Uha, hvor tiden dog løber stærk. Vi synes lige vi har været i Nordspanien, men ligger nu i Puerto Rico på Gran Canaria, og venter på et fly hjem til Danmark for et par uger.

Efter vi havde reden stormen af i Ria de Aldan, som beskrevet i sidste rejsebrev smuttede vi nogle få sømil længere sydpå til Bayona som skulle være vores sidste havn i Spanien.

Her fortøjrede vi til en mooring lige ved siden af to danske både, S/Y Givind og S/Y Malott. Gitte og Ejvind fra Givind kendte vi hjemmefra og Ejvind var der straks i dinghyen og hjalp med fortøjning til mooringen. Hjælpen blev naturligvis honoreret med en invitation til ankerøl, hvor også Gitte og Bjarne fra Malott deltog. De 2 både havde redet de seneste dages hårde vind af i Bayona og havde efterhånden ligget der en uges tid. De længtes derfor naturligt efter at komme videre og tog allerede dagen efter sydpå.

I Bayona havde vi glædet os til at se en fullscale kopi af Pinta, Columbus’ skib da han sejlede over og opdagede Vestindien, men den var desværre sendt til reparation et eller andet sted. Det blev således kun til en enkelt dag i Bayona før vi sejlede videre sydover mod Viana de Castello i Portugal. Portugisernorden havde stadig ikke indfundet sig så det gik derud af for motor indtil der pludselig lød et bump og motoren sagde det underligt. Vi slukkede hastigt for motoren og fór nedenunder for at se om der var opstået en læk eller lignende. Der var dog intet at se og JB måtte i baljen for at tjekke skruen. Og ganske rigtig var skruen viklet ind i adskillige meter kraftig sort plastik og sad uhjælpelig fast. Det krævede heldigvis kun et par dyk med en skarp kniv for at løse problemet, og da vi startede motoren igen var der ingen mislyde eller vibrationer der indikerede at skruen eller akselen havde taget skade. Hen ad aften nåede vi Viana de Castello. Men da vi kom ind i havnen viste det sig at der var meget småt med plads. Da vinden samtidig var øget, helt mærkværdigvis fra en nordlig retning, besluttede vi at fortsætte natten over mod Lexios, som er Portos nærmeste lystbådehavn.

Portugisernorden blæste lystig (vi var enige om at den nu endelig havde været oppe og vende nordpå) da vi pludselig hørte Givind kalde Malott på VHF’en. Malott svarede ikke, så det gjorde vi i stedet og fik at vide Lexios var lukket pga. af olieforurening og deraf følgende eksplosionsfare. Givind var derfor på vej ind i en anden havn, Povoa de Varzim, som ligger lidt før Lexios. Vi takkede for oplysningen og besluttede også at sætte kursen mod Varzim, hvor vi nogle timer efter fortøjrede ved siden af Givind. Næste dag ankom Bjarne i Malott og så var selskabet samlet igen.

I Povoa de Varzim var de, som man også havde været i de fleste spanske byer, i fuld gang med at fejre fiskernes helgeninde, men her fik den sør´me alt hvad den kunne trække. Byen var generelt flot udsmykket, men især kirken må have haft en særlig progressiv præst idet den var heftigt oplyst af farverige pærer, som taget lige ud af et amerikansk julepyntskatalog. Og så var der fyrværkeri, naturligvis. Meget fyrværkeri. Ofte fyrværkeri. Desværre ikke den smukke slags som vi kender hjemmefra, men kun kanonslag – af betragtelig styrke og antal. På selve dagen startede det kl. 0800, præcis, og da det blev affyret fra havnemolen var der, lidt usædvanligt, tidlig morgenmad på de fleste både den morgen.

Sammen med Gitte og Ejvind gik vi op i byen og nød optoget, som var en lang procession af flotte madonnaer og andre helgenfigurer, og som strakte sig over mange kilometer og timer. Det var flot og imponerende, men varmen og især tidsfaktoren gjorde at selv tilskuerrollen var krævende og nødvendiggjorde flere pauser og "grande beers".

Portugisernorden havde som nævnt indfundet sig, men desværre i rigelige mængder. Vi lå derfor indeblæst i Varzim i 6 døgn før vi igen turde stikke snuden udenfor havnehullet. I det gode selskab gjorde det imidlertid ikke så meget og tiden blev fordrevet med hyggelige grillaftener og en udflugt til Porto. Besøget i Porto var skæmmet af en del regn, men i selskab med Gitte og Ejvind lykkedes det os at få en god dag ud af det, inkl. bus- og togrejse med krævende billetteringsprocedurer, strabadserende spadsereture i de smalle og bakkede gader og stræder, god frokost i en sten-"hule" samt ikke mindst besøg i Portvinshuset Ferreira med afsluttende smagsprøver.

Den efterfølgende dag overraskede Bjarne os med en invitation til fødselsdagsmiddag, hvilket straks satte en heftig aktivitet i gang med indkøb af fødselsdagsgave. Opgaven blev klaret til UG af pigerne som alligevel var på shoppingtur, mens Ejvind og Jens påtog sig den ligeså nødvendige og krævende indsats med at skåle behørigt med fødselaren. Om aftenen løb fødselsdagsmiddagen af stabelen på en særdeles lokal restaurant, hvor Ejvind straks døbte tjeneren Manuel, efter den meget lidt engelsktalende tjener fra Fawlty Towers. På trods af, for nu ikke at overdrive, visse sprogproblemer lykkedes det os faktisk at få serveret en velsmagende middag samt, ganske vist først i andet forsøg, at få en god og tempereret rødvin til hovedretten.

Alt godt har en ende, og da stormen aftog var det tid for selskabet at skilles. Malott og Givind ville tage flere stop ned over Portugals vestkyst, mens vi ville tage de ca. 185 mil til Lissabon i eet stræk. Vi ventede nemlig gæster i Lissabon idet Stig og Jan havde meldt deres ankomst. Med Portugisernorden i ryggen var sejlturen en sand fornøjelse og efter 31 timer kunne vi ligge tid kaj i Doca de Alcantara, én af Lissabons mange marinaer. 

Der var stadig et par dage til gæsternes ankomst, men tiden blev brugt til proviantering samt besøg af en sejlmager og en rustfri stål-mand. Ikke fordi noget var ødelagt, men fordi vi ville have syet en solsejl og have forandret vores badestige. Førstnævnte på grund af varmen, som nu var ankommet på fuld kraft og sidstnævnte fordi vi nu endelig havde taget beslutningen om at få installeret vindror før Atlanten skal krydses. Vindroret skal nødvendigvis monteres midt på hækken og vil gøre vores nuværende badestige ubrugelig. I forvejen var vi desuden lidt trætte af at stigen fyldte for meget i midten, og delte badeplatformen op i 2 små, næsten ubrugelige, arealer på hver sin side af stigen.

Solsejlet blev (i andet forsøg) helt fint og vi har i skrivende stund megen glæde af det. Men desværre lykkedes det os ikke at få smeden til at påtage sig jobbet med badestigen, og vi må prøve at finde en anden hen ad vejen.

Den 25. oprandt dagen for vores besøg fra Danmark. Jan havde desværre forinden meldt forfald og stor (og behagelig) var vores overraskelse derfor da Stig i løbet af aftenen, i stedet troppede op i selskab med Erik. De 2 herrer medbragte dejlige friske aviser, rugbrød og leverpostej m.m. samt 8 m haveslange som vistnok havde givet visse skæve blikke i lufthavnens sikkerhedskontrol. Vi beklager endnu en gang meget, men vores bestilling var altså kun på ca. 1m speciel højtryksslange og vi anede ikke at leverandøren ville os det så godt at han have sendt os så rigeligt.

Efter et par velkomstøl og megen snak om vores turoplevelser og livet derhjemme gik selskabet trætte på køjen.

Næste dag legede vi rigtig turister, og travede Lissabon tynd. Det var en skøn dag, som bl.a. inkluderede frokost i en aldeles dejlig restaurant med den flotteste udsigt ud over Lissabon og floden Tejo, ved hvis udløb Portugals hovedstad ligger. Efter 9 timers travetur i stegende hede, og kun få pitstop, var vore gæster godt flade. Men efter en kort lur og lovning på en sejltur med mulighed for svømmeture næste dag, var alle klar til grill på pontonbroen og et glas god rødvin.

Ca. 10 mil fra Lissabon ligger Cascais i en smuk sydvendt bugt der giver godt læ for de nordlige vinde, og det var vores mål for næste dag. Vi havde ikke afpasset afsejlingstidspunktet særlig godt med tidevandet så det gik kun langsomt derudaf. Pludselig mødte vi hele 3 danske både i kortege på vej ind til Lissabon. Det var Givind, Malott og en "ny" båd Donna, som netop havde ligget nogle dage ved Cascais. Det var jo lidt ærgerligt at vi sådan sejlede forbi hinanden, men vi skulle jo tilbage til Lissabon dagen efter og sagde på gensyn.

Cascais var nøjagtig så dejlig som ventet, med mulighed for svalende dukkerter og afslapning. Lene havde bagt rugbrød og vi indtog en større dansk frokost med sild og andet godt, samt ikke mindre end 10 flasker snaps. Til eventuelle bekymrede kan vi lige indskyde at det altså var fra de snapsesortimenter i små flasker, som vi havde fået i afskedsgave på Langelinie. Det var altså ikke størrelsen, men snarere antallet af flasker der gjorde at selskabet blev mere og mere animeret, og vi må nok med skam indrømme at vi larmede lidt mere end godt var. Vi var nok nærmest en af de nabobåde som vi selv hader at få når vi ligger for anker i en hyggelig bugt. Lidt op ad formiddagen næste dag hev vi ankeret op for at vende tilbage til Lissabon. I starten var det genakkervejr og med så mange erfarne gaster ombord blev den selvfølgelig hurtig sat og vi havde momentvis en flot sejlads. Hurtigt havde vi dog rundet pynten og var inde i Tejo, hvor vinden blev meget skiftende og uberegnelig. Efter nogen kamp opgav vi til sidst og hev den ned for at gå for motor resten af vejen. Her mødte vi igen Givind, Malott og Donna, nu på vej ud til Cascais. De havde fundet Lissabon alt for varm og søgte ud til den kølige vind og badevandet ved Cascais igen. Det var lidt ærgerligt for vi havde glædet os til at møde dem igen og vi måtte også senere sande at vi selv hellere skulle være forblevet på ankerpladsen fremfor at tage ind i Lissabons varme allerede om formiddagen. Efter at have svedt os igennem resten af dagen fandt vi om aftenen en fin lille lokal restaurant, hvor vi spiste en god afskedsmiddag. Næste morgen var det nemlig slut og vi måtte tidligt op og sende vore gæster af sted til flyveren med tusinde tak for nogle hyggelig dage.

Efter den behagelige afveksling med gæster var der ikke noget der holdt os tilbage i Lissabon, bortset fra at sejlmageren, som før antydet ikke havde ramt rigtigt i første forsøg, og først kunne levere det tilrettede solsejl dagen efter. Det ankom, som lovet kl. 10.00, blev godkendt og betalt, og kl. 12.50 stod vi ud af havnen med en tur på 500 sm foran os.

Målet var Porto Santo, som er en del af Madeira øgruppen og ligger lige nord for hovedøen Madeira. Turen blev på 537 sm og tog os 3 døgn og 17 timer præget af ret megen vind fra skiftende retninger. På trods heraf må vi gentagne gange starte motoren fordi autopiloten sluger megen strøm under de vanskelig sejladsforhold og vi bekræftes endnu engang i at vi må have et vindror.

Første del af turen slås vi igen meget med vandpumpen, som stopper til ligeså snart der er lidt søgang. Vi prøver alt, suger, puster, renser, vender filteret – alt sammen uden held. Men så, pludselig SUCCES ! Lene foreslår at vi korter sugerøret med en cm. for derved at undgå at bundfaldet bliver suget med op. Genialt ! Som sagt så gjort og vi har ikke haft problemer siden. (Knock on wood) Den sidste del af turen gik i hæsblæsende fart med 15 m/s lige i r….. 8-9 knob under kraftig giring. Ikke noget problem for båden, men lidt anstrengende for besætningen der konstant må kæmpe for at holde sig nogenlunde fast, og undgå for mange blå mærker. Vi var derfor lidt matte da vi på fjerdedagen kl. 0530 kunne smide ankeret i bugten udenfor havnen i Porto Santo.

Det vidste Immigrationen imidlertid ikke da de kl. 0800 næste morgen bankede på båden for at indklarere os. Skipper må dog have set tilstrækkelig uhyggelig ud da han lettere forpjusket og i bar figur kiggede op i cockpittet til fredsforstyrrerne, så de indvilligede i at udskyde processen indtil vi kom i havn senere på formiddagen. Det forhindrede dog ikke havnemesteren i at banke på 1 time senere med samme formål, så vi opgav at sove videre, hev ankeret op og sejlede ind og lagde til i havnen.

På Porto Santo var hovedopgaven naturligvis at præstere vores personlige kunstværk på molen, hvor hundrede- ja tusindvis af andre både i henhold til traditionen også har sat deres logo. Maling var indkøbt ved tidligere lejlighed og i ugevis var forskellige udkast udarbejdet og forkastet. Først vel ankommet til øen lykkedes det at udvikle et gul/grønt logo der indeholdt Island Packet-stjernen, som efterhånden er blevet vore farver og mærke, og samtidig viste de danske farver. Endelig skulle det jo ikke overstige vores kunstneriske formåen, eftersom vi jo selv skulle føre penselen. Da først skitsen var klar tog det ikke længe at føre kunstværket ud i livet. Det vanskeligste var næsten at finde en ledig plads, da hele molen allerede er totalt dækket og nogle endda er begyndt at male på klippestenene i havnen. Det lykkedes dog at finde en plet med et gammelt nedslidt og så ulæseligt logo at vi godt mente at kunne tillade os at male ovenpå. En dag gik vi hele molen igennem med vort digitalkamera og tog billeder af alle danske logoer, ca. 50 i alt. Ved lejlighed er det tanken at brænde dem på en CD og sende den til FTLF. Måske kan de få noget sjovt ud af det til bladet.

Bortset fra molen er Porto Santos største attraktion nok den fine sandstrand, og da vi havde set den og cyklet lidt rundt (egentlig mest op) på øen, synes vi formålet med vort besøg var opfyldt og vi begyndte at tænke på at tage næste lange etape, de ca. 280 sømil til De kanariske Øer.

Vi afsejler kl. 1200 d. 7/9 med forventet ankomst til La Graciosa, den nordligste ø, ca. 48 timer senere. Det første døgn blev ikke mindeværdig sejlads, med for lidt vind agtenfor, hvilket betyder megen slingren, blafrende sejl og larmende rig. Vi tager med lidt besvær storen ned, idet lazyjacken i bagbord side er gået i udu og sejlet vælter ud til den side. Prøver også at spile genoaen ud, men spilerfaldet sætter sig fast i genoaen og vi må kæmpe med det hele en times tid. I mellemtiden er det blevet mørkt og vi vælger at taget hele l…… ned og gå for motor om natten. Næste dag er vinden stadig let og vi sætter genakkeren. Det er et godt valg og det går strygende resten af dagen. Vi vælger dog at erstatte den med genoaen for natten. Det koster en smule fart, men vi holder dog stadig godt og vel 5 knob.

Om natten har vi en tæt-på oplevelse med en sejlbåd der passerer mindre end 50 m fra os. Båden fører kun et hvidt toplys, og selvom Jens har set lyset lang tid forinden, tror han først at det er en klar stjerne og det går først sent op for ham at det er en anden båd og at den rent faktisk er ret tæt på. Jens må hive kraftigt i rattet for at undgå en kollision, men den anden båd fortsætter uantastet sin kurs og der ser ikke ud til at være nogen udkig.

Resten af turen forløb uden dramatik, udover at vi mødte en sød lille havskildpadde, som svømmede ensomt rundt over 100 sømil fra nærmeste kyst.

La Graciosa er meget berømmet for sin smukke natur og afslappede atmosfære. Der bor nogle få hundrede faste beboere på øen. Derudover står der rundt omkring i det ørkenlignende område et antal små telte der rummer noget der ligner de sidste rester af hippiekulturen.

Vi kaster ankeret i en lille bugt, 40 min. gang fra byen sammen med 5-6 andre både af forskellige nationaliteter. Mens Lene er i masten for at reparere vores lazyjacks kommer et australsk par forbi i deres dinghy og siger at hvis vi får Lene ned inden kl. 1700, vil de andre både i bugten samles til en drink på stranden, og det ville være hyggeligt hvis vi kom. Skipper lovede straks at komme, med eller uden Lene, men tilføjer dog at det nok ville være bedst for bådens omgangstone, hvis han først fik Lene ned af masten. På stranden fik vi så hilst på de øvrige både i bugten, som bl.a. omfattede et finsk/svensk par, Sanne og Kenneth fra S/Y Sheila, som vi senere havde en hyggelig aften med ombord på Towanda.

Vi blev nogle dage i bugten, idet det igen blæste kraftigt op. I 2 dage havde vi en ret kraftig østenvind, til tider over 18 m/s, og da den var overstået var båden helt rød, dækket af rødt sand. Heldigvis havde vi rigtig godt hold på ankeret og Towanda lå urokkelig fast, selvom skipper havde et par søvnløse nætter. Vi havde mødt Sciroccoen som blæser varm luft fra Sahara ud over Atlanten, og som i nogle tilfælde kan dække bådene af rødt sand helt ovre i Caribien.

Da vi var klar til at sejle videre havde vi beslutte at droppe besøg på Lanzarote og Fuerteventura og i stedet gå direkte til Las Palmas. Beslutningen skyldtes at vi stadig havde projektet med badestigen som skulle klares og vi håbede på at storbyen Las Palmas havde løsningen på dette problem. Desuden havde Jens’ familie fra Løkken/Ø.Brønderslev meldt sin ankomst til øen, og vi ville gerne have lejlighed til at hilse på dem.

Det første projekt havde vi ikke megen held med, men vi fik da hilst grundigt på familien fra Nordjylland. Først havde vi glæden af at drikke frokost og danse irsk folkedans med Finn og Michael i Las Palmas, og sidenhen havde vi en særdeles munter aften med alle i Yumbocenteret i Playa del Ingles, hvor der formentlig stadig tales om de syngende cowboys and –girls fra Dinamarca. Aftenen kulminerede i at Lene og Jens’ kusine Mette vovede livet i en såkaldt Skyrider, der ved hjælp af et overdimensioneret elastik sendte madammerne i raketfart højt op i nattehimlen, og ned igen, og op igen, og ned igen …..

For at være nærmere familien havde vi fortrukket fra Las Palmas til Pasito Blanco, som er et meget fin og ret dyr havn lidt øst for Aguineguin. Marinaen fejlede intet, men ved nærmere eftersyn fandt vi dog at den lå særdeles langt fra alting, inklusive transportmuligheder, så selvom vi egentlig havde betalt 4 døgn forud foretrak vi efter 2 dage at sejle til Puerto Rico.

Efter endnu en middag med familien, denne gang under mere civiliserede former, måtte vi desværre sige farvel og ønske god rejse hjem. En uges ferie flyver af sted.

Det med transportmulighederne i Puerto Rico var vigtigt for os, idet vi nu havde bestilt et Aries vindror hos Peter i Nordborg, og skulle afhente det i lufthavnen. Vi havde forestillet os at leje en bil til transporten, men til alt held har Lenes familie nogle gode venner, Inge og HP som har lejlighed (og bil) i Puerto Rico. Da de hørte om vores ankomst til byen, kom de straks og hilste på og de tilbød os generøst at låne deres bil.

Det var lidt heldigt at vi ikke havde lejet bil, for på dagen viste det sig (selvfølgelig) at vindroret ikke var med det planlagte fly. Godset var blevet læsset af under mellemlandingen i Düsseldorf, simpelthen fordi flyet tog så mange passagerer ombord at deres bagage opbrugte al kapaciteten. I sådanne tilfælde komme fragtgods tilsyneladende i anden række.

Næste fly kom 2 dage senere, vi fik bekræftet at godset var med, lånte bilen og kørte med bange anelser til lufthavnen. Vi havde hørt alskens frygtelige historier om besværlige told- og fragtudleveringsprocedurer og ville på forhånd være begejstrede hvis vi fik godset udleveret samme dag.

Det startede fint med at vi kørte til Cargo Terminalen, som anvist af fragtselskabet. Det tog lidt tid at finde en parkeringsplads, men allerede et kvarterstid efter havde vi opklaret at det var den forkerte terminal og havde endda, af en yderst venlig engelsktalende funktionær, fået en god beskrivelse af hvor den rigtige fragtterminal lå. Det var da hurtigt !

Tilbage til bilen, som kun var blevet let opvarmet til omkring de 40 grader af den korte ventetid, og hen til den rigtige terminal. Uheldigvis lå denne på den forkerte side af en kontrolpost, indeholdende et antal frygtindgydende uniformerede, udelukkende spansktalende herrer med de autoriserede sorte overskæg og for små skjorter. Det gik såmænd meget godt da først Jens forstod at han ikke måtte holde foran bommen, men skulle køre til siden og lade andre komme forbi. Derefter krævede det kun et fragtbrev og 2 rødbedefarvede pas at få udleveret gæsteidentitetskort og parkeringstilladelse til det topsikrede, ufortoldede område. De fik ovenikøbet en bil til at køre foran os, så vi kunne finde den rette terminal inde på området. Parkeringstilladelsen var dog lidt unødvendig da området var kæmpestort og vi kun var en håndfuld biler om at fylde asfalten.

Inde i INEUROPA terminalen, som det hed, fandt vi på 3. sal, 7. kontor endnu en engelsktalende funktionær, som kastede et blik på vores faxede fragtbrev, der var vores eneste adkomst til pakken, og så medlidende på os. Han fandt dog nogle fragtdokumenter der matchede vores, udbad sig paslegitimation og vupti, så var forsendelsen vores.

Dokumenterne skulle dog lige have de nødvendige stempler i tolden før han kunne udlevere godset. Det kunne erfaringsvis være en vanskelig sag, sagde han, men det var dog sket at det kunne klares på samme dag. Og så skulle han selvfølgelig også lige have 10 Euro for sit arbejde. OK 10 Euro, det kan vi da klare, og så fik vi vores dokumenter og en grundig instruktion om hvor vi fandt toldkontoret. Det gjorde vi i den fragtterminal vi lige havde forladt for nogen tid siden !

Vi forlod ham i lettere nedtrykt stemning, da hans sidste ord var "Good Luck".

Altså tilbage til bilen, som faktisk nu var nede på omkring 35 grader fordi det var muligt at finde en P-plads i skyggen, og ud til de imposante herrer ved bommen. Pligtskyldigt parkerede Jens ved siden, så andre kunne komme forbi, og stod ud for at aflevere gæstekort og P-tilladelse. Ved lugen blev han dog mødt med nogen undren. Var vi allerede færdige ? Nææh, vi skulle jo godt nok tilbage senere og hente vores pakke. Nå, men hvorfor holder i så her, kør dog ud ! Overfor sådan logik står man jo magtesløs, og Jens sprang ind i bilen og kørte ud af området.

Tilbage ved den oprindelige fragtterminal var der efterhånden kommet en del biler og at finde en reglementeret P-plads var udelukket. Nå, vi er jo i de latinske lande, så vi satte bilen et passende sted, hvor den ikke kunne genere andre end den allermest krakilske P-vagt, og gik i clinch med tolderne. Vi aftalte dog, som en lille sikkerhedsprocedure, at mens jeg talte med tolderne skulle Lene, hvert kvarter kigge ud til bilen for at se om den var ved at blive slæbt væk. Vor frygt viste sig heldigvis ubegrundet, ingen tog notits at vores parkering, og i givet fald havde de nok også haft travlt med at flytte alle de øvrige biler som stod værre parkeret end os.

Første toldskranke var ikke slem. En venlig mand tog imod dokumenterne, kiggede lidt på dem og gav dem videre til en lidt stramtandet dame. Hun udbad sig skippers paslegitimation, og skibspapirer, da godset jo var registreret som skibsdele i transit. Alt det var vi skam forberedt på, og havde alt klart til damen. Lidt bekymrede så vi hende dog forsvinde ind bag nogle døre med vore originaldokumenter for kort tid efter at komme tomhændet tilbage uden at ænse os ved skranken. Tålmodighed er en dyd, og den der venter længe nok etc… En anden dame kom tibage med vores papirer og i samarbejde med de øvrige 3 bag skranken fik de gjort os klart at vi skulle bære dem videre til kontor nr. 30. Som sagt så gjort og der var såmænd kun nogle få meter så det var jo ingen vanskelig sag. På kontor nr. 30 gav vi papirerne til en dame som kiggede overfladisk på dem, gav dem til en mand som kiggede overfladisk på dem og gav dem – tilbage til os ! Han forsøgte så at forklare os hvor vi skulle bære dem hen nu, men opgav og gik i stedet i forvejen til et nyt kontor. Et rodekontor – sådan i flere betydninger.

Her sad en overvægtig udgave af Chaplin og tastede på sin PC, med samme mimik og gestikulationer som Chaplin kunne danse med to gafler. Dog ikke med helt samme virtuositet. Efter at have færdiggjort det arbejde han var i gang med, under hvilket vi naturligvis ikke blev værdiget et blik, tog han vore fragtdokumenter, rev bundtet stort set midt over, smed det meste i skraldespanden, og bad så om pas og skibsdokumenter. Efter den behandling fragtdokumenterne havde fået var det med bævende læber at vi udleverede disse, men han holdt sig dog i skindet. Alle dokumenter var tilsyneladende i orden og toldbehandlingen gav ingen komplikationer. Der skulle selvfølgelig lige tastes et par data ind i computeren, hvilket krævede henved en halv times "dans" på tastaturet, men så havde vi også, formedelst et gebyr på 35 EUR og et besøg på yderligere et kontor, de nødvendige stempler på dokumenterne, og vi kunne begive os tilbage til den anden terminal og få udleveret vores gods.

Alt klaret på under 4 timer, tætved en succesoplevelse, hvis blot pakken havde indeholdt alle de nødvendige dele. Peter var ikke at træffe på telefonen, hvilket ikke forbedrede Skippers humør, og da vi efterfølgende kørte forgæves til marineshoppen i Las Palmas for at afhente et forudbestilt søkort, var de 50 grader i bilen for intet at regne med Skippers indvendige temperatur.

Nu, 9 dage senere, venter vi stadig på de sidste dele til vindroret og en "stålmand" som skal lave badestigen har for tredje gang udskudt sin ankomst, så vores langmodighed får sandelig lov til at stå sin prøve.

Ellers går det dog fint, og ventetiden bruger vi bl.a i dejligt samvær med Inge og HP samt deres familie som har været på besøg hernede for at fejre HP´s 60-års fødselsdag. Som de eneste udenfor familien, havde vi forleden æren af at være inviteret til fødselsdagen og i går bød Inge på frikadeller, en indbydelse som man jo ikke kan sige nej tak til, efter så længe hjemmefra.

Og vejret kan vi ikke klage over. Sol fra en skyfri himmel dagen lang. 35 grader i skyggen og en vandtemperatur på 25 grader.

Meeeen, nu må der gerne snart ske noget, og vi glæder vi os til at få styr på vindror og badestige, så vi kan komme en smut hjem til DK !

Knus til jer alle
S/Y TOWANDA
2. oktober 2004
N 27° 46,895’ W 015º42,631’
Puerto Rico, Gran Canaria