Slidte sejl og Sundownere
Rejsebrev 2005-01Puerto Rico-St. Lucia

Gensynsglæde i DKVel tilbage i Towanda, efter 5 dejlige uger hjemme i Danmark, fandt vi alt i skønneste orden. Inden vi rejste hjem var den famøse badestige færdiggjort og alle vindrorsdele leveret og monteret, så vi kunne nu koncentrere os om at lave indkøbslister og give båden en gang julerengøring.

Vi lånte igen Inge og HP´s bil og det var rart at kunne køre til et stort indkøbscenter og få indkøbene ordnet i eet stort hug. 

Derved blev der så også tid til at spise en god middag i selskab med Lone og Erik m/familier, idet de var på charterferie for at fejre runde fødselsdage (ingen tal her) i Puerto Rico i samme uge. På trods af at selskabet var kraftigt ramt af sygdom mødte de også talstærkt op d. 20/11 for at sende os godt af sted med trut i hornene m.v.

Planerne var dog ændret en anelse så at vi ikke gik over Atlanten herfra, men ville til La Gomera for at hilse på Niels og Ann fra Svendborg Sejlerskole, som var på tur i området. Desuden havde et tidligere dyk under skibet afsløret at skruen var temmelig begroet, så vi ville også lige ud og ligge for anker i Los Christianos, Tenerife, hvor Jens kunne dykke ned og skrabe skruen ren.

Kursen sættes over AtlantenBortset fra at Jens fik skrabet mere hud af hænderne end skidt af skruen forløb operationen i Los Christianos udmærket, men det var en dårlig nat med meget urolig sø. Vel i havn på La Gomera næste dag, mødte vi ikke Niels og Ann, men i stedet 2 danske både, Athene, en Granada 375 med familien Luther og Sørine, en GD28 med skipper René og 2 gaster. Malott, som vi kendte fra tidligere, fik vi at vide, var gået af sted et par dage forinden med kurs mod Charlotteville, Tobago, ligesom os.

Dagen efter ankom Svendborg Sejlerskole så, og efter et par festlige dage i deres selskab var det den 26/11-04 kl. 10.30 endelig tid til at gøre armtag med Atlanten.

Starten var skuffende, ingen vind, og vi måtte modvilligt bruge motor da vi efter 2 timer stort set ikke havde bevæget os. Heldigvis kom vinden kort efter, endda i sådan en grad at vi de første 24 timer havde et af turens bedste étmål på 146 sømil. (Den distance man sejler på 24 timer).

Yes, tænkte vi, og begyndte at fantasere om overfartstider på 15-16 døgn, men så løjede vinden og de næste 12 døgn bød på meget skuffende distancer omkring de 100 sømil.

HovmesterenAllerede eet døgn ude indtraf et af vore største uheld, idet vindmøllen holdt op med at give strøm. Umiddelbart er det ikke det store problem idet den relative vind, og dermed vindmøllens output, er begrænset under passatsejlads. Men fremme i Caraibien venter vi at den skal være storleverandør af strøm, så vi må håbe vi hurtigt kan få den repareret. Møllen sidder dog temmelig højt oppe på et rør, og det er umuligt at demontere den undervejs og evt. identificere problemet. Vi har dog en mistanke, idet den strejkede samtidig med at vi søsatte vandgeneratoren, og da de er koblet sammen (af Jens) er der formentlig sket en kortslutning.

Solnedgang over AtlantenDe følgende dage er dejlige. Efter nogle kølige dage og nætter er temperaturen nu krøbet i vejret igen, så vi rigtig kan nyde solen og varmen. Lidt frustrerende er det dog at det går for langsomt, og vi prøver alt for at presse ekstra knob ud af den lette vind. Genakkeren ryger op og ned, og motoren startes af og til når det hele bliver for trist. Uden at det dog hjælper det store.

Et lyspunkt er dog den 1. December, hvor Lene har julepyntet og hvor vi kan åbne den første pakke på pakkekalenderen vi har fået af familien på Bellisvej. Det forbliver naturligvis et af højdepunkterne de følgende dage, kun overgået af det absolutte klimaks kl. 12.00 UTC, hvor døgnets étmål beregnes.

I en squallAndre gøremål i løbet af dagene indbefatter radiokontakt til andre både på vej over Atlanten. Et frivilligt radionet er etableret og hver morgen rapporterer alle både deres positioner og deres vejrforhold. Både som har adgang til Internet og/eller vejrfax videregiver vejrmeldinger og der er mulighed for at udveksle råd og vejledning hvis nogen har problemer. Desuden står alle naturligvis klar til at komme til assistance i tilfælde af uheld, men det blev heldigvis ikke nødvendigt for nogen i vores gruppe. Et ekstra plus fra radionettet er at man pludselig kender flere både, i hvert fald af navn, og det har da ført til flere gode forbindelser efter vi er kommet frem og har mødt dem "in real life".

Endelig bidJa, hvordan beskriver man ellers dagene ombord ? Da vi kun er to, er meget jo lagt i skema for at der konstant kan være én på vagt.. Det faste vagtskema indeholder to relativt lange vagter, og starter efter aftensmaden kl. 19.00, hvor Jens tager vagten og Lene sover. Kl. 24.00 overtager Lene og Jens sover til kl. 05.00. Herefter snupper Lene yderligere et par timer på køjen indtil Jens skal rapportere postioner m.v. på SSB-radioen kl. 07.15. Imens dette forgår laver Lene morgenmad og resten af dagen foregår uden fast skema. Men da det er vigtig af få noget søvn må man tage sig en lur når man føler for det, og det betyder jo altså at man har ret sparsom tid sammen i vågen tilstand. Det lyder jo nok i visse ører lidt ensformigt og kedeligt – og det er det egentlig også ! Men man får læst en masse bøger, og der sker da også noget en gang imellem.

Udpluk fra logbogen :

3/12 kl. 0530

Så mystiske lysglimt i/under vandet i afstand af ca. 1 sm. Passerede hurtigt på styrbord side. Ubåd? Ingenting at se på radar.

4/12 kl. 1230

FISK !!! Nej, den smuttede. Vi er på vej ind i en squall. (Regn- og vindbyge. Red.) Beslutter at tage genakkeren ned. Den sidder fast. Sokken er urokkelig, og mens regnen siler ned i tove og vinden blæser 15 m/s kæmper vi begge ½ time med at få den under kontrol.

5/12 kl. 1330

0-vind, motor slukkes. Genakker hænges til tørre. JB bader i Atlanten.

7/12 kl. 1513

Jeg døber dig Don CorleoneHALVVEJS!!!
Vi holdt halvvejsparty med Champagne + marcipankage. Kong Neptun fik det første glas. Efter at have skålet på turen døbte vi vores vindror "Don Corleone", hvorefter Neptun sendte os en skæv bølge, som væltede Champagnen og knuste et glas på dørken. Dårligt varsel?

7/12 kl. 17.15

FISK!!! Endelig bid. Efter relativ kort og let kamp hives en guldmakrel, ca. 4 kilo, om bord. Kræet aflives med rigelig Vodka (har vi sprut nok ombord) og tilberedes til aftensmad.

8/12 kl. 1740

Regulatoren er stået af, hvilket vil sige at vi ikke kan lade. (med motoren. Red.) Vi har slukket fryseren og alt unødvendigt strømforbrug og kan lige lade 1-2 Amp. med slæbegeneratoren. Nok til dagligt forbrug + lanterner om natten. Nu håber vi på sol, så solpanelerne kan give os et godt tilskud. (herefter gik Lene i gang med at tilberede al maden i fryseren, og dikterede fiskeforbud, indtil maden var spist. Red.)

11/12 kl. 0540

Vi sidder med vagtskiftekaffe da Lene pludselig bliver ramt i sin Po-po af en flyvefisk. Ingen skade sket udover forskrækkelse og spildt kaffe. Selv flyvefisken bliver reddet og smidt tilbage i sit rette element. Skippers trommehinder suser dog stadig lidt efter det høje C.

11/12 kl. 1410

Hval!! 6-8 m hval ses under vandet kun 10m fra styrbords langside. Dykker ikke ud, men sætter vi at det var en Bryde´s Whale, som er kendt for at opsøge både af nysgerrighed og i det hele taget ligne pludselig fart på og krydser ind foran boven og er væk på få sekunder. Efter studie af hvalbogen antager delfinen i sin opførsel.

12/12 kl. 1215

Baksede 45 min. med at skifte en ødelagt slæde i storsejlet. Endnu én er i udu, men den har vi ikke reservedele til.

14/12 kl. 1530

Vi tager storen ned da vi ser at to travellerbeslag er i stykker. Kan ikke repareres uden reservedele og vi må klare os resten af vejen med genoa + evt. genakker.

15/12 kl. 1500

Fik besøg at træt storkeagtig fugl (Oksehejre. Red.) som satte sig på garagen for at hvile. Vi skulle ellers lige til at sætte sejl, men nu venter vi lidt for at give den hvile.

17/12 kl. 0005

Ved passage af skibet affyres nu en rød nødraket og vi stopper, tager sejlet ned og sætter kurs derover. Samtidig kaldes MAYDAY på radioen. Over VHF opklares at det er skibet NANDI fra Barbados med3 mand ombord. De mangler strøm til startbatteri. Altså ikke en "rigtig" Mayday da vejret er fint og de ikke umiddelbart er i fare. Vi har ikke mulighed for at hjælpe med batteri, (har jo selv strømproblemer. Red.) men prøver at kalde hjælp over SSB. Uden resultat. Desuden ringes over Iridium til 2 numre (som opgives af skibet. Red.) Det første lød som en fax, det andet som en sexlinie. (Gad vide hvad det koster at ringe til en sexlinie over satellit ? Red.) Det aftaltes at vi fortsætter kursen og ringer efter hjælp til morgen. (Ringede senere forgæves til de angivne numre, og fik heller ikke kontakt til Barbados Coastguard. Meldte ved ankomst til Tobago sagen til politiet/coastguarden som lovede at tage sig af det. Red.)

17/12 kl. 0650

LAND I SIGTE !!

17/12 kl. 1030

Ank. Man O War Bay

 

I alt udsejlet 2.791,3 sømil på 22 døgn og 4 timer. 
Gennemsnitsfart 5,25 knob

Land i sigte efter 22 døgnVed ankomsten bliver vi straks budt velkommen af Vibeke og Dennis fra S/Y Denvi, som vi har mødt kort ved en tidligere lejlighed, men som vi nu kender bedre fra snak på SSB-radioen på turen over Atlanten. Nu er det tid til rigtig at mødes over ankerøllen på Towanda, og det bliver siden til mange flere hyggelige stunder da vi følges mere eller mindre ad de kommende uger.

De første dage på Tobago skuffer fælt vejrmæssigt da det regner voldsomt. Men vi er trætte og sover det meste af tiden så det er ikke så galt endda. Og snart er det tid til at tænke på julefestlighederne. Det har Denvi stort set klaret ved at bestille bord til ca. 25 hos Sharon, en lokal restaurant. Vi er nemlig nu 6 danske både i bugten og venter endnu et par stykker inden d. 24. De sidste ankommer dog aldrig, men rygtet løber i bugten og pludselig er vi over 60 personer af forskellige nationaliteter samlet til julefesten, plus et selskab på ca. 20 som Sharon selv har inviteret. Meget festligt – kunne det have været – men det var lidt i overkanten af hvad restauranten kunne håndtere. 

Vi venter på julebordetDenvi og vi ankom først, men da var der end ikke dækket bord. Vi blev bedt om lige at hjælpe, men det synes vi nu ikke vi havde lyst til og gik i stedet over til en anden bar og købte et par øl mens vi ventede. Efter ca. en halv time kom vi tilbage og intet var sket. Nu begyndte de mange mennesker at stå udenfor restauranten og vente, og vi så ingen anden udvej end selv at tage affære. Vi gik derfor i gang med at dække borde m.v. og kun ca. 1 ½ time forsinket kunne vi (også ved egen hånd) skænke velkomstdrinks til alle. Maden var fin, men lidt sparsom og der opstod også uenighed om den aftalte menu omfattede 2 øl per person eller kun én. Det skabte en del ravage da mange havde drukket 2, som de troede sig berettigede til, mens andre slet ingen fik. De fleste var dog afslappede overfor det hele og stemningen holdt sig fint aftenen igennem.

Som tidligere nævnt stod vores laderegulator af midt på Atlanten, ligesom vindroret strejkede allerede et par dage ude. Når vi ligger for anker har vi derfor kun solpanelerne til at give strøm. Det er i sig selv alt for lidt til at dække vores forbrug, men når der oven i købet regner eller er overskyet det meste af tiden, siger det sig selv at vi fik problemer med strøm ombord. Heldigvis virkede laderegulatoren af og til, så vi startede ofte motoren forsøgsvis, og når den så ladede var det med at lade motoren køre nogle timer så batterierne blev fyldt godt op.

Da det var helt udelukket at reparere laderegulatoren på Tobago, måtte vi se at komme videre hurtigst muligt efter julefestlighederne, og selv om det var Lenes fødselsdag havde vi planlagt at sejle d. 27. Det skulle være natsejlads så afgangstidpunktet var sat til kl. 17. og vi havde sat de øvrige danskere i stævne på Towanda kl. 15. til fødselsdags- og afrejsepunch. Fødselsdagen startede dog først med telefonvækning af behjertede fødselsdagsgratulanter, som ikke helt havde tjek på tidsforskellen mellem Danmark og Caraibien, (Den er 5 timer til orientering) og følges naturligvis op af morgenbord med Gammel Dansk og hvad dertil hører. 

Pandekager og Champagne fra MalottMidt på dagen fik Lene en dejlig fødselsdagsoverraskelse da Bjarne og Anders fra Malott kommer sejlende i dinghy med kæmpe splitflag og det hele, og synger fødselsdagssang mens de sejler en tur omkring Towanda. Ikke nødvendigvis smukt, men effektfuldt, og da de endvidere medbragte friskbagte pandekager og Champagne var der ikke et øje tørt. Senere på dagen er vi 17 til rompunch på Towanda, men det gode selskab må desværre opløses da vi jo skal sejle videre og skipper må i land og udklarere. På grund af at julen faldt i en weekend er mandag d. 27. dog også helligdag i år, og customs og immigration er ikke bemandet. Det kan dog klares ved at betale overtid, men trods forudgående aftale kommer Immigrationsofficeren imidlertid aldrig. Efter 2 timers ventetid er det så småt ved at være mørkt og Skipper opgiver at udklarere den dag.

Jule Beach PartyTil gengæld er vi 4 danske både der næste dag sejler konvoj til Prickly Bay, Grenada. Turen går fint, endda så fint at vi, i løbet af natten, alle må rebe voldsomt for ikke at ankomme til ankerpladsen i mørke. Vi er spændte på hvad der møder os på Grenada, som jo var offer for Orkanen Ivan, kaldet Ivan den Grusomme, få måneder i forvejen. Og det er ikke et kønt syn. Første indtryk er en ankerbugt med forliste både i vandkanten og adskillige både uden eller med halve master. Senere ser vi værftspladsen som er overfyldt med de sørgelige rester af hundredvis af både og vrimler med langturssejlere som arbejder på at få deres, sikkert uforsikrede både, gjort sejlklare igen. Mange af de værste vrag, eller deres udstyr, har forsikringsselskaberne solgt til værftet og de omkringliggende riggerværksteder m.v. og mange af de nytilkomne både gør gode køb af udstyr som fx rulleforstag som næsten ikke fejler noget.

Det gør jo ondt at se som sejler, men i virkeligheden er det jo kun toppen af isbjerget vi ser her. Umiddelbart efter orkanen var op mod 90% af befolkningen uden tag over hovedet og selv nu har de allerfleste huse "blåt tag" dvs. blå presenningerne. Inde på øen er bl.a. op mod 80% af muskatplantagerne ødelagt. Muskatnødderne er landet største industri og det kan tage op mod 15 år at få et muskatnøddetræ til at bære frugt igen. Befolkningen virker dog ikke særlig trykket af situationen. Genopbygningen er så småt i gang, og det ligger ikke rigtig til deres natur at bekymre sig så meget om morgendagen. Og så er det jo ligesom sat lidt i relief af Tsunami-katastrofen i Asien, som får selv Ivan den Grusomme til at ligne en søndagsskolelev. (Til opportunisterne kan jeg lige nævne at Grenada er/var verdens næststørste producent af Muskat. Indonesien var den største. Måske var det på tide at "corner the Nutmeg-market")

Regnvejr i Prickly BayI Prickly Bay går tiden, ikke helt uventet, med at vente på leveringen af reservedele til laderegulatoren og vindmøllen. Desuden futter vi ind og ud af hovedstaden St. George for at proviantere og handle ind hos en god marineudstyrs- forhandler. Her fandt vi mange gode ting som vi manglede og gik også helt over gevind og købte ny gummibåd, selvom den vi havde egentlig stadig var OK. Herovre er man dog lidt yt, hvis man ikke har en RIB (gummibåd med glasfiber- bund), så skipper kunne ikke længere klare presset.

Nytårsaften blev selvfølgelig fejret sammen med de øvrige danske i bugten. Vi var stadig 5 danske både og Dennis havde i vanlig stil skaffet bord på en hyggelig restaurant, The big Fish, som ligger lige i vandkanten og har egen dinghybro. I modsætning til julefesten var maden god og rigelig og da der kom et fint lille band kl. 23. gik dansen livligt. Nytårsskyts er ikke meget brugt herude. Sidste gang vi fejrede nytår på Grenada i 2001 så vi én raket, og denne gang udgjordes festfyrværkeriet af 2 gamle nødraketter fra den danske båd S/Y Albatros. 

Nytår 2005Hen på natten fortrak vi til Towanda, og selvom selskabet pure nægtede at synge langturssejlersange med skipper, var stemningen fin indtil det sidste. Det sidste vi hørte kl. ca. 0430 var skønsang fra besætningen på S/Y Mani som sejlede de sidste 30 m over til deres egen båd til tonerne af "We all live in a yellow submarine". Deres dinghy er dog rød og vi noterede os da at den flød, også den følgende dag.

Endelig d. 5/1 kom den nye laderegulator, og efter udvisning af stor overtalelsesevne, knæfald m.m. lykkedes det at få værkstedet til også at installere den samme dag. Til overtidsbetaling naturligvis, men nu lader vi igen!

Fruen fra HavetNæste dag, midt i en kæmpe regnbyge ankommer den norske bår S/Y Fruen fra Havet, med Berit og Erik ombord. Berit og Erik havde vi mødt i Puerto Rico og de havde været så venlige at fylde vores gasflaske mens vi var hjemme i Danmark. De nægtede at tage imod forudbetaling og var rejst da vi kom tilbage. Mens den fyldt gasflaske stod og ventede i vores cockpit. Stor hjælpsomhed, og aftalen var at såfremt vi senere mødtes kunne vi altid betale for gassen med et par øl. Så det gjorde vi naturligvis, og hyggede os i øvrigt vældig godt sammen de næste par dage, mens vi stadig lå og ventede på reservedele til vindmøllen.

Til sidst opgiver vi dog at få delene fremskaffet, og sætter sammen med Denvi kursen nordover mod Tyrrel Bay, Carriacou. I bugten ligger en dansk Beneteau, Rubber Squid, med Gina og Jasper og deres 3 børn. Denvi ankommer først og Jasper råber dem an og byder på en rompunch når de har ankret op. Han længes efter at snakke dansk og da vi få minutter efter sejler forbi bliver vi da også inviteret. Imidlertid har vi lige mødt Mani udenfor bugten, som følger lige i hælene som den tredje danske båd, og måske fortryder Jasper senere sine invitationer da alle 3 både møder talstærkt op og først forlader skibet da ølbeholdningen er tom og vi også har gjort voldsomt indhug i romlageret.

Farveløl på CarriacouHerefter er det for en tid slut med den danske konvojsejlads og vi går alene videre mod Union Island og siden Mayreau.

Det blæser kraftigt i disse dage, og en dag hvor vi går fra Mayreau med kurs mod Canouan må vi simpelthen vende om da vi har vind og strøm lige i snuden og gør under 2 knob. Det bliver så til endnu et par dage på Mayreau, som heldigvis er en smuk og interessant ø. Bl.a. har de kun ca. 300 indbyggere selv bygget et større vandopsamlingsanlæg for at dække deres ferskvandsbehov, og først for 2 år siden fik man strøm på øen. Fra toppen af øen har man desuden den smukkeste udsigt ud over Tobago Cays og Atlanterhavet.

Turistinformationen Union IslandEn af ventedagene benytter vi til at invitere vor norske nabobåd S/Y Ariel på øl, og møder derved Silje og Frode som er et ungt par på en 1 års tur rundt Atlanten.

D. 16. er vinden løjet lidt af og vi går mod Bequia for genoa og fok, eftersom storsejlet stadig ikke er repareret efter Atlanten. Efter 3 timers sejlads falder sjæklen, som holder genoaen oppe, af, og så er vi nede på en brugbar sejlgarderobe på 1 stk fok. Ikke imponerende, men det er utroligt som grejet slides og går i stykker på sådan en tur. Og altid på steder hvor det er umuligt at få reservedele.

I Bequia går der igen lidt danskertræf i den, idet vi ved ankomsten bliver budt på ankerøl af Malott som også lige er ankommet. Desuden ligger i Admiralty Bay, S/Y Carita med Jens ombord samt et par andre danske både som vi dog ikke ser noget til. I deres selskab har vi en dag en rigtig hyggelig udflugt til Hope Bay som ligger på vindsiden af øen, langt nede ad en stejl og ret ufremkommelig sti som biler ikke kan køre ned ad. Af samme grund er bugten, med den herligste palmestrand, meget lidt besøgt og trods fint vejr har vi den helt for os selv. Fint vejr er jo relativt og Anders ærgrer sig lidt over at han har slæbt sit Kite Surfing udstyr den lange vejr derud, men ikke har glæde af det i den lette vind. I stedet bades der en del i den vesterhavsagtige brænding, og vi bruger også en del tid på at samle og åbne kokosnødder. Det sidste er langt det sværeste. Nødder ligger der nemlig overalt mellem palmerne, men at få vristet det vi normalt kender som kokosnødden ud af sit bastagtige frugtkød er rimelig arbejdskrævende når man kun har en lille Leathermankniv. Men belønningen er en kølig og velsmagende saft samt fornemmelsen af at være en ægte Robinson Crusoe.

Efter at have kæmpet os op af den stejle sti igen, ser vi et Tungen skal holdes lige i mundenskilt til en restaurant "only 1 minute walk" længere op af bakken. Vi tog chancen og fandt en fin nyåbnet restaurant, uden gæster, men med god betjening. Vi fik en omgang kolde øl og det varede ikke længe inden værtinden Kathy også havde bikset en velsmagende lokalret af konkylie i karry frem som gjorde stor lykke hos os alle. Succesen stoppede ikke her, idet der senere tilfældigvis (eller var det Kathys fætter?) kom en taxa forbi, som kunne køre os tilbage til Admiralty Bay.

Dagen sluttede med Sundowner og RokShow på Towanda. 
Vi havde nemlig i dagene forinden haft fast besøg af Mantarokker omkring Manta RokShowskumringstide.
Første dag en ret stor karl på ca. 1 ½ m vingefang, som majestætisk "svævede" omkring båden i en halvtimes tid, mens dens store kæber ledte vandet igennem munden og filtrerede vandet for føde. Næste dag holdt vi selvfølgelig lidt ekstra udkig omkring dette tidspunkt og pludselig råbte Lene fra cockpittet : "Kom og se en rokke, nej to, nej tre, fire, fem rokker." Ganske vist ikke så store som dagen i forvejen, men i flot V-formations "flyvning" rundt om Towanda.

Rokkerne kom naturligvis ikke den dag vi inviterede de andre over, men i stedet vrimlede det med store tun og meterlange hornfiskelignende rovfisk der jagede de mindre fisk rundt om os. Damp-Anders, som vi efterhånden kalder Bjarnes søn på grund af hans utrættelige aktivitetsniveau, fik straks lånt vores fiskestang, og selvom de ikke ville bide på var der så mange i vandet at det faktisk ikke voldte ham meget besvær at pilke 3 store eksemplarer af de hornfiskelignende fisk. Den mindste smed vi ud og en anden gav vi til nogle lokale som kom forbi og forsikrede os at det skam var velsmagende fisk vi havde fanget. Den sidste tog Anders og Bjarne med hjem til aftensmad. Med det udvidede fiskeshow blev Er den mon farligSundowneren dog til en Moonriser den aften, så de spiste den vistnok først til frokost næste dag.

Vi ved derfor ikke hvordan den smagte, idet vi næste formiddag sagde farvel, og gik nordpå mod Walilabou Bay på St. Vincent. Vi har været der før da vi sejlede med Anni og Vagn, men siden er stedet blevet ret berømt da bugten er blevet bygget stort set totalt om og brugt som kulisse til Hollywoodfilmen. Pirates of the Caribbian. De bygger nu igen kulisser, og det forlyder at der skal optages både en II-er og en III-er. Vi får se når vi kommer forbi igen til april, måske kan vi få en tjans som statister. Det er snart længe siden skipper er blevet klippet og barberet, så autenticiteten er god nok.

Herefter satte vi farten lidt op, og i skrivende stund ligger vi i Rodney Bay, St. Lucia i håb om at kunne skaffe de sidste reservedele og få repareret sejlene så vi er klar til at modtage Dorthe og Klaus på Martinique d. 28. Det skal blive hyggeligt at få gæster ombord, men det må i høre om en anden god gang.

 

S/Y TOWANDA
25. januar 2005
N 14° 04,527’ W 060º57,002’
Rodney Bay, St. Lucia