Så blev det endelig tid til at bringe nyt fra det gode skib
Towanda´s færd på de syv verdenshave, og vi kan lige så godt med det
samme advare om at beretningen nok vil være præget af modvind – og
masser af det !
Med
til at gøre afrejsen endnu mere festlig var jo at vi blev fulgt på vej
af en hel del langturs-
sejlere som, ligesom vi, havde til hensigt at
sejle til træf på Anholt. Allerede her havde vinden besluttet sig for
at være os imod, og det endda med en rimelig styrke, så med en trist
tanke til træfarrangørerne på Anholt, drejede vi alle ind i Sletten
og holdt et lille "Københavner"-træf der. Helt lille var det
dog ikke eftersom bådene fyldte inderhavnen op til lidt over
bristepunktet og vi var omkring 30-35 til en hastigt arrangeret
fællesmiddag i havnerestauranten.
Festerne var dog langt fra overståede, da vi jo også lige skulle
have FTLF´s Pinsetræf i Ebeltoft med og, ikke mindst, skulle til Sæby
for at fejre Jens´ forældres 70-års fødselsdage. Turen til Sæby gik
dog over land idet Annie og Vagn var så venlige at påmønstre og passe
Towanda i Ebeltoft og samtidig låne os deres bil til turen. Tak for
det, venner!
I Ebeltoft fik vi også besøg af Gitte og Fæts (Jens´ fætter fra
Århus). Udover at det var dejligt at de tog sig tid til at komme og
sige farvel fik vi en helt speciel gave af dem, som vi sætter utrolig
stor pris på. Fæts, hvis borgerlige navn i øvrig er Michael, havde
nemlig komponeret, indspillet og indsunget en hel CD med sange til os,
heraf én helt specielt komponeret til Towanda’s afrejse. Vi kan
forsikre alle om at den bliver spillet igen og igen her ombord.
1000 tak, Fæts !
Efter 2 herlige fester i henholdsvis Sæby og Ebeltoft, og endnu
flere vemodige afskedsscener kunne turen endelig gå sydover. Vi havde
lagt et stop ind i bl.a. Svendborg, dels for at hilse på vore venner
Anne og Niels fra Svendborg Sejlerskole, som på mange måder er
ansvarlige for at vi er kommet af sted på denne tur, og dels fordi vi
havde fået en lille skade på ankerrullen da ankeret ikke ville forlade
Helsingborg samtidig med resten af båden. Vi mente vi kunne finde én
til at svejse det i Svendborg. Det kunne vi dog ikke, men hilst på Anne
og Niels fik vi da.
Vinden holdt os et par dage ekstra i Svendborg, men d. 5. Juni kunne
vi endelig sætte kursen mod Kielerkanalen. Nu var der ikke modvind men
vindstille, hvilket jo for en sejlbåd er nærmest ligeså kritisk. Vi
synes dog tiden efterhånden var inde til at komme "rigtig" af
sted, så motoren fik lov at gøre arbejdet de ca. 60 sm til Holtenau.
Til gengæld skinnede solen fra en skyfri himmel og Jens fik sine
første solskoldninger.
Dagen efter gik det straks videre gennem kanalen til Rendsburg, hvor
vi tog en enkelt overliggerdag før vi tog det sidste stræk til
Brunsbüttel. Umiddelbart efter at vi havde forladt Rendsburg passerede
vi en svævebane som fragter passagerer over kanalen, og restauranten
ved siden af kvitterede ved at afspille "Der er et yndigt land …"
over højtalerne på terrassen. Det var jo sødt af dem, og vi
kvitterede naturligvis med heftig vinken og en hilsen over VHF. Det tog
nemlig lidt tid før det gik op for os hvad der skete, så vi var så
langt forbi restauranten at det var for sent at kippe med flaget.
I Brunsbüttel mødte vi de først danske både, og hjalp bl.a. Anita
og Jan fra S/Y Paradis, Aabenraa med at tømme en flaske meget Gammel
Dansk.
Ude af kanalen, næste morgen, kunne vi for en gangs skyld sætte
sejl, og turen gik til Cuxhaven. Her havde vi besluttet at gå ind i den
gamle havn, hvilket krævede at en svingbro åbnede for os. Ifølge
Pilotbogen skulle 2 lange trut i tågehornet foranledige dette, så der
fik vores nye messinghorn allerede sin debut (Endnu en gang tak for
gaven) . Det virkede, selvom vi dog senere blev bedt om at kontakte
broen på VHF når vi ville ud igen.
Nu var planen at gå mod Holland, men vinden ville det anderledes,
så et besøg på Helgoland kom pludselig ind i billedet. Mange havde
frarådet det, mest fordi øen var lille og kedelig, men da alternativet
var at blive i Cuxhaven endnu et par dage var valget ikke så svært. Og
så var det faktisk nogle fine dage vi fik derude. Sejlturen forløb
fint, øen var såmænd meget hyggelig, trods den store fokus på
eendagsturister og toldfrit salg, og så fik vi såmænd også tanket op
af billig sprut og diesel. Alt i alt vellykket selvom det igen blæste
voldsomt og forlængede opholdet med et par dage ekstra. Vi mødte her
S/Y Cæcilia som også var i Brunsbüttel, men havde denne gang
lejlighed til at hilse nærmere på og dele et par flasker vin og lidt
Single Malt. (Eller var det lidt vin og et par flasker Malt ?)
Endelig løjede vinden til 10-12 m/s fra NNW og vi fik en god sejlads
mod Holland. Efter 32 timers sejlads kunne vi ligge til i Lelystad, og
havde dermed ført Towanda tilbage til sit udgangspunkt, eftersom det
var her vi hentede hende i 2001. Forinden var vi dog først blevet
anråbt af kystvagten på VHF som udbad sig oplysninger om båden,
besætningen, sidste havn og bestemmelsessted.
I Lelystad lykkedes det, som forventet, at finde en smed til at
reparere den ødelagte ankerrulle samt at få lavet et par forbedringer
til at fastgøre ankeret og rigge vore nye Genakker. Men den slags ting
tager jo tid og Lelystad er mildt sagt ikke noget livligt sted at ligge.
Efter 3 dage var arbejdet færdigt og vi kunne ikke komme hurtigt nok af
sted. Planen var at sejle nordud af Isselmeer til Den Helder og derfra
sydover når chancen bød sig. Men igen var vinden i WNW – og igen i
kulingstyrke. Venner i Lelystad kom dog med den gode ide, i stedet at
gå sydover igennem Markermeer til Amsterdam og derefter via kanalerne
til Ijmuiden ved kysten. God ide, og som tænkt så gjort. Isselmeer og
Markermeer er jo inddæmmede søer og med maxdybder omkring 4-5 m uden
lumske grunde eller sten skulle det vel ikke være noget problem, selv i
en kuling.
Vi kom da også fint ud af marinaen, allerede i tredje forsøg og med
kun en enkelt skramme i fribordet. Udenfor var det dog blæst yderligere
op til omkring 15 m/s, men hvad pokker. Der er jo kun 12 mil til
Amsterdam og det er da begrænset hvilke bølger der kan opstå i en
lille lavbundet sø. Først skulle vi dog lige igennem slusen fra
Isselmeer til Markermeer og det er altså sin sag at styre ind i en
sluse i 15 m/s. Vinden havde vanen tro drejet over i direkte modvind,
men det var dog en fordel i dette tilfælde, så slusemanøvren gik
fint. På den anden side slusen var det dog knap så godt med den
kraftige modvind så motoren fik lov til at arbejde på højtryk. Som
ventet var søen ikke høj og udgjorde som sådan ingen fare. I stedet
var bølgerne mange - rigtig mange - og krappe, så båden hele tiden
blev stoppet og aldrig rigtig fik opbygget nogen inerti og fart.
Efterhånden var vindstyrken øget til 18-20 m/s, og farten ca. 2,5 knob
for fulde omdrejninger, så den ventede ’lille smuttur’ på 3 timer
endte med ca. 6 timers rimelig ubehagelig sejlads før vi var i smult
vande indenfor slusen til Amsterdam havn.
Her var fortrædelighederne nu ikke helt forbi, idet de hollandske
myndigheder tilsyneladende ikke var helt færdige med os. Efter slusen
stod Lene ved roret - og her må jeg træde Lene til hjælp, så
dårligt styrer hun nu heller ikke - men ikke desto mindre blev vi
opbragt af havnepolitiet som gerne ville tage en spiritustest af
rorsmanden, eller i dette tilfælde –kvinden. Da der jo ikke var nogen midterline at balancere på,
blev fruen præsenteret for et apparat som hun skulle puste helt
uhæmmet ind i. Den hårde sejlads havde ikke inspireret til
alkoholindtagelse af nogen art, men på trods af den rene samvittighed
havde hun svært ved at mønstre luft nok til at tilfredsstille maskinen
før i tredje eller fjerde forsøg. Det gav skipperen tid til at finde
kameraet frem, og på trods af vanskelighederne med at holde det stille
under grineflippet blev øjeblikket dog foreviget. Ikke uden glimt i
øjet fra betjenten, som vistnok allerede anede at her var der ingen ’gevinst’.
Efter at have passeret prøven kunne vi gå i havn i Sixhaven, som er
en meget lille, og meget populær marina. Så vi sneg os langsomt ind og
lagde os på ydersiden af nogle pæle som en regulær prop i den
overfyldte havn. Af samme grund stod vi tidligt op næste dag, og
skyndte os videre så andre både kunne få lov at komme ud. Dagens
etape var lang, vi ville til Dover, en tur på knap 200 sm.
De første 12 sm gik ad kanalerne til Ijmuiden, og efter en sidste
sluse, og minsandten endnu en paskontrol, var vi igen ude i Nordsøen og
turen gik sydover. I starten gik det helt fint for sejl, men senere på
dagen havde vi svært ved at holde kursen og måtte en periode støtte
lidt med motor for at holde vores waypoint oppe. Henad aften tog vinden
lidt til, og efter at en tordenfront havde lagt os helt ned på siden,
tog vi 2 reb i storen og satte cutteren i stedet for genoaen. Det gik
så meget fint, men en ellers fin vejrmelding med 4-5 Beaufort (ca. 6-11
m/s) fra NW blev kort tid efter fulgt op af et kulingvarsel for
området, så vi besluttede at skippe Dover i denne omgang og gå mod
Zeebrügge.
Og vi skal ellers lige hilse og sige at Zeebrügge er en travl havn.
Selv midt om natten, som det efterhånden var blevet, er der en livlig
trafik af store fragtskibe ind og ud såvel som på tværs af havnen, og
det var en strabadserende udfordring at holde styr på alle
skibslanternerne i baggrundlyset fra byen og havnen, samtidig med at vi
skulle identificiere de lysbøjer som skulle lede os gennem flere lave
grunde foran indsejlingen. Ind kom vi dog og efter en længere søgning,
kun lidt besværliggjort af et uddybningsfartøj, som under dække af
sin lanterneføring (skib med begrænset manøvreevne) cyklede lidt frem
og tilbage i havneløbet, fandt vi langt, langt inde i havnens inderste
RBYC, Royal Belgium Yacht Club. Efter en gang velfortjent natmad gik vi
trætte på køjen ved 4-tiden om natten.
Kulingen kom og vi blev i Zeebrügge den følgende dag selvom vi
hurtigt kunne overse byens begrænsede tilbud. Eneste lyspunkt var at
marinaen havde fundet Dannebrog frem af skufferne og hejst det til vores
ære. De dårlige vindvarsler fortsatte og truede med kuling i mange
dage frem over, så da der opstod et lille vindhul startede vi motoren
og spurtede de ca. 15 sm til Oostende, som vi havde indtryk af ville
være et hyggeligere sted at blæse inde nogle dage. Desuden ligger man
i Oostende lige i centrum af byen og tilmed godt beskyttet indenfor
nogle sluser. Noget som vi var glade for da kulingen senere udviklede
sig til en regulær storm, så kraftig at de lukkede sluserne helt af og
tilmed måtte sikre dem med kæmpestore kæder.
Vejrudsigterne kom altså for en gangs skyld til at holde stik så vi
endte med at tilbringe 5 dage i Oostende, som nok har mere at tilbyde
end Zeebrügge, men som ikke kan påstås at være umådelig
interessant. Udover en meget smuk domkirke, var der ingen væsentlige
seværdigheder, set fra vores side i hvert fald, men det var dog en
hyggelig by med et stort udvalg af såvel butikker som restauranter og
barer. Vi shoppede nu ikke vildt, men fik bl.a. lejlighed til at spise
ude et par gange og se et par kvartfinalekampe i EM-fodbold på en Irsk
Pub. Opholdets lyspunkt var et besøg fra Bruxelles, idet Jens’ gamle
gymnasiekammerat Svend kom forbi til en hyggelig aften med snak om de
gode gamle dage. (Tak for besøget, Svend og hils Martin, Nicolo og
Sylvia.)
D. 26/6 kunne vi endelig vove os ud på havet igen og fik for en
gangs skyld en dejlig sejlads til Dover. Uden spor af de ventede
besværligheder med at krydse trafikken i kanalen. I Dover brugte vi en
dag på at besøge Dover Castle, hvor især det omfattende tunnelsystem
i de kendte hvide klipper var imponerende. Tunnelerne er påbegyndt i
middelalderen og blev anvendt som bolig for grænsetropperne der skulle
beskyttet England mod invasion fra fastlandet. De er dog væsentlig
udbygget i forbindelse med Første og især Anden Verdenskrig, hvor de
rummede kommandocentral for luftforsvaret og søværnet, såvel som
felthospital og hovedkvarter for Admiral Ramsay som ledede evakueringen
af Dunkerque, og senere havde stor indflydelse på planlægningen og
udførelsen af operation Overlord, invasionen i Normandiet.
Opholdet i
Dover blev dog stærk negativt præget af at vi tabte kvartfinalen til
Tjekkiet så eftertrykkeligt. Ulykken blev overværet på en pub, og
sorgen delt med besætningen fra en dansk Beneteau, som var på vej hjem
fra Middelhavet. Dagen efter så vi FTLF-standeren på S/Y Imagine, og
fik en snak og en kop kaffe med Annegrethe og Brian som var på vej hjem
til Løgstør fra Mallorca med deres nyindkøbte HR.
Efter det var Dover ’brugt op’ og da vi om aftenen d. 28. fik en
lempelig vejrudsigt, med kun begrænset modvind, besluttede vi at tage
næste etape til Brigthon samme nat, selvom det betød motorsejlads hele
vejen. Vi ankom til Brigthon kl. 0930 næste formiddag, og selvom vi var
lidt trætte tog vi et bad og gik ud for at udforske byen. Byen er jo en
ren turistby og kan nærmest sammenlignes med Løkken eller Blokhus,
blot i lidt større målestok. Og når man så har set det, og evt. har
været en tur ude på den berømte Palace Pier, så er der ikke meget
indhold tilbage i den by. Efter en god nats søvn tog vi derfor næste
morgen en hurtig beslutning, klargjorde skuden på få minutter, og stak
af sted mod Portsmouth.
Opholdet i Portsmouth, eller rettere Gosport, idet alle marinaerne
ligger på denne side af bugten har været fint, selvom det startede
lidt negativt med at Skipper smed kabeladapteren i vandet. Sådan en kan
jo erstattes, men episoder af den slags har det med at sætte lidt
negative vibrationer i gang. Efter han blev god igen steg stemningen dog
og trods en vedvarende kraftig kold blæst har vi haft nogle dejlige
dage her. En dag stod vi, efter vore forhold, tidligt op, tog færgen
over til Portsmouth-siden og besøgte det gamle flådeområde, kaldet
’Historic Dockyard’. Portsmouth har gennem alle tider været
Englands flådeby nr. 1, og har lige siden middelalderen huset og bygget
krigsskibe af alle typer og størrelser. I havnen ligger nu, trods ingen
af dem er bygget i Portsmouth, 2 af historiens mest berømte krigsskibe.
HMS Warrior, Englands første og datidens (1860) største armerede sejl-
og propeldrevne krigsskib, som var så overlegent i sin tid at det
aldrig nåede at affyre et skud i vrede.
Mest interessant er dog nok HMS
Victory, Admiral Nelsons flagskib i det berømte slag ved Trafalgar i
1805, hvor England nok slog Frankrig (Napoleon Bonaparte) og Spanien
eftertrykkeligt, men hvor deres store søhelt Nelson desværre blev ramt
af en præcisionsskytte fra et fransk skib og døde få timer efter,
netop som han havde fået at vide England havde vundet slaget. Man kunne
bogstavelig mærke historiens vingesus når man gik rundt på skibet,
så Nelsons kahyt, stod på messingpladen der markerede hvor har blev
skudt, eller så hvor han udåndede efter at være bragt under dæk. Som
kuriosum kan nævnes at han efter sin død blev lagt i en tønde med
Brandy for at liget kunne holde sig til statsmandsbegravelsen i London
adskillige måneder efter.
’Historic Dockyard’ er et kæmpe område som også byder på
søfartsmuseum, adskillige særudstillinger om bl.a. Nelson, Søværnet
i nyere tid m.m. samt vraget af Kong Henry VIII’s yndlingskib HMS Mary
Rose, som sank i Solent i 1549 (ca.) med 400 mand ombord, mens kongen
så til fra land. Skibet blev fundet og hævet efter ca. 450 år under
vand og er nu under kraftig restauration. Mest interessant er dog nok
udstillingen af de mange effekter fra den tid, som fulgte med vraget op.
Vi blev ved indgangen afkrævet £31,- hvilket vi nok følte var en
hamper pris, men da vi 7 timer efter, udmattede og fyldte af indtryk
forlod området, følte vi nok at det var hele prisen værd. Til
gengæld har vi senere erfaret at vi har betalt dobbelt pris for færgen
Gosport/Portsmouth, idet de billetter vi pligtskyldigt købte både den
ene og den anden vej har vist sig at være returbilletter.
I skrivende stund, d. 4/7, er vinden ved at være OK til at krydse
kanalen endnu en gang for at nå over til Kanaløerne på den franske
side. Og vi venter nu kun på at tidevandet skal være med os, hvilket
vil ske ved 23-tiden i aften. Kunne det så blot holde op med at regne
ville alt være perfekt til en dejlig nattesejlads med ankomst Alderney
lidt over middag i morgen.
Men det vil I høre mere om en anden god gang ….
Knus til jer alle
S/Y TOWANDA