Efter 2 herlige fester i henholdsvis Sæby og Ebeltoft, og endnu flere vemodige afskedsscener kunne turen endelig gå sydover. Vi havde lagt et stop ind i bl.a. Svendborg, dels for at hilse på vore venner Anne og Niels fra Svendborg Sejlerskole, som på mange måder er ansvarlige for at vi er kommet af sted på denne tur, og dels fordi vi havde fået en lille skade på ankerrullen da ankeret ikke ville forlade Helsingborg samtidig med resten af båden. Vi mente vi kunne finde én til at svejse det i Svendborg. Det kunne vi dog ikke, men hilst på Anne og Niels fik vi da.

Vinden holdt os et par dage ekstra i Svendborg, men d. 5. Juni kunne vi endelig sætte kursen mod Kielerkanalen. Nu var der ikke modvind men vindstille, hvilket jo for en sejlbåd er nærmest ligeså kritisk. Vi synes dog tiden efterhånden var inde til at komme "rigtig" af sted, så motoren fik lov at gøre arbejdet de ca. 60 sm til Holtenau. Til gengæld skinnede solen fra en skyfri himmel og Jens fik sine første solskoldninger.

Dagen efter gik det straks videre gennem kanalen til Rendsburg, hvor vi tog en enkelt overliggerdag før vi tog det sidste stræk til Brunsbüttel. Umiddelbart efter at vi havde forladt Rendsburg passerede vi en svævebane som fragter passagerer over kanalen, og restauranten ved siden af kvitterede ved at afspille "Der er et yndigt land …" over højtalerne på terrassen. Det var jo sødt af dem, og vi kvitterede naturligvis med heftig vinken og en hilsen over VHF. Det tog nemlig lidt tid før det gik op for os hvad der skete, så vi var så langt forbi restauranten at det var for sent at kippe med flaget.

I Brunsbüttel mødte vi de først danske både, og hjalp bl.a. Anita og Jan fra S/Y Paradis, Aabenraa med at tømme en flaske meget Gammel Dansk.

Ude af kanalen, næste morgen, kunne vi for en gangs skyld sætte sejl, og turen gik til Cuxhaven. Her havde vi besluttet at gå ind i den gamle havn, hvilket krævede at en svingbro åbnede for os. Ifølge Pilotbogen skulle 2 lange trut i tågehornet foranledige dette, så der fik vores nye messinghorn allerede sin debut (Endnu en gang tak for gaven) . Det virkede, selvom vi dog senere blev bedt om at kontakte broen på VHF når vi ville ud igen.

Nu var planen at gå mod Holland, men vinden ville det anderledes, så et besøg på Helgoland kom pludselig ind i billedet. Mange havde frarådet det, mest fordi øen var lille og kedelig, men da alternativet var at blive i Cuxhaven endnu et par dage var valget ikke så svært. Og så var det faktisk nogle fine dage vi fik derude. Sejlturen forløb fint, øen var såmænd meget hyggelig, trods den store fokus på eendagsturister og toldfrit salg, og så fik vi såmænd også tanket op af billig sprut og diesel. Alt i alt vellykket selvom det igen blæste voldsomt og forlængede opholdet med et par dage ekstra. Vi mødte her S/Y Cæcilia som også var i Brunsbüttel, men havde denne gang lejlighed til at hilse nærmere på og dele et par flasker vin og lidt Single Malt. (Eller var det lidt vin og et par flasker Malt ?)

Endelig løjede vinden til 10-12 m/s fra NNW og vi fik en god sejlads mod Holland. Efter 32 timers sejlads kunne vi ligge til i Lelystad, og havde dermed ført Towanda tilbage til sit udgangspunkt, eftersom det var her vi hentede hende i 2001. Forinden var vi dog først blevet anråbt af kystvagten på VHF som udbad sig oplysninger om båden, besætningen, sidste havn og bestemmelsessted. 

I Lelystad lykkedes det, som forventet, at finde en smed til at reparere den ødelagte ankerrulle samt at få lavet et par forbedringer til at fastgøre ankeret og rigge vore nye Genakker. Men den slags ting tager jo tid og Lelystad er mildt sagt ikke noget livligt sted at ligge. Efter 3 dage var arbejdet færdigt og vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted. Planen var at sejle nordud af Isselmeer til Den Helder og derfra sydover når chancen bød sig. Men igen var vinden i WNW – og igen i kulingstyrke. Venner i Lelystad kom dog med den gode ide, i stedet at gå sydover igennem Markermeer til Amsterdam og derefter via kanalerne til Ijmuiden ved kysten. God ide, og som tænkt så gjort. Isselmeer og Markermeer er jo inddæmmede søer og med maxdybder omkring 4-5 m uden lumske grunde eller sten skulle det vel ikke være noget problem, selv i en kuling.

Vi kom da også fint ud af marinaen, allerede i tredje forsøg og med kun en enkelt skramme i fribordet. Udenfor var det dog blæst yderligere op til omkring 15 m/s, men hvad pokker. Der er jo kun 12 mil til Amsterdam og det er da begrænset hvilke bølger der kan opstå i en lille lavbundet sø. Først skulle vi dog lige igennem slusen fra Isselmeer til Markermeer og det er altså sin sag at styre ind i en sluse i 15 m/s. Vinden havde vanen tro drejet over i direkte modvind, men det var dog en fordel i dette tilfælde, så slusemanøvren gik fint. På den anden side slusen var det dog knap så godt med den kraftige modvind så motoren fik lov til at arbejde på højtryk. Som ventet var søen ikke høj og udgjorde som sådan ingen fare. I stedet var bølgerne mange - rigtig mange - og krappe, så båden hele tiden blev stoppet og aldrig rigtig fik opbygget nogen inerti og fart. Efterhånden var vindstyrken øget til 18-20 m/s, og farten ca. 2,5 knob for fulde omdrejninger, så den ventede ’lille smuttur’ på 3 timer endte med ca. 6 timers rimelig ubehagelig sejlads før vi var i smult vande indenfor slusen til Amsterdam havn.

Her var fortrædelighederne nu ikke helt forbi, idet de hollandske myndigheder tilsyneladende ikke var helt færdige med os. Efter slusen stod Lene ved roret - og her må jeg træde Lene til hjælp, så dårligt styrer hun nu heller ikke - men ikke desto mindre blev vi opbragt af havnepolitiet som gerne ville tage en spiritustest af rorsmanden, eller i dette tilfælde –kvinden. Da der jo ikke var nogen midterline at balancere på, blev fruen præsenteret for et apparat som hun skulle puste helt uhæmmet ind i. Den hårde sejlads havde ikke inspireret til alkoholindtagelse af nogen art, men på trods af den rene samvittighed havde hun svært ved at mønstre luft nok til at tilfredsstille maskinen før i tredje eller fjerde forsøg. Det gav skipperen tid til at finde kameraet frem, og på trods af vanskelighederne med at holde det stille under grineflippet blev øjeblikket dog foreviget. Ikke uden glimt i øjet fra betjenten, som vistnok allerede anede at her var der ingen ’gevinst’.

Efter at have passeret prøven kunne vi gå i havn i Sixhaven, som er en meget lille, og meget populær marina. Så vi sneg os langsomt ind og lagde os på ydersiden af nogle pæle som en regulær prop i den overfyldte havn. Af samme grund stod vi tidligt op næste dag, og skyndte os videre så andre både kunne få lov at komme ud. Dagens etape var lang, vi ville til Dover, en tur på knap 200 sm.

De første 12 sm gik ad kanalerne til Ijmuiden, og efter en sidste sluse, og minsandten endnu en paskontrol, var vi igen ude i Nordsøen og turen gik sydover. I starten gik det helt fint for sejl, men senere på dagen havde vi svært ved at holde kursen og måtte en periode støtte lidt med motor for at holde vores waypoint oppe. Henad aften tog vinden lidt til, og efter at en tordenfront havde lagt os helt ned på siden, tog vi 2 reb i storen og satte cutteren i stedet for genoaen. Det gik så meget fint, men en ellers fin vejrmelding med 4-5 Beaufort (ca. 6-11 m/s) fra NW blev kort tid efter fulgt op af et kulingvarsel for området, så vi besluttede at skippe Dover i denne omgang og gå mod Zeebrügge.

Og vi skal ellers lige hilse og sige at Zeebrügge er en travl havn. Selv midt om natten, som det efterhånden var blevet, er der en livlig trafik af store fragtskibe ind og ud såvel som på tværs af havnen, og det var en strabadserende udfordring at holde styr på alle skibslanternerne i baggrundlyset fra byen og havnen, samtidig med at vi skulle identificiere de lysbøjer som skulle lede os gennem flere lave grunde foran indsejlingen. Ind kom vi dog og efter en længere søgning, kun lidt besværliggjort af et uddybningsfartøj, som under dække af sin lanterneføring (skib med begrænset manøvreevne) cyklede lidt frem og tilbage i havneløbet, fandt vi langt, langt inde i havnens inderste RBYC, Royal Belgium Yacht Club. Efter en gang velfortjent natmad gik vi trætte på køjen ved 4-tiden om natten.

Kulingen kom og vi blev i Zeebrügge den følgende dag selvom vi hurtigt kunne overse byens begrænsede tilbud. Eneste lyspunkt var at marinaen havde fundet Dannebrog frem af skufferne og hejst det til vores ære. De dårlige vindvarsler fortsatte og truede med kuling i mange dage frem over, så da der opstod et lille vindhul startede vi motoren og spurtede de ca. 15 sm til Oostende, som vi havde indtryk af ville være et hyggeligere sted at blæse inde nogle dage. Desuden ligger man i Oostende lige i centrum af byen og tilmed godt beskyttet indenfor nogle sluser. Noget som vi var glade for da kulingen senere udviklede sig til en regulær storm, så kraftig at de lukkede sluserne helt af og tilmed måtte sikre dem med kæmpestore kæder.

Vejrudsigterne kom altså for en gangs skyld til at holde stik så vi endte med at tilbringe 5 dage i Oostende, som nok har mere at tilbyde end Zeebrügge, men som ikke kan påstås at være umådelig interessant. Udover en meget smuk domkirke, var der ingen væsentlige seværdigheder, set fra vores side i hvert fald, men det var dog en hyggelig by med et stort udvalg af såvel butikker som restauranter og barer. Vi shoppede nu ikke vildt, men fik bl.a. lejlighed til at spise ude et par gange og se et par kvartfinalekampe i EM-fodbold på en Irsk Pub. Opholdets lyspunkt var et besøg fra Bruxelles, idet Jens’ gamle gymnasiekammerat Svend kom forbi til en hyggelig aften med snak om de gode gamle dage. (Tak for besøget, Svend og hils Martin, Nicolo og Sylvia.)

D. 26/6 kunne vi endelig vove os ud på havet igen og fik for en gangs skyld en dejlig sejlads til Dover. Uden spor af de ventede besværligheder med at krydse trafikken i kanalen. I Dover brugte vi en dag på at besøge Dover Castle, hvor især det omfattende tunnelsystem i de kendte hvide klipper var imponerende. Tunnelerne er påbegyndt i middelalderen og blev anvendt som bolig for grænsetropperne der skulle beskyttet England mod invasion fra fastlandet. De er dog væsentlig udbygget i forbindelse med Første og især Anden Verdenskrig, hvor de rummede kommandocentral for luftforsvaret og søværnet, såvel som felthospital og hovedkvarter for Admiral Ramsay som ledede evakueringen af Dunkerque, og senere havde stor indflydelse på planlægningen og udførelsen af operation Overlord, invasionen i Normandiet. 
Opholdet i Dover blev dog stærk negativt præget af at vi tabte kvartfinalen til Tjekkiet så eftertrykkeligt. Ulykken blev overværet på en pub, og sorgen delt med besætningen fra en dansk Beneteau, som var på vej hjem fra Middelhavet. Dagen efter så vi FTLF-standeren på S/Y Imagine, og fik en snak og en kop kaffe med Annegrethe og Brian som var på vej hjem til Løgstør fra Mallorca med deres nyindkøbte HR.

Efter det var Dover ’brugt op’ og da vi om aftenen d. 28. fik en lempelig vejrudsigt, med kun begrænset modvind, besluttede vi at tage næste etape til Brigthon samme nat, selvom det betød motorsejlads hele vejen. Vi ankom til Brigthon kl. 0930 næste formiddag, og selvom vi var lidt trætte tog vi et bad og gik ud for at udforske byen. Byen er jo en ren turistby og kan nærmest sammenlignes med Løkken eller Blokhus, blot i lidt større målestok. Og når man så har set det, og evt. har været en tur ude på den berømte Palace Pier, så er der ikke meget indhold tilbage i den by. Efter en god nats søvn tog vi derfor næste morgen en hurtig beslutning, klargjorde skuden på få minutter, og stak af sted mod Portsmouth.

Opholdet i Portsmouth, eller rettere Gosport, idet alle marinaerne ligger på denne side af bugten har været fint, selvom det startede lidt negativt med at Skipper smed kabeladapteren i vandet. Sådan en kan jo erstattes, men episoder af den slags har det med at sætte lidt negative vibrationer i gang. Efter han blev god igen steg stemningen dog og trods en vedvarende kraftig kold blæst har vi haft nogle dejlige dage her. En dag stod vi, efter vore forhold, tidligt op, tog færgen over til Portsmouth-siden og besøgte det gamle flådeområde, kaldet ’Historic Dockyard’. Portsmouth har gennem alle tider været Englands flådeby nr. 1, og har lige siden middelalderen huset og bygget krigsskibe af alle typer og størrelser. I havnen ligger nu, trods ingen af dem er bygget i Portsmouth, 2 af historiens mest berømte krigsskibe. HMS Warrior, Englands første og datidens (1860) største armerede sejl- og propeldrevne krigsskib, som var så overlegent i sin tid at det aldrig nåede at affyre et skud i vrede. 

Mest interessant er dog nok HMS Victory, Admiral Nelsons flagskib i det berømte slag ved Trafalgar i 1805, hvor England nok slog Frankrig (Napoleon Bonaparte) og Spanien eftertrykkeligt, men hvor deres store søhelt Nelson desværre blev ramt af en præcisionsskytte fra et fransk skib og døde få timer efter, netop som han havde fået at vide England havde vundet slaget. Man kunne bogstavelig mærke historiens vingesus når man gik rundt på skibet, så Nelsons kahyt, stod på messingpladen der markerede hvor har blev skudt, eller så hvor han udåndede efter at være bragt under dæk. Som kuriosum kan nævnes at han efter sin død blev lagt i en tønde med Brandy for at liget kunne holde sig til statsmandsbegravelsen i London adskillige måneder efter.
’Historic Dockyard’ er et kæmpe område som også byder på søfartsmuseum, adskillige særudstillinger om bl.a. Nelson, Søværnet i nyere tid m.m. samt vraget af Kong Henry VIII’s yndlingskib HMS Mary Rose, som sank i Solent i 1549 (ca.) med 400 mand ombord, mens kongen så til fra land. Skibet blev fundet og hævet efter ca. 450 år under vand og er nu under kraftig restauration. Mest interessant er dog nok udstillingen af de mange effekter fra den tid, som fulgte med vraget op. Vi blev ved indgangen afkrævet £31,- hvilket vi nok følte var en hamper pris, men da vi 7 timer efter, udmattede og fyldte af indtryk forlod området, følte vi nok at det var hele prisen værd. Til gengæld har vi senere erfaret at vi har betalt dobbelt pris for færgen Gosport/Portsmouth, idet de billetter vi pligtskyldigt købte både den ene og den anden vej har vist sig at være returbilletter.

I skrivende stund, d. 4/7, er vinden ved at være OK til at krydse kanalen endnu en gang for at nå over til Kanaløerne på den franske side. Og vi venter nu kun på at tidevandet skal være med os, hvilket vil ske ved 23-tiden i aften. Kunne det så blot holde op med at regne ville alt være perfekt til en dejlig nattesejlads med ankomst Alderney lidt over middag i morgen.

Men det vil I høre mere om en anden god gang ….