St. Lucia bød ikke på de ventede muligheder for at få repareret sejlene, og i skrivende stund har vi helt opgivet og sejler stadig rundt med 2 reb i storsejlet. Da der oftest blæser en god vind er det imidlertid ikke det store problem da vi formentlig ofte ville have rebet under alle omstændigheder. Vi håber dog at få de efterhånden slidte sejl efterset og hovedrepareret i perioden hvor Towanda er "opstaldet" på Trinidad. Men ellers fik vi da købt nyt tovværk og diverse andre småting så vi kunne fortsætte mod Martinique i nogenlunde topstand.

Vi mangler dog stadig reservedelene til vindmøllen som skal ankomme med vores gæster fra DK, og skipper kæmper til stadighed med samvittighedsproblemer når han skal afgøre hvem eller hvad han ser mest frem til at se. J Vi fik heller ikke fyldt vore dieseltanke da dieselstationen selvfølgelig havde udsolgt da vi ville tanke på vejen ud fra Rodney Bay.

I Fort de France kunne vi lige nå en hurtig rengøring og at fylde kistebænkene op med proviant, så var vi klar til at modtage vores første hold gæster. Dorthe og Klaus, sidstnævnte kendt i vide kredse som Gaus Emil Rejser, ankom planmæssigt, men da Fort de France er en urolig ankerplads, drak vi kun en hurtig velkomstøl, før vi hev ankeret op og forlagde til en forventet roligere ankerplads i Anse Mitan. Som så mange gange før levede virkeligheden ikke helt op til forventningerne, men efter en hyggelig grillmiddag var vore gæster så trætte efter den lange rejse, at de i hvert fald ikke havde problemer med at sove trods uroen. At søgangen dog var blevet bemærket kom til udtryk da gæstekahytten næste morgen var døbt om til "Odderbarnevognen".

Efter det helt store morgenbord med bl.a. rugbrød og gammel dansk, kunne vi knapt vente med at gå i gang med vindmøllen. Heldigvis var det de rigtige reservedele og da udskiftningen ikke voldte de store problemer kunne vi snart glæde os over at vindmøllen igen ladede som den skulle. Herefter hev vi ankeret op og sejlede en kort tur nordover til St. Pierre. St. Pierre er den tidligere hovedstad på Martinique, men havde den tvivlsomme ære at blive totalt udslettet af et vulkanudbrud d. 8. Maj 1902. Trods flere forudgående småudbrud udlod guvernøren at beordre evakuering, hvilket kostede omkring 30.000 døde, inkl. ham selv.

Eneste overlevende var den senere så berømte forbryder Cyparis, der blev reddet af fængselets tykke mure, og efter at været blevet benådet ernærede sig ved at vise sine frygtelige brændsår frem på markeder og lignende. 11 skibe, som lå forankret i bugten gik også ned, og er nu en populær dykkerattraktion.

Vi skal udklarere i St. Pierre før afsejlingen mod Dominica, men har ikke taget tolderne i ed. De er i hvert fald ikke på plads i toldbygningen og svarer ikke på de opgivne telefonnumre. Vi beslutter at gå på udflugt i land og har en dejlig dag bl.a. i en sommerfuglehave. Næste morgen har vi dog heller ikke held med at træffe tolderne så v i tager i stedet en dollartaxi ind til Fort de France for at ordne formaliteterne der.

Dollartaxis er et udbredt bussystem herovre og består groft sagt af småbusser som kører nogle faste ruter rundt på øerne. Man stiller sig så ud til vejkanten i den kørselsretning man ønsker at komme med – og rækker hånden ud. Hvis der ellers er plads i bussen stopper den og man kan kører med så langt man ønsker, formedelst et par EC-dollar. Er man de eneste passagerer er det klogt at aftale en pris på forhånd, da den ellers på mystisk vis kan skifte status til at være en rigtig taxi, hvilket er betydelig dyrere.

Med formaliteterne i orden stak vi kl. 03.30 om natten af sted mod Dominica. Mens vi stadig var i læ af Martinique gik det stille og roligt for motor, men da vi stak snuden ud nord for øen kom vinden – og bølgerne. Vi gik derefter over stok og sten trods vores begrænsede sejlgarderobe, og det var på det tidspunkt Klaus kom et måltid bagud. En uheldig situation for en mand af Klaus’ statur, men trods adskillige opfordringer var han ikke til at overtale til at indtage så meget som en krumme på resten af turen. Heldigvis gik det jo stærkt og smerten var kort, idet vi allerede kl. 10.00 kunne smide anker og, ved hjælp af Pancho, holde stævnen mod søen med en agterline til land. Pancho er en af mange "boatboys" som patruljerer kysten for lystsejlere og tilbyder deres hjælp med fortøjning, taxisejlads, indkøb, bestilling af sightseeingture etc.

Vel fortøjret er det vores indtryk at Klaus hurtigt kom sig, og i hvert fald indhentede han snart det tabte måltid. Resten af dagen gik i Roseau, Dominicas hovedstad, med indklarering og shopping.

Den efterfølgende dag havde vi, via Pancho, entreret med en taxi som skulle køre os rundt til øens seværdigheder, og han stod der som aftalt kl. 09.00. Endda inkl. en guide, angivelig med stor viden om øen. Første stop var Emerald Pool, et lille vandfald, hvor vi skulle kunne bade. Søen nedenfor faldet var dog skuffende lille, men det var i stedet interessant at se hvordan man havde ført ferskvandet til store reservoirer ad lange pipelines – af træ ! Uden at udgøre os for bødkereksperter, virkede det som et imponerende stykke arbejde. Og de holdt tilsyneladende tæt, trods det at de må have en del år på bagen.

Herefter blev vi betydelig mere begejstrede over at blive kørt til Trafalgar falls, som er 2 større vandfald i meget smukke regnskovslignende omgivelser. Her kæmpede vi os op til poolen, og blev belønnede med et dejligt svalende FERSKVANDS-bad. Det første i umindelige tider. Her spiste vi også frokost på en lille restaurant med den smukkeste udsigt.

Eftermiddagen bragte os til vulkanområdet på den sydlige del af øen, men ingen havde dog lyst til at bade i de varme svovlholdige kilder, trods deres påståede helbredende virkninger. Til sidst kørte vi til Soufriere Bay og Scotts Head som er et marinereservat og en meget smuk bugt på sydspidsen af Dominica. Området er forbudt for lystsejlere uden særlig tilladelse så det var fint at opleve det over land i stedet. I bugten ligger en lille idyllisk fiskerlandsby og på selve spidsen Scotts Head mødes Atlanterhavet og Det Caraibiske Hav og byder efter sigende på noget af det fineste dykning i verden.

At der også er fisk i vandet fik vi syn for da 2 lokale snorkeldykkere stolt fremviste en betragtelig fangst de netop havde harpuneret.

Dagen efter stod vi tidligt op og sejlede de få mil op til Portsmouth i den nordlige Prince Rupert bugt. Her udmunder Indian River som er kendt for sin smukke natur. Floden må ikke besejles med motor, men de allestedsnærværende boatboys kunne naturligvis tilbyde roture på floden, og få timer efter ankomst var vi på udflugt igen. Og floden levede helt op til sit rygte med tæt mangrove og træer med drabelige rodformationer langs bredden. Og guiden, som også roede jollen, havde et godt syn for dyrelivet og kunne udpege adskillige Traner, Kingfishers m.m. og sågar en enkelt Iguan.

Told og Immigration havde tildelt os 72 timer i landet, så for at undgå at skulle indklarere igen stak vi allerede næste morgen af sted mod Isle de Saintes, en fransk øgruppe beliggende lidt syd for Guadeloupe.

Der var ingen vind og de 4 ½ timers sejlads gik for motor på komplet fladt vand. Det lykkedes dermed Klaus at opretholde madbalancen, og humøret var højt hos alle da vi hurtigt fandt en lille idyllisk bugt at ankre i, hvor vi kunne slappe lidt af ovenpå de hektiske udflugtsdage og bare sove, bade og dykke. Dagen efter flyttede vi opholdsted et par mil over til den største by i øgruppen, Bourg de Saintes, hvor vi kunne småshoppe lidt, men ellers gik tiden med koncentreret afslapning.

Næste udfordring var Marie Galante, en noget større ø, stadig lidt syd for Guadeloupe. Her lejede vi scootere en dag og kørte på opdagelse øen rundt. Marie Galante byder dog ikke på de store seværdigheder udover vidtrækkende sukkerrørsmarker og enkelte ramponerede vindmøller, men det var dejligt at suse af sted i den afkølende fartvind, og vi fik da en sjov dag ud af det.

Vi havde nu været i fransk område længe uden at indklarere, men selv om vi officielt skulle kunne træffe tolden på Marie Galante var det ikke tilfældet. Heldigvis er de franske øer ikke så krakilske som de øvrige øer i Caraibien, så der var ingen sure miner eller spørgsmål da vi endelig, efter 6 dage, fik indklaret i Point a Pitre på Guadeloupe.

Det siges, og skal nok være rigtigt, at hvis man får problemer med Told og Immigration i Caraibien skal man bare sejle til Martinique eller Guadeloupe, så får man "nulstillet kontoen" og har igen papirer med de rigtige ind- og udrejsestempler.

Nu nærmede det sig desværre tiden hvor Dorthe og Klaus skulle afmønstre igen, og flyve tilbage til det kolde Nord. For at nyde solen og vandet maksimalt de sidste par dage, lagde vi os derfor ud til Ilet de Gosier, en lille Bounty-ø kun få mil fra Point a Pitre. Her kunne vi dykke og slappe af de sidste dage så vore gæster kunne komme hjem behørigt brankede og mætte af sol og vand. Om det lykkedes at mætte dem tvivler vi på, men tiden løb ubarmhjertigt og vi måtte tilbage til Point a Pitre for at køre dem til lufthavnen. Det hjalp måske lidt at det regnede en del på afrejsedagen, så omvæltningen til det danske klima ikke blev for brat.

Alene tilbage på Towanda gjorde vi klar til vores videre færd nordpå. Trods en opgivet min. dybde på 1,7m mod vores 1,6m+ besluttede vi at tage chancen og gå mellem Guadeloupe-sommerfuglens 2 "vinger" via floden Riviere Salee. Udover den, til tider lidt for spændende dybdemålervisning, blev det en mindeværdig tur, ikke mindst på grund af moskitoerne i mangroven. Guadeloupes to øer er forbundet af to broer, som kun åbner for gennemsejling én gang i døgnet, omkring kl 5 om morgenen. I praksis betyder det at man enten må gennemsejle den snævre og lavvandede flod i mørke, eller ankre op og vente på lyset.

Vi valgte det sidste.

Først smed vi anker før den første bro og satte vækkeuret til kl. 04.45. Kl. 0500 åbnede broen planmæssigt og i kortege med 5 andre både sejlede vi nu i nærmest totalt mørke 1 time frem til vi passerede den næste bro. Her fortøjrede vi til en bøje for at afvente lyset, mens de andre både fortsatte i mørket. Det skal siges at der var lysbøjer i løbet, men da floden snor sig en del skulle der alligevel passeres nogle kritiske hjørner hvor der ikke var meget vand under kølen. Måske var de andre både klogere end os, måske havde de prøvet det før.

I hvert fald blev vi snart klar over at vores strategi var en tvivlsom succes, eftersom moskitoerne straks invaderede den stillestående båd. Da vi efter et halv times tid var så gennemhullede og udsugede at vi kunne tørlægge en hel blodbank, smed vi fortøjningerne og flygtede ud i det trods alt mindre skræmmende mørke. Og heldigvis kom lyset så småt og resten af turen forløb fint, uden problemer. Vi har dog gjort vores til at vedligeholde gennemsejlingsdybden på floden, idet vi må have trukket en fin fure på det laveste sted hvor dybdemåleren viste 1,5m.

Vel ude af lavtvandsområdet var vinden selvfølgelig imod os så vi fortsatte kursen mod Antigua for motor for at nå frem inden mørkets frembrud. De to naturlige havne English og Falmouth Harbours er særdeles smukke og beskyttede, og Nelson Dockyard i English Harbour, som bl.a. bryster sig af at have haft besøg af den ellers allestedsnærværende Nelson, er istandsat på smukkeste vis med skyldig hensyntagen til de gamle bygninger. Mest iøjnefaldende, i hvert fald når man som vi ankommer fra de mere beskedne øer sydfra, er dog de kolossale lystyachter der ligger her, og ikke mindst antallet af dem. 150-200 fods sejlbåde, ja man må vel rettelig kalde dem sejlskibe, med master på 30-40 meter, ligger side om side i lange rækker, blandet med motoryachter så store som Bornholmerfærger, flere med besætninger på op til 25-30 mand. Man må undre sig hvornår ejeren har tid til at sejle, hvis han/hun skal skrabe penge sammen til bare at drive dem. Det hører dog også til sjældenhederne at man ser nogen ombord, udover besætningen.

I Antigua traf vi på et japansk par, som vi tidligere havde mødt i Portugal. De havde købt en splinterny Halberg Rassy 43 i Sverige og skulle sejle den hjem til Japan. De havde imidlertid ikke været heldige over Atlanten, hvor de var kommet ud for en ukontrolleret bomning der havde væltet masten. Uheldet skete midt ude, men som held i uheld kom de i kontakt med en anden båd som tilfældigvis havde 600 l diesel i dunke stående på dækket. Med nogen besvær blev de omladet og den japanske båd kunne fortsætte til Antigua for motor. Her lå de altså stadig, 2 måneder senere, og ventede på en ny mast, uden at vide hvornår den kom. Så deres drømmetur var godt på vej til at blive en mareridtstur.

Som kuriosum kan vi nævne at vi kendte deres redningsmand, som var vores nabo i havnen i Puerto Rico, og havde ham til bords under vores julefest på Tobago. Han fortalte naturligvis om episoden, men på det tidspunkt anede vi ikke at det var vores japanske venner som havde være den uheldige part i eventyret. Ja -Verden er lille !

Efter et par stille dage i English Harbour, hvor vi fik vasket tøj og købt lidt bøger i den velassorterede boghandel Lord Jim’s Locker, gik vi mod St. Barts. Vi havde egentlig gerne brugt mere tid omkring Antigua, men tiden begyndte allerede at blive knap da vi snart skulle hente nye gæster på St. Martin. Vi fik dog tid til et stop på den tidligere Svensk-Vestindiske ø, St. Baarthelemy, også kaldet St. Barts, som nu også er legeplads for de mega-rige og base for flere store motoryachter. Hovedstaden Gustavia er en idyllisk og charmerende by, indtil man stifter nærmere bekendtskab med prisniveauet, som efterhånden har sneget sig op hvor selv de mega-rige begynder at knurre. Når man går rundt i byen kunne man faktisk godt få det indtryk at de lokale levede af Gucci-tøj og Luis Vutton-tasker. I hvert fald var det svært at få øje på supermarkederne imellem alle mærkevarebutikkerne.

Vi blæste dog inde i Gustavia i 4 dage og kom til at holde af byen, som på trods af, eller nok snarere på grund af prisniveauet, var velordnet og behagelig at opholde sig i. Men når kreditkortet var overophedet, bød øen ikke på megen tidsfordriv, så det var OK da vejret artede sig til at vi kunne gå videre nordpå mod St. Martin, hvor vi skulle afhente Lene og Bjørn. Planen var at ligge os i Lagunen tæt ved lufthavnen, og hente dem i dinghy, men vejret var stadig ret blæsende så det ville blive en våd tur. I stedet lagde vi os uden for Lagunen, hvor vi kunne bade, og hentede gæsterne i en taxa.

Vi fandt ikke den hollandske del af St. Martin særlig spændende og sejlede straks næste morgen omkring øen til Marigot i den franske del. Her var vandet krystalklart og byen var indbydende og hyggelig. Det var vores 26- års bryllupsdag og Lene havde selvfølgelig husket at købe fine gaver. Så skipper fik en flot cigarklipper, en cubansk cigar, en T-shirt – og en kæmpe dårlig samvittighed. Om aftenen smuttede vi ind i den franske del af Lagunen, en noget længere dinghytur end ventet, og spiste en god middag på en af havnefrontens mange restauranter. Efter et par flasker rødvin gik det bedre med samvittigheden.

Efter Marigot forestod en længere sejltur på ca. 90 mil, så vi besluttede at tage af sted om aftenen for at ankomme i dagslys. Det blev en fin tur, uden problemer, og vi ankom til Spanish Town, Virgin Gorda ved middagstid den efterfølgende dag. Her indklarerede vi i BVI, British Virgin Islands, og provianterede lidt. Næste morgen sejlede vi de få mil til The Baths, som er en imponerede samling kæmpestore granitsten, liggende hulter til bulter, som havde en kæmpe tømt lommerne for småsten. Virkeligheden er ligeså fantastisk, idet stenene er bragt hertil som del af flydende lava, hvis mere porøse dele sidenhen er slidt væk af vind og vand, og har efterladt de solide granitsten.

Dinghyer må ikke lande på stranden ved The Baths, så efter af have landsat besætningen, forholdsvis tørskoet, i vandkanten, måtte skipper fortøjre dinghyen lidt fra kysten og svømme det sidste stykke ind. Og omvendt selvfølgelig da vi skulle derfra. Det er heller ikke tilladt at overnatte ved The Bath, så efter opdagelsesrejsen mellem de mange kæmpesten sejlede vi videre til Norman Island, hvor vi havde til hensigt at slappe af et par dage.

Norman Island er ifølge overleveringerne identisk med John Silvers Skatteø, og i hvert fald har den helt sikkert været base for nogle af virkelighedens pirater i tidens løb. Bl.a. holdt Sir Francis Drake til i området, og vedholdende sagn siger at der tidligere er fundet særdeles værdifulde nedgravede skatte på øen, og at der stadig ligger skatte fra navngivne skibserobringer begravet på den ubeboede ø. Nu til dags er den dog mest besøgt på grund af de gode dykkemuligheder, og vi brugte dagene til at udforske fiskerigdommene, korallerne og et par spændende huler i bugten.

Efter et par afslappende dage var vi igen på farten, selvom afstandene mellem øerne ikke er så store at det bliver til lange sejladser. Vi gjorde et kort stop i Sopers Hole, syd på Tortola, for at proviantere og gå på Internettet, og fortsatte derefter til Cane Garden på Tortolas vestlige kyst.

Det var en fejl.

Cane Garden er en utrolig smuk bugt med turkisblåt vand og en perfekt palmeklædt hvid sandstrand med flere hyggelige restauranter. Egentlig en succesopskrift, men desværre var der en kraftig nordlig swell (dønning) som gjorde tilværelsen helt ulidelig i den vildt svajende Towanda. Vi gik en kort tur i land og drak en Sundowner, men fortrak derefter til båden hvor vi kæmpede med at holde tallerkener og vinglas opretstående under middagen. Ingen fik megen søvn i løbet af natten, og ved første svage lys næste morgen hev vi ankeret op og gik mod Diamond Cay, en lille sydvendt bugt på Little Jost van Dyke. Her sov vi de uskyldiges søvn resten af formiddagen og sejlede derefter videre til Great Harbour på Jost van Dyke. Vi skulle nemlig til BBQ party hos Foxy, på den legendariske Tamarind Bar.

Foxy er kendt for sine BBQ-aftener hver torsdag og fredag, og er mål for mange sejlere i området. Ofte underholder han selv med sang og guitarspil, men det viste sig at vi var rendt ind i en musikfestival, og at der i stedet var underholdning af forskellige bands. Det blev festen ikke dårligere af, men da vi stadig var lidt matte efter den foregående nat, valgte vi ikke at feste helt igennem, og var på båden før midnat.

Næste morgen udklarerede vi for at gå mod US Virgin Islands, de tidligere Dansk-Vestindiske Jomfru Øer. Af praktiske årsager gik vi først til Cruz Bay på St. John, idet det efter sigende her er lettest at indklarere. I så fald vil vi nødigt indklarere andre steder, men efter nogen tid var vi dog lovformeligt inde. Vi shoppede kortvarigt i Mongoose Junction, som byder på udmærkede shoppingmuligheder, men sejlede så videre mod Mullers Bay på St. Thomas. Her måtte vi imidlertid opgive at få hold på ankeret og gik i stedet til Christmas Cove på Great St. James der, som alle jo ved, tilhører Janni og Christian Kjær. Her lå vi udmærket og da der samtidig var dejligt bade- og dykkevand blev vi hængende et par dage.

Vi ville imidlertid gerne besøge Coral World Marine Park på St. Thomas og sejlede derfor den korte tur over strædet til Cowpet Bay og gik i land der. Trods det at bugten er hjemsted for St. Thomas Yacht Club og flere hoteller var det ikke muligt at finde transport, så vi gik ud ad landevejen mod Red Hook, en lidt større by ikke langt derfra. Gående personer på landevejen satte imidlertid sådan en skræk i en ung amerikanerinde, at hun kastede sin truck ind til siden og forfærdet spurgte hvad vi dog havde gang i. Vi fortalte pligtskyldigst, som sandt var, at vi var på vej til den nærliggende by, hvilket bragte hende helt ud at fatning – det var da virkelig alt for farligt sådan at gå rundt i vejkanten. Vi blev derefter nærmest beordret ind i bilen så hun kunne fragte os sikkert frem, selv om det tydeligvis var en omvej for hende. Nå, men eftersom der var omkring 40 grader varmt havde vi ikke noget imod et lift i den airconditionerede bil, og sad kort tid senere også i en taxa på vej mod Marine Parken.

Marine Parken var en fin oplevelse med bassiner med hajer, skildpadder, rokker o.m.a. Og der var også et tårn som strakte sig ned under vandet, hvorfra vi kunne betragte livet ude på koralrevet. Det meste havde vi dog set på snorkelture, men kombineret med informative plancher m.v. var det meget lærerigt. Bjørn og Lene bevægede sig helt ud på overdrevet da de meldte sig til en spadseretur under vandet, iført en moderne udgave af en dykkerklokke på hovedet. Vel hjemme i bugten ville vi lige slutte af med en øl i St. Thomas Yacht Club, men det var sandelig forbeholdt medlemmer. Det blev vi så sure over at vi sejlede tilbage til Christmas Cove, og følte os helt hjemme. Og vi var jo også en lille smule i Danmark, eftersom det var Janni og Christians ø.

Herfra gik turen til Charlotte Amalie hvor Bjørn og Lene skulle arrangere flybilletter tilbage til St. Martin. Det var ikke så vanskeligt når først vi havde fundet et rejsebureau, men det var lidt dyrere end ventet. Dertil kom at de skulle have hotelovernatning eftersom de meget venlig tilbød at afmønstre en dag tidligere for at give os mulighed for at samle tankerne en enkelt dag før næste hold gæster ankom.

I Charlotte Amalie gav Bjørn og Lene en forrygende afskedsmiddag, hvor især Cognacernes størrelse vil gå over i historien. Vistnok ved en sjuskefejl blev den første af en omgang Cognacs skænket rigelig stor, fem-seks dobbelt vil jeg tro, men for ikke at tabe ansigt skænkede servitricen de øvrige 3 ligeså rundhåndet. Da vi allerede havde drukket et par flasker vin samt en runde Cognac af normalstørrelse, var det ikke så sært at én af selskabets deltagere havde vanskeligt ved at ramme dinghyen da vi skulle fra land senere på aftenen. Vedkommende ønsker at være anonym, men vi kan jo kalde hende Lene. (Identiteten er redaktionen bekendt) Vi fik hende dog hurtigt ind på den tørre side af gummiet og kunne fuldtalligt fortsætte turen ud til Towanda.

De følgende dage krydsede vi lidt frem og tilbage mellem Charlotte Amalie og de nærliggende bugter. Dels for at opleve dem, men også for at finde et passende sted nær lufthavnen til at afmønstre Bjørn og Lene og påmønstre næste hold gæster. Valget faldt på Lindbergh Bay, der som navnet antyder ligger lige ved lufthavnen og var tilstrækkelig beskyttet til at vi turde binde an med ilandsætning og ombordstigning via strand og tilhørende brænding. Efter et par rolige dage i smukke omgivelser var det så desværre tid til at sætte Bjørn og Lene i land på stranden og følge dem de sidste par hundrede meter over til lufthavnen.

Og dagen efter påmønstrede familien Østergaard fra Bellisvej, i hvert fald en del af den, men det er en helt anden historie …