Rejsebrev 2005-01Puerto Rico-St. Lucia
Vel
tilbage i Towanda, efter 5 dejlige uger hjemme i Danmark, fandt vi alt i
skønneste orden. Inden vi rejste hjem var den famøse badestige
færdiggjort og alle vindrorsdele leveret og monteret, så vi kunne nu
koncentrere os om at lave indkøbslister og give båden en gang
julerengøring.
Vi lånte igen Inge og HP´s bil og det var rart at kunne køre til
et stort indkøbscenter og få indkøbene ordnet i eet stort hug.
Derved blev der så også tid til at spise en god middag i selskab
med Lone og Erik m/familier, idet de var på charterferie for at fejre
runde fødselsdage (ingen tal her) i Puerto Rico i samme uge. På trods
af at selskabet var kraftigt ramt af sygdom mødte de også talstærkt
op d. 20/11 for at sende os godt af sted med trut i hornene m.v.
Planerne var dog ændret en anelse så at vi ikke gik over Atlanten
herfra, men ville til La Gomera for at hilse på Niels og Ann fra
Svendborg Sejlerskole, som var på tur i området. Desuden havde et
tidligere dyk under skibet afsløret at skruen var temmelig begroet, så
vi ville også lige ud og ligge for anker i Los Christianos, Tenerife,
hvor Jens kunne dykke ned og skrabe skruen ren.
Bortset
fra at Jens fik skrabet mere hud af hænderne end skidt af skruen
forløb operationen i Los Christianos udmærket, men det var en dårlig
nat med meget urolig sø. Vel i havn på La Gomera næste dag, mødte vi
ikke Niels og Ann, men i stedet 2 danske både, Athene, en Granada 375
med familien Luther og Sørine, en GD28 med skipper René og 2 gaster.
Malott, som vi kendte fra tidligere, fik vi at vide, var gået af sted
et par dage forinden med kurs mod Charlotteville, Tobago, ligesom os.
Dagen efter ankom Svendborg Sejlerskole så, og efter et par festlige
dage i deres selskab var det den 26/11-04 kl. 10.30 endelig tid til at
gøre armtag med Atlanten.
Starten var skuffende, ingen vind, og vi måtte modvilligt bruge
motor da vi efter 2 timer stort set ikke havde bevæget os. Heldigvis
kom vinden kort efter, endda i sådan en grad at vi de første 24 timer
havde et af turens bedste étmål på 146 sømil. (Den distance man
sejler på 24 timer).
Yes, tænkte vi, og begyndte at fantasere om overfartstider på 15-16
døgn, men så løjede vinden og de næste 12 døgn bød på meget
skuffende distancer omkring de 100 sømil.
Allerede
eet døgn ude indtraf et af vore største uheld, idet vindmøllen holdt
op med at give strøm. Umiddelbart er det ikke det store problem idet
den relative vind, og dermed vindmøllens output, er begrænset under
passatsejlads. Men fremme i Caraibien venter vi at den skal være
storleverandør af strøm, så vi må håbe vi hurtigt kan få den
repareret. Møllen sidder dog temmelig højt oppe på et rør, og det er
umuligt at demontere den undervejs og evt. identificere problemet. Vi
har dog en mistanke, idet den strejkede samtidig med at vi søsatte
vandgeneratoren, og da de er koblet sammen (af Jens) er der formentlig
sket en kortslutning.
De
følgende dage er dejlige. Efter nogle kølige dage og nætter er
temperaturen nu krøbet i vejret igen, så vi rigtig kan nyde solen og
varmen. Lidt frustrerende er det dog at det går for langsomt, og vi
prøver alt for at presse ekstra knob ud af den lette vind. Genakkeren
ryger op og ned, og motoren startes af og til når det hele bliver for
trist. Uden at det dog hjælper det store.
Et lyspunkt er dog den 1. December, hvor Lene har julepyntet og hvor
vi kan åbne den første pakke på pakkekalenderen vi har fået af
familien på Bellisvej. Det forbliver naturligvis et af højdepunkterne
de følgende dage, kun overgået af det absolutte klimaks kl. 12.00 UTC,
hvor døgnets étmål beregnes.
Andre
gøremål i løbet af dagene indbefatter radiokontakt til andre både
på vej over Atlanten. Et frivilligt radionet er etableret og hver
morgen rapporterer alle både deres positioner og deres vejrforhold.
Både som har adgang til Internet og/eller vejrfax videregiver
vejrmeldinger og der er mulighed for at udveksle råd og vejledning hvis
nogen har problemer. Desuden står alle naturligvis klar til at komme
til assistance i tilfælde af uheld, men det blev heldigvis ikke
nødvendigt for nogen i vores gruppe. Et ekstra plus fra radionettet er
at man pludselig kender flere både, i hvert fald af navn, og det har da
ført til flere gode forbindelser efter vi er kommet frem og har mødt
dem "in real life".
Ja,
hvordan beskriver man ellers dagene ombord ? Da vi kun er to, er meget
jo lagt i skema for at der konstant kan være én på vagt.. Det faste
vagtskema indeholder to relativt lange vagter, og starter efter
aftensmaden kl. 19.00, hvor Jens tager vagten og Lene sover. Kl. 24.00
overtager Lene og Jens sover til kl. 05.00. Herefter snupper Lene
yderligere et par timer på køjen indtil Jens skal rapportere postioner
m.v. på SSB-radioen kl. 07.15. Imens dette forgår laver Lene morgenmad
og resten af dagen foregår uden fast skema. Men da det er vigtig af få
noget søvn må man tage sig en lur når man føler for det, og det
betyder jo altså at man har ret sparsom tid sammen i vågen tilstand.
Det lyder jo nok i visse ører lidt ensformigt og kedeligt – og det er
det egentlig også ! Men man får læst en masse bøger, og der sker da
også noget en gang imellem.
Udpluk fra logbogen :
3/12 kl. 0530 |
Så mystiske lysglimt i/under vandet i afstand af ca. 1
sm. Passerede hurtigt på styrbord side. Ubåd? Ingenting
at se på radar. |
4/12 kl. 1230 |
FISK !!! Nej, den smuttede. Vi er på vej ind i en
squall. (Regn- og vindbyge. Red.) Beslutter at tage
genakkeren ned. Den sidder fast. Sokken er urokkelig, og
mens regnen siler ned i tove og vinden blæser 15 m/s
kæmper vi begge ½ time med at få den under kontrol. |
5/12 kl. 1330 |
0-vind, motor slukkes. Genakker hænges til tørre. JB
bader i Atlanten. |
7/12 kl. 1513 |
HALVVEJS!!!
Vi holdt halvvejsparty med Champagne + marcipankage. Kong
Neptun fik det første glas. Efter at have skålet på
turen døbte vi vores vindror "Don Corleone",
hvorefter Neptun sendte os en skæv bølge, som væltede
Champagnen og knuste et glas på dørken. Dårligt varsel?
|
7/12 kl. 17.15 |
FISK!!! Endelig bid. Efter relativ kort og let kamp
hives en guldmakrel, ca. 4 kilo, om bord. Kræet aflives
med rigelig Vodka (har vi sprut nok ombord) og tilberedes
til aftensmad. |
8/12 kl. 1740 |
Regulatoren er stået af, hvilket vil sige at vi ikke
kan lade. (med motoren. Red.) Vi har slukket fryseren og
alt unødvendigt strømforbrug og kan lige lade 1-2 Amp.
med slæbegeneratoren. Nok til dagligt forbrug + lanterner
om natten. Nu håber vi på sol, så solpanelerne kan give
os et godt tilskud. (herefter gik Lene i gang med at
tilberede al maden i fryseren, og dikterede fiskeforbud,
indtil maden var spist. Red.) |
11/12 kl. 0540 |
Vi sidder med vagtskiftekaffe da Lene pludselig bliver
ramt i sin Po-po af en flyvefisk. Ingen skade sket udover
forskrækkelse og spildt kaffe. Selv flyvefisken bliver
reddet og smidt tilbage i sit rette element. Skippers
trommehinder suser dog stadig lidt efter det høje C. |
11/12 kl. 1410 |
Hval!! 6-8 m hval ses under vandet kun 10m fra
styrbords langside. Dykker ikke ud, men sætter vi at det
var en Bryde´s Whale, som er kendt for at opsøge både
af nysgerrighed og i det hele taget ligne pludselig fart
på og krydser ind foran boven og er væk på få
sekunder. Efter studie af hvalbogen antager delfinen i sin
opførsel. |
12/12 kl. 1215 |
Baksede 45 min. med at skifte en ødelagt slæde i
storsejlet. Endnu én er i udu, men den har vi ikke
reservedele til. |
14/12 kl. 1530 |
Vi tager storen ned da vi ser at to travellerbeslag er
i stykker. Kan ikke repareres uden reservedele og vi må
klare os resten af vejen med genoa + evt. genakker. |
15/12 kl. 1500 |
Fik besøg at træt storkeagtig fugl (Oksehejre. Red.)
som satte sig på garagen for at hvile. Vi skulle ellers
lige til at sætte sejl, men nu venter vi lidt for at give
den hvile. |
17/12 kl. 0005 |
Ved passage af skibet affyres nu en rød nødraket og
vi stopper, tager sejlet ned og sætter kurs derover.
Samtidig kaldes MAYDAY på radioen. Over VHF opklares at
det er skibet NANDI fra Barbados med3 mand ombord. De
mangler strøm til startbatteri. Altså ikke en
"rigtig" Mayday da vejret er fint og de ikke
umiddelbart er i fare. Vi har ikke mulighed for at hjælpe
med batteri, (har jo selv strømproblemer. Red.) men
prøver at kalde hjælp over SSB. Uden resultat. Desuden
ringes over Iridium til 2 numre (som opgives af skibet.
Red.) Det første lød som en fax, det andet som en
sexlinie. (Gad vide hvad det koster at ringe til en
sexlinie over satellit ? Red.) Det aftaltes at vi
fortsætter kursen og ringer efter hjælp til morgen.
(Ringede senere forgæves til de angivne numre, og fik
heller ikke kontakt til Barbados Coastguard. Meldte ved
ankomst til Tobago sagen til politiet/coastguarden som
lovede at tage sig af det. Red.) |
17/12 kl. 0650 |
LAND I SIGTE !! |
17/12 kl. 1030 |
Ank. Man O War Bay |
|
I alt udsejlet 2.791,3 sømil på 22 døgn og 4
timer.
Gennemsnitsfart 5,25 knob |
|
Ved
ankomsten bliver vi straks budt velkommen af Vibeke og Dennis fra S/Y
Denvi, som vi har mødt kort ved en tidligere lejlighed, men som vi nu
kender bedre fra snak på SSB-radioen på turen over Atlanten. Nu er det
tid til rigtig at mødes over ankerøllen på Towanda, og det bliver
siden til mange flere hyggelige stunder da vi følges mere eller mindre
ad de kommende uger.
De første dage på Tobago skuffer fælt vejrmæssigt da det regner
voldsomt. Men vi er trætte og sover det meste af tiden så det er ikke
så galt endda. Og snart er det tid til at tænke på
julefestlighederne. Det har Denvi stort set klaret ved at bestille bord
til ca. 25 hos Sharon, en lokal restaurant. Vi er nemlig nu 6 danske
både i bugten og venter endnu et par stykker inden d. 24. De sidste
ankommer dog aldrig, men rygtet løber i bugten og pludselig er vi over
60 personer af forskellige nationaliteter samlet til julefesten, plus et
selskab på ca. 20 som Sharon selv har inviteret. Meget festligt –
kunne det have været – men det var lidt i overkanten af hvad
restauranten kunne håndtere.
Denvi
og vi ankom først, men da var der end ikke dækket bord. Vi blev bedt
om lige at hjælpe, men det synes vi nu ikke vi havde lyst til og gik i
stedet over til en anden bar og købte et par øl mens vi ventede. Efter
ca. en halv time kom vi tilbage og intet var sket. Nu begyndte de mange
mennesker at stå udenfor restauranten og vente, og vi så ingen anden
udvej end selv at tage affære. Vi gik derfor i gang med at dække borde
m.v. og kun ca. 1 ½ time forsinket kunne vi (også ved egen hånd)
skænke velkomstdrinks til alle. Maden var fin, men lidt sparsom og der
opstod også uenighed om den aftalte menu omfattede 2 øl per person
eller kun én. Det skabte en del ravage da mange havde drukket 2, som de
troede sig berettigede til, mens andre slet ingen fik. De fleste var dog
afslappede overfor det hele og stemningen holdt sig fint aftenen
igennem.
Som tidligere nævnt stod vores laderegulator af midt på Atlanten,
ligesom vindroret strejkede allerede et par dage ude. Når vi ligger for
anker har vi derfor kun solpanelerne til at give strøm. Det er i sig
selv alt for lidt til at dække vores forbrug, men når der oven i
købet regner eller er overskyet det meste af tiden, siger det sig selv
at vi fik problemer med strøm ombord. Heldigvis virkede laderegulatoren
af og til, så vi startede ofte motoren forsøgsvis, og når den så
ladede var det med at lade motoren køre nogle timer så batterierne
blev fyldt godt op.
Da det var helt udelukket at reparere laderegulatoren på Tobago,
måtte vi se at komme videre hurtigst muligt efter julefestlighederne,
og selv om det var Lenes fødselsdag havde vi planlagt at sejle d. 27.
Det skulle være natsejlads så afgangstidpunktet var sat til kl. 17. og
vi havde sat de øvrige danskere i stævne på Towanda kl. 15. til
fødselsdags- og afrejsepunch. Fødselsdagen startede dog først med
telefonvækning af behjertede fødselsdagsgratulanter, som ikke helt
havde tjek på tidsforskellen mellem Danmark og Caraibien, (Den er 5
timer til orientering) og følges naturligvis op af morgenbord med
Gammel Dansk og hvad dertil hører.
Midt
på dagen fik Lene en dejlig fødselsdagsoverraskelse da Bjarne og
Anders fra Malott kommer sejlende i dinghy med kæmpe splitflag og det
hele, og synger fødselsdagssang mens de sejler en tur omkring Towanda.
Ikke nødvendigvis smukt, men effektfuldt, og da de endvidere medbragte
friskbagte pandekager og Champagne var der ikke et øje tørt. Senere
på dagen er vi 17 til rompunch på Towanda, men det gode selskab må
desværre opløses da vi jo skal sejle videre og skipper må i land og
udklarere. På grund af at julen faldt i en weekend er mandag d. 27. dog
også helligdag i år, og customs og immigration er ikke bemandet. Det
kan dog klares ved at betale overtid, men trods forudgående aftale
kommer Immigrationsofficeren imidlertid aldrig. Efter 2 timers ventetid
er det så småt ved at være mørkt og Skipper opgiver at udklarere den
dag.
Til
gengæld er vi 4 danske både der næste dag sejler konvoj til Prickly
Bay, Grenada. Turen går fint, endda så fint at vi, i løbet af natten,
alle må rebe voldsomt for ikke at ankomme til ankerpladsen i mørke. Vi
er spændte på hvad der møder os på Grenada, som jo var offer for
Orkanen Ivan, kaldet Ivan den Grusomme, få måneder i forvejen. Og det
er ikke et kønt syn. Første indtryk er en ankerbugt med forliste både
i vandkanten og adskillige både uden eller med halve master. Senere ser
vi værftspladsen som er overfyldt med de sørgelige rester af
hundredvis af både og vrimler med langturssejlere som arbejder på at
få deres, sikkert uforsikrede både, gjort sejlklare igen. Mange af de
værste vrag, eller deres udstyr, har forsikringsselskaberne solgt til
værftet og de omkringliggende riggerværksteder m.v. og mange af de
nytilkomne både gør gode køb af udstyr som fx rulleforstag som
næsten ikke fejler noget.
Det gør jo ondt at se som sejler, men i virkeligheden er det jo kun
toppen af isbjerget vi ser her. Umiddelbart efter orkanen var op mod 90%
af befolkningen uden tag over hovedet og selv nu har de allerfleste huse
"blåt tag" dvs. blå presenningerne. Inde på øen er bl.a.
op mod 80% af muskatplantagerne ødelagt. Muskatnødderne er landet
største industri og det kan tage op mod 15 år at få et
muskatnøddetræ til at bære frugt igen. Befolkningen virker dog ikke
særlig trykket af situationen. Genopbygningen er så småt i gang, og
det ligger ikke rigtig til deres natur at bekymre sig så meget om
morgendagen. Og så er det jo ligesom sat lidt i relief af
Tsunami-katastrofen i Asien, som får selv Ivan den Grusomme til at
ligne en søndagsskolelev. (Til opportunisterne kan jeg lige nævne at
Grenada er/var verdens næststørste producent af Muskat. Indonesien var
den største. Måske var det på tide at "corner the Nutmeg-market")
I
Prickly Bay går tiden, ikke helt uventet, med at vente på leveringen
af reservedele til laderegulatoren og vindmøllen. Desuden futter vi ind
og ud af hovedstaden St. George for at proviantere og handle ind hos en
god marineudstyrs- forhandler. Her fandt vi mange gode ting som vi
manglede og gik også helt over gevind og købte ny gummibåd, selvom
den vi havde egentlig stadig var OK. Herovre er man dog lidt yt, hvis
man ikke har en RIB (gummibåd med glasfiber- bund), så skipper kunne
ikke længere klare presset.
Nytårsaften blev selvfølgelig fejret sammen med de øvrige danske i
bugten. Vi var stadig 5 danske både og Dennis havde i vanlig stil
skaffet bord på en hyggelig restaurant, The big Fish, som ligger lige i
vandkanten og har egen dinghybro. I modsætning til julefesten var maden
god og rigelig og da der kom et fint lille band kl. 23. gik dansen
livligt. Nytårsskyts er ikke meget brugt herude. Sidste gang vi fejrede
nytår på Grenada i 2001 så vi én raket, og denne gang udgjordes
festfyrværkeriet af 2 gamle nødraketter fra den danske båd S/Y
Albatros.
Hen
på natten fortrak vi til Towanda, og selvom selskabet pure nægtede at
synge langturssejlersange med skipper, var stemningen fin indtil det
sidste. Det sidste vi hørte kl. ca. 0430 var skønsang fra besætningen
på S/Y Mani som sejlede de sidste 30 m over til deres egen båd til
tonerne af "We all live in a yellow submarine". Deres dinghy
er dog rød og vi noterede os da at den flød, også den følgende dag.
Endelig d. 5/1 kom den nye laderegulator, og efter udvisning af stor
overtalelsesevne, knæfald m.m. lykkedes det at få værkstedet til
også at installere den samme dag. Til overtidsbetaling naturligvis, men
nu lader vi igen!
Næste
dag, midt i en kæmpe regnbyge ankommer den norske bår S/Y Fruen fra
Havet, med Berit og Erik ombord. Berit og Erik havde vi mødt i Puerto
Rico og de havde været så venlige at fylde vores gasflaske mens vi var
hjemme i Danmark. De nægtede at tage imod forudbetaling og var rejst da
vi kom tilbage. Mens den fyldt gasflaske stod og ventede i vores
cockpit. Stor hjælpsomhed, og aftalen var at såfremt vi senere mødtes
kunne vi altid betale for gassen med et par øl. Så det gjorde vi
naturligvis, og hyggede os i øvrigt vældig godt sammen de næste par
dage, mens vi stadig lå og ventede på reservedele til vindmøllen.
Til sidst opgiver vi dog at få delene fremskaffet, og sætter sammen
med Denvi kursen nordover mod Tyrrel Bay, Carriacou. I bugten ligger en
dansk Beneteau, Rubber Squid, med Gina og Jasper og deres 3 børn. Denvi
ankommer først og Jasper råber dem an og byder på en rompunch når de
har ankret op. Han længes efter at snakke dansk og da vi få minutter
efter sejler forbi bliver vi da også inviteret. Imidlertid har vi lige
mødt Mani udenfor bugten, som følger lige i hælene som den tredje
danske båd, og måske fortryder Jasper senere sine invitationer da alle
3 både møder talstærkt op og først forlader skibet da
ølbeholdningen er tom og vi også har gjort voldsomt indhug i
romlageret.
Herefter
er det for en tid slut med den danske konvojsejlads og vi går alene
videre mod Union Island og siden Mayreau.
Det blæser kraftigt i disse dage, og en dag hvor vi går fra Mayreau
med kurs mod Canouan må vi simpelthen vende om da vi har vind og strøm
lige i snuden og gør under 2 knob. Det bliver så til endnu et par dage
på Mayreau, som heldigvis er en smuk og interessant ø. Bl.a. har de
kun ca. 300 indbyggere selv bygget et større vandopsamlingsanlæg for
at dække deres ferskvandsbehov, og først for 2 år siden fik man
strøm på øen. Fra toppen af øen har man desuden den smukkeste udsigt
ud over Tobago Cays og Atlanterhavet.
En
af ventedagene benytter vi til at invitere vor norske nabobåd S/Y Ariel
på øl, og møder derved Silje og Frode som er et ungt par på en 1
års tur rundt Atlanten.
D. 16. er vinden løjet lidt af og vi går mod Bequia for genoa og
fok, eftersom storsejlet stadig ikke er repareret efter Atlanten. Efter
3 timers sejlads falder sjæklen, som holder genoaen oppe, af, og så er
vi nede på en brugbar sejlgarderobe på 1 stk fok. Ikke imponerende,
men det er utroligt som grejet slides og går i stykker på sådan en
tur. Og altid på steder hvor det er umuligt at få reservedele.
I Bequia går der igen lidt danskertræf i den, idet vi ved ankomsten
bliver budt på ankerøl af Malott som også lige er ankommet. Desuden
ligger i Admiralty Bay, S/Y Carita med Jens ombord samt et par andre
danske både som vi dog ikke ser noget til. I deres selskab har vi en
dag en rigtig hyggelig udflugt til Hope Bay som ligger på vindsiden af
øen, langt nede ad en stejl og ret ufremkommelig sti som biler ikke kan
køre ned ad. Af samme grund er bugten, med den herligste palmestrand,
meget lidt besøgt og trods fint vejr har vi den helt for os selv. Fint
vejr er jo relativt og Anders ærgrer sig lidt over at han har slæbt
sit Kite Surfing udstyr den lange vejr derud, men ikke har glæde af det
i den lette vind. I stedet bades der en del i den vesterhavsagtige
brænding, og vi bruger også en del tid på at samle og åbne
kokosnødder. Det sidste er langt det sværeste. Nødder ligger der
nemlig overalt mellem palmerne, men at få vristet det vi normalt kender
som kokosnødden ud af sit bastagtige frugtkød er rimelig
arbejdskrævende når man kun har en lille Leathermankniv. Men
belønningen er en kølig og velsmagende saft samt fornemmelsen af at
være en ægte Robinson Crusoe.
Efter at have kæmpet os op af den stejle sti igen, ser vi et skilt
til en restaurant "only 1 minute walk" længere op af bakken.
Vi tog chancen og fandt en fin nyåbnet restaurant, uden gæster, men
med god betjening. Vi fik en omgang kolde øl og det varede ikke længe
inden værtinden Kathy også havde bikset en velsmagende lokalret af
konkylie i karry frem som gjorde stor lykke hos os alle. Succesen
stoppede ikke her, idet der senere tilfældigvis (eller var det Kathys
fætter?) kom en taxa forbi, som kunne køre os tilbage til Admiralty
Bay.
Dagen sluttede med Sundowner og RokShow på Towanda.
Vi havde nemlig i dagene forinden haft fast besøg af Mantarokker
omkring skumringstide.
Første dag en ret stor karl på ca. 1 ½ m vingefang, som majestætisk
"svævede" omkring båden i en halvtimes tid, mens dens store
kæber ledte vandet igennem munden og filtrerede vandet for føde.
Næste dag holdt vi selvfølgelig lidt ekstra udkig omkring dette
tidspunkt og pludselig råbte Lene fra cockpittet : "Kom og se en
rokke, nej to, nej tre, fire, fem rokker." Ganske vist ikke så
store som dagen i forvejen, men i flot V-formations "flyvning"
rundt om Towanda.
Rokkerne kom naturligvis ikke den dag vi inviterede de andre over,
men i stedet vrimlede det med store tun og meterlange hornfiskelignende
rovfisk der jagede de mindre fisk rundt om os. Damp-Anders, som vi
efterhånden kalder Bjarnes søn på grund af hans utrættelige
aktivitetsniveau, fik straks lånt vores fiskestang, og selvom de ikke
ville bide på var der så mange i vandet at det faktisk ikke voldte ham
meget besvær at pilke 3 store eksemplarer af de hornfiskelignende fisk.
Den mindste smed vi ud og en anden gav vi til nogle lokale som kom forbi
og forsikrede os at det skam var velsmagende fisk vi havde fanget. Den
sidste tog Anders og Bjarne med hjem til aftensmad. Med det udvidede
fiskeshow blev Sundowneren
dog til en Moonriser den aften, så de spiste den vistnok først til
frokost næste dag.
Vi ved derfor ikke hvordan den smagte, idet vi næste formiddag sagde
farvel, og gik nordpå mod Walilabou Bay på St. Vincent. Vi har været
der før da vi sejlede med Anni og Vagn, men siden er stedet blevet ret
berømt da bugten er blevet bygget stort set totalt om og brugt som
kulisse til Hollywoodfilmen. Pirates of the Caribbian. De bygger nu igen
kulisser, og det forlyder at der skal optages både en II-er og en
III-er. Vi får se når vi kommer forbi igen til april, måske kan vi
få en tjans som statister. Det er snart længe siden skipper er blevet
klippet og barberet, så autenticiteten er god nok.
Herefter satte vi farten lidt op, og i skrivende stund ligger vi i
Rodney Bay, St. Lucia i håb om at kunne skaffe de sidste reservedele og
få repareret sejlene så vi er klar til at modtage Dorthe og Klaus på
Martinique d. 28. Det skal blive hyggeligt at få gæster ombord, men
det må i høre om en anden god gang.
S/Y TOWANDA
25. januar 2005
N 14° 04,527’ W 060º57,002’
Rodney Bay, St. Lucia