Rias og regnvejr
Rejsebrev 2004-02, Portsmouth – La Bayona
Vi ligger nu på tredje døgn indeblæst i en lille
nordvendt bugt 15 mil fra La Bayona. Vi har kuling fra syd og
heldagsregnen står ned i tove, så det er efterhånden svært at
udskyde "arbejdet" med rejsebrev nr. 2 meget længere. Det
skal nu ikke lyde som en klagesang, for siden vi forlod England har vi
det meste af tiden haft fortrinligt vejr.
Det
startede i hvert fald fint en aften ud fra Portsmouth mod kanaløerne og
vi havde endnu en problemfri krydsning af den engelske kanal. Vinden var
dog halvkraftig fra NW, med trussel om mere i de kommende dage, og vi
ændrede destinationen fra Alderney til St. Peter Port på Guernsey som
er bedre beskyttet fra den vindretning. Det skulle vi blive glade for.
Vi fik lige en dejlig solskinsdag, men derefter 3 dage med regn og
storm, inklusive Guernsey rekord i nedbør, siden de begyndte at
registrere den slags en gang i sidste århundrede.
Vi havde haft lidt problemer med autopiloten, og forsøgte at formå
en tekniker til at komme ud og se på den. Men ingen af øens 4
eksperter havde tid (lyst?) til at hjælpe et par turister. De havde alt
for travlt med at servicere lokale kunder som jo kan hænde at komme
igen. Da vejret gav mulighed for det gik vi videre til St. Helier på
Jersey i håb om bedre held her. Vi ville jo nødig håndstyre over
Biscayen. Efter et par dage lykkedes det at få en tekniker ud, og det
viste sig selvfølgelig at være den dyreste af de mulige fejlkilder,
nemlig drevet som var kaput. Heldigvis havde vi en reserve ombord og
reparationen tog kun et kvarter. Vi havde dog ikke forventet at reserven
skulle i brug allerede nu, og vi overvejer igen seriøst
vindrorsløsningen.
Jersey
byder stort set kun på de traditionelle turistattraktioner, men vi
tilbragte en god dag i Jersey ZOO, som har specialiseret sig i
udrydningstruede dyrearter, og bestemt er et besøg værd.
Med repareret autopilot var vi igen "fit for fight" og
kunne næsten ikke vente med at udfordre Biscayen. Vi besluttede derfor
at droppe et ellers planlagt stopover i Camaret sur Mer og gå direkte
fra Jersey mod La Coruna i Nordspanien. Det første døgn på søen blev
dog lidt træls idet vi måtte krydse imod vinden for at runde Ushant og
komme ind på en sydlig kurs i Biscayen. Vi krydsede derfor ned langs
Bretagnes kyst og selvom det var d. 13. Juli, og ikke selve
Bastilliedagen, oplevede vi utallige overdådige fyrværkerier fra alle
kystbyerne. Måske fejres det aftenen før i Bretagne? Vi nåede jo
aldrig til Frankrig, og har ikke fået spurgt nogen lokale om deres
skikke.
Efter Ushant gik det over stok og sten for en god halvvind de
følgende 24 timer, hvorefter Biscayen blev flad som en pandekage. Efter
et forsøg med at presse lidt fremdrift ud af vores nye genakker,
mistede vi tålmodigheden og satte jerngenoaen. Det skulle vise sig at
vare ved resten af turen over, men heldigvis blev vi i stedet belønnet
med flere besøg af legende delfinflokke og adskillige hvaler på dovent
træk, tæt forbi skuden.
Efter 520 sømil, 4 døgn og 10 min, lå vi godt fortøjret i La
Coruna og tog en ekstra lang lur. I La Coruna fandt vi så endelig
sommeren. Vi fik de korte bukser og solbrillerne frem og legede
sommerferie, formålsløst slentrende rundt i byen i timevis. Kun
afbrudt af nødvendige pitstop ved de hyggelige små tapasbarer. Efter
nogle dage på denne måde indhentede virkeligheden os igen, og vi fik
travlt med at proviantere til de følgende uger, som vi ville tilbringe
i smukke og afsidesliggende bugter i de nordspanske Rias (fjorde).
På
vej ud af La Coruna, cirklede vi lige en ekstra tur omkring i havnen for
at se "The World", en kæmpe luksusliner indrettet som
ejerlejligheder, som konstant krydser rundt i hele verden og ligger til
hvor der sker noget. Så kan ejerne hoppe af og på når det passer dem.
Vi formoder de var på vej til De olympiske Lege i Athen.
Det med afsidesliggende bugter, måtte vi senere revidere lidt, fordi
det hurtigt viste sig at der var andre sejlere som havde fået samme
ide. Rigtig mange franske både sejler i området, men også en del
engelske og hollandske. Og af og til støder man da også på en
skandinavisk båd., men endnu havde vi ikke mødt nogen danske.
Fjordene er naturligvis også populære blandt landkrabber, så der
er også livlig aktivitet inde på strandene og i byerne. Det måtte vi
første gang sande i Corme, hvor vi ellers havde fundet os en rigtig
hyggelig ankerplads indenfor nogle Viveros. Viveros er forankrede
tømmerflåder der fungerer som muslingefarme, og de findes i tusindtal
overalt i bugterne hernede, så det ofte kan være svært at finde en
ledig plads at ankre på.
Inde på stranden blev der imidlertid stillet en bar og et mindre
diskotek op i løbet af dagen, og snart lød heftige hip-hop toner ud
over hele bugten på maksimal lydstyrke. Vi lå heldigvis lidt derfra og
kunne overleve støjen, men et par uheldige både som lå lige ud for,
måtte fortrække i løbet af natten fordi larmen simpelthen blev
uudholdelig. Det var en torsdag aften/nat, og næste morgen forsvandt
alle både fra bugten. Jeg går ud fra at de andre, ligesom vi, frygtede
hvad det dog ikke kunne udvikle sig til fredag og lørdag.
Men smukt er der i området - og varmt, så vi fik endelig fundet
badetøjet og grillen frem af gemmerne. Og Dinghyen blev pustet op og
sat i vandet, blot for at opdage at motoren ikke ville starte. Det var
givetvis selvforskyldt fordi den sidste efterår blot blev sat væk i
garagen, uden at blive vinterklargjort, men den er jo næsten ny og man
havde jo lov til at håbe … Skipper hev og sled svedende i den i 3
timer før en franskmand fra nabobåden forbarmede sig og kom over for
at hjælpe. Det var i sidste øjeblik, idet der ikke var mere hud
tilbage på fingrene efter at have hevet flere hundrede gange i
startsnoren. Kender i det ? Først holder man den mellem pege- og
langefinger indtil huden er slidt af her. Så flyttes den over mellem
lange- og ringfinger og sådan fortsættes indtil man ikke har flere
ledige fingre på hverken højre eller venstre hånd. Så skrider man
til nødhjælpskassen og plastrer fingrene til, blot for at erkende at
det ikke hjælper en pind på smerten, og man nærmer sig desperationen.
Til sidst sætter man dødemandsknappen i, og så starter den første
gang. Den sidste detalje, er dog et minde fra en tidligere episode,
denne gang var der intet at gøre. Motoren var og blev død.
Med
hjælp fra franskmanden, der i lighed med alle andre franskmænd kan ca.
3 engelske ord, blev det klarlagt at problemet lå i benzintilførselen,
og karbura- toren måtte renses. Nu stod skipper med to problemer
1.: Hvad hedder karburator på fransk, og 2.: Hvordan skiller man sådan
én ad. Eller snarere, hvordan samler man den igen, når den sidste
karburator man har set sad på en udboret Puch Flagskib en gang midt i
halv- fjerdserne. Men ved fælles hjælp og fingersprog gik det helt
fint, og kort efter var dinghyen igen motoriseret.
Og så var det jo ikke noget at snakke om at rense karburatoren én
gang til, da den allerede dagen efter gjorde knuder igen. Siden har den,
knock on wood, kørt upåklageligt.
Nej, hjælpsomheden er stor blandt sejlere. Da vi nogle dage senere
lå ved siden af en norsk båd, S/Y Unique i Camarinas, kom skipperen
Svein pludselig over med en pose danske bøger som vi måtte overtage.
Han havde selv fået dem af en dansk båd nogle uger tidligere, men nu
var de læst, og skulle gives videre. Næste dag sejlede vi forbi med 2
bøger, hvilket desværre var de eneste som vi begge havde læst, og
derfor kunne undvære.
Også i den efterfølgende bugt, Ensenada del Sardineiro fik vi
hjælpsomheden at mærke, da en franskmand kom over med et stykke
velsmagende blæksprutte, som han selv havde fanget og konen tilberedt.
Sprutten var åbenbart for stor til dem, så de syntes vi skulle have
resten. Han var tydeligvis ivrig snorkeldykker, så vi går ud fra at
han agtede at fange en frisk igen næste dag.
Når vi nu sidder og skriver dette kan vi godt selv se at
hjælpsomheden lyder lidt ensidig, men det må være vores puritanske
levevis og hjælpeløse udtryk, som gør at beskyttertrangen kommer op i
folk.
På turen fra Sardineiro mod Portosin fik vi igen glæden af et kort
delfinbesøg, og så går tiden jo hurtigt. Den overskydende tid gik
med, for gud ved hvilken gang, at reparere lidt på vandsystemet,
som desværre driller os jævnligt. Denne gang var det Watermakeren som
Jacob Jensens værft har tilsluttet forkert. Vi er netop begyndt at
benytte den, så først nu er problemet kommet frem. Efter et par
reparationer der ville få Georg Gearløs til at blegne af misundelse
fik vi det hele til at virke igen, og smed derefter ankeret ved en lille
strand ikke langt fra Portosin, så vi kunne sejle ind med vasketøj
dagen efter. Solen bagte hele dagen og efter udført vaskedont, var det
dejligt at kunne smide sig i det afkølende vand. Lene nyder også
badningen og er nu nået så langt at hun tør slippe badestigen (et
kort øjeblik). Men det går hastigt frem ad. Efter aftensmaden
svømmede vi såmænd helt ind til stranden og tilbage igen. Uden
paniksituationer.
D. 31/7 går vi til Muros, hvor vi finder en hyggelig by med mange
små restauranter i de smalle gader. Byen har, som de fleste andre
fiskebyer netop fejret fiskernes helgeninde Carmen, og byen er
"smykket" med fiskegarn og andet fiskegrej der hænger ud fra
vinduer og altaner. Vi griller og under arbejdet hører vi en del
bilhorn tude inde fra land. Det viser sig at være møntet på et ungt
brudepar, som har taget opstilling på havnefronten for at blive
fotograferede. Vi finder igen vores nye signalhorn frem, giver parret et
par trut, og de vinker begejstrede tilbage.
Senere
på aftenen tager vi dinghyen ind og slentrer rundt for at udse os en
restaurant, hvor vi næste dag vil fejre vores egen bryllupsdag. Vi
ender på et lille torv, hvor et lille band underholder gæsterne på 2
fortovsrestauranter med musik og skønsang. En stor del af byen er også
samlet på torvet for at høre med, dansen går og vi slutter endnu en
dejlig dag med en stille øl, mens vi lader os underholde af stemningen
på torvet.
Næste dag er det vores bryllupsdag. Jens fik et brændeskur, Lene
ingenting da det jo som sædvanlig kom bag på ham at der skulle købes
en gave i tide. Med vanlig generøsitet gav han dog straks Lene
ubegrænset rådighed over brændeskuret.
Men restauranten vi havde udset os var fin og middagen velsmagende.
Vi har ganske vist lidt svært ved at finde ud af at bestille mad på
spanske restauranter. Nogen gange serveres retterne til fælles
spisning, andre gange til den
enkelte. Af og til er det små tapas-retter, andre gange enorme
portioner. Det er heller ikke nemt at tyde spisekortet, og det er
formålsløst at prøve at spørge det udelukkende spansktalende
serveringspersonale. Så meget går på lykke og fromme. Heldigvis har
vi indtrykket af at de tilpasser ordrerne lidt efter hvad de selv synes
er passende, så i den sidste ende går det jo nogenlunde. Vi har i
hvert fald endnu ikke oplevet at få serveret alt hvad (vi troede) vi
havde bestilt, men det har altid været tilstrækkeligt.
Ved ankomsten til den efterfølgende bugt ved Pueblo del Caraminal
så vi endelig en båd med det rød-hvide splitflag. Navtun af Aarhus
var ligesom vi på vej til Caribien, men da de ville via Kap Verde,
havde de lidt mere travlt end vi. Vi nåede dog af dele et par flasker
vin på Towanda, og blev også inviteret på kaffe med avec om aftenen,
før de næste morgen gik videre sydover.
Efter nogle uger for anker, henslæbt med spadsereture i små
hyggelige byer, læsning, badning, god mad og vine syntes vi det var tid
til lidt kultur.
Vi besluttede derfor fredag d. 6/8 at gå i havn i Villa Garcia, for at
efterlade båden der et par dage og udforske regionens kulturelle
centrum, Santiago de Compostella. Santiago tilskrives æren som
kristendommens europæiske vugge og har i århundreder været mål for
pilgrimme der skulle besøge Apostelen St. Jacobs/James’ grav i
Santiagos Katedral. Efter nogle nærmere regelsæt er 2004 ydermere
udnævnt til et såkaldt helligt år, hvilket har resulteret i
rekordstor tilstrømning af pilgrimme, der indfinder sig for at få
Apostelens specielle velsignelse.
Med lidt hjælp fra togpersonalet og en togchauffør der venligt
ventede, fandt vi den rigtige perron, og tog lørdag morgentoget til
Santiago, en tur på ca. en halv time. Vi gik hele dagen rundt i den
gamle bydel og oplevede de utallige storslåede bygningsværker, kirker,
klostre, universiteter, de fleste fra 1100-1400 tallet og så
selvfølgelig den helt exceptionelt flotte katedral, påbegyndt i 1075.
Dagen var særdeles varm og vi så med beundring på de titusinder af
pilgrimme, nogle vitterlig med indbundne fødder efter lang vandring og
alle med en lang vandrestav indkøbt i en af de utallige souvenirkiosker,
der stod i kø midt i den stegende sol for at komme igennem Den hellige
Port (som kun åbnes i de hellige år). Vel inde har man mulighed for at
røre ved Kristusfiguren på Katedralens alter og modtage den
eftertragtede velsignelse som belønning for sin pilgrimsfærd. Samtidig
sydede alle bydelens smalle gyder og pladser af liv fra andre pilgrimme,
optrædende grupper, religiøse optog eller blot simple turister som os
selv. Jo, der er god gang i Santiago i de hellige år.
Først sent blev vi opmærksomme på at de mange tilrejsende kunne
betyde at vi måske kunne få et problem med at finde et hotelværelse
for natten. Vi spurtede derefter rundt til de nærmeste hoteller, blot
for igen og igen at blive mødt med et "Desværre, alt
optaget." Endelig var der bid. "Eet ledigt dobbeltværelse,
men kun for én nat, hr." "Jamen super, det er skam lige hvad
vi skal bruge." Så gerne, må jeg bede om Deres pas …."
Hvem i alverden havde tænkt på at tage pas med ? Ikke nogen af os i
hvert fald !
Heldigvis kunne et kørekort med foto bruges, men under seancen blev
receptionisten til sidst så ubehøvlet at vi bad ham hoppe og rende. Den,
for os at se, retfærdige harme gik desværre kun ud over os selv.
Receptionisten var fløjtende ligeglad og vi stod igen uden nattelogi.
Helt mod vores forventning modtog vi dog uvurderlig hjælp fra en
turistinformation som vi tidligere på dagen havde opdaget havde en
ansat, som rent faktisk talte andet end Spansk !!! Hun var som
udgangspunkt meget pessimistisk på vores vegne, men ringede alligevel
rundt til byens hoteller. Vi startede med de 5-stjernede hoteller, og
minsandten om ikke heldet var med os allerede da vi nåede til de
1-stjernede pensionater. Den oprindelige plan om at forkæle os selv
kraftigt, blandt andet med et godt langt karbad, var således faldet i
vasken, bogstaveligt talt, men stedet var faktisk over al forventning.
Det lå utroligt centralt, værelset var fint rent, havde trods alt
brusebad, og betjeningen var høflig og venlig, endog med en vis
sprogformåen. Altså nærmest international standard.
Og hotellet kunne altså ikke gøre for at næste dag stod den
hellige søndagsregn ned i tove over byen. Vi havde intet regn- eller
andet overtøj medbragt, og besluttede at gå til katolsk gudstjeneste
inde i Katedralen. Køen var stadig lang foran den hellige port, men på
den anden side af bygningen var fri adgang til Katedralen, selvom det
var lidt småt med ledige pladser. Det var lidt specielt at opleve den
overfyldte Katedral, fyldt af våde vandringsmænd og –kvinder
siddende på bænkerækkerne, men også overalt på gulve, på piller,
bag skriftestole og døbefonde m.m., mens omkring 30 fornemt klædte
præster og måske et par biskopper (vi ved det ikke) stod foran det
overdådige, guldbelagte alter og afholdt gudstjenesten. Vi tror nok at
vi fik den hellige velsignelse, og så er det jo heldigt at netop i de
hellige år ses der bort fra det normale krav om at man skal have
tilbagelagt de sidste 100 km til fods eller til hest.
Da vi kom ud fra gudstjenesten regnede det stadigt og vi tog en taxa
ned til banegården. Her var vi igen ikke helt enige med toget om fra
hvilken perron det skulle afgå, og da vi manglede det venlige personale
fra Villa Garcia måtte vi se det køre uden os. Nå pyt, det næste gik
kun 45 min. senere, og denne gang fandt toget den rigtige perron.
Nu trak den frie natur på ankerpladserne igen, så om mandagen
provianterede vi til et par dage og satte kursen sydover.
Portugisernorden var som sædvanlig i Syd og efterhånden som timerne
gik blev den kraftigere og kraftigere. Vi søgte ly i en dejlig
nordvendt bugt, Ria de Aldan og det er vi ret glade for. Aldrig så
snart havde vi smidt ankeret før det blæste yderligere op og nu sidder
vi her stadig, på 3. døgn med kuling fra syd og regn, regn og atter
regn …
Men hov, klarer det ikke en smule op nu ….?
Knus til jer alle
S/Y TOWANDA
11. august 2004
N 42° 16,749’ W 008º49,785’
Ria de Aldán, Spanien
|