Det startede i hvert fald fint en aften ud fra Portsmouth mod kanaløerne og vi havde endnu en problemfri krydsning af den engelske kanal. Vinden var dog halvkraftig fra NW, med trussel om mere i de kommende dage, og vi ændrede destinationen fra Alderney til St. Peter Port på Guernsey som er bedre beskyttet fra den vindretning. Det skulle vi blive glade for. Vi fik lige en dejlig solskinsdag, men derefter 3 dage med regn og storm, inklusive Guernsey rekord i nedbør, siden de begyndte at registrere den slags en gang i sidste århundrede.

Vi havde haft lidt problemer med autopiloten, og forsøgte at formå en tekniker til at komme ud og se på den. Men ingen af øens 4 eksperter havde tid (lyst?) til at hjælpe et par turister. De havde alt for travlt med at servicere lokale kunder som jo kan hænde at komme igen. Da vejret gav mulighed for det gik vi videre til St. Helier på Jersey i håb om bedre held her. Vi ville jo nødig håndstyre over Biscayen. Efter et par dage lykkedes det at få en tekniker ud, og det viste sig selvfølgelig at være den dyreste af de mulige fejlkilder, nemlig drevet som var kaput. Heldigvis havde vi en reserve ombord og reparationen tog kun et kvarter. Vi havde dog ikke forventet at reserven skulle i brug allerede nu, og vi overvejer igen seriøst vindrorsløsningen.

Jersey byder stort set kun på de traditionelle turistattraktioner, men vi tilbragte en god dag i Jersey ZOO, som har specialiseret sig i udrydningstruede dyrearter, og bestemt er et besøg værd.

Med repareret autopilot var vi igen "fit for fight" og kunne næsten ikke vente med at udfordre Biscayen. Vi besluttede derfor at droppe et ellers planlagt stopover i Camaret sur Mer og gå direkte fra Jersey mod La Coruna i Nordspanien. Det første døgn på søen blev dog lidt træls idet vi måtte krydse imod vinden for at runde Ushant og komme ind på en sydlig kurs i Biscayen. Vi krydsede derfor ned langs Bretagnes kyst og selvom det var d. 13. Juli, og ikke selve Bastilliedagen, oplevede vi utallige overdådige fyrværkerier fra alle kystbyerne. Måske fejres det aftenen før i Bretagne? Vi nåede jo aldrig til Frankrig, og har ikke fået spurgt nogen lokale om deres skikke.

Efter Ushant gik det over stok og sten for en god halvvind de følgende 24 timer, hvorefter Biscayen blev flad som en pandekage. Efter et forsøg med at presse lidt fremdrift ud af vores nye genakker, mistede vi tålmodigheden og satte jerngenoaen. Det skulle vise sig at vare ved resten af turen over, men heldigvis blev vi i stedet belønnet med flere besøg af legende delfinflokke og adskillige hvaler på dovent træk, tæt forbi skuden.

Efter 520 sømil, 4 døgn og 10 min, lå vi godt fortøjret i La Coruna og tog en ekstra lang lur. I La Coruna fandt vi så endelig sommeren. Vi fik de korte bukser og solbrillerne frem og legede sommerferie, formålsløst slentrende rundt i byen i timevis. Kun afbrudt af nødvendige pitstop ved de hyggelige små tapasbarer. Efter nogle dage på denne måde indhentede virkeligheden os igen, og vi fik travlt med at proviantere til de følgende uger, som vi ville tilbringe i smukke og afsidesliggende bugter i de nordspanske Rias (fjorde).

På vej ud af La Coruna, cirklede vi lige en ekstra tur omkring i havnen for at se "The World", en kæmpe luksusliner indrettet som ejerlejligheder, som konstant krydser rundt i hele verden og ligger til hvor der sker noget. Så kan ejerne hoppe af og på når det passer dem. Vi formoder de var på vej til De olympiske Lege i Athen.

Det med afsidesliggende bugter, måtte vi senere revidere lidt, fordi det hurtigt viste sig at der var andre sejlere som havde fået samme ide. Rigtig mange franske både sejler i området, men også en del engelske og hollandske. Og af og til støder man da også på en skandinavisk båd., men endnu havde vi ikke mødt nogen danske.

Fjordene er naturligvis også populære blandt landkrabber, så der er også livlig aktivitet inde på strandene og i byerne. Det måtte vi første gang sande i Corme, hvor vi ellers havde fundet os en rigtig hyggelig ankerplads indenfor nogle Viveros. Viveros er forankrede tømmerflåder der fungerer som muslingefarme, og de findes i tusindtal overalt i bugterne hernede, så det ofte kan være svært at finde en ledig plads at ankre på.

Inde på stranden blev der imidlertid stillet en bar og et mindre diskotek op i løbet af dagen, og snart lød heftige hip-hop toner ud over hele bugten på maksimal lydstyrke. Vi lå heldigvis lidt derfra og kunne overleve støjen, men et par uheldige både som lå lige ud for, måtte fortrække i løbet af natten fordi larmen simpelthen blev uudholdelig. Det var en torsdag aften/nat, og næste morgen forsvandt alle både fra bugten. Jeg går ud fra at de andre, ligesom vi, frygtede hvad det dog ikke kunne udvikle sig til fredag og lørdag.

Men smukt er der i området - og varmt, så vi fik endelig fundet badetøjet og grillen frem af gemmerne. Og Dinghyen blev pustet op og sat i vandet, blot for at opdage at motoren ikke ville starte. Det var givetvis selvforskyldt fordi den sidste efterår blot blev sat væk i garagen, uden at blive vinterklargjort, men den er jo næsten ny og man havde jo lov til at håbe … Skipper hev og sled svedende i den i 3 timer før en franskmand fra nabobåden forbarmede sig og kom over for at hjælpe. Det var i sidste øjeblik, idet der ikke var mere hud tilbage på fingrene efter at have hevet flere hundrede gange i startsnoren. Kender i det ? Først holder man den mellem pege- og langefinger indtil huden er slidt af her. Så flyttes den over mellem lange- og ringfinger og sådan fortsættes indtil man ikke har flere ledige fingre på hverken højre eller venstre hånd. Så skrider man til nødhjælpskassen og plastrer fingrene til, blot for at erkende at det ikke hjælper en pind på smerten, og man nærmer sig desperationen. Til sidst sætter man dødemandsknappen i, og så starter den første gang. Den sidste detalje, er dog et minde fra en tidligere episode, denne gang var der intet at gøre. Motoren var og blev død.

Med hjælp fra franskmanden, der i lighed med alle andre franskmænd kan ca. 3 engelske ord, blev det klarlagt at problemet lå i benzintilførselen, og karbura- toren måtte renses. Nu stod skipper med to problemer  1.: Hvad hedder karburator på fransk, og 2.: Hvordan skiller man sådan én ad. Eller snarere, hvordan samler man den igen, når den sidste karburator man har set sad på en udboret Puch Flagskib en gang midt i halv- fjerdserne. Men ved fælles hjælp og fingersprog gik det helt fint, og kort efter var dinghyen igen motoriseret.

Og så var det jo ikke noget at snakke om at rense karburatoren én gang til, da den allerede dagen efter gjorde knuder igen. Siden har den, knock on wood, kørt upåklageligt.

Nej, hjælpsomheden er stor blandt sejlere. Da vi nogle dage senere lå ved siden af en norsk båd, S/Y Unique i Camarinas, kom skipperen Svein pludselig over med en pose danske bøger som vi måtte overtage. Han havde selv fået dem af en dansk båd nogle uger tidligere, men nu var de læst, og skulle gives videre. Næste dag sejlede vi forbi med 2 bøger, hvilket desværre var de eneste som vi begge havde læst, og derfor kunne undvære.

Også i den efterfølgende bugt, Ensenada del Sardineiro fik vi hjælpsomheden at mærke, da en franskmand kom over med et stykke velsmagende blæksprutte, som han selv havde fanget og konen tilberedt. Sprutten var åbenbart for stor til dem, så de syntes vi skulle have resten. Han var tydeligvis ivrig snorkeldykker, så vi går ud fra at han agtede at fange en frisk igen næste dag.

Når vi nu sidder og skriver dette kan vi godt selv se at hjælpsomheden lyder lidt ensidig, men det må være vores puritanske levevis og hjælpeløse udtryk, som gør at beskyttertrangen kommer op i folk.

På turen fra Sardineiro mod Portosin fik vi igen glæden af et kort delfinbesøg, og så går tiden jo hurtigt. Den overskydende tid gik med, for gud ved hvilken gang, at reparere lidt på vandsystemet, som desværre driller os jævnligt. Denne gang var det Watermakeren som Jacob Jensens værft har tilsluttet forkert. Vi er netop begyndt at benytte den, så først nu er problemet kommet frem. Efter et par reparationer der ville få Georg Gearløs til at blegne af misundelse fik vi det hele til at virke igen, og smed derefter ankeret ved en lille strand ikke langt fra Portosin, så vi kunne sejle ind med vasketøj dagen efter. Solen bagte hele dagen og efter udført vaskedont, var det dejligt at kunne smide sig i det afkølende vand. Lene nyder også badningen og er nu nået så langt at hun tør slippe badestigen (et kort øjeblik). Men det går hastigt frem ad. Efter aftensmaden svømmede vi såmænd helt ind til stranden og tilbage igen. Uden paniksituationer.

D. 31/7 går vi til Muros, hvor vi finder en hyggelig by med mange små restauranter i de smalle gader. Byen har, som de fleste andre fiskebyer netop fejret fiskernes helgeninde Carmen, og byen er "smykket" med fiskegarn og andet fiskegrej der hænger ud fra vinduer og altaner. Vi griller og under arbejdet hører vi en del bilhorn tude inde fra land. Det viser sig at være møntet på et ungt brudepar, som har taget opstilling på havnefronten for at blive fotograferede. Vi finder igen vores nye signalhorn frem, giver parret et par trut, og de vinker begejstrede tilbage.

Senere på aftenen tager vi dinghyen ind og slentrer rundt for at udse os en restaurant, hvor vi næste dag vil fejre vores egen bryllupsdag. Vi ender på et lille torv, hvor et lille band underholder gæsterne på 2 fortovsrestauranter med musik og skønsang. En stor del af byen er også samlet på torvet for at høre med, dansen går og vi slutter endnu en dejlig dag med en stille øl, mens vi lader os underholde af stemningen på torvet.

Næste dag er det vores bryllupsdag. Jens fik et brændeskur, Lene ingenting da det jo som sædvanlig kom bag på ham at der skulle købes en gave i tide. Med vanlig generøsitet gav han dog straks Lene ubegrænset rådighed over brændeskuret.

Men restauranten vi havde udset os var fin og middagen velsmagende. Vi har ganske vist lidt svært ved at finde ud af at bestille mad på spanske restauranter. Nogen gange serveres retterne til fælles spisning, andre gange til den enkelte. Af og til er det små tapas-retter, andre gange enorme portioner. Det er heller ikke nemt at tyde spisekortet, og det er formålsløst at prøve at spørge det udelukkende spansktalende serveringspersonale. Så meget går på lykke og fromme. Heldigvis har vi indtrykket af at de tilpasser ordrerne lidt efter hvad de selv synes er passende, så i den sidste ende går det jo nogenlunde. Vi har i hvert fald endnu ikke oplevet at få serveret alt hvad (vi troede) vi havde bestilt, men det har altid været tilstrækkeligt.

Ved ankomsten til den efterfølgende bugt ved Pueblo del Caraminal så vi endelig en båd med det rød-hvide splitflag. Navtun af Aarhus var ligesom vi på vej til Caribien, men da de ville via Kap Verde, havde de lidt mere travlt end vi. Vi nåede dog af dele et par flasker vin på Towanda, og blev også inviteret på kaffe med avec om aftenen, før de næste morgen gik videre sydover.

Efter nogle uger for anker, henslæbt med spadsereture i små hyggelige byer, læsning, badning, god mad og vine syntes vi det var tid til lidt kultur. Vi besluttede derfor fredag d. 6/8 at gå i havn i Villa Garcia, for at efterlade båden der et par dage og udforske regionens kulturelle centrum, Santiago de Compostella. Santiago tilskrives æren som kristendommens europæiske vugge og har i århundreder været mål for pilgrimme der skulle besøge Apostelen St. Jacobs/James’ grav i Santiagos Katedral. Efter nogle nærmere regelsæt er 2004 ydermere udnævnt til et såkaldt helligt år, hvilket har resulteret i rekordstor tilstrømning af pilgrimme, der indfinder sig for at få Apostelens specielle velsignelse.

Heldigvis kunne et kørekort med foto bruges, men under seancen blev receptionisten til sidst så ubehøvlet at vi bad ham hoppe og rende. Den, for os at se, retfærdige harme gik desværre kun ud over os selv. Receptionisten var fløjtende ligeglad og vi stod igen uden nattelogi. Helt mod vores forventning modtog vi dog uvurderlig hjælp fra en turistinformation som vi tidligere på dagen havde opdaget havde en ansat, som rent faktisk talte andet end Spansk !!! Hun var som udgangspunkt meget pessimistisk på vores vegne, men ringede alligevel rundt til byens hoteller. Vi startede med de 5-stjernede hoteller, og minsandten om ikke heldet var med os allerede da vi nåede til de 1-stjernede pensionater. Den oprindelige plan om at forkæle os selv kraftigt, blandt andet med et godt langt karbad, var således faldet i vasken, bogstaveligt talt, men stedet var faktisk over al forventning. Det lå utroligt centralt, værelset var fint rent, havde trods alt brusebad, og betjeningen var høflig og venlig, endog med en vis sprogformåen. Altså nærmest international standard.

Og hotellet kunne altså ikke gøre for at næste dag stod den hellige søndagsregn ned i tove over byen. Vi havde intet regn- eller andet overtøj medbragt, og besluttede at gå til katolsk gudstjeneste inde i Katedralen. Køen var stadig lang foran den hellige port, men på den anden side af bygningen var fri adgang til Katedralen, selvom det var lidt småt med ledige pladser. Det var lidt specielt at opleve den overfyldte Katedral, fyldt af våde vandringsmænd og –kvinder siddende på bænkerækkerne, men også overalt på gulve, på piller, bag skriftestole og døbefonde m.m., mens omkring 30 fornemt klædte præster og måske et par biskopper (vi ved det ikke) stod foran det overdådige, guldbelagte alter og afholdt gudstjenesten. Vi tror nok at vi fik den hellige velsignelse, og så er det jo heldigt at netop i de hellige år ses der bort fra det normale krav om at man skal have tilbagelagt de sidste 100 km til fods eller til hest.

Da vi kom ud fra gudstjenesten regnede det stadigt og vi tog en taxa ned til banegården. Her var vi igen ikke helt enige med toget om fra hvilken perron det skulle afgå, og da vi manglede det venlige personale fra Villa Garcia måtte vi se det køre uden os. Nå pyt, det næste gik kun 45 min. senere, og denne gang fandt toget den rigtige perron.

Nu trak den frie natur på ankerpladserne igen, så om mandagen provianterede vi til et par dage og satte kursen sydover. Portugisernorden var som sædvanlig i Syd og efterhånden som timerne gik blev den kraftigere og kraftigere. Vi søgte ly i en dejlig nordvendt bugt, Ria de Aldan og det er vi ret glade for. Aldrig så snart havde vi smidt ankeret før det blæste yderligere op og nu sidder vi her stadig, på 3. døgn med kuling fra syd og regn, regn og atter regn …

Men hov, klarer det ikke en smule op nu ….?