Rejsebrev 2005-02 St. Lucia-St.Thomas
St. Lucia bød ikke på de ventede muligheder for at få repareret
sejlene, og i skrivende stund har vi helt opgivet og sejler stadig rundt
med 2 reb i storsejlet. Da der oftest blæser en god vind er det
imidlertid ikke det store problem da vi formentlig ofte ville have rebet
under alle omstændigheder. Vi håber dog at få de efterhånden slidte
sejl efterset og hovedrepareret i perioden hvor Towanda er "opstaldet"
på Trinidad. Men ellers fik vi da købt nyt tovværk og diverse andre
småting så vi kunne fortsætte mod Martinique i nogenlunde topstand.
Vi mangler dog stadig reservedelene til vindmøllen som skal ankomme
med vores gæster fra DK, og skipper kæmper til stadighed med
samvittighedsproblemer når han skal afgøre hvem eller hvad han ser
mest frem til at se. J Vi fik heller ikke
fyldt vore dieseltanke da dieselstationen selvfølgelig havde udsolgt da
vi ville tanke på vejen ud fra Rodney Bay.
I
Fort de France kunne vi lige nå en hurtig rengøring og at fylde
kistebænkene op med proviant, så var vi klar til at modtage vores
første hold gæster. Dorthe og Klaus, sidstnævnte kendt i vide kredse
som Gaus Emil Rejser, ankom planmæssigt, men da Fort de France er en
urolig ankerplads, drak vi kun en hurtig velkomstøl, før vi hev
ankeret op og forlagde til en forventet roligere ankerplads i Anse Mitan.
Som så mange gange før levede virkeligheden ikke helt op til
forventningerne, men efter en hyggelig grillmiddag var vore gæster så
trætte efter den lange rejse, at de i hvert fald ikke havde problemer
med at sove trods uroen. At søgangen dog var blevet bemærket kom til
udtryk da gæstekahytten næste morgen var døbt om til "Odderbarnevognen".
Efter det helt store morgenbord med bl.a. rugbrød og gammel dansk,
kunne vi knapt vente med at gå i gang med vindmøllen. Heldigvis var
det de rigtige reservedele og da udskiftningen ikke voldte de store
problemer kunne vi snart glæde os over at vindmøllen igen ladede som
den skulle. Herefter hev vi ankeret op og sejlede en kort tur nordover
til St. Pierre. St. Pierre er den tidligere hovedstad på Martinique,
men havde den tvivlsomme ære at blive totalt udslettet af et
vulkanudbrud d. 8. Maj 1902. Trods flere forudgående småudbrud udlod
guvernøren at beordre evakuering, hvilket kostede omkring 30.000 døde,
inkl. ham selv.
Eneste
overlevende var den senere så berømte forbryder Cyparis, der blev
reddet af fængselets tykke mure, og efter at været blevet benådet
ernærede sig ved at vise sine frygtelige brændsår frem på markeder
og lignende. 11 skibe, som lå forankret i bugten gik også ned, og er
nu en populær dykkerattraktion.
Vi skal udklarere i St. Pierre før afsejlingen mod Dominica, men har
ikke taget tolderne i ed. De er i hvert fald ikke på plads i
toldbygningen og svarer ikke på de opgivne telefonnumre. Vi beslutter
at gå på udflugt i land og har en dejlig dag bl.a. i en
sommerfuglehave. Næste morgen har vi dog heller ikke held med at
træffe tolderne så v i tager i stedet en dollartaxi ind til Fort de
France for at ordne formaliteterne der.
Dollartaxis
er et udbredt bussystem herovre og består groft sagt af småbusser som
kører nogle faste ruter rundt på øerne. Man stiller sig så ud til
vejkanten i den kørselsretning man ønsker at komme med – og rækker
hånden ud. Hvis der ellers er plads i bussen stopper den og man kan
kører med så langt man ønsker, formedelst et par EC-dollar. Er man de
eneste passagerer er det klogt at aftale en pris på forhånd, da den
ellers på mystisk vis kan skifte status til at være en rigtig taxi,
hvilket er betydelig dyrere.
Med
formaliteterne i orden stak vi kl. 03.30 om natten af sted mod Dominica.
Mens vi stadig var i læ af Martinique gik det stille og roligt for
motor, men da vi stak snuden ud nord for øen kom vinden – og
bølgerne. Vi gik derefter over stok og sten trods vores begrænsede
sejlgarderobe, og det var på det tidspunkt Klaus kom et måltid bagud.
En uheldig situation for en mand af Klaus’ statur, men trods
adskillige opfordringer var han ikke til at overtale til at indtage så
meget som en krumme på resten af turen. Heldigvis gik det jo stærkt og
smerten var kort, idet vi allerede kl. 10.00 kunne smide anker og, ved
hjælp af Pancho, holde stævnen mod søen med en agterline til land.
Pancho er en af mange "boatboys" som patruljerer kysten for
lystsejlere og tilbyder deres hjælp med fortøjning, taxisejlads,
indkøb, bestilling af sightseeingture etc.
Vel fortøjret er det vores indtryk at Klaus hurtigt kom sig, og i
hvert fald indhentede han snart det tabte måltid. Resten af dagen gik i
Roseau, Dominicas hovedstad, med indklarering og shopping.
Den efterfølgende dag havde vi, via Pancho, entreret med en taxi som
skulle køre os rundt til øens seværdigheder, og han stod der som
aftalt kl. 09.00. Endda inkl. en guide, angivelig med stor viden om
øen. Første stop var Emerald Pool, et lille vandfald, hvor vi skulle
kunne bade. Søen nedenfor faldet var dog skuffende lille, men det var i
stedet interessant at se hvordan man havde ført ferskvandet til store
reservoirer ad lange pipelines – af træ ! Uden at udgøre os for
bødkereksperter, virkede det som et imponerende stykke arbejde. Og de
holdt tilsyneladende tæt, trods det at de må have en del år på
bagen.
Herefter
blev vi betydelig mere begejstrede over at blive kørt til Trafalgar
falls, som er 2 større vandfald i meget smukke regnskovslignende
omgivelser. Her kæmpede vi os op til poolen, og blev belønnede med et
dejligt svalende FERSKVANDS-bad. Det første i umindelige tider. Her
spiste vi også frokost på en lille restaurant med den smukkeste
udsigt.
Eftermiddagen bragte os til vulkanområdet på den sydlige del af
øen, men ingen havde dog lyst til at bade i de varme svovlholdige
kilder, trods deres påståede helbredende virkninger. Til sidst kørte
vi til Soufriere Bay og Scotts Head som er et marinereservat og en meget
smuk bugt på sydspidsen af Dominica. Området er forbudt for
lystsejlere uden særlig tilladelse så det var fint at opleve det over
land i stedet. I bugten ligger en lille idyllisk fiskerlandsby og på
selve spidsen Scotts Head mødes Atlanterhavet og Det Caraibiske Hav og
byder efter sigende på noget af det fineste dykning i verden.
At der også er fisk i vandet fik vi syn for da 2 lokale
snorkeldykkere stolt fremviste en betragtelig fangst de netop havde
harpuneret.
Dagen
efter stod vi tidligt op og sejlede de få mil op til Portsmouth i den
nordlige Prince Rupert bugt. Her udmunder Indian River som er kendt for
sin smukke natur. Floden må ikke besejles med motor, men de
allestedsnærværende boatboys kunne naturligvis tilbyde roture på
floden, og få timer efter ankomst var vi på udflugt igen. Og floden
levede helt op til sit rygte med tæt mangrove og træer med drabelige
rodformationer langs bredden. Og guiden, som også roede jollen, havde
et godt syn for dyrelivet og kunne udpege adskillige Traner, Kingfishers
m.m. og sågar en enkelt Iguan.
Told og Immigration havde tildelt os 72 timer i landet, så for at
undgå at skulle indklarere igen stak vi allerede næste morgen af sted
mod Isle de Saintes, en fransk øgruppe beliggende lidt syd for
Guadeloupe.
Der var ingen vind og de 4 ½ timers sejlads gik for motor på
komplet fladt vand. Det lykkedes dermed Klaus at opretholde madbalancen,
og humøret var højt hos alle da vi hurtigt fandt en lille idyllisk
bugt at ankre i, hvor vi kunne slappe lidt af ovenpå de hektiske
udflugtsdage og bare sove, bade og dykke. Dagen efter flyttede vi
opholdsted et par mil over til den største by i øgruppen, Bourg de
Saintes, hvor vi kunne småshoppe lidt, men ellers gik tiden med
koncentreret afslapning.
Næste
udfordring var Marie Galante, en noget større ø, stadig lidt syd for
Guadeloupe. Her lejede vi scootere en dag og kørte på opdagelse øen
rundt. Marie Galante byder dog ikke på de store seværdigheder udover
vidtrækkende sukkerrørsmarker og enkelte ramponerede vindmøller, men
det var dejligt at suse af sted i den afkølende fartvind, og vi fik da
en sjov dag ud af det.
Vi havde nu været i fransk område længe uden at indklarere, men
selv om vi officielt skulle kunne træffe tolden på Marie Galante var
det ikke tilfældet. Heldigvis er de franske øer ikke så krakilske som
de øvrige øer i Caraibien, så der var ingen sure miner eller
spørgsmål da vi endelig, efter 6 dage, fik indklaret i Point a Pitre
på Guadeloupe.
Det siges, og skal nok være rigtigt, at hvis man får problemer med
Told og Immigration i Caraibien skal man bare sejle til Martinique eller
Guadeloupe, så får man "nulstillet kontoen" og har igen
papirer med de rigtige ind- og udrejsestempler.
Nu
nærmede det sig desværre tiden hvor Dorthe og Klaus skulle afmønstre
igen, og flyve tilbage til det kolde Nord. For at nyde solen og vandet
maksimalt de sidste par dage, lagde vi os derfor ud til Ilet de Gosier,
en lille Bounty-ø kun få mil fra Point a Pitre. Her kunne vi dykke og
slappe af de sidste dage så vore gæster kunne komme hjem behørigt
brankede og mætte af sol og vand. Om det lykkedes at mætte dem tvivler
vi på, men tiden løb ubarmhjertigt og vi måtte tilbage til Point a
Pitre for at køre dem til lufthavnen. Det hjalp måske lidt at det
regnede en del på afrejsedagen, så omvæltningen til det danske klima
ikke blev for brat.
Alene
tilbage på Towanda gjorde vi klar til vores videre færd nordpå. Trods
en opgivet min. dybde på 1,7m mod vores 1,6m+ besluttede vi at tage
chancen og gå mellem Guadeloupe-sommerfuglens 2 "vinger" via
floden Riviere Salee. Udover den, til tider lidt for spændende
dybdemålervisning, blev det en mindeværdig tur, ikke mindst på grund
af moskitoerne i mangroven. Guadeloupes to øer er forbundet af to
broer, som kun åbner for gennemsejling én gang i døgnet, omkring kl 5
om morgenen. I praksis betyder det at man enten må gennemsejle den
snævre og lavvandede flod i mørke, eller ankre op og vente på lyset.
Vi valgte det sidste.
Først smed vi anker før den første bro og satte vækkeuret til kl.
04.45. Kl. 0500 åbnede broen planmæssigt og i kortege med 5 andre
både sejlede vi nu i nærmest totalt mørke 1 time frem til vi
passerede den næste bro. Her fortøjrede vi til en bøje for at afvente
lyset, mens de andre både fortsatte i mørket. Det skal siges at der
var lysbøjer i løbet, men da floden snor sig en del skulle der
alligevel passeres nogle kritiske hjørner hvor der ikke var meget vand
under kølen. Måske var de andre både klogere end os, måske havde de
prøvet det før.
I
hvert fald blev vi snart klar over at vores strategi var en tvivlsom
succes, eftersom moskitoerne straks invaderede den stillestående båd.
Da vi efter et halv times tid var så gennemhullede og udsugede at vi
kunne tørlægge en hel blodbank, smed vi fortøjningerne og flygtede ud
i det trods alt mindre skræmmende mørke. Og heldigvis kom lyset så
småt og resten af turen forløb fint, uden problemer. Vi har dog gjort
vores til at vedligeholde gennemsejlingsdybden på floden, idet vi må
have trukket en fin fure på det laveste sted hvor dybdemåleren viste
1,5m.
Vel ude af lavtvandsområdet var vinden selvfølgelig imod os så vi
fortsatte kursen mod Antigua for motor for at nå frem inden mørkets
frembrud. De to naturlige havne English og Falmouth Harbours er
særdeles smukke og beskyttede, og Nelson Dockyard i English Harbour,
som bl.a. bryster sig af at have haft besøg af den ellers
allestedsnærværende Nelson, er istandsat på smukkeste vis med skyldig
hensyntagen til de gamle bygninger. Mest iøjnefaldende, i hvert fald
når man som vi ankommer fra de mere beskedne øer sydfra, er dog de
kolossale lystyachter der ligger her, og ikke mindst antallet af dem.
150-200 fods sejlbåde, ja man må vel rettelig kalde dem sejlskibe, med
master på 30-40 meter, ligger side om side i lange rækker, blandet med
motoryachter så store som Bornholmerfærger, flere med besætninger på
op til 25-30 mand. Man må undre sig hvornår ejeren har tid til at
sejle, hvis han/hun skal skrabe penge sammen til bare at drive dem. Det
hører dog også til sjældenhederne at man ser nogen ombord, udover
besætningen.
I
Antigua traf vi på et japansk par, som vi tidligere havde mødt i
Portugal. De havde købt en splinterny Halberg Rassy 43 i Sverige og
skulle sejle den hjem til Japan. De havde imidlertid ikke været heldige
over Atlanten, hvor de var kommet ud for en ukontrolleret bomning der
havde væltet masten. Uheldet skete midt ude, men som held i uheld kom
de i kontakt med en anden båd som tilfældigvis havde 600 l diesel i
dunke stående på dækket. Med nogen besvær blev de omladet og den
japanske båd kunne fortsætte til Antigua for motor. Her lå de altså
stadig, 2 måneder senere, og ventede på en ny mast, uden at vide
hvornår den kom. Så deres drømmetur var godt på vej til at blive en
mareridtstur.
Som kuriosum kan vi nævne at vi kendte deres redningsmand, som var
vores nabo i havnen i Puerto Rico, og havde ham til bords under vores
julefest på Tobago. Han fortalte naturligvis om episoden, men på det
tidspunkt anede vi ikke at det var vores japanske venner som havde være
den uheldige part i eventyret. Ja -Verden er lille !
Efter
et par stille dage i English Harbour, hvor vi fik vasket tøj og købt
lidt bøger i den velassorterede boghandel Lord Jim’s Locker, gik vi
mod St. Barts. Vi havde egentlig gerne brugt mere tid omkring Antigua,
men tiden begyndte allerede at blive knap da vi snart skulle hente nye
gæster på St. Martin. Vi fik dog tid til et stop på den tidligere
Svensk-Vestindiske ø, St. Baarthelemy, også kaldet St. Barts, som nu
også er legeplads for de mega-rige og base for flere store
motoryachter. Hovedstaden Gustavia er en idyllisk og charmerende by,
indtil man stifter nærmere bekendtskab med prisniveauet, som
efterhånden har sneget sig op hvor selv de mega-rige begynder at
knurre. Når man går rundt i byen kunne man faktisk godt få det
indtryk at de lokale levede af Gucci-tøj og Luis Vutton-tasker. I hvert
fald var det svært at få øje på supermarkederne imellem alle
mærkevarebutikkerne.
Vi blæste dog inde i Gustavia i 4 dage og kom til at holde af byen,
som på trods af, eller nok snarere på grund af prisniveauet, var
velordnet og behagelig at opholde sig i. Men når kreditkortet var
overophedet, bød øen ikke på megen tidsfordriv, så det var OK da
vejret artede sig til at vi kunne gå videre nordpå mod St. Martin,
hvor vi skulle afhente Lene og Bjørn. Planen var at ligge os i Lagunen
tæt ved lufthavnen, og hente dem i dinghy, men vejret var stadig ret
blæsende så det ville blive en våd tur. I stedet lagde vi os uden for
Lagunen, hvor vi kunne bade, og hentede gæsterne i en taxa.
Vi
fandt ikke den hollandske del af St. Martin særlig spændende og
sejlede straks næste morgen omkring øen til Marigot i den franske del.
Her var vandet krystalklart og byen var indbydende og hyggelig. Det var
vores 26- års bryllupsdag og Lene havde selvfølgelig husket at købe
fine gaver. Så skipper fik en flot cigarklipper, en cubansk cigar, en
T-shirt – og en kæmpe dårlig samvittighed. Om aftenen smuttede vi
ind i den franske del af Lagunen, en noget længere dinghytur end
ventet, og spiste en god middag på en af havnefrontens mange
restauranter. Efter et par flasker rødvin gik det bedre med
samvittigheden.
Efter
Marigot forestod en længere sejltur på ca. 90 mil, så vi besluttede
at tage af sted om aftenen for at ankomme i dagslys. Det blev en fin
tur, uden problemer, og vi ankom til Spanish Town, Virgin Gorda ved
middagstid den efterfølgende dag. Her indklarerede vi i BVI, British
Virgin Islands, og provianterede lidt. Næste morgen sejlede vi de få
mil til The Baths, som er en imponerede samling kæmpestore granitsten,
liggende hulter til bulter, som havde en kæmpe tømt lommerne for
småsten. Virkeligheden er ligeså fantastisk, idet stenene er bragt
hertil som del af flydende lava, hvis mere porøse dele sidenhen er
slidt væk af vind og vand, og har efterladt de solide granitsten.
Dinghyer må ikke lande på stranden ved The Baths, så efter af have
landsat besætningen, forholdsvis tørskoet, i vandkanten, måtte
skipper fortøjre dinghyen lidt fra kysten og svømme det sidste stykke
ind. Og omvendt selvfølgelig da vi skulle derfra. Det er heller ikke
tilladt at overnatte ved The Bath, så efter opdagelsesrejsen mellem de
mange kæmpesten sejlede vi videre til Norman Island, hvor vi havde til
hensigt at slappe af et par dage.
Norman
Island er ifølge overleveringerne identisk med John Silvers Skatteø,
og i hvert fald har den helt sikkert været base for nogle af
virkelighedens pirater i tidens løb. Bl.a. holdt Sir Francis Drake til
i området, og vedholdende sagn siger at der tidligere er fundet
særdeles værdifulde nedgravede skatte på øen, og at der stadig
ligger skatte fra navngivne skibserobringer begravet på den ubeboede
ø. Nu til dags er den dog mest besøgt på grund af de gode
dykkemuligheder, og vi brugte dagene til at udforske fiskerigdommene,
korallerne og et par spændende huler i bugten.
Efter et par afslappende dage var vi igen på farten, selvom
afstandene mellem øerne ikke er så store at det bliver til lange
sejladser. Vi gjorde et kort stop i Sopers Hole, syd på Tortola, for at
proviantere og gå på Internettet, og fortsatte derefter til Cane
Garden på Tortolas vestlige kyst.
Det var en fejl.
Cane
Garden er en utrolig smuk bugt med turkisblåt vand og en perfekt
palmeklædt hvid sandstrand med flere hyggelige restauranter. Egentlig
en succesopskrift, men desværre var der en kraftig nordlig swell
(dønning) som gjorde tilværelsen helt ulidelig i den vildt svajende
Towanda. Vi gik en kort tur i land og drak en Sundowner, men fortrak
derefter til båden hvor vi kæmpede med at holde tallerkener og vinglas
opretstående under middagen. Ingen fik megen søvn i løbet af natten,
og ved første svage lys næste morgen hev vi ankeret op og gik mod
Diamond Cay, en lille sydvendt bugt på Little Jost van Dyke. Her sov vi
de uskyldiges søvn resten af formiddagen og sejlede derefter videre til
Great Harbour på Jost van Dyke. Vi skulle nemlig til BBQ party hos Foxy,
på den legendariske Tamarind Bar.
Foxy er kendt for sine BBQ-aftener hver torsdag og fredag, og er mål
for mange sejlere i området. Ofte underholder han selv med sang og
guitarspil, men det viste sig at vi var rendt ind i en musikfestival, og
at der i stedet var underholdning af forskellige bands. Det blev festen
ikke dårligere af, men da vi stadig var lidt matte efter den
foregående nat, valgte vi ikke at feste helt igennem, og var på båden
før midnat.
Næste
morgen udklarerede vi for at gå mod US Virgin Islands, de tidligere
Dansk-Vestindiske Jomfru Øer. Af praktiske årsager gik vi først til
Cruz Bay på St. John, idet det efter sigende her er lettest at
indklarere. I så fald vil vi nødigt indklarere andre steder, men efter
nogen tid var vi dog lovformeligt inde. Vi shoppede kortvarigt i
Mongoose Junction, som byder på udmærkede shoppingmuligheder, men
sejlede så videre mod Mullers Bay på St. Thomas. Her måtte vi
imidlertid opgive at få hold på ankeret og gik i stedet til Christmas
Cove på Great St. James der, som alle jo ved, tilhører Janni og
Christian Kjær. Her lå vi udmærket og da der samtidig var dejligt
bade- og dykkevand blev vi hængende et par dage.
Vi ville imidlertid gerne besøge Coral World Marine Park på St.
Thomas og sejlede derfor den korte tur over strædet til Cowpet Bay og
gik i land der. Trods det at bugten er hjemsted for St. Thomas Yacht
Club og flere hoteller var det ikke muligt at finde transport, så vi
gik ud ad landevejen mod Red Hook, en lidt større by ikke langt derfra.
Gående personer på landevejen satte imidlertid sådan en skræk i en
ung amerikanerinde, at hun kastede sin truck ind til siden og forfærdet
spurgte hvad vi dog havde gang i. Vi fortalte pligtskyldigst, som sandt
var, at vi var på vej til den nærliggende by, hvilket bragte hende
helt ud at fatning – det var da virkelig alt for farligt sådan at gå
rundt i vejkanten. Vi blev derefter nærmest beordret ind i bilen så
hun kunne fragte os sikkert frem, selv om det tydeligvis var en omvej
for hende. Nå, men eftersom der var omkring 40 grader varmt havde vi
ikke noget imod et lift i den airconditionerede bil, og sad kort tid
senere også i en taxa på vej mod Marine Parken.
Marine
Parken var en fin oplevelse med bassiner med hajer, skildpadder, rokker
o.m.a. Og der var også et tårn som strakte sig ned under vandet,
hvorfra vi kunne betragte livet ude på koralrevet. Det meste havde vi
dog set på snorkelture, men kombineret med informative plancher m.v.
var det meget lærerigt. Bjørn og Lene bevægede sig helt ud på
overdrevet da de meldte sig til en spadseretur under vandet, iført en
moderne udgave af en dykkerklokke på hovedet. Vel hjemme i bugten ville
vi lige slutte af med en øl i St. Thomas Yacht Club, men det var
sandelig forbeholdt medlemmer. Det blev vi så sure over at vi sejlede
tilbage til Christmas Cove, og følte os helt hjemme. Og vi var jo også
en lille smule i Danmark, eftersom det var Janni og Christians ø.
Herfra gik turen til Charlotte Amalie hvor Bjørn og Lene skulle
arrangere flybilletter tilbage til St. Martin. Det var ikke så
vanskeligt når først vi havde fundet et rejsebureau, men det var lidt
dyrere end ventet. Dertil kom at de skulle have hotelovernatning
eftersom de meget venlig tilbød at afmønstre en dag tidligere for at
give os mulighed for at samle tankerne en enkelt dag før næste hold
gæster ankom.
I
Charlotte Amalie gav Bjørn og Lene en forrygende afskedsmiddag, hvor
især Cognacernes størrelse vil gå over i historien. Vistnok ved en
sjuskefejl blev den første af en omgang Cognacs skænket rigelig stor,
fem-seks dobbelt vil jeg tro, men for ikke at tabe ansigt skænkede
servitricen de øvrige 3 ligeså rundhåndet. Da vi allerede havde
drukket et par flasker vin samt en runde Cognac af normalstørrelse, var
det ikke så sært at én af selskabets deltagere havde vanskeligt ved
at ramme dinghyen da vi skulle fra land senere på aftenen. Vedkommende
ønsker at være anonym, men vi kan jo kalde hende Lene. (Identiteten er
redaktionen bekendt) Vi fik hende dog hurtigt ind på den tørre side af
gummiet og kunne fuldtalligt fortsætte turen ud til Towanda.
De følgende dage krydsede vi lidt frem og tilbage mellem Charlotte
Amalie og de nærliggende bugter. Dels for at opleve dem, men også for
at finde et passende sted nær lufthavnen til at afmønstre Bjørn og
Lene og påmønstre næste hold gæster. Valget faldt på Lindbergh Bay,
der som navnet antyder ligger lige ved lufthavnen og var tilstrækkelig
beskyttet til at vi turde binde an med ilandsætning og ombordstigning
via strand og tilhørende brænding. Efter et par rolige dage i smukke
omgivelser var det så desværre tid til at sætte Bjørn og Lene i land
på stranden og følge dem de sidste par hundrede meter over til
lufthavnen.