, så det er ikke svært at forestille sig, at det er et fåtal af ungerne der når levende igennem den gang spidsrod, og ud til den relative sikkerhed i havet.

Helt ekstatiske, efter denne store naturoplevelse, gik vi tilbage til morgenmaden på hotellet, og fortsatte derefter bilturen mod sumpene på vestsiden af Trinidad. Her skulle vi på en lille sejltur for at opleve den røde Ibis. Først skulle vi dog lige have benzin på bilen. På den første station var desværre udsolgt, men vi havde endnu næsten en halv tank og kørte roligt videre. På næste station var der imidlertid også udsolgt og da den tredje heller ikke havde mere benzin begyndte vi så småt at få bange anelser. Vi forsøgte at spørge om hvor vi kunne få benzin, men fik kun skuldertræk til svar, og da vi jo gerne ville helt tilbage til Chaguaramas med bilen var det efterhånden ved at blive kritisk. Endelig fik vi vredet ud af en tankpasser at der – måske – var benzin at få på en tank helt nede i det sydøstlige hjørne af øen, hvilket jo satte os i noget af et dilemma. Vi havde lige netop benzin nok til at nå hjem til Chaguaramas, men hvis vi kørte mod syd ville vi ikke kunne nå hjem uden at få tanket op. Uden benzin ville vi heller ikke kunne nå ud til sumpene og vi besluttede lidt dristigt at tage chancen mod syd. Men lykken står de kække bi og til alt held var der benzin at få dernede. Vi nåede dermed at se de flotte røde Ibis’er i sumpene og fik desuden også oplevet den sydlige del af øen. Hvad vi havde stillet op uden benzin må stå hen i det uvisse.

Hermed var tiden ved at løbe ud for Simon, og efter en fornem afskedsmiddag på Crews Inn, stod vi en morgen ugudelig tidligt op (kl. 0330) og fulgte ham i lufthavnen for at sige pænt farvel. Vi havde selv kun en lille uge tilbage før vores hjemrejse, men den gik hurtigt med at gøre skuden klar til at stå på land i det næste halve år. Lene gik med sædvanlig iver i gang med en hovedrengøring mens Jens tog sig af watermakeren og dinghyen samt, efter vi kom på land, også skruen som trængte virkelig meget til en kærlig hånd.

Bund og fribord havde vi hyret en mand til at tage sig af og da han endelig mødte op gjorde han et fint stykke arbejde. Fribordet står nu med et lag beskyttende voks og vor mand, Ricky, er allerede hyret til at pudse den op og bundmale når vi kommer tilbage. Det er desuden som om vandet er dybere herude, så vi skal nok også have hævet vandlinien yderligere 5-10 cm.

Mens vi stod på land de sidste dage havde vi ikke lyst til at bo om bord og havde aftalt med Hanna, FTLF’s kontaktperson på Trinidad, at vi mod en rimelig betaling kunne bo hos hende. Det fungerede fint, og hun kørte os beredvilligt frem og tilbage til værftet hver morgen og aften, så vi ikke behøvede at bekymre os om transport. De sidste par dage brugte vi til at suse rundt til diverse sejlmagere og riggere m.m. for at lave aftaler til når vi kom tilbage, og imens pakkede Power Boats folk Towanda pænt ind i krympeplast og installerede en affugter som skulle holde luftfugtigheden på et rimeligt niveau og forhindre mugdannelse om læ.

Og nu står hun så tilbage på Trinidad – helt alene, hulk – men forsvarligt understøttet og indpakket og venter på at vi skal vende tilbage til november og føre hende ud på nye eventyr. Vi kan næsten ikke vente, men glæder os samtidig helt vildt til komme under hjemlige himmelstrøg og nyde den danske sommer, i selskab med dejlige venner og familie.

Så, vi er smuttet …